,

Præsten

Ærlig snak

I Hvidovre sogn har vi to hospitalspræster: den ene Pia Sundbøll har 5 pct. i sognet og 95 pct. på Hvidovre Hospital, den anden Mette Ladefoged har 25 pct. i sognet og 75 pct. her på Psykiatrisk Center.

Jeg har udnyttet Mette på det groveste, mens jeg har været her, for hun er simpelthen god at tale med. Jeg kendte hende jo lidt i forvejen fra sognet, men det er selvfølgelig væsentligt udbygget nu. Vi kan gå lige til benet i dele af samtalen, men også have lidt “udenomssnak” ind i mellem. Hun er en del af systemet, og så alligevel ikke. Jeg kan fortælle hende med rene ord for pengene, hvordan jeg tænker, og jeg er ikke mere syg, end at jeg ved, at mine tanker er sygelige!

Vi har brugt meget tid på at tale om “drejebogen”/”filmen”, som er ved at gøre mig sindssyg. Den viser alle detaljer, intet er overladt til fantasien. Det er de rigtige salmer, de rigtige gæster, den rigtige præst mv. Den er i farver. Jeg har læst mig til, at hallucinationer ikke er usædvanlige ved meget svære depressioner.

Mette har nogle tanker om, at livet er livet værd i sig selv, og det skal hun jo nok sige som præst. Personligt opfatter jeg det som en cirkelslutning, men jeg lytter gerne til alle input, da mit eget reservoir er tomt. Er der nogen, der kan stoppe noget ind i det, vil jeg kun være taknemmelig, hvis de kan gøre det på overbevisende vis.

Jeg har været til samtale med Ditte i dag. Hendes svar på filmen er at prøve noget mere potent antipsykotisk ved navn Risperdal til erstatning for Seroquel. Fint med mig, hvis jeg altså ikke får den almindelige bivirkning, der består af søvnløshed.

Hun konkluderede, at jeg ikke længere er klinisk deprimeret – hurra for det – vi mangler bare tankerne… Jeg nægter at tage hjem med tankerne og filmen kørende. Al erfaring viser, at den farligste fase er, når man begynder at få det bedre, for der får man også sin handlekraft tilbage.

Endnu engang har jeg efterlyst en psykolog, og jeg begriber ikke, at man på en psykiatrisk afdeling ikke kan fremskaffe en sådan. Min tanke er, at måske kunne 4-5 samtaler med en psykolog udgøre et gennembrud i forhold til drejebogen. Er det hele bare opbevaring og pilleudskrivning?

Til sidst foreslog jeg et netværksmøde, og det havde hun også tænkt på, så det var jo fint nok. Jeg havde på forhånd et billede af, hvem jeg mente, det var relevant at invitere, og det gik hun ind på. Hvis man vil, kan man få temmelig meget indflydelse på egen behandling.

Vores samtale var på 33 minutter, og det kan jeg ikke klage over.

10 replies
  1. henning
    henning says:

    Har du proevet timian-te, der indeholder naturligt lithium, som er godt mod hallucinationer? Hvis ikke, og du proever det, vil jeg gerne hoere, om det hjaelper.
    God bedring. Henning

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henning

      Mange tak for din kommentar og velkommen til min blog.mdin kommentar skulle lige godkendes, da det er første gang, DI er her. Fra nu af vil du glide lige igennem.

      Tja timiante kunne måske være værd at prøve, men jeg får allerede en hel del lithium mod manierne, så det burde jo have taget hallucinationerne i så fald.

  2. Fruen i Midten
    Fruen i Midten says:

    Hvad kalder de professionelle drejebogen? Hvordan forholder de sig til den? Og kan det lade sig gøre at arbejde med den, som Jørgen foreslår? Noget med at ændre på detaljerne, så for eksempel din alder bliver 99, og hele scenariet får noget langt-ude-i fremtiden over sig? Hvis ikke du kan løbe fra drejebogen, kan du måske vælge aktivt at udfordre den?

    ..Eller noget. Jeg har jo ikke for fem øre forstand på det, du er ude i.

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Fruen i Midten

      Profferne kalder drejebogen for en psykose. Selv har jeg fundet frem til, at det også kan kaldes hallucinationer, og at det ikke er ualmindeligt ved meget svære depressioner. Det med at bearbejde den på en eller anden måde, er netop det jeg gerne vil have en psykolog til at hjælpe mig med, men sådan en kan de af mærkværdige årsager ikke skaffe. De andre gange, jeg har værte her, har jeg talt med Irene, som bare var så dygtig. Hun gik lige til benet, og der var ingen udenomssnak, lige min stil. Desværre er Irene holdt op,her.

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Jeg føler mig så magtesløs over den drejebog. Det er som om, den har sit eget liv. Jeg kan ikke stoppe den, den kører non-stop, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den. Nu har den været præsent i en måned ca., og den er nærmest bare blevet værre i og med at lydsiden kom på også. Heldigvis tager de mig alvorligt med den. Jeg har aldrig før prøvet at have en psykose, og jeg vil sige lige ud, at det er rædsomt.

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Man kunne jo håbe, at psykiatere også havde psykologisk indsigt, og at de mestrede kognitiv terapi ud over den medicinske. Det er vist almindeligt anerkendt, at de færreste diagnoser kan kureres med medicin alene, eller med samtale alene, for den sags skyld. En kombination er vist, hvad der skal til. Men det kan givet også have god effekt at tale med en præst, ikke at hun kan/skal erstatte en psykolog. Det lyder som en god idé med det netværksmøde. Jeg håber, du får det gennemført, og at det bærer frugt. Så er det da også rigtig gode nyheder, at du efter lægens mening ikke længere er deprimeret.

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jep – det er super godt ikke længere at være klinisk deprimeret, så langt så godt, og jeg glæder mig over alle små fremskridt! Nu mangler vi bare alle de destruktive tanker og drejebogen.

      Ditte, som jeg talte med i dag, er faktisk selv psykolog, og jeg spurgte selvfølgelig, om jeg så ikke kunne bruge hende? Men det kunne ikke lade sig gøre, når vi har haft så mange stuegangssamtaler. Efter min egen opfattelse ville jeg nu nok være i stand til at skille de to ting ad (og det mente hun også), men der er åbenbart nogle reglementer… Jeg er helt med på, at det er en kombination af samtale og medicin, der skal til, nu mangler så bare samtalerne, og jeg stiller mig som nævnt meget undrende over, at de ikke kan skaffe en psykolog!

      Jeg håber på netværksmødet med DPC, Psykiatrifonden, Hvidovre Kommune, Lænken og Bodil. Jeg overlod det straks til andre at få det arrangeret. Jeg orker ikke en gang kalendergymnastik.

  4. Kisser
    Kisser says:

    Kære Hanne.
    Jeg læser alle dine indlæg. Jeg er fuldstændig uden ord, så kun disse få sætninger for at lade dig vide, at jeg følger med og sender dig en masse gode tanker.

    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ kære Kisser

      Mange tak for din kommentar. Det glæder mig, at du følger med. Du er altid velkommen!

Kommentarer er lukkede.