Så spændt

På torsdag…

På torsdag skal jeg mødes på “Madklubben, Frederiksberg” kl. 13:30 med to mennesker, der betød uendeligt meget for mig i min barndom.

De ønskede dengang at være et fristed, og de var et fristed! De lykkedes, selvom det var usagt.

Når vi mødes, håber jeg, at jeg kan forklare, hvor meget, de betød. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan sætte ord på det. Jeg kan gøre det formummet bag mine 32″ – men IRL er noget ganske andet.

Fra sommeren 1978 til 1. august 1980 boede jeg på Bornholm sammen med min såkaldte familie. Jeg havde et eftermiddagsjob hos en stor isenkræmmer i Åkirkeby. Jeg var meget glad for at være hos dem. De inviterede mig ganske enkelt til at være en del af familien. De havde tre skønne børn + mig og en gul labrador (Puggi). De var mennesker med overskud – det var jeg ikke vant til. Jeg var vant til at leve på kanten af samfundet.

Jeg havde mit eget værelse hos dem, og det var trygt at gå i seng der, for der kom ingen med sygelige krav og ønsker næste næste morgen.

Min egen såkaldte familie var naturligvis ikke glad for alliancen, for de kunne blive afslørede, de sociale myndigheder kunne dukke op for nu slet ikke at tale om politiet. Og endelig manglede de min arbejdskraft derhjemme.

I forbindelse med bogprojektet kommer mange sære minder frem heriblandt isenkræmmerne. Jeg sad for et godt stykke tid siden og skrev på et kapitel, der nok skal hedde “Fire gode mennesker”, og “Fanden” tog ved mig`: Hvorfor ikke bare ringe dem op? Som tænkt så gjort. Jeg ringede op, og vi talte næsten 30 minutter. Fantastisk. Vi har ikke talt sammen i mere end 37 år, men alligevel var der et bånd.

Vi har udvekslet et par mails. Blandt andet skriver de, at jeg nok var “overkvalificeret” til jobbet hos dem. Jeg var 14 år! 🙂

De har foreslået at mødes, og det bliver så på torsdag. Jeg glæder utrolig mig meget!

Jeg har spurgt, om de har gamle billeder af børnene og af dem selv. Det er jo længe før den digitale tidsalder. Dengang tog man kun billeder ved helt ekstraordinære lejligheder, for det kostede kassen at få dem fremkaldt. Nu om dage løber enhver rundt med et ret godt kamera i lommen, og alle stunder foreviges uanset, hvor ligegyldige de er.

Jeg har haft et billede af børnene, der sad i “futtog” på grænsen mellem køkkenet og stuen i beboelsen ovenover forretningen. Jeg ved bare ikke, hvor det er blevet af.

Nu glæder jeg mig bare. Det er specielt.

2 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Jeg går ud fra næste indlæg handler om mødet – og jeg er spændt på at læse det. Fornemmelsen af at der ikke er tidsgab uagtet det er 37 år siden sidst, er jo tydelig.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Du går derudfra helt ret! Jeg har ikke rigtig ord for, hvordan det føles, at “skræve” over de 37 år uden problemer. Så fantastisk. Det var som om, vi havde set hinanden for et par år siden. Mit hovedindtryk er at de, nu som dengang, er mennesker med et stort overskud.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.