,

Se eller hør

Nye registreringer

Faktisk orker jeg ikke flere registreringer, mere medicin op og ned, mere ‘musik’, flere indlæggelser, mere jobcenter: you name it, men der er ikke noget at gøre, for der er dage, hvor jeg næsten ikke kan se, hvad der står på skærmen, og hvor det hele flyder sammen, og hvor det er som om, tasterne forskubber sig i forhold til hinanden. Dvs. hvis jeg mener, jeg trykker på ‘l’, så trykker jeg på ‘k’ – og nej det hjælper ikke at flytte tastaturet, hvis der nu var nogen, der ville foreslå det.

En morgen skrev jeg en mail, der var det rene volapyk, den blev kun på fire linjer, for jeg kunne jo trods alt se, at det var ørkesløst. Jeg kunne ikke. Det er som om, øjnene skal vågne. Jeg ved, det lyder tåbeligt.

I dag har jeg hele tiden måttet rykke ansigtet for at stille skarpt; som om det ville være bedre lidt til højre eller lidt til venstre. Men det var det ikke.

I Glostrup

Heldigvis havde jeg aftalen med Kasper og Christina (overlægen og farmaceuten) i dag, hvor jeg selvfølgelig bragte det op. De tog mig helt enormt seriøst og talte meget længe – måske 30 minutter eller mere – indbyrdes om, hvordan de bedst muligt kunne skrue lige så forsigtigt på medicinen, så jeg ikke ville få tilbagefald efter en måneds indlæggelse eller skabe nye problemer. Det er ikke bolsjer.

Som det ser ud lige nu, men det kan ændre sig, så skal jeg vælge mellem den musik, jeg af og til hører, som jo altså ikke er der,  og at kunne se hele tiden. Valget var ikke svært. Jeg foretrækker at kunne se på min skærm. Hvis jeg har skrevet noget vrøvl på det seneste, ved I hermed hvorfor.

Vi har aftalt, at jeg tager fat på registreringerne igen, så vi ved, hvad vi taler om på en skala fra 1 – 10. Forleden var det 11. Måske er der en sammenhæng med noget andet, fx søvn? Hurra for Excel.

‘Musikken’

Gennem de seneste to måneder har jeg i kortere eller længere perioder hørt:

  • Bip, bip
  • Klaver
  • Folkemusik
  • Fest hos nabo
  • Jimmy Hendrix-like
  • Trommer

Nu er det nok – og i øvrigt har jeg aldrig brudt mig om ‘Jimmy Hendrix-like’, altså den slags rockmusik hvor de i slutningen af koncerten piner det sidste ud af guitarstrengene. Det er så grimt. Så hellere Andrea Berg.

Og så noget positivt

I dag har jeg vasket mindst 35 krystalglas og hele skabet de står i – og det er blevet så flot. Det trængte nu også. I den forbindelse fik jeg igen øje på oldefars glas, som det siges, han havde med sig, da han i 1890 indvandrede fra Frankfurt an der Oder. Jeg er meget glad for at have det stående, men man skal være meget forsigtig, når man vasker det af.

 

 

2 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Det er et flot gammelt glas – og vær endelig forsigtig.
    Det er dog noget af et dilemma at vælge mellem at se og høre – og altså de små nuancer der bevirker mere og mindre af det ene og det andet.
    Jeg håber det lykkedes på en måde du kan være tilfreds med.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Det glæder mig, at jeg ikke er den eneste, der kan se det flotte i det glas. Tænk alt det, det har oplevet, et par krige fx… Jeg er meget forsigtig, for jeg ville blive uendeligt ked af det, hvis der skete noget.

      Ja det er ikke let at vælge eller rettere, det er det for mig, da jeg jo ikke lever af at skrive/være ved PCen men for ditto. På en eller anden måde er det noget med lodder og trisser, men jeg tror på de to dygtige mennesker, som også er så søde at være sammen med.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *