,

Psykisk syg og farlig?

Ad 21-søndag

Jeg var ovre at tale med min præst i dag; det gør altid godt. Talen faldt på et indslag i 21-søndag i aftes. I udsendelsen fik en ung mand etiketten “Psykisk syg”, og herunder lå, at han var farlig, fordi han var psykisk syg. Der blev med andre ord sat lighedstegn mellem det at være psykisk syg og det at være farlig. Intet kan være mere forkert.

Jeg har været indlagt ni gange, og jeg har endnu til gode at møde mennesker, jeg kunne betegne farlige. Herunder er jeg heller ikke selv farlig! Jeg ville faktisk ikke vide hvordan, jeg kunne bære mig med at blive det. Smide en mursten i hovedet på personalet? eller jagte min yndlings-Mona med en kølle? Hallo!

Jeg har mødt mennesker på lukket afdeling, som jeg syntes var noget “spooky” og som ganske åbenlyst sniffede rygeheroin. Det var vældig ubehageligt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forholde mig, men farlige, det var de altså ikke. De var nærmere stakkels. Rygeheroinen var bare deres måde at overleve på. De oplevede lukket afdeling som et sted med tremmer – men så kendte de altså ikke et sted med tremmer for vinduerne!

På åbent afsnit har jeg kun mødt mennesker, der var skræmt overfor tilværelsen, som de ikke vidste, hvordan de skulle få til at hænge sammen. Jeg var i samme båd som dem. Og farlige det var vi altså ikke! Faktisk så vi vel hellere, at skønne Mona havde tid til at tale med os i 20 minutter!

Tilbage til udsendelsen

Det er farligt og usympatisk, når der sættes lighedstegn mellem psykisk sygdom og farlighed. Nok er vi syge, men farlige er vi altså ikke. De fleste af os kæmper bare for at få en eller anden form for tilværelse til at fungere. Selv kunne jeg ikke gøre en lille mis fortræd.

Udsendelsen var fortegnet, og jeg undrer mig over, hvorfor en mand på 21 – 22 år skulle have sin kosmetolog-mor i halv størrelse med, når de himmelfaldne skulle kigge op mod tredjesals-lejligheden. Kunne han ikke selv have kigget derop? Hvilken rolle skulle hun spille? Hvorfor kan en ung mand ikke klare den slags selv?

En udsendelse som denne er med til at cementere, at psykisk syge mennesker er farlige mennesker. Vi er tilbage til de bosteder, hvor der ulykkeligvis er slået plejepersonale ihjel, fordi patienten ikke har vidst sit levende råd. Det er forfærdeligt, og det må aldrig ske igen. Det kan aldrig tilgives. Når det sker, er der ikke andet at sige end at, der er noget galt med ressourcetildelingen. Dybt psykotiske Anders And’er skal ikke gå frit rundt, skal ikke have adgang til våben, knive osv. Normeringen skal kunne hamle op med disse Anders And’er både overfor medarbejderne og overfor medpatienterne.

Men herfra og så til at sige, at vi alle er farlige, er der nu også ret langt!

 

14 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Livø var en af de “Kellerske anstalter”, og det var mændene, man holdt der. Kvinderne blev holdt på Sprogø, og i Brejning, vist nok.

    Livø har i dag lejrskolefaciliteter, og jeg har været der med mit arbejde i sin tid, temadage, og man fornemmer stadig, hvad det var for et sted. Smuk natur, bevares, men en umenneskelig tankegang, der lå bag. Og dog blev Danmark fremhævet som et foregangsland på grund af vores behandling af de “moralsk åndssvage”, som i nogle tilfælde var anbragt, blot fordi de havde stjålet en cykel eller været lidt løse på tråden.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Åh ja – du har da ret “De Kellerske anstalter”, nu ringer der en klokke. Og ja du har også ret i, at pigerne kom til Sprogø. Jeg så/hørte faktisk flere udsendelser om disse øer for nogle år siden. Måske jeg kan finde noget på Nota om det?

      “stjålet en cykel eller været lidt løse på tråden” – Ih du milde Gud, skulle der ikke mere til?

      Jeg tror altså ikke, der længere er lejrskolefaciliteter – i hvert fald ikke, når man læser Irmas beskrivelse af øen. I følge dem er der kun økologisk landbrug.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Den venlige korrekturlæser har været på besøg. Hvis du synes, der er tale om en forbedring, kunne jeg måske lokke dig til at substituere min kommentar med det følgende:

    Jeg kan så sandelig godt forstå, at du ikke vil slås i hartkorn med dem, der sidder på ubestemt tid i de “særligt sikrede anstalter”. Det ville jeg også nødig selv. Jeg har ganske vist ikke som du været indlagt med en psykisk lidelse, men har benyttet mig af ambulant behandling i årevis. Når nogen har vovet at blive for næbbet over den kendsgerning, plejer jeg gerne at sige noget i retning af, at det jo er de mest tossede, der _ikke_ går I til psykoterapi. Folk tror, jeg siger det som en vits, med det er faktisk ikke tilfældet. At have rotter på loftet, være klar over det og ovenikøbet have adressen på et sted, hvor de hjælper med at fikse den slags, ja, i den situation er man jo både hoved og skuldre højere end de stakler, der også har gnavere på kvisten, men overhovedet ikke er klar over det.
    Hen kunne man så henvise til en række politikere i det nuværende folketing, men man skal passe på med injurier nu om stunder, og så er det forresten også mere tragisk end morsomt med disse personager.

    Spøg helt til side, så har den primitive udgave af mennesket, som vi ikke er kommet ret langt væk fra, altid haft det med at skille sig af med individer, der ikke levede op til en eller anden mere tilfældig standard. Op gennem det tyvende århundrede tvangsfjernede man børn fra familier for selv små afvigelser fra deres smalle normalitetstest, anbragte børnene i fængselslignende institutioner og slap dem ikke ud igen, før de var blevet steriliseret.
    Angsten for det afvigende, den del vi opfatter som værende under os, har virkelig været en stor drivkraft i diverse eugeniske praksisser, der også har eksisteret her i landet. Denne angst er så i nyere tid mest blæst over på mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk.

    Endelig hældes der jo olie på bålet, hver gang en forbryder af en elller anden beskrivelse, bygger sit forsvar på, at han/hun var utilregnelige i gerningsøjeblikket, hvilket så kan være sandt eller usandt, – det er jo op til retslægerne at afgøre hver gang. Typisk er det den slags blodige historier, der kommer i medierne. Når en Raketbygger hakker en svensk journalist i småstykker og hælder dem ud over siden af en ubåd, så trækker det jo ganske betydeligt større overskrifter, end at flere 1000 mennesker med psykisk sygdom hvert enkelt år får en god behandling, der rent faktisk hjælper mod deres lidelser, som man måske nok ikke bliver fuldstændigt kureret fra, men dog til et niveau, så mange kan gå ud på arbejdsmarkedet og eller passe de andre ting, man skal passe.

    Forsidebaskerene om psykisk sygdom er nok den største synder, når det gælder sammenkoblingen mellem syg og farlig, Jeg ikke, om der så meget at gøre ved det. Måske skulle man vende det om og sige farlig og syg. Man skulle nok også lukke op for den kendsgerning at der findes rendyrket ondskab i verden, og således ikke acceptere _alle_ forsvar for forfærdelig kriminaltet, gående ud på at pågældende var psykisk ude af balance .

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Selvfølgelig substituerer jeg da 🙂

      Jeg tænkte bare, at du var rigtig træt, da du skrev midt om natten. Det samme sker tit for mig. Det jeg skriver midt om natten er dagen efter noget formørket vås.

  3. Jørgen
    Jørgen siger:

    Problemet med hastværker-journalistik indebærer at ordentligheden går fløjten. Da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg det Henny omtaler til sidst i sin kommentar – skulle rækkefølgen have været omvendt, farlig og syg.
    Man kan vel sagtens have farlige personer, der er ikke er psykisk syge, men svært afvigende. Nogle farlige kan være psykisk syge. Hvilke psykiatriske diagnoser indebærer farlighed eller utilregnelighed.Hvilke gør ikke. Muligheden for nuancering er altså tilstede, men ikke i tilfælde af sensationitis eller hastværkeri.
    Så – jeg forstår fint din forargelse.
    Mod slutningen nævner du at vold på arbejdspladser, herunder mord, må kobles på ressourcetildelingen. Det er sikkert korrekt i vidt omfang, men jeg har nu en ret betydelig del erfaringer med hvorledes pesonale (da jeg arbejde) forholdt sig til beslutninger. Man havde det med at lempe lidt på dem, hvilket sagtenskan begribes, men alligevel er det skidt. Blot et eksempel: på et plehjem skulle man altid på 2 og 2 i besemte situationer. Således var beslutningen ganske klart, men det skete bare ofte ikke, idet personalet havde besluttet en tilføjelse, nemlig “hvis det er muligt”. Det var det ofte ikke.
    Det skulle ikke undre mig om det stadig er sådan.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Ja – Henny har fat i noget, når hun skriver at rækkefølgen burde vendes, så det blev til “Farlig og psykisk syg”. Sådanne små nuancer kan have stor betydning ude i offentligheden.

      Jeg tror de svært afvigende, ofte vil være dem, man anser for utilregnelige i gerningsøjeblikket, og dem der anbringes på de lukkede institutioner efter domfældelsen.

      Så vidt jeg husker angående sagen med “Lindegården”, hvor en medarbejder blev dræbt, var gerningsmanden skizofren. Der er bare langt til at sige, at alle skizofrene er farlige – men det er sådan, pressen kobler tingene sammen.

      “Hvis det er muligt…” Jeg tror, du har ret i, at man ofte tillemper instrukser, da de opleves som besværlige, men det kan altså koste liv, som vi til tider ser. Og er man på arbejde et sted med mange Anders And’er, bør man være klogere end at tillempe instrukserne.

  4. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg kan så sandelig godt forstå, at du ikke vil slås i hartkorn med dem, der sidder på ubestemt tid i de “særligt sikrede anstalter”. Det ville jeg også nødig selv. Jeg har ganske vist ikke som du været indlagt med en psykisk lidelse, men har benyttet mig af ambulant behandling i årevis. Når nogen har vovet at blive for næbbet over den kendsgerning, plejer jeg gerne at sige noget i retning af, at det jo er de mest tossede, der _ikke_ går I til psykoterapi. Folk tror, jeg siger det som en vits, med det er faktisk ikke tilfældet. At have rotter på loftet, være klar over det og ovenikøbet have adressen på et sted, hvor de hjælper med at fikse den slags, ja, i den situation er man jo både hoved og skuldre højere end de stakler, der også har gnavere på kvisten, men overhovedet ikke er klar over det.
    Hen kunne man så henvise til en række politikere i det nuværende folketing, men man skal passe på med injurier nu om stunder, og så er det forresten også mere tragisk end morsomt med disse personager.

    Spøg helt til side, så har den primitive udgave af mennesket, som vi ikke er kommet ret langt væk fra, altid haft det med at skille sig af med individer, der ikke levede op til en eller anden mere tilfældig standard. Op gennem det tyvende århundrede tvangsfjernede man børn fra familier for selv små afvigelser fra deres smalle normalitetstest, anbragte børnene i fængselslignende institutioner og slap dem ikke ud igen, før de var blevet steriliseret.
    Angsten for det afvigende, den del vi opfatter som værende under os, har virkelig været en stor drivkraft i diverse eugeniske praksisser, der også har eksisteret her i landet. Denne angst er så i nyere tid mest blæst over på mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk.

    Endelig hældes der jo olie på bålet, hver gang en forbryder af en elller anden beskrivelse, bygger sit forsvar på, at han/hun var utilregnelige i gerningsøjeblikket, hvilket så kan være sandt eller usandt, – det er jo op til retslægerne at afgøre hver gang. Typisk er det den slags blodige historier, der kommer i medierne. Når en Raketbygger hakker en svensk journalist i småstykker og hælder dem ud over siden af en ubåd, så trækker det jo ganske betydeligt større overskrifter, end at flere 1000 mennesker med psykisk sygdom hvert enkelt år får en god behandling, der rent faktisk hjælper mod deres lidelser, som man måske nok ikke bliver fuldstændigt kureret fra, men dog til et niveau, så mange kan gå ud på arbejdsmarkedet og eller passe de andre ting, man skal passe.

    Forsidebaskerne om psykisk sygdom er nok den største synder, når det gælder sammenkoblingen mellem syg og farlig, Jeg ikke, om der så meget at gøre ved det. Måske skulle man vende det om og sige farlig og syg. Man skulle nok også lukke op for den kendsgerning at der findes rendyrket ondskab i verden, og således ikke acceptere _alle_ forsvar for forfærdelig kriminalitet, gående ud på at pågældende var psykisk ude af balance.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du lærte mig hermed et nyt ord: “Eugeniske”. Tak for det.

      Du skriver næsten nederst: “Måske skulle man vende det om og sige farlig og syg.” Det synes jeg bestemt, der kunne være en idé i, for det er nok sådan, det ofte forholder sig.

      På Psykiatrisk Center Hvidovre (PCH) er der for et par år siden bygget et retspsykiatrisk afsnit – selvfølgelig med omfattende sikkerhedsforanstaltninger Det kaldes vist også et varetægtssurrogat, og det er næppe et sted, man har så meget lyst til at besøge. I TV-udsendelsen blev der gjort meget ud af, at den farlige nabo ikke mødte op i retten. For patienterne på surrogatafsnittet er det slet ikke et problem, for de bliver nemlig hentet af politiet, når de skal i retten.

      Du har jo så evigt ret i, at man er bedre udrustet rent mentalt, hvis man lader sig behandle – det være sig ambulant eller indlagt. Man erkender et problem, og man gør noget ved det. Jeg tror bare ikke, at de farlige, der også er syge, tænker sådan. Det er tænkeligt, at de slet ikke ser sig selv som syge og dermed ikke beder om hjælp. Hvis de nu gjorde, ville jeg håbe, at vores “system” tog vel imod dem.

      Du skriver: “Op gennem det tyvende århundrede tvangsfjernede man børn fra familier for selv små afvigelser af deres smalllw normalitetst, anbragte børnene i fængselslignende institutioner og slap dem ikke ud igen, før de var blevet steriliseret.” Var der ikke noget med “Kvinderne på Livø”? – Og jow det var der så, jeg slog det lige efter. Jeg tror, disse kvinder blev behandlet, som du beskriver. Nu om dage leverer Livø min morgengrød.

      Angsten for det afvigende er ganske rigtigt blevet angsten for de(t) fremmede, og man forstår det jo til dels godt. Jeg sidder så bare og tænker over, hvordan vi få de fremmede gjort mindre fremmede, og der er kuren med en stor injektion arbejdsmarked måske den rette? Det tror jeg i hvert fald, men det er selvfølgelig subjektivt og afspejler blot min egen patologiske trang til at deltage på arbejdsmarkedet.

      Ubådssagen… I guder. Gang på gang gennemgås forløbet med slides, der viser hvilken dato, de sejlede ud, hvilken dato han sikkert dræbte hende, datoen hvor han smed ligdele med blylodder i vandet mv. Jeg ved ikke hvorfor, den sag er så interessant.

      Det er vist de færreste psykiske sygdomme, man bliver kureret for, men som du skriver, kan man i vidt omfang stabiliseres, så man kan leve et ret normalt liv og i et eller andet omfang deltage i livet og på arbejdsmarkedet, hvor man jo ikke kan gå rundt og være farlig 🙂

Der er lukket for kommentarer.