,

Psykiatrien lytter gerne

Psykiatrien lytter gerne

Det er faktisk ret imponerende

Psykiatrien lytter gerne

Kaninen på billedet lytter. Og den gør det gerne.

I dag har jeg taget afsked med min overlæge, Henrik, i Distriktspsykiatrien, og selvom vi ikke har været enige om alting, faktisk har vi været uenige om meget, har jeg været utrolig glad for at have ham som læge i hele fire år. Vi har været åbne om det, vi var uenige om, og det oplever jeg som en vældig styrke. Derfor var det også et lidt vemodigt farvel.

Jeg er bekymret for, om jeg skal tilbage til de evigt skiftende turnuslæger eller om de kan skaffe mig en ny fast (over-)læge. Men eftersom jeg har det rigtig godt, er der selvfølgelig ikke de store problemer i det. For tre, fire eller fem år siden havde det været værre. Dengang var jeg utrolig glad for både Marie og Pernille, og det var et stort tab, da de skulle videre med deres karriere. De var begge enormt lydhøre og fremkommelige; den ene mere end den anden.

Henrik har lært mig udtrykket “håndholdt system”

Psykiatrien er et stort system, og det er i høj grad “håndholdt”.

Der er ufatteligt mange manuelle processer fx i forbindelse med ECT. Det er faktisk ret imponerende, at det overhovedet fungerer.

Da jeg stadig havde fingeren på pulsen på arbejdsmarkedet, var mit selvopfundne mantra i forbindelse med mange omlægninger: “husk at spørge dem, der laver arbejdet”.

Min dårlige oplevelse med Akutmodtagelsen/Afvisningen kunne være undgået, hvis man havde startet med at spørge Ann Jeanet, der arbejder i ECT-afsnittet og også Akutmodtagelsen/afvisningen. De kunne have fortalt det, vi alle ved, at presset på “Akutten” er størst i weekenden, så hvorfor ikke bare flytte mine behandlinger til enten onsdag eller fredag? Jeg er da helt ligeglad med hvilken ugedag, jeg skal være bange for at sige farvel til det liv, jeg har endelig har fået efter at have kæmpet for det i mere end et halvt århundrede.

Henrik havde talt med intet mindre end to overlæger og flowmaster, og Gitte, min kontaktperson gennem syv år, og som jeg har 100 pct. tillid til, havde talt med flowmaster og et par mere. Men det glippede, fordi ingen af dem tænkte på presset på Akutmodtagelsen/afvisningen i weekenden. Det kan man ikke klandre Gammel Kongevej for. Det er bestemt heller ikke det, der er mit ærinde her. Det burde Glostrup selv have gjort opmærksom på. Og hvordan kunne Glostrup vide det? Jo, ved at spørge dem, der laver arbejdet! As simple as that. “Spørg dem der laver arbejdet”. Jeg er klar over, jeg gentager mig selv. Dårligere er hukommelsen trods al heller ikke.

Psykiatrien lytter gerne

Da Gitte havde læst min post om de strukturelle problemer, jeg ser med Akutmodtagelsen/afvisningen, foreslog hun uden videre, at jeg kunne skrive en mail, hun kunne sende til Henrik, og som han så kunne sende videre.

Som tænkt så gjort: jeg gik hjem og skrev en (lang) mail om de strukturelle problemer, jeg ser hos Akutmodtagelsen/afvisningen, herunder at der er en grund til at patienterne indbyrdes taler om “Hvordan slap du uden om Glostrup?”, når de mødes på Brøndbyøstervej. Den mail har Henrik helt loyalt sendt videre til hele to klinikchefer. Hvad der herefter vil ske, kan han selvfølgelig ikke vide. Umiddelbart tror jeg dog, hans tanke er, at jeg vil blive kontaktet med henblik på en dialog. Det er da rigtig godt!

Jeg tror virkelig på, at de gerne vil lytte og skabe forandringer der, hvor det er muligt. Af og til er det bittesmå ting, der skal til. Jeg nævnte som eksempel for ham, at det var fantastisk, da de slukkede for fjernsynet i det arkitekttegnede venteværelse i Glostrup. Det var et helvede på samme tid at skulle håndtere angsten for at blive sendt hjem igen uden videre og samtidig at skulle kæmpe med TV2 i tre eller ofte fire timer. Jeg fornemmer helt bestemt, han forstod mig,

At spørge uden for rammen

Vi fik også en snak om det med at “spørge uden for rammen”. Umiddelbart forstod jeg ikke, hvad han mente, men da han satte ind i deres Lean-sammenhæng, forstod jeg det: Man spørger, hvad patienterne synes om a, b, c – men hvad stiller man op, hvad de også mener noget om x, y, og x? Altså patienterne svarer på noget helt andet end det, der var mødets “scope”?

Min erfaring er faktisk, at “personalebordet” tog alt det med sig, de overhovedet kunne, også selvom det var udenfor rammen. Jeg har ingen idé om, at man pludselig skal kunne trylle nye ressourcer frem af skabet eller andre steder fra, og det handler jo typisk om ressourcer, men af og til handler det også om tilgangen til patienterne og om det pågældende steds overordnede ledelsesfilosofi. Har man en overordnet ledelsesfilosofi, der gælder hele hospitalet, eller gælder den ikke “Akutten”?

Er patienterne bare “utilfredse kunder i butikken” eller er de mennesker i krise, vi på en eller anden måde må tage os af, uagtet de kommer på et tidspunkt, hvor det er os meget ubelejligt? Kunne de da ikke bare vente til på onsdag med at få det så dårligt, at de må henvende sig? Det er det store spørgsmål, man må håndtere på et overordnet plan, og det tror jeg på, der er en vilje til.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Psykiatritopmøde 2021

Psykiatritopmøde 2021

Jeg har været til Psykiatritopmøde 2021

Den slags kan heldigvis foregå online nu til dags. Især den første del af psykiatritopmødet var rigtig godt. Efter pausen fyldte Knud Romer alt for meget. Han åbner munden og lader herefter ingen andre få plads. Hans talestrøm med evindelige gentagelser om “containere” fjerner fokus fra, at han måske siger noget fornuftigt.

Optagelsen vil blive lagt ud på Det Sociale Netværks hjemmeside.

Første del af mødet handlede om psykiatripolitik og var interessant

Mødet blev indledt af formanden for PsykiatriNetværket, Poul Nyrup Rasmussen, hvis besindige og specielle måde at tale på, jeg altid godt har kunnet lide.

PsykiatriNetværket består af: Landsforeningen SIND, DepressionsForeningen, OCD-foreningen, Fountain House, LAP, Livslinien, LMS, ADHD-foreningen, Angstforeningen, Startlinjen, Skizofreniforeningen, Foreningen Død i psykiatrien, Outsideren, Håb i Psy-kiatrien og Det Sociale Netværk/headspace Danmark og Bedre Psykiatri.

Sundhedsminister Magnus Heuniche åbnede mødet

Magnus Heuniche indledte med at undskylde, at 10-års-planen for psykiatrien endnu ikke var færdig men vil være færdig og forelagt Folketinget inden jul (i år). De 10 år betyder ikke, at vi skal vente 10 år på planen. Medarbejderne i både ministeriet og Sundhedsstyrelsen har ligget underdrejet på grund af Covid19.

Hans første pointe var, at vi skal tale om “værdighed” i psykiatrien på samme måde som værdigheden er i højsædet i somatikken. Kvaliteten skal øges, mens tvangen skal reduceres. Han fortalte blandt andet, som udtryk for den manglende kvalitet, at 40 pct. af medarbejderne i social-psykiatrien er ufaglærte. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Mine personlige erfaringer med en støttekontaktperson efter servicelovens § 85 bekræfter ministerens udsagn. Kvaliteten var ikke god nok. Hun var sød, men der var for meget papegøjesnak.

Meget tidligere og meget bedre forebyggelse

Der skal fokus på meget, meget tidligere forebyggelse, idet fx undersøgelser har vist, at ca. 25 pct. af de unge kvinder på gymnasialt niveau har det så dårligt, at de er eller forventer at blive selvskadende. (Min bemærkning: Og hvad vil det ikke koste på sigt?)

Han nævnte en række parametre, der gjorde, at psykisk sygdom faktisk er det største sundhedspolitiske problem, vi har i Danmark. Større end kræft, for det er der efter mange års ihærdig indsat kommet styr på. Nogle af parametrene var forkortet levetid, antal sygedage, antal genindlæggelser mv. samt det Finansministeriet kalder produktivitetstab.

Ministeren mente, at det hele menneske måtte i fokus, og at patienterne er mennesker og ikke borgere/patienter.

Han syntes, der var iværksat mange fine initiativer de seneste år, men at det minder for meget om, at man på et hus bygger udestuer, laver nye køkkener mv., men mangler fundamentet. Det fik Poul Nyrup til at indskyde, at kapaciteten er for ringe. Antallet af brugere vokser og vokser, men økonomien følger ikke med. Ministeren var overraskende nok enig og fremkom med det synspunkt, at antallet af genindlæggelser vil være stigende, når økonomien halter. Min respekt for ham steg med mange procentpoint, men for at dryppe lidt malurt i bægeret: der er jo også kommunalvalg i november.

Søren Magnussen fra “Frirum i psykiatrien”

Jeg har altid godt kunnet lide at lytte til Søren Magnussen, der selv er tidligere psykiatribruger. Det skyldes, at han er i stand til at knytte hverdagen på et afsnit med forståelse for det politiske niveau og hvordan man opnår resultater ad politisk vej.

Hans egne erfaringer er vist mest fra lukkede afsnit. Det er fx ham der står bag filmen (måske er der to afsnit?) “Lys på den lukkede”, som du bestemt bør se, hvis du ikke allerede har gjort det.

Hans pointer (han havde mest fokus på lukkede afsnit):

  • Der er for få aktiviteter på både lukkede og åbne afsnit.
  • Aktiviteter, normalitet og noget, der ligner hverdag, fylder for lidt og gør indlæggelserne unødvendigt lange.
  • Under indlæggelser er de kommunikative evner meget begrænsede. Det gør det ufatteligt svært at være sammen med andre, der har lige så dårlige kommunikative evner.
  • Psykiatrien i Danmark er meget kemisk orienteret og der er meget lidt tid til samtaler med læger og andet personale.
  • Der sker for lidt på et afsnit.
  • Der er mange fine ord her op til valget.

Anne Jøker: Ledelseskonsulent

Det er både patienter og medarbejdere, der skal anerkendes som hele mennesker.

Det ledelsesmæssige fokus bør overraskende nok være på: ledelse og konstant kompetenceudvikling.

Peer-Partnerskabet

Jeg tror, jeg har hørt om Peer-Partnerskabet tidligere. Det er vist dem, der tidligere hed Peer-netværket. Det er et samarbejde mellem Det Sociale Netværk og SIND og egentlig et forskningsprojekt, hvor de frivillige medarbejdere, skal kende psykisk sygdom på egen sjæl. Projektet har fokus på det, man stadig kan, mens der i systemet af naturlige årsager er fokus på alt det, man ikke kan. Først når man kan tilstrækkelig lidt, kan man få hjælp fx ved at blive indlagt.

Mange med psykisk sygdom kæmper også med ensomhed og måske misbrug. Og efter måneder på et afsnit, har man nærmest glemt at lave mad. Her kan netværket/partnerskabet måske træde til.

Merete Nordentoft: Overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet

Merete Nordentoft er også en af dem, jeg altid gerne lytter til.

Hun fortalte, at flere og flere siger det samme: der er tale om et folkesundhedsproblem. Vi bliver nødt til at øge kvaliteten. Der skal mere “håndholdt hjælp” til.

Herefter gav hun et for mig velkendt eksempel med mundtørhed som følge af antipsykotisk medicin, der kan smadre tænder (og udseende) fuldstændigt. Man kan få støtte fra kommunen til den enorme tandlægeregning, der kan være en følge, men det er en betingelse, at det første man gør er at henvende sig til kommunen og udfylde diverse formularer og skemaer. Man må altså ikke først have været ovre hos tandlægen og få lavet en indledende undersøgelse og evt. et overslag. Herudover skal det være tidligt på budgetåret, så pengene i kommunen ikke er brugt op…

Hvem kan udfylde Excelarket, når de lige har forsøgt selvmord eller bare har det afskyeligt og dårligt kan overskue at være i live?

Et løft af psykiatrien kommer til at koste penge, men det har vi vidst i mange år. Problemerne har vokset sig større og større, fordi der ikke er sat ind.

Peder Hvelplund: Psykiatriordfører fra Enhedslisten

  • 10-års planen bør have fokus på konkrete målbare mål! Fx længere gennemsnitlig levealder.
  • Der skal være tid og ressourcer til relationsarbejdet mellem patienter og medarbejdere, der ikke kan udføres 2 pct. hurtigere end sidste år.
  • Nedsæt fx et psykiatriråd, der holder øje med, om målene nås.

De pårørendes betydning

Igen og igen blev der talt om de pårørende, den store betydning, de har, og hvor svært de kan have det. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om mit eget forløb ville have været anderledes, hvis jeg havde haft (flere) pårørende? Faktisk tror jeg det ikke. Jeg er ingen selskabspapegøje, og hvem havde gidet være samme med mig alle de perioder, jeg ikke kunne stå ud af sengen, og ikke orkede at gå i bad, fordi det medførte, at jeg så skulle tørre mig på ryggen.

Et enkelt slag ramte hårdt: En veninde gennem mere end 30 år sagde i en telefonsamtale under en indlæggelse, at jeg “var blevet min sygdom”. Det blev jeg godt nok ked af. Vi fik det aldrig redt ud, og hun er ikke længere blandt os.

Gad vide, hvem der sagde det?

En debattør, som jeg desværre ikke fik noteret hvem var, sagde noget fornuftigt: “Mennesker passer først i kasser, når de er døde”.

Mit eget efterskrift

Engang skrev jeg en post, jeg kaldte “Samspil som forudsætning”. Den må være gået til de evige bitmarker, for jeg kan i hvert fald ikke finde den igen. Jeg så den ellers for  nogle dage siden i forbindelse med SEO-projektet.

Den drejede sig om, at “mine aktører” har været i stand til at løfte den opgave, mange andre ikke magter: samspillet mellem alle de mange involverede, der alle hver for sig ville mig det bedste. Godt nok følte jeg mig ofte som budbringer mellem dem, men jeg bragte gerne bud, da det var i min egen interesse, at alle var orienterede om status. Måske var jeg bare heldig?

På en måde genoplever jeg en stor del af forløbet i forbindelse med SEO-projektet, fordi jeg har kastet mig over sider og poster med etiketten “Bipolar affektiv sindslidelse”, for dog at holde fokus, og hvor jeg selvfølgelig er nødt til at læse indlæggene ordentligt igennem for at optimere dem.

Det er ikke alt samme lige munter læsning. Det er svært at læse om psykoserne, om at gå langs væggene for at finde ud af, om Jimi Hendrix’ musik kom fra naboerne eller fra mit eget hoved, om dengang det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet osv. Uf. Det er gudskelov datid.

Det er en del af det bipolare, at der altid kan komme nye episoder, men bare de har længere intervaller end i 2018, hvor det var ind og ud – og ind og ud. Eric beskrev det engang som at følge en yo-yo. Og det havde han ganske ret i.

Noget, jeg også har bidt mærke i i forbindelse med optimeringen, er en udtalelse fra overlægen på 808, Melita Svraka, “Min holdning er, at når patienterne bliver udskrevet, skal de have det godt!” Jeg tror bestemt ikke, hun står alene med den holdning, men der er mange yngre overlæger, der slet ikke har hendes gennemslagskraft.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Fungerer distriktspsykiatrien?

Distriktspsykiatrien og ECT er det, jeg skal passe

Mit korte og klare svar: “Ja det gør den”

I går var jeg i distriktspsykiatrien i anledning af en aftale med min kontaktperson. Vi ses hver tredje uge, for der er (heldigvis) ikke behov for mere. Det normale er, at patient og kontaktperson ses hver anden uge i 30 minutter. Det er mig selv, der har bedt om kun at ses hver tredje uge mod så til gengæld at have 45 minutter til min rådighed. Jeg kan ikke nå at “åbne mig” og fortælle det, jeg har at fortælle, på 30 minutter. Jeg har for mange ord og får stress af de 30 minutter. 45 minutter fungerer derimod fremragende.

Jeg har haft den samme kontaktperson i distriktspsykiatrien siden 2014 eller 2015. Det er en kæmpe fordel, og hun husker enormt godt. Det, jeg har glemt, husker hun. Det betyder, vi ikke skal “starte forfra”, og at jeg ikke skal redegøre for emner, jeg allerede har redegjort for en eller flere gange.

Der er planer om at samle alle bipolare patienter på Brøndbyøstervej 160 ud fra en idé om, at behandlingen bliver bedre, hvis behandlerne er specialiserede. Det har jeg tænkt mig at kæmpe imod. Jeg er fuldt ud tilfreds med min behandling i distriktspsykiatrien og ønsker mig ikke noget bedre/andet. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg næppe får succes med den kamp, men jeg har alligevel tænkt mig at prøve. Prøver man ikke, lykkes det helt sikkert ikke, og jeg er en fighter.

Flyttes jeg til Brøndbyøstervej, skal jeg netop “begynde forfra”, da behandlerne ikke har tid til at læse journalerne. De er hårdt hængt op rent tidsmæssigt. Min kontaktperson har fx nogen og tredive patienter. Det er sørme mange at holde styr på og forholde sig adækvat til.

Hun fortalte, at der indimellem dukker et dogme op om, at “distriktspsykiatrien ikke fungerer”. Jeg spurgte til, hvad det så var, man sagde, ikke fungerede, men det stod vist ikke helt klart for min kontaktperson.

Et hav af psykiatere

Jeg har derimod haft et hav af psykiatere derinde. Den allerførste, overlæge Janne Baatz, var en pragtfuld ældre kvinde, der altid virkede som om, hun havde al den tid, der var i verden. Hende fik man i hvert fald ikke stress af at komme hos. Min oplevelse er, at hun stort set er den eneste, der har forstået mit hukommelsesproblem helt til bunds – sådan helt rigtigt. Hun kaldte det for “absencer”, og hun er den, der har ramt tættest på målskiven – ja nærmest plet. Desværre gik hun på pension, kort efter jeg var begyndt at komme derinde.

Herefter startede rundturen til et utal af unge psykiatere i uddannelsesstillinger. De var alle som en både søde og dygtige. De kunne deres kram, og de vidste, hvad de skulle spørge til, og hvordan de skulle spørge for at få en dialog i gang. Der var bestemt ikke noget ved dem, der kunne bevirke, at man kunne støtte dogmet om, at distriktspsykiatrien ikke fungerer. En af dem hævede sig særligt op over bordkanten, da hun var “fremkommelig”. Sådan sagde jeg om hende, men jeg kan desværre ikke huske hvorfor. Da hun holdt op, fordi hun skulle videre med sin uddannelse, var jeg virkelig ked af det.

Nu har jeg fået en fast psykiater

Det er efterhånden længe siden, jeg har fået en fast psykiater, en meget kompetent overlæge, som Kasper Reff anbefalede på det varmeste, og som ikke bare er på gennemrejse. Han bliver, og det er rigtig rart. Heller ikke her, skal jeg “starte forfra”, og det er jeg glad for.

Man har “ret” til at se en psykiater mindst hver sjette måned, og det er ikke meget. Det fremgår dog af deres hjemmeside, at er der behov, retter de ind og opjusterer behandlingsintensiteten. Det er jo sådan set fint nok, at man afpasser indsatsen til behovet.

Når der er seks måneder imellem, lærer man ikke rigtig hinanden at kende, men det fungerer alligevel. Mit primære mål med at have en læge derinde i øjeblikket er egl. bare, at der skal være en eller anden til at ordinere ECT-behandlingerne, og til det formål skal man bruge en læge.

Det er for nemt at sige, det ikke fungerer

Hvis man selv spiller med på de konditioner, der nu en gang er, synes jeg faktisk, det er velfungerende. Det er for let at skælde ud og sige, det ikke fungerer, især hvis man ikke engang redegør for, hvad det så er, man mener, der ikke fungerer. Medarbejderne er ikke ansat der som troldmænd, og de er underlagt de økonomiske rammer, der nu engang er. Jeg er imponeret af, at min kontaktperson kan holde styr på nogen og tredive patienter.

Til Brøndbyøstervej vil jeg ganske enkelt ikke. Jeg er allerede særdeles tilfreds med kvaliteten af min behandling. Jeg ved godt, at jeg sikkert bliver den lille i det spil, men det skal forsøges. Prøver man ikke, vinder man ikke.

,

Selvmord: Interessant webinar

Coronatidens omvendte perspektiv

Jeg har skrevet om selvmord før. Det kan jeg da huske. Corona er under alle omstændigheder noget skidt og lo** – men der er også positive aspekter: fx de mange fantastiske webinarer, der er udsprunget af, at vi må mødes online i stedet for fysisk. Nu kan man sidde hjemme bag skærmen og blive meget klogere, end man var før. Og det er måske ikke så meget, kan man sige…

Selvmord: Interessant webinar med bl.a. Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København

Selvmord: Interessant webinar med bl.a. Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København

I dag deltog jeg i et webinar arrangeret af PsykInfo i RegionH kl. 15:00 – 17:00. Det handlede om selvmord og selvmordstanker. De havde inviteret alle pingerne, fx Merete Nordentoft, Psykiatrisk Center København, der virkelig ved noget om selvmord eller forsøg på det. I dag er det “Forskningens Døgn”, så der var også spændende forskere med.

600 for mange

Der er ca. 600 årlige fuldbyrdede selvmord årligt i Danmark om året. Sådan har det været ca. siden 1982, hvor tallet var noget større.

Antallet af forsøg er større, men det er uklart, hvor mange der er. Her er mørketallet stort.

Mørketallet – min erfaring

Jeg kan, som så meget andet på psykiatriens område, bidrage med erfaring, hvis nogen skulle interessere sig for det.

Efter mit eget suicidalforsøg den 3. januar 2006 kom jeg til psykiatrisk skadetue i Glostrup. En læge bad mig love, at jeg ikke ville forsøge endnu engang. Det kunne jeg naturligvis ikke love. Jeg var jo skuffet over, at mit forsøg ikke var lykkedes, så selvfølgelig var jeg mere end klar på at prøve igen. Vi talte fuldstændig fordi hinanden. Det har jeg tit tænkt på siden. Nuvel, der er gået 15 år, og det er lang tid, og måske har psykiatrien udviklet sig – og det har jeg sikkert også? Det håber jeg. Under alle omstændigheder bidrog min historie til mørketallet.

Det er slet ikke så nemt

Mange mennesker tror, at hvis man går med de frygtelige tanker, men alligevel overlever, er det fordi, man er en kylling og ikke tør handle.

Jeg kan kun sige, at sådan er det ikke. Overlever man, er det fordi, det er enormt svært at finde måder at tage livet af sig selv på. Og er man i krise, og det er man, når man går med de tanker, så er man slet ikke så “kreativ”, som det er nødvendigt. Det er faktisk ikke let at finde måder at “dø for egen hånd”. Kan man finde et sted at købe rebet, hvor hænger man det så op? Hvordan skaffer man et tilstrækkeligt antal sovepiller? Kan jeg ramme præcist nok ned i årerne på venstre underarm med min asiatiske, bredbladede kødøkse? Hvordan finder man en færge, der sejler en frostklar vinternat osv.?

Der er, siden starten af 80’erne, indført så mange restriktioner, at det, der kunne virke førhen, ikke findes længere: fx tilstrækkeligt mange farlige gasser i udstødningsgasserne fra bilerne og farlige giftstoffer i barbituraterne. Dette var jeg ikke klar over før dagens webinar.

Har man aldrig haft de tanker, er det forståeligt, at de er uforståelige, og det er derfor, jeg prøver at sætte dagligdags ord på tankerne. Du må gerne tage dig til hovedet; jeg kan alligevel ikke se det. Det er helt okay.

Har man ikke prøvet det

Kender man ikke til tankerne, er det garanteret svært at forstå, hvordan det føles hver dag at vågne op og spørge sig selv “Skal det være i dag?” Hvordan håndterer man en dagligdag, hvor alt i og for sig er gjort parat, inkl. det byretspåtegnede testamente? Jeg kan kun sige, det er svært. Kort sagt: Skuffelsen over hvert et åndedrag og hver en opvågnen.

Dagens webinar havde fokus på mennesker med bipolar affektiv sindslidelse, fordi antallet af selvmord der er særdeles højt. Det er en alvorlig sygdom, og kommer man ud på den anden side, skal man være glad – og det er jeg! Jeg er glad hvert eneste sekund for tiden. Og jeg håber, det må fortsætte. Hvor jeg før ønskede at gøre en ende på det hele, ønsker jeg nu at få mindst 30 gode år oven i hatten.

Ak ja – sådan kan livet vende; jeg forstår, hvis du ikke forstår det.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.