,

Psykiatrifonden

Hos Psykiatrifonden:

I dag har jeg været hos Psykiatrifonden til møde inden starten på virksomhedspraktikken på mandag, som jeg er både spændt på og nervøs for.

Jo mere jeg lærer dem at kende hos Psykiatrifonden, jo dygtigere synes jeg, de er. Jeg føler mig på alle måder i trygge hænder der – ja det gør jeg faktisk i hele systemet (DPC, afdeling 808 mv.). Jeg kan på ingen måde klage over den hjælp, jeg får, og det gør jeg da heller ikke.

Min erhvervsrådgiver har på mine vegne kontaktet Center for Specialundervisning af voksne (CSV) og forklaret problemerne med hukommelsen. Jeg har selv prøvet at få fat på dem, men det lykkedes ikke. Hun har givet dem mit CPR-nummer og mit telefonnummer, og på et eller andet tidspunkt vil jeg blive ringet op mhp. en samtale, hvor de skal vurdere, om de kan gøre noget for mig. Det kan blive spændende. Jeg er helt med på, at det sikkert vil inkludere træning fra min side, men det er også helt OK; ingen ting kommer jo af sig selv, og jeg spiller naturligvis gerne med. Jeg har fx lige siddet og lavet en liste over de problemer, jeg oplever i det daglige, som jeg kan tage med til dem:

Problemer jeg oplever i dagligdagen:
  • Kan ikke finde vej fordi jeg ikke kan visualisere vejen, jeg skal tage. Det skræmmer mig!
    • Eksempelvis finde vej til Psykiatrifonden: det tog mig en hel eftermiddag at komme i tanke om, hvordan jeg skulle gå fra Nørrebro Station til Hejrevej. Men jeg har været her mindst 20 gange før…
    • Eksempelvis finde hjemmefra ind til byen på cykel. Har kørt den vej gennem syv år. Nu kan jeg kun huske de første 1½ km.
  • Hele tidsspand mangler i hukommelsen – en slags absencer:
    • I marts 2014 var jeg i virksomhedspraktik hos Statens IT i fire uger. Jeg ved det kun, fordi jeg efter råd fra en af mine læsere kan søge det frem på min blog. Jeg kan ikke huske, hvor skrivebordet stod, hvem der sad overfor, hvad opgaven var osv.
    • I februar 2014 deltog jeg i et coaching-forløb hos Rebound på to uger. Jeg kan huske firmanavnet ellers intet. Jeg ved det kun, fordi jeg efter råd fra en af mine læsere kan søge det frem på min blog.
  • Resultater i Lumosity: Det fremgår klart, at den parameter jeg scorer lavest på er ”Memory”
  • Resultater i den neuropsykologiske test fra Kaj Bjerring Andersen af 26-03-2015.
  • Software: når jeg scanner ned over listen over software på computeren, aner jeg ikke, hvad halvdelen af programmerne er til.
  • Genvejstaster: Normalt kunne jeg huske genvejstaster i alle mulige forskellige programmer. Det kan jeg ikke længere.

Vi talte lidt om, hvorvidt det så var forkert parallelt at bede DPC om en henvisning til Hukommelsesklinikken, men det mente hun ikke.

Resten af samtalen gik så mest på starten på virksomhedspraktikken på mandag. Som nævnt i indledningen er jeg både spændt og nervøs. Vi talte om, at jeg skal have en ny “målepind” frem. Det nytter ikke, at jeg kommer med den gamle målepind, for så skal jeg da nok knække nakken. Vi starter forsigtigt med 2 * 3½ time pr. uge i de første to uger, og herefter evaluerer vi i fællesskab, hvordan det er gået. Der bliver udfordring nok i bare at komme ud ad døren og afsted, komme inden for døren, sagt hej til kollegerne, hvor er mit skrivebord, få tændt computeren, begynde at få lidt styr på opgaverne osv. Det dur ikke at jeg stiller større krav til mig selv, end min nye chef gør. Erhvervsrådgiveren fortalte, at vi til mødet derude havde brugt en del tid på at tale om kognitive problemer. Det kan jeg imidlertid ikke huske. Men Martin (chefen) er i hvert tilfælde opmærksom på det, og det er godt.


Jeg er godt klar over, at jeg i denne post har gentaget mig selv noget fra tidligere poster, men det var nu lige, hvad der lå mig på sinde.

God weekend til dig og dine!

8 replies
  1. Pia
    Pia says:

    Jeg kan sagtens følge dig i at det må være ganske ubehageligt ikke at kunne huske ret meget.
    Det er vist rigtigt godt, at du har haft andre med på sidelinjen da den praktikplads blev etableret.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Ja det er meget ubehageligt at have problemer med hukommelsen! I starten tænkte jeg, at det jeg kom let over, bare jeg fik styr på de kompenserende kompenserende strategier, men her efter nogle måneder må jeg konstatere, at det ikke går særligt godt. Jeg vil gerne medarbejde hvad de nu ender finder ud af, men jeg skal også kunne se et formål med det. Med andre ord skal det pege fremad i en retning, der giver mening for mig – eller kunne jeg jo ikke lige så godt blive hjemme! Ud fra hvad jeg har læst både hos Psykiatrifonden og Center for specialundervisning af voksne ser det ud til, at der er hjælp at hente i “systemet”. og det ser jeg frem til!

      I forbindelse med etableringen af praktikken deltog min erhvervsrådgiver og jeg i et timelangt møde i Atea, og det var godt hun var der, for jeg kan stort set ikke huske noget at hverken af jobbets indhold endsige de ydre problemer med kolleger, og hvad der ellers kunne opstå mv. Vi talte i dag oplysningerne igennem, og jeg må sige, at jeg overhovedet ikke kunne genkalde mig selv den mindste! Jeg må sige, at det er forfærdeligt at være midt i glemslen, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

      Svar
  2. Donald
    Donald says:

    Tror du ikke at tabet af erindringer er resultat af ECT behandlinger? Det er den erfaring, jeg gjorde, da jeg havde en kursist, som kom tilbage efter nogle ugers sygdom og indlæggelse på psyikiatrisk med ECT behandling.

    Jeg tror at ECT kan være en hjælp til at komme igang med noget andet, men det er på en eller anden måde i familie med stofpåvirkninger, ulykkeshændelser, livstruende situationer mv.

    Man omryster sine erindringer så meget at man vurderer på ny, begynder på ny – min teori. Det er derfor jeg stiller spørgsmålet om hvad nøjagtigt er det, som du mener det “laver om på”, og nu ser vi svaret eller i det mindste en del af svaret.

    Jeg for min del ved godt at der kan være erindringer, som gnaver eller endog brænder. Det må jeg erkende hver dag. Somme tider prøver jeg at skrive mig ud af dem. Nogle af dem er sådan, at folk ikke vil høre, eller de er uegnede til at blive fortalt – og så er det hele endnu mere belastende. Men man kan altså godt finde modvægt ved at huske “kontra-situationer” og helst fortælle til andre, snakke med andre.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jo for Søren, jeg er ikke i tvivl om, at ECT og den manglende hukommelse hænger sammen. For mig er det altså bare valget mellem hukommelse på den ene side og på den anden side at være midt mellem en af de to poler (depression eller mani). Man kan ikke få alt mellem himmel og jord, og indtil videre er jeg bare virkelig glad over, at PCH (Psykiatrisk Center Hvidovre) har bevilget mig forebyggende ECT, hvilket først sker, når alt andet er udtømt. I skrivende stund har jeg det fx ganske godt, og jeg balancerer mellem de to poler, og det er jo også det, der er meningen.

      Hvad mener du med “Jeg tror at ECT kan være en hjælp til at komme igang med noget andet, men det er på en eller anden måde i familie med stofpåvirkninger, ulykkeshændelser, livstruende situationer mv.”?

      Hvor har jeg skrevet noget om “laver om på”? Jeg har siddet og ledt en del efter det, men kan ikke finde det.

      Svar
      • Donald
        Donald says:

        Tak for svar! For det første, hvad mener jeg med “at ECT kan være en hjælp til at komme igang med noget andet”?

        Det er min erfaring, at hvis man er god til at koncentrere sig, så kan man være tilbøjelig til at “låse tankerne fast” på en enkelt sag. Så er det oplagt at man har brug for noget, der kan få et andet perspektiv frem. Jeg har en hel del idéer om hvordan sindets erindrings-mekanikker fungerer ud fra hvad jeg selv har set og oplevet, *men* da jeg ikke er expert nøjes jeg med at sige/skrive de ting, jeg er sikker på.

        For det andet: Undskyld! Det er ikke dig der har skrevet “laver om på” som jeg satte i citationstegn. Men hvis noget hjælper, som du skriver holder dig mellem to poler, så er det jeg spørger om den påvirkning du modtager, laver noget om. Hvis den ikke “lavede noget om” inden i dig, så virker den vel ikke?

        Måske er denne tankegang så fremmed for dig at det gør mere skade end gavn at jeg spørger. Lad være med at tage det for tungt – det som jeg efterlyser er om du kan spørge dig selv hvad du vil?

        Eller: om du kan finde din indre vilje, dit selv-determinerede jeg?

        Ofte er det nødvendigt og gavnlig at nogle udefra skubber lidt på (og medicin og behandlinger kan anses for sådan et lille skub) for at man kan komme igang med at finde sig selv uden at sidde fast i et forenklet billede af sig selv.

        Først og fremmest ønsker jeg dig gode dage og måneder og jeg er glad på dine vegne over at psykiatrifnden hjælper og gør det på en god måde!!!

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Donald

          Mange tak for dine input.

          Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg selv vil for tiden, for jeg føler mig lidt i systemets vold. Og med dette mener jeg ikke, at jeg bliver dårligt behandlet – nærmest tværtimod: Jeg synes, jeg får megen god hjælp fra alle de “instanser” jeg er i kontakt med.

          Men skal jeg alligevel pege på noget er det at få et fleksjob og at kunne skabe mig et godt liv mellem de to poler, så jeg næsten ikke mærker min sygdom, som jeg er temmelig træt af. Det begynder langsomt – for alvor – at gå op for mig, at jeg skal trækkes med den resten af mit liv; det går ikke over. Det vil være dejligt, hvis ECT og medicin kan holde mig mellem de to poler, altså symptomfri. Jeg tror på, at et fleksjob kan være medvirkende til denne proces. Jeg vil gerne gøre nytte i samfundet, have udfordringer, have kolleger og ud af døren nogle dage hver uge.

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *