,

Parmigiano Reggiano Biologico

Ost og klementiner

Dette bliver aldrig en decideret madblog (dem er der i forvejen mindst 100.000 af), da jeg ikke vil sætte grænser for mig selv og glæden ved ord og pæne sætninger, og bloggens undertitel er da også “Om alt mellem himmel og jord”. Herved har jeg taget højde for det hele.

Varerne fra Aarstiderne kom i dag. Det væltede ind i køkkenet med:

  • Saltkar i FSC-mærket bøgetræ. Bare fordi det er pænt og lækkert.
  • Wokstrimler af oksekød til lynstegning i wok eller på pande. De ryger i fryseren til dage, hvor jeg har fortæret hele indholdet af Kvikkassen og har behov for lidt supplement.
  • Tre kg klementiner. Lidt for sjov.
  • Parmesan – 1,3 kg. Til at gå at nippe af.
  • Kvikkassen hvor ugen byder på:
    • Gratinerede penne a la bolognese med frisk mozzarella
    • Jasminris med krydret kylling, kål og gulerødder
    • Svinekotelet og quinoasalat med grønkål og æble. Jeg har hørt meget om quinoa men har aldrig smagt det. Det er vist godt for og imod en hel masse.
Lækkersulten

Når der nu er 1.288 gram Parmigiano Reggiano Biologico, må jeg gerne gå og nippe af den og nyde smagen af nødder, med den støvede og nubrede konsistens, der kendetegner en god parmesan. Hvis jeg fortsætter med et par klementiner er det sublimt. De to holder hinanden fint i hånden.

“Barnet”

Og så til noget helt andet: Det går langsomt fremad med bogen. Jeg har hørt om andre, der har skrevet bøger, og som får fornemmelsen af, at bogen er som et “barn”, de beskytter med arme og ben. Det forstår jeg til fulde. Jeg vender hvert et ord og enhver drejning. Det tager lang tid, fordi jeg synes, fakta skal være i orden, også selvom det dybest set er ligegyldigt om min far døde en tirsdag eller ej.

Når jeg det, jeg vil, med mine ord? Er jeg i stand til at beskrive hændelser, tilstande, følelser, oplevelser, erindringer mv. på en måde, som er interessant for andre end mig selv? Spørgsmålene hober sig op.

Jeg kender flere mennesker, der er så søde, at de læser med undervejs. Det er jeg utrolig glad for. Det er en form for trykprøvning, hvor jeg kan teste, om jeg er på rette spor eller ude på et overdrev. Er det overhovedet til at forstå de tanker, jeg prøver at sætte til “papiret”? Min bedste ven har konstateret, at jeg nok ikke er typen, der skriver til skrivebordsskuffen, og det har hun fuldkommen ret i. Jeg skriver, fordi det skal blive en bog, nogen gider læse. Jeg retter mig (vist nok) mod brugere med samme diagnose, behandlere, “systemet” og hospitalspræster.

Endnu har jeg ikke fået negativ kritik, men det må jo komme. Jeg er spændt på, hvordan det vil blive.

Erindringsglimtene

Der dukker underlige erindringsglimt op undervejs i processen. Ting jeg da aldrig nogensinde har tænkt på fx i de seneste 45 år.

Et lille eksempel er et skarpt og klart billede af den (vist nok hjerte-)ambulance, der kørte min far fra Give sygehus til Kolding sygehus i november 1972 – en strækning på 48 km. Vi kørte lige efter ambulancen. Jeg husker, at den var skræmmende. Den sorte ambulance var meget høj med to bagdøre. Der var vist nok små ruder øverst i dørene, og som om den var bølget (nærmest som bølgeblik). Jeg har skrevet til “Zone-Redningskorpsets Venner”, som synes at være en kreds af tidligere Zone-medarbejdere med veneration for fortiden, og spurgt om mine erindringer kan passe, og om de mon kan skaffe et billede?  Hvis det kan passe, skal glimtet med på tryk.

Jeg tror, jeg husker venteværelset på Kolding sygehus, hvor jeg ventede i højre side set fra døren. Jeg var ikke med inde ved far. Jeg tror, hun kom ud og sagde, far var død. Derefter kørte vi de 75 km. hjem til Brande. Det må have været et vanvittigt traume for hende. Mon ikke man i dag ville skaffe krisehjælp?

Dagen efter troede jeg, at når han nu var død, så skulle jeg vel i skole igen.

På den måde bliver processen temmelig langsommelig, men interessant (også) for mig selv.

God søndag!

8 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Det er godt med ost og clementinere. Begge dele kan der være brug for. Jeg antager osten er god, og håber clementinerne også er det. Her har vi lige købt nogle, der viste sig kedelige og tørre, men det kan man jo ikke se på dem. Jeg har bemærket ovst. information om opbevaring af osten.
    Sjovt med de gamle oplevelser, der pludselig dukker op når processen med bogen er i gang. I sin tid skrev jeg en opgave om tidlige barndomserindringer, og det samme skete. Mærkeligt, men det er vel blot et udtryk for at intet forsvinder fra hjernen. Heldigvis er det kun lidt der dukker op.
    Hvis du søger på Zonen ambulance, billeder, dukker der sikkert et op der passer til din erindring.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Helt rigtigt. De to ting er nødvendige fødeemner. Osten er fremragende, jeg har allerede nippet en en hel del til den. Klementinerne er meget fine: lette at pille og dejligt saftige.Alt det jeg indtil videre har fået fra Aarstiderne har været perfekt, det gælder fx også både avocado og majs. Perfekt modnet og saftigt. Jeg har aldrig spist så mange maj og avocado, men nu er sæsonen jo desværre slut for begge. Der er jo en grund til, at det hedder “Aarstiderne”.

      Ja det er pudsigt med de erindringer. Det med ambulancen har jeg vitterligt ikke tænkt på i 45 år – det er lang tid, men det var også en skræmmende oplevelse.

      Jeg må have gang i Google. Tak for tippet. Jeg har selv prøvet med “Gammel hjerteambulance” men det fik jeg (selvfølgelig) ikke noget ud af. Dine termer er utvivlsomt bedre.

      Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Parmesan er godt 🙂 Vi køber gerne et kilos penge, når vi er i Italien. Der er den billigere, og man kan få de velmodnede på 24-36 måneder, og det er fascinerende at se ostemanden flække osten med et mejsellignende værktøj. Når vi kommer hjem, skærer vi noget ud i passende firkanter og fryser dem ned. Parmesan kan holde sig længe i køleskabet, hvis man ikke pakker den i plastik (så mugner den), men med tiden bliver den hård og tør – derfor de mindre firkanter, vi kan nå at bruge. Velbekom!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Nemlig!

      Jeg er glad for, at du siger det med plastikposen og fryseren, for jeg var ikke klar over nogen af delene. Hvad skal man pakke den i, hvis den skal ligge i køleskabet?

      Jeg farer straks ud i køkkenet og retter op på miseren.

      Jeg regner med, at “Mesi” betyder måneder, og i givet fald er min 24 måneder gammel. Jeg kunne næsten være taget til Rom for prisen 🙂

      Jeg tror, jeg har set en ostemand flække en stor stor ost med den lille mejsel. Fascinerende.

      Svar
      • Eric
        Eric says:

        “Mesi” betyder ganske rigtigt måneder. Osten mugger, hvis den ikke kan komme af med vandet, så en passende indpakning er løs stanniol eller madpapir. Bagsiden af medaljen er som sagt, at den tørrer ud, hvis den opbevares for længe. Derfor noget i fryseren. Optøet er den mere skør, men smagen er i behold, og skal den rives eller i flager, er det uden betydning.
        I Rom kostede et kilo typisk mellem 10 (tilbud) og 15 euro for et par år siden, og det vel at mærke for den modne kvalitet.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Eric

          Tak skal du have. Alle disse ting var jeg slet ikke klar over. Jeg vil følge dine råd.

          Jeg har givet 298,- – det er dyrt, men det er også godt.

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *