,

Præsteindsættelse

Hvis man er indforstået i den kirkelige verden, hedder det bare “indsættelse”, når man byder den nye præst velkommen ved en højmesse, og det var det, vi gjorde i dag med vores nye fuldtidspræst Jacob Kleofas. Vores ressourcesituation har i 11 måneder været utålelig. Inge-Hanne har som den eneste fuldtidspræst trukket læsset. Vi har den gamle charmerende, middelalderlige landsbykirke midt i storbyen, og det trækker selvfølgelig folk til, og det er herligt, men det betyder også, at vi har 100 dåb og 100 bisættelser om året. Det kan ikke klares af 1,3 præst! Derfor: stort velkommen til Jacob – du får noget at rive i 🙂 Som appendiks vil jeg nævne, at vi har besluttet at byde de udensogns velkomne med fx bisættelser, de må bare selv “medbringe” en præst. Hvad vi så siger om kirketjener, organist og sangere, ved jeg egentlig ikke, men der er mange aktører udover præsten, når en kirkelig handling skal løbe af stablen.

Jeg har aldrig været til indsættelse før, så jeg var lidt spændt på, hvordan det forløb.

Det startede med, at alle præsterne fra de fire kirker i Hvidovre kom ind i ornat. Jeg kan godt lide det, selv om det er håbløst altmodisch, at gejstligheden sådan stiller sig frem, men jeg har jo for længst erkendt, at jeg – altså bare kirkeligt set – er traditionalist. Jeg synes, den slags er fejende festligt og markerer, at det er en særlig dag. Det er forhåbentlig starten på et 20-årigt samarbejde. Jeg forsøgte at tage nogle billeder af processionen, men de er ubrugelige. Kameraet er måske ved at synge på sidste vers, for udløseren udløser ikke, når jeg trykker på knappen.

Der var de sædvanlige læsninger, som det sig hør og bør. Herudover holdt den konstituerede provst Steffen en fin tale, som faktisk var god at få forstand af. Han fortalte blandt andet om en bekendt, der havde et verdenskort hængende i køkkenet. Datteren spurgte: “Far hvor ligger virkeligheden?” Og det spandt han så en ende over.

Jacob holdt sin prædiken, og alt var, som det skulle være. Det er ikke hans skyld, at jeg ikke kan holde tråden fra start til slut. Lige p.t. kan jeg ikke engang se en TV-avis med fx et interview. Når billedet skifter, aner jeg ikke, hvad der foregik på det foregående billede. De andre kan sikkert godt følge en prædiken, men de har heller ikke fået 50 elektrochok… Jeg håber, det bliver bedre med tiden.

Det var lykkedes ham at vælge seks salmer, hvor jeg kun kendte en halv, nemlig en af Hans Anker Jørgensen, der er en salmedigter fra firserne, med gode pointer. Grundtvig var repræsenteret ikke mindre end tre gange.

Under alle disse 5½ ukendte salmer kom jeg til at tænke lidt over det med at folde hænderne og bede. Det forekommer mig at være noget meget privat, og jeg bryder mig egentlig ikke om, at andre ser mig folde hænderne. Bønnen er mit personlige og intime rum med min Gud. Min Gud ser sikkert også anderledes ud end de andres, men det har jeg det fint med. Måske er det bare en blufærdighed og måske har alle mennesker det sådan? Det har bare aldrig stået så klart for mig som i dag.

Efterfølgende var der en fin reception med buffet, og jeg fik sladret med både Jane og Mette. Det er dejligt at høre til et sted.

6 replies
  1. Donald
    Donald siger:

    Det var rart at læse 🙂
    En præst har lige så meget brug for menighedsrådet som vi andre kan have brug for præsten. Så det er vel godt, hvis du får “sladret” med ham også en dag!
    Du må kunne gå ind i kirken udenfor messetiden og bede af hjertens lyst uden at nogen ser det. Det er godt med meditation og bøn er vel det, som andre kalder meditation?

    Og det er ***meget*** privat.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Donald

      Ja du har ret i, at præsterne/MR/menighedsrådet har gensidigt behov for hinanden. Ja jeg skal nok få ham i tale en eller anden dag. Han virker meget “fremkommelig”

      Det kan godt være, at nogle kalder meditation, men jeg holder fast i, at det hedder bøn. Lige for tiden synes jeg det hele går op i mindfullness og meditation. Det er fint nok, for dem det virker på, men jeg tror såmænd en gratis tur til kirken kan have samme effekt.

      Svar
  2. Eric
    Eric siger:

    Kirke, religion og (kirke)ceremonier siger mig ikke en dyt, men det betyder intet – det væsentlige er, at du er glad og tilfreds og ser frem til det, som kommer. Så giver det mening.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Nej jeg er helt med på, at der blandt mine læsere er en overvægt af ateister og deslige 🙂
      Tak for din kommentar! Det er spændende med en ny præst, og som skrevet er det jo starten på forhåbentlig 20 år sammen. Det er helt meningsfuldt. Jeg kunne også have skrevet om grundlovsdag, festen for demokratiet, men jeg synes ikke, der er så meget at fejre på den scene for tiden. Så giver mystikken i kirken alligevel mere mening 🙂

      Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg har alle dage haft det svært med institutionaliseret religion, men det betyder ikke, at jeg udelukker at der kan være noget om snakken. 🙂
    Men netop det at sidde og bede i samlet flok er nok noget af det, jeg synes er mest underligt. Jeg tror faktisk aldrig, det er lykkedes mig at bede i en kirke.
    Men jeg er nok bare et produkt af vores individualiserede, fragmenterede virkelighed. Jeg forestiller mig, at fællesskabet omkring kirken på godt og ondt var meget mere virkeligt i gamle dage, sådan at når man bad i fællesskab, så havde man en stærkere formodning om, at der var hul igennem, end hvis det foregik i enrum.
    Den sociale kontrol, nogle danskere råber så højt op om, når talen falder på muslimer, var nok et stærkt eksempel på det negative ved sådan et fællesskab. Bare tænk på Hans Kirks “Fiskerne”. Så er det nok alligevel meget godt, at man frit kan vælge til og fra.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      “Institutionaliseret religion” er egl. et meget godt udtryk, og måske er det også derfor, det kan være rart at have sit eget personlige Gudsbillede (tror jeg nok, det hedder). Dette kan måske føre til tanken om, at der kan være noget om snakken 🙂

      Vi er jo så helt enige om det med den fælles bøn. Jeg har ikke rigtig lyst til at dele min bøn med andre, hvilket jo selvfølgelig er lidt problematisk, når det nu er en central del af en gudstjeneste. Af og til tænker jeg såmænd på, om jeg nu også er en ordentlig kristen! Jeg læner mig så op ad, at mine grundlæggende livsværdier er kristne, hylder fællesskabet og det at man skal opføre sig ordentligt overfor andre mennesker, og så er det nok i orden. Heldigvis bliver man ikke målt på, om man nu er “kristen nok”.

      Jeg kan egl. godt se hvad du mener med det med bønnen i gamle dage. Dengang var kirken i højere grad den samlende faktor i samfundet; det var kirken, man havde til fælles, og det var der, alle søgte hen. Alle søger fortsat derhen, men det er kun ved de særlige lejligheder – det er ikke til hverdag; menigheden opleves nok ikke i samme grad som det centrale samlingspunkt.

      Nu om dage skal alle have lov til at vælge til og fra. Det er styrken i vores samfund, både på grundlovsdag og alle de andre dage.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *