,

Hvor bliver 10-årsplanen af

Hvor bliver 10-årsplanen af

Rystende svar fra Mette Frederiksen

Hvor bliver 10-årsplanen af

Psykiater Merete Nordentoft skrev i går på sin Facebookprofil følgende:

Jeg hørte statsministerens spørgetime i dag. Pia Olsen Dyhr spurgte hvor psykiatriplanen blev af? Statsministeren svarede at det nok ikke var muligt at rekruttere personale, og at vi skulle grave et spadestik dybere og tænke på om ikke civilsamfundets fællesskaber kunne forebygge psykisk sygdom. Prøv at forestille jer reaktionerne hos Kræftens Bekæmpelse hvis statsministeren påstod at fodbold eller brætspil kunne forebygge kræft? Psykiske sygdomme er stigmatiserede folkesygdomme, vi kan tilbyde behandling af langt højere kvalitet, hvis vi fik mulighed for det. Vi skal have en ambitiøs psykiatriplan nu.

Pernille Skipper skriver blandt andet om Mette Frederiksens svar

Jeg har sakset disse to citater fra Pernille Skippers Facebookprofil. De er taget en lille smule ud af sammenhængen, men det er ikke citatfusk, der stod bare noget midt imellem, som jeg ikke gengiver.

Hun talte om fodbold og om at gå til spejder som et svar på den totale mangel på tilstrækkelig hjælp og behandling, der er, til de mennesker, der har en psykisk sygdom eller de alt for mange unge der mentalt mistrives. Forestil jer, hvis det havde været svaret til manglende behandling af folk med kræft eller hjertesygdomme?

En psykisk sygdom er ikke et spørgsmål om mistrivsel eller at “ungdommen skal være mere robust for livet er hårdt” (ja, det sagde hun gudhjælpemig). Mistrivsel blandt unge er vigtigt, men det er ikke et spørgsmål om at gøre de unge mere hårdføre, og det er slet ikke tilstrækkeligt til at sikre ordentlig behandling af psykisk sygdom.

Når man er “psykosenær”

Jeg har Gudskelov aldrig haft en “fullblown” psykose, men jeg kender mange, der har, fordi jeg har været indlagt ca. “100 gange”. Hverken når man har en rigtig psykose, eller når man er “psykosenær” (det er det kliniske udtryk; det står masser af gange i min Sundhedsplatform (SP)), kan man gøres mere robust, dyrke spejder, sport eller spille brætspil.

Når man konstant hører en respirator inde i klædeskabet med dens evindelige bip bip-lyde, når man tror, naboerne spiller tyvernes salonmusik, og man går langs væggene for at validere det, eller når man svæver 20 centimeter over gulvet nede i Kvickly, er man syg, for intet af dette er selvfølgelig virkeligt! Man kan f…. ikke gå til spejder eller spille brætspil. Hvad tænker hun på?

Statsministeren fatter ikke, at man har behov for en psykiater og ikke en tropsfører eller en spejderuniform. Man bliver angst for, hvad det kan udvikle sig til, og man ringer til afsnittet for at få hjælp. Er man heldig, har de også en seng til en. Er man uheldig, får man den fjerde seng på en tresengsstue. Så må man lade iPadden op i håndvasken og man man må undvære en natlampe. Men det er alligevel bedre end at være alene med angsten derhjemme. Angsten for at “om lidt tjekker jeg ud for sidste gang, for dette holder jeg ikke til længere”.

Er det et godt afsnit, og har man været der før, har de også en god læge, en specialuddannet psykiater, der forstår, hvad man siger og ikke møder en med mistro og mistillid. For ja det er da mærkeligt både med respiratoren, salonmusikken og “svæveriet”. Det forstår den gode psykiater. Statsministeren gør helt åbenlyst ikke!

Når statsministeren ikke selv forstår det

Der er en grund til, at vi i Danmark har et system, hvor de politisk udpegede ministre bestiller diverse opgaver hos deres administration, dvs. deres ansatte embedsværk. Det er en tradition, vi skal være stolte af, for det er det, der bevirker, at der – som hovedregel – træffes kvalificerede beslutninger og vedtages lovgivning baseret på saglige drøftelser og evidens.

Selvfølgelig kan statsministeren ikke have indgående viden om psykiatri. Jeg vil i hvert fald nødig diagnosticeres af hende. Hun har sit embedsværk. Hun lytter bare ikke til det.

Merete Nordentoft skriver, at Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har stået bag et stærkt fagligt oplæg, hvor jeg bare har læst pixiudgaven og kommenteret den her, men det smider Mette Frederiksen helt åbenlyst i papirkurven og mener, civilsamfundet må træde til, når temmelig syge mennesker skal hjælpes.

Endnu engang bekræftes det, at psykiatrien er stedbarnet i dansk sundhedspolitik. Det var aldrig gået på kræftområdet. Kræftens Bekæmpelse havde stået der med det samme. De er nemlig dygtige(re) til at kæfte op. Kræft er på en eller anden måde “finere” og mere prestigefyldt end psykiatri. Gad nok vide hvorfor det er sådan? Er det fortidens oplevelser af, at vi er en form for sindssyge eller har spist for få D-vitaminer i barndommen?

Hvad har “vi” at gøre med?

Jeg er jo bare patient, så jeg har ikke fuldt ud forstand på mulighederne, men jeg har da hørt om følgende:

  • Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS),
  • Sundhedsstyrelsen,
  • Socialstyrelsen,
  • Psykiatrifonden (en hammerdygtig NGO der lever af frivillige bidrag. Dem har jeg selv haft meget glæde af), og endelig
  • PsykiatriAlliancen (der sker vist ikke meget. De har fx ikke udsendt pressemeddelelser siden 2016…)

Jeg har mistet troen på, at vi kan råbe politikerne op, når Mette Frederiksen blankt afviser udspillet fra Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Et udspil kan simpelthen ikke komme højere oppe fra. Det kan ikke være bedre. Sundhedsstyrelsen er det øverste rådgivende organ på området. Og de to styrelser har sammen med DPS arbejdet på udspillet i flere år.

Jeg er meget skuffet og glæder mig over, at det er virkelig mange år siden, jeg har stemt på Socialdemokratiet. Faktisk er jeg nærmere rasende! Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gøre af mit raseri andet end disse 964 ord, nogle måske læser.

Jeg ved med andre ord ikke, hvordan man bliver hørt, når man bare er patient i psykiatrien.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

10-årsplanen for psykiatrien

10-årsplanen for psykiatrien

Der skal ske noget

10-årsplanen for psykiatrien

I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” (for psykiatrien forstås). Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Fra sidstnævnte har jeg “hugget” en række uhyggelige citater. Har du interesse i psykiatriens problemer og fremtid, bør du i det mindste skimme den.

Læsningen af Pixiudgaven erindrede mig om de år, hvor jeg herhjemme stillede tasken uåbnet på gulvet, når jeg blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Det kunne ikke betale sig at pakke ud, for erfaringen var, at jeg sikkert skulle retur inden for de nærmeste to uger. Det var hårde år. Heldigvis er det snart længe siden.

Nogle af problemerne i psykiatrien – citater fra Pixiudgaven:

Nogle vil kalde det “udfordringer”. Selv kalder jeg en spade for en spade. Det er problemer, og det handler om mennesker. Havde der været tale om cancer, var problemerne løst for længst.

“Denne faglige gennemgang viser, at der på blot et årti er sket en stigning på ca. 30 pct. i antallet af patienter med psykiske lidelser, der behandles på sygehus. Til sammenligning er antallet af patienter med somatiske sygdomme kun øget med 13 pct. i samme periode.”

“Det antages, at ca. 580.000 mennesker på nuværende tidspunkt har en psykisk lidelse og det skønnes, at ca. 40 – 50 pct. af befolkningen i et livsforløb vil få en psykisk lidelse. Blandt børn og unge vil ca. 15 pct. blive diagnosticeret med en psykisk lidelse inden de fylder 18 år. Tallene kan dog være højere, da det formodes, at en del mennesker med psykiske lidelser ikke bliver registreret i de nationale registre eller i spørgeskemaundersøgelser, og heller ikke nødvendigvis opsøger hjælp.”

“…i et samfundsperspektiv tegner psykiske lidelser sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde.”

“Der er for det første en markant overdødelighed…”

“For det andet er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser. Der er andre lægefaglige specialer og fagområder med langt større videnskabelig tradition og højere prestige…”.

“For det femte: …Herudover er en meget høj andel af medarbejderne ufaglærte.”

“En anden del af overdødeligheden skyldes selvmord. Mennesker der har været indlagt på grund af en psykisk lidelse har en ca. 20 gange højere selvmordsrate end baggrundsbefolkningen. Specielt i forbindelse med indlæggelse og udskrivning er personer med psykiske lidelser særligt sårbare, særligt hvis de ikke gribes af en tilstrækkelig opfølgende indsats eller hvis de udskrives, før de er klar til det. I den første uge er risikoen over 200 gange højere end for baggrundsbefolkningen.”

“Manglende prioritering af forskning og faglig udvikling giver manglende prestige og udfordringer i forhold til fastholdelse og rekruttering.”

En helt særlig overlæge

Den overlæge, jeg har talt mest med under indlæggelserne, fik mange interne “tæsk”, fordi hun holdt for længe på patienterne. Den gennemsnitlige liggetid blev for lang på hendes afsnit sammenholdt med liggetiden på de andre afsnit. Hendes holdning var nemlig, at patienterne skulle have det godt, når de blev udskrevet. Det er utroligt, at den holdning kan medføre interne problemer. Har patienterne det ikke godt ved udskrivelsen, kommer de jo bare igen. Og måske har de det værre næste gang, og så bliver de endnu længere. En negativ spiral er startet.

Jeg en “svingdørspatient”

Man kan så sige, at jeg selv var “svingdørspatient”, når jeg end ikke pakkede tasken ud. Jeg har bare aldrig haft følelsen af for tidlig udskrivelse. Jeg har følt mig “udskrivningsparat”, som det vist kaldtes.

Problemerne (gen-)opstod, når hverdagens problemer med fremtid, job, bolig og al den anden usikkerhed bankede på. På et tidspunkt fik jeg tildelt en bostøtte efter en bestemmelse i Serviceloven, der skulle hjælpe med det. Idéen var sådan set god nok, men det er et eksempel på en ufaglært medarbejder, der udelukkende leverede “papegøjesnak“, og det var ikke behovet. Det løste ingen problemer.

Så stod respiratoren i klædeskabet og bippede døgnet rundt, naboerne hørte salonmusik fra tyverne og jeg svævede tyve centimeter over gulvet nede i Kvickly. Sådan var det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men det var min virkelighed. Herefter turde jeg ikke være hjemme af angst for, hvor det kunne ende.

Der var klare fordele ved at være “kendt” i systemet/”svingdørspatient”: direkte nummer til afdelingen, nogen at ringe til døgnet rundt og en sygeplejerske, der sagde “Vi er der for dig Hanne”, da jeg grædende stod der igen med tasken. Det glemmer jeg simpelthen aldrig.

Det bør bare ikke være sådan, at det er fordelagtigt at være “kendt”, selvom det selvfølgelig er rart. De, der kommer første gang, skal da også have en god behandling.

Sammenligning med cancerområdet

Min egen onkel, professor Sigvard Kaae, forestod allerede i starten af 50’erne (altså for 70(!) år siden):

multidisciplinært samarbejde og fordelene ved interaktion mellem de forskellige behandlingsmodaliteter. Kaae var således tidlig til at introducere “evidence based medicine” og praktiserede dette i væsentligt omfang, blandt andet ved en fremsynet rolle inden for den multidisciplinære behandling af sarkomer (Kilde: Nekrolog i Ugeskrift for læger).

  • Er der prestige i cancerbehandling? Ja.
  • Er der tværgående samarbejde mellem de forskellige specialer? Ja.
  • Er der markant overdødelighed? Nej ikke længere som følge af de bredt accepterede kræftpakker. Faktisk er jeg ikke sikker på, om der nogensinde har været det, men der må på den anden side set være en årsag til, at man har investeret mange millioner/milliarder kroner i kræftpakkerne gennem årene.
  • Er bevillingerne på cancerområdet etårige satspuljemidler? Nej de er på finansloven og dermed flerårige (Finansloven udarbejdes altid med et fireårigt perspektiv).
  • Er der mangel på forskning, evidensbaserede retningslinjer og opdaterede og veludviklede kvalitetsdatabaser? Nej.
  • Er der en overdødelighed på 200 gange i den første uge efter udskrivelsen? Nej.
  • Er der en meget høj andel af ufaglærte medarbejdere? Nej.
  • Møder man i visse tilfælde patienterne med mistro og mistillid? Nej (det tror jeg ikke).

Kort sagt

Kan vi på psykiatriens område lære af indsatserne i kræftpakkerne, er meget nået. Og der er meget at gøre, for psykiatrien er udsultet og under pres. Der skal ske noget. Man kan kun håbe på, at 10-årsplanen for psykiatrien er starten på en positiv spiral.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

Årets vigtigste dokument om 2022

Noter til finanslovsaftalen

Hvis du kun læser et enkelt dokument fra det offentlige pr. år, ligger det nu forrest på Finansministeriets hjemmeside og hedder “Finanslovaftale: Danmark ansvarligt ud af krisen – stram finanslov med plads til velfærd”. Finanslovsaftalen er altid spændende som en krimi, i hvert fald hvis man synes, politik og tal er interessante emner.

De bruger en masse ord, der gør det svært at læse de 26 sider i den utrolig interessante og væsentlige tekst. Det er ikke en hemmelighed, at jeg selv har lavet masser af bidrag til finansloven for diverse statsinstitutioner; derfor har jeg en forventning om at kunne læse teksten i aftalen, men den er til tider ret indforstået. Fx ved jeg ikke hvad “kapacitetspres” er, og derfor giver følgende centrale sætning fra indledningen ingen mening for mig: “Isoleret set bidrager aftalen til at dæmpe kapacitetspresset i økonomien med 0,1 pct. af BNP i 2022.”

Corona-vinterpakken

Som et engangsløft (vi kunne også kalde det en “overlevelsespakke”) er der afsat 1,0 mia. til det regionale sygehusvæsen (min fremhævning). Det er godt og lidt er bedre end ingenting. Måske kan der spares nogle tårer hos de sygeplejersker, der går grædende på arbejde, fordi de står med menneskers liv i hænderne, men der er alt for få hænder til de liv! Måske kan jordemødrene lidt bedre overskue alle de fødsler, de har gang i – på en gang… Jeg har aldrig født, men jeg tror ikke, det er rart, hvis jordemoderen løber rundt mellem adskillige fødende.

Personligt har jeg stor respekt for sygeplejerskernes arbejde. Jeg oplever dem som en utrolig dedikeret medarbejdergruppe, der følger opgaverne/patienterne til dørs for en latterlig grundløn, der er ringere end en folkeskolelærers.

Sundhedsvæsenet ville være endnu ringere stillet, hvis sygeplejerskerne ikke tog individuelt ansvar og løste de opgaver, der er behov for fremfor dem, der passer til lønnen. Jeg bliver fx holdt i hånden hver fjerde uge uden at skulle bede om det, fordi hun kender mig og ved, at jeg ikke bryder mig om at skulle spørge om det, fordi jeg så føler mig som en idiot. Hun tænker, husker og handler ganske gratis på sin viden og erfaring.

Jeg har oplevet en sygeplejerske på en overbelagt psykiatrisk afdeling sige ordret “Vi er her for dig, Hanne”, da jeg i 2018 stod der med tasken endnu engang, 1½ uge efter jeg senest havde sagt “farvel og mange tak for god behandling”.

Men nu er de kommunale sygeplejersker rasende, for der er ikke noget til dem, skønt de også har løftet – og stadig løfter – en enorm ekstraopgave i anledning af pandemien. De skriver fx, at de fik værnemidler som de sidste, at de fik tilbud om vacciner som de sidste og at deres værnemidler var af den dårligste kvalitet. De kommunale sygeplejersker er typisk i hjemmeplejen og kommer rundt til mange gamle mennesker, der i forvejen er syge (ellers havde de jo ikke hjemmesygepleje), og de tåler rigtig dårligt Covid-19; de kan faktisk ret let dø af det. Så skal sygeplejerskerne da naturligvis have både vacciner og værnemidler af ordentlig kvalitet!

I går læste jeg om en sygeplejerske fra hjemmeplejen, der har opgivet Danmark og nu i stedet søger job i Norge. Jeg forstår hende godt. Måske tager man endda i Norge højde for, at der skal være tid til transport mellem de gamles adresser. I Danmark – heller ikke i Hvidovre (jeg har spurgt) – er der ikke indregnet køretid. Det må medarbejderne selv finde ud af. Hvad er det for noget?

Finanslov er bare et andet ord for statens prioritering

Minkavlerne fik 18 – 19 mia., men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Der er over en årrække 160 mia til flere motorveje, som billedet i toppen viser, men sygehusvæsenet fik 1,0  mia…

Mit hjertebarn “psykiatrien” er nævnt to gange i samme afsnit på side seks: “Kortlægning af udfordringer i PPR”. Det går ud på, at man afsætter 3,0 mio. til kortlægning af problemerne, fordi det er meget billigere end senere at skulle optage børn/unge i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er selvfølgelig en rigtig fornuftig prioritering, men altså: der kom ikke noget til psykiatrien i den selv. Det kan skyldes, at der er (for store?) forventninger til den kommende 10-års plan for psykiatrien.

Jeg har i øvrigt fået en lille fjer i hatten i den forbindelse: Psykiatrifonden vil sammen med Vive prøve at finde ud af, hvad psykiatrien burde koste. De har kontaktet mig for at spørge, om jeg evt. vil være med til at regne på det, og om de må bruge mit materiale. Det vil jeg selvfølgelig gerne være med til. De har fundet frem til mig, fordi jeg for flere år siden forgæves forsøgte at finde ud af, hvad mit eget forløb havde kostet. Efter at have plaget livet af adskillige regnedrenge, kommunen, Distriktspsykiatrien mv. gav jeg op efter et par måneders arbejde. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvordan et afsnit fik fastsat sine bevillinger. Der er i mellemtiden indført en udredningsgaranti på 30 dage. Det er fint, men der er ingen behandlingsgaranti – altså kan man få at vide, at man er vældig syg i løbet af 30 dage, men man kan ikke vide, hvornår man kan blive behandlet. Sig lige det til en kræftpatient…

Og mere prioritering: læser man noget af det, der ikke forhandles om i forhandlingslokalerne, men som bare er, fordi det er en videreførelse af tidligere politiske aftaler, er det interessant at kigge i Forsvarsministeriets forslag til finanslov § 12. På side 18 af 94 findes afsnittet “Anskaffelse af nye kampfly” og tabellen herunder (bemærk det er i mio. kr., og at man skal dividere mio. kr. med 1.000 for at få det omregnet til mia. kr.), som sætter milliarden til sygehusvæsenet i endnu et perspektiv:

 

Noter til finanslovsaftalen

Noter til finanslovsaftalen

 

Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen

I faktaarket under Tabel 1 om Provenumæssige konsekvenser ved afskaffelse af håndværksdelen af af BoligJob-ordningen er der følgende note: “Det bemærkes, at der er betydelig usikkerhed vedr. de skønnede effekter på gør-det-selv-arbejde og sort arbejde, som indgår i de skønnede adfærdsvirkninger.”

Sort arbejde har “altid” eksisteret, men det er nærmest blevet legaliseret, når det flytter ind i finanslovsaftalens faktaark. Det er selvfølgelig ærlig snak og realisme, men hvor meget har man sat af til at bekæmpe det?

Falder man til patten og opgiver kampen mod det sorte arbejde? Personligt har jeg aldrig nogensinde fået udført sort arbejde. Har jeg ikke råd til en “hvid” elektriker, må jeg vente, til jeg har sparet op. Sort arbejde er noget svineri og det er samfundsundergravende. Det samme gælder skattesnyd, der kan gøre mig rasende. Hvis alle betalte den skat, de skulle, ville der være til et bedre sundhedsvæsen både i regionerne og i kommunerne.

Det var bare det, jeg ville.

 

 

,

Efter-valg-tanker

Efter-valg-tanker

Konstitueringer mv.

Efter-valg-tanker

Jeg har naturligvis gjort min pligt og udnyttet min ret til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Vi har et fantastisk demokrati med mulighed for hvert fjerde år at give vores mening til kende. Den dag er alle stemmer lige meget værd, uanset om de kommer fra raske eller syge, rige eller fattige, Whiskybæltet eller Vestegnen, og der kunne listets mange flere modsætninger. Meningen er dog allerede klar. Jeg har altid stemt og aldrig sprunget over. Man har ikke en juridisk pligt til at stemme, men jeg synes, man har en moralsk pligt til det.

Det gør mig trist, at i hovedstaden har mere end 40 pct. ikke stemt, og jeg tror ikke på, at det var frygten for Covid, der holdt folk hjemme i sofaen. Jeg tror – uden at have belæg for det – at der er tale om en form for dovenskab eller måske rettere afmagt, følelsen af at det jo alligevel ikke nytter noget.

Jeg tændte for TV ved 22:30-tiden i forventning om, at der på det tidspunkt ville være ved at være mange endelige resultater, så jeg kunne få fakta fremfor snik-snak, få-tiden-til-at-gå og gætterier. Jeg så og hørte Eva Kjer Hansen være skuffet over at “den blå familie” ikke havde inviteret Venstre med i forhandlingerne. Hun gentog sig selv mindst fem gange, så hun må have ment det alvorligt, eller også havde hun ikke andet på repertoiret.

Jeg så og hørte en Radikal et eller andet sted i landet på vej til konstitueringsforhandlingerne. Han blev spurgt, om han ville pege på højre eller venstre side. Det kunne han ikke svare på – eller rettere: det kunne blive både til den ene og den anden side. Så sad/lå jeg og var glad for, at jeg ikke havde stemt på de Radikale, når det er med den på. Jeg fik mest lyst til at slukke igen.

Jeg bryder mig ikke om alle de “aftaler”, der kan blive til hvad som helst, bare man kan få indflydelse. Hvor bliver min markering af min holdning så af? Et eksempel er, at Enhedslisten nu er det absolut største parti i Københavns Kommune, men det blev en socialdemokrat (Sofie Hæstorp Andersen), der blev overborgmester. Sådan er politik sikkert. Man søger indflydelse, “butikken” skal fungere og det gør, at man giver køb på principperne. Jeg kan selvfølgelig godt se idéen men oplever det som en form for vælgerbedrag, og forstår faktisk dem, der får politikerlede på den baggrund. Det er måske det, der gør, at over 40 pct. ikke kommer op af sofaen og hen i stemmeboksen?

Hvidovre får SF-borgmester

Vi har haft Helle Adelskov fra S som borgmester i 16 år, og jeg synes, hun har gjort det godt, og det kan jeg godt mene uden at stemme socialdemokratisk. Skriver man til hende, får man endda et svar, hun selv har skrevet. Kommunen er veldrevet og der er for det meste styr på tingene. Et lille dumt eksempel er, at det er den samme medarbejder fra hjemmeplejen, der kommer og hælder min medicin op hver 14. dag, med mindre hun da lige har ferie. Det er meget værd. Der er masser af kommuner (vist de fleste jf. Kirsten Nordmann Andersen, Folketingsmedlem for SF), hvor modtagere af hjemmehjælp og/eller hjemmepleje oplever, at deres hjem omdannes fra netop et hjem til en hovedbanegård, fordi der kommer 15 forskellige medarbejdere – og der er ingen af dem, der ved, hvad de øvrige 14 har foretaget sig.

Vi skal have en SF’er som borgmester, og det bliver spændende, hvad det kan medføre. Jeg håber ikke, det betyder, at en effektiv administration bliver udsultet og lagt ned.

SF har i hele landet markeret sig med, at der skal sættes ind overfor børnene og de ældre. Pudsigt nok har næsten ingen talt om, at der skal sættes ind overfor psykiatrien, der selvfølgelig er mit hjertebarn. Jeg er fuldt ud klar over, at det er en regional opgave, men uagtet hvor opgaven ligger, er den helt åbenlyst ikke særlig “sexet” og trækker ikke ret mange stemmer. Det gør børn og ældre åbenbart, selvom det kan undre, når man ved, at næsten 25 pct. af befolkningen på et eller andet tidspunkt i livet vil få kontakt med psykiatrien.