Ritt Bjerregaard var en skrap kælling
Peter Qvortrup Geislings portræt af Ritt
Ritt Bjerregaard var en skrap kælling
I aftes så jeg Peter Qvortrup Geislings 58 minutter lange, fine portrætudsendelse med titlen “Ritt”. Der var tid til at fortælle historien om en smuk ældre kvinde. Portrættet er fra 2019. Ritt døde af kræften i lørdags kun 81 år gammel. Vi har mistet endnu et koryfæ. Det er som om, vi er inde i en stime.
Ritt, der faktisk var døbt “Jytte Ritt Bjerregaard”, var en fascinerende kvinde, fordi hun var en fighter, der ikke stak op for bollemælk. Inden nogen falder over mig på grund af “… en skrap kælling” gør jeg opmærksom på, at det er hendes egne ord.
Kirkebogen ved fødsel/dåb i Sankt Matthæus Sogn på Vesterbro
Om hendes fødsel/dåb fremgår følgende af kirkebogen (hvor det er lidt svært at blive klog på, hvad der hører til hvilket barn og hvad der menes med anmærkningerne.). Dette link fører til kirkebogen.
Københavns Amt, Sokkelund Herred, Sankt Matthæus Sogn, 1934-1944, KM, Fødte – opslag: 205 af 306 opslag:
Nr. 53. 19 Maj 1941. Enghaveplads 1. x) Jytte Ritt Olsen (Olsen er streget ud og erstattet af Bjerregaard). Snedker Gudmund Marius Nielsen Olsen (Olsen er streget ud og erstattet af Bjerregaard) 23; Hustru Rita Marie _ærslev 20, Godsbanegade 14. 7 September 1941. O. Højland(?) i Absalonskirken. Anmærkninger: Jm.Fru Berner. Fra Olsen til Bjerregaard i henh. til Kirkeministeriets resolution af 10/8-59 SF. 1873. Udtrådt af folkekirken 25.05.86 ved anm. fra Stenløse sogn, Odense.
Jeg identificerede mig lidt med hende
Da jeg så udsendelsen, kunne jeg huske, at jeg for årevis siden identificerede mig lidt med hende, fordi også hun var som en korkprop, man trækker ned under vandoverfladen; når man slipper den, farer den straks op til overfladen igen. Sådan ser jeg Ritt og sådan ser jeg mig selv. Modgang gør stærk.
Psykologen har altid sagt, at jeg tilhører en generation, der lærte at gøre sig umage. Det var specielt at høre Ritt bruge det samme ord om sig selv efter barndommen på Vesterbro i København. Også hun blev student fra Staten Kursus til Studentereksamen.
Jeg har også altid godt kunnet lide Peter Qvortrup Geisling, selvom hans indbyggede inderlighed i stemmeføringen kan virke irriterende. På den anden side set har jeg på fornemmelsen, at han rent faktisk er inderlig og at han mener det, når han stiller omsorgsfulde spørgsmål. I portrættet får han på en fin måde spurgt Ritt, om hun er bange for døden. Det var hun ikke. Også jeg måtte tørre en tåre der.
Portrættet var fyldt med historie
Der er flere årsager til at se portrættet:
- Mennesket Ritt Bjerregaard (1941 – 2023) er selvfølgelig den første.
- Underlægningsmusikken var musik fra min ungdom. Jeg lagde mærke til både Anne Linnet og (vist) Janis Ian. Jeg kan stadig ordene.
- A propos: Jeg havde i aftes mine søde nye, unge naboer (ikke dem der snakker) inde til en kort “Tour de chambre”. De var ved at falde i svime, da de så mine ca. 300 CD’er. Kvinden er født i 1993, så for hende er musik noget, man streamer. Jeg følte mig som noget, man finder på arkivet.
- Herudover var portrættet fyldt med historie fra det politiske liv i Danmark. Ritt blev undervisningsminister første gang i 1973, og det er det første, jeg husker hende for. I 1973 var jeg 10 år. Hun tilbragte samlet mere end 40 år i politik. Der var mange skønne gamle klip, men det er lidt mærkeligt at se, hvor gammel jeg selv er blevet.
- Tidligere har jeg ikke været klar over, hvor meget hun har betydet for kvinders muligheder i politik. Det fremgår med al tydelighed af portrættet. Veninden Christine Antorini sagde det så fint “Vi står på skuldrene af Ritt”. Selv Pia Kjærsgaard havde noget positivt at sige, hvilket er en sjældenhed.
- Danmarks Radio kan godt, når de vil – og her er det tydeligt, at de ville.
Ritt bør få en begravelse, der er mindst på linje med Lise Nørgaards.
Efterskrift
Der findes et medie, der hedder KøbenhavnLiv (hvor journalisten ikke kan skrive), der fortæller om en flok unge mennesker fra Ungdomshuset på Dortheavej, som fejrer Ritt Bjerregaards død. Det kan man f***** ikke. Jeg er rystet! Læs evt. artiklen, eller hvad man skal kalde den, her, hvis du har nerver af stål.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] knapt 10 år har inspireret mig til denne artikel grundet hendes kommentarer til artiklen om, at Ritt var en skrap kælling. Min læser er uddannet folkeskolelærer og lidt ældre end […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Til dette indlæg vil jeg kun kommentere to ting: kirkebogsopslaget. Der skal stå Hærslev (sammenlign med Hustru og Ruth Paula Holtegaard lidt længere nede) og O. Højland er rigtigt.
Den todelte skole der blev afskaffet, var realen / 8., 9., 10., der blev afskaffet til fordel for den niårige enhedsskole, hvor eleverne kunne gå til folkeskolens afgangsprøve (efter 9.) eller folkeskolens udvidede afgangsprøve (efter 10.). Dvs. klasserne blev ikke længere delt efter 7., men gik udelte videre de sidste 2/3 år
@ Charlotte
Super. Tak for det/dem.
Det er da så skønt med en ny læser, der arbejde sig langsomt frem …
Det at blive udnævnt til “hjælpelærer” er ca. lige så fedt som at blive parentificeret, altså udnævnt til “hjælpemor”, og jeg kender begge problemstillinger!
Jeg kender godt til “Læs og forstå”. Det er “hold-kæft-ark” i blød indbinding, så læreren slipper for at gå ud og kopiere.
Ved at tænke over disse ting, er jeg kommet frem til, at denne “reform” også fjernede latin fra folkeskolen, bortset fra nogle få steder, hvor man har været fremsynet nok til at have det som valgfag. Jeg havde latin i folkeskolen, og jeg var vild med det! Jeg har haft uendelig meget glæde af det i forb. med studiet af andre sprog. På den anden side skal man selvfølgelig ikke udsætte børn for latin, hvis de absolut ikke har anlæg eller interesse for den slags.
“Enhedsskolen” skulle have været om at give alle børn de muligheder, de har brug for. Ikke om at give alle det samme tilbud! Så forskellige som folk er, giver det jo ingen mening, og man ser klart, hvad det er endt med: Meget få får rent faktisk det tilbud, de har brug for!
@ Henny
For F***** da, tænk at du også elskede latin! Hvor er det sjovt. Det var mit mest elskede fag på “Statens Kursus til Studentereksamen”; lige derefter kom tysk og matematik. Alle vores lærere var super dedikerede; de brændte for deres fag. Det var to gode, men også hårde, år. Jeg havde forberedt mig lidt ved at læse Kr. Mikkelsen på ungdomsskolen …
Nej, det var nok en rigtig beslutning, at latin skulle være valgfrit. Det er for svært for mange, fordi det let kan blive meget abstrakt. Vores lærer(-inde) på kurset koblede skrifterne med det gamle Rom, verdenshistorien osv. Og hun tog os med til Rom. Og så blev det jo pludselig befolket af rigtige mennesker. Det var fedt. Jeg kan stadig huske ablativ … (tror jeg nok), og jeg har også glæde af det, når jeg arbejder både med det danske sprog og “udenbysk”.
Lige p.t. hjælper jeg en virksomhed med deres enorme hjemmeside – og de unge mennesker har bestemt aldrig haft latin. Jeg synes på en måde, det er så underligt, at de ikke kan lave en sætningsanalyse, men de kan så meget andet, som jeg aldrig ville kunne.
Nu ser jeg en tydelig sammenhæng til min Aspergers-diagnose: der er regler, og så føler jeg en form for tryghed. Jeg skal bare lære reglerne, så er resten nemt. Det passer også godt med at vælge juraen.
Og du kender også til at blive udnævnt til “hjælpelærer”; det med “hjælpemor” kan jeg ikke tale med om (det havde været utrolig synd for børnene).
Jeg har altid været vild med at løse opgaver ad modum “Læs og forstå” – og det er jeg nærmest stadig. Da jeg for år tilbage spillede “Lumosity” for at genoptræne min hukommelse, havde jeg mange sjove timer med det, indtil jeg læste adskillige undersøgelser, der dokumenterede, at man faktisk ikke trænede hjernen, man blev bare god til at spille Lumosity. Da dalede motivationen.
Ja, du har ret. Der er virkelig mange børn og unge, der ikke får det, de har brug for. Det er et frygteligt stort antal, der ikke går i gang med bare et eller andet efter folkeskolen. Som jeg husker det, men det kan være forkert, er det 60.000 … Det er jo fuldkommen absurd i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft.
Bedre at være en skrap kælling end at være “kvindagtig”. Som lærer må jeg sige, at det var ikke alle hendes påfund, jeg var totalt enig i. Bl.a. var den berømmelige folkeskolereform mere om at bruge laveste fællesnævner end at give alle samme muligheder. Men det hang i høj grad sammen med de sparekrav, der ramte skolerne i samme perioder, og det var jo ikke Ritt’s skyld. Hun har vist aldrig påstået, at man kan gøre det bedre ved at bruge mindre!
Ellers må man jo sige, at hun har gjort det godt, nærmest frem til det allersidste.
@ Henny
Du har ret! Jeg vil også nødigt være “kvindagtig”; det er faktisk det sidste, jeg ville ønske mig at være.
I TV-portrættet blev nævnt noget om, at den to-delte skole blev afskaffet, da hun var undervisningsminister. Men det kan da ikke være den samme reform, du taler om? Selv mindes jeg ikke at have gået i en to-delt skole (jeg var elev o folkeskolen fra 1970 og 10 år frem).
Jeg tror, du har ret i, at hun ikke har påstået, at det blev gjort bedre ved at bruge mindre.
Hun var på mange måder en imponerende kvinde. Æret være hendes minde.
Uden at have slået det efter, mener jeg at den reform, der handler om “enhedsskolen”, ikke flere “almene” klasser eller “boglige” klasser stammer fra 1974. Jeg ved ikke, om man evt. kan have ladet de elever, der var startet i en a-klasse eller en b-klasse gøre forløbet færdigt? Jeg gik selv på seminarium fra ’75 til ’79, og den folkeskole, jeg kom ud til, var “enhedsskolen”, eller som nogle af os surt sagde: “Ingen må lære mere, end det den dummeste elev kan lære”. Igen vil jeg understrege, at grunden til at det kan have været oplevet på den måde er, at der ikke var penge til visionerne. Som så ofte før og siden.
+ En ting mere: Under det gamle system blev man ikke opdelt i almen og boglig før i 5. klasse. Derved kan du lige akkurat have nået at gå i “enhedsskole” hele din folkeskolekarriere.
@ Henny
Spændende snak! Åh ja, det har du sikkert ret i; jeg smuttede lige under radaren (hvilket ikke var helt godt for mig); jeg har kun gået i “enhedsskolen”. Jeg kan virkelig tilslutte mig jeres “Ingen må lære mere, end det den dummeste elev kan lære”.
Måske husker du “Læs og forstå”? Det var sikkert hamrende upædagogisk, men jeg elskede dem og var altid fem hæfter foran, fordi jeg kunne læse nemme bøger (Troldepus, Peter Pedal m.v.), inden jeg kom i skole, måske fordi mine forældre – mens verden var i orden – læste højt for mig hver dag og animerede til, at jeg skulle føle glæde ved læsningens og bøgernes univers – men, men, men det betød: at jeg på flere af de i alt fem folkeskoler, jeg gik på, blev udnævnt til “hjælpelærer”. Hvor fedt tror du, det er? Hvis jeg ikke var udenfor og anderledes af andre årsager, cementerede den rolle virkelig, at jeg var udenfor. Jeg kunne på mange måder godt lide at gå i skole i timerne vel at mærke. Jeg kunne ikke døje frikvartererne. Det var en lise at starte på det to-årige studenterkursus.