,

Jobcentrene gør de syge raske

Jobcentrene gør de syge raske

Som en Jesus?

Jobcentrene gør de syge raske

Tegningen, jeg viser her, er vist gået internettet rundt mange gange de seneste dage, og det med god grund, for den er meget rammende for det, der foregår på jobcentrene. De gør ganske enkelt de syge raske – en opgave, der ellers primært tilkommer lægerne og Jesus, jf. historien om den lamme, der kan tage sin seng på nakken og gå, efter Jesus har kureret ham: Helbredelsen af den lamme i Kapernaum:

v1 Og Jesus gik om bord i en båd og satte over til sin egen by. v2 Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: »Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig.« v3 Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: »Han spotter Gud.« v4 Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: »Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? v5 Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? v6 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder« – da siger han til den lamme: »Rejs dig, tag din seng og gå hjem!« v7 Og han rejste sig og gik hjem. v8 Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed.

Paradoksalt rimer på galt!

Der er noget galt! Hvad søren er det for et system, hvor læger, speciallæger, smerteklinikker, ergoterapeuter, fysioterapeuter osv. skriver den ene erklæring efter den anden, hvor de redegør for, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat, men hvor deres erklæringer tilsidesættes af den kommunale administration? Smut ned på jobcenteret og bliv rask.

Mit udgangspunkt er, at jeg tror på, at alle dem, der kan arbejde, også gerne vil arbejde. Hvem vil ikke gerne spille en rolle i samfundet? Jeg er klar over over, at der selvfølgelig findes nogle, der ikke gider – men i et demokrati lovgiver vi for de 95 pct. ikke for de fem pct. Samtidig synes jeg, man skal lade syge mennesker få en pension i stedet for at trække dem gennem det ene ressourceforløb efter det andet. Ressourceforløb er i bedste fald en parkeringsplads, og har dermed i vidt omfang overtaget pensionens rolle. I værste fald bliver folk bare mere syge af forløbet.

Jeg har vist fortalt om det før, men: Jeg kender en kvinde på ca. 32 år, der er i et femårigt ressourceforløb, hvor der absolut intet foregår. Når de fem år er gået, vil hun få et nyt femårigt forløb og vupti: hun er over 40 og kan søge pension. Og dette er med kommunens fulde billigelse, og det er rent faktisk i Hvidovre Kommune. Jeg har mødt hende på psykiatrisk afdeling og hun er bimlende paranoid skizofren. Hun får næppe en arbejdsevne, i hvert fald ved jeg ikke, hvor den skulle komme fra. Lad hende dog være i fred så hun kan bruge de få kræfter, hun har, på at skabe en tålelig hverdag. Hun er så syg, at hun er indlagt på rehabiliteringsafsnittet på 8. måned – så er man altså meget syg! Hvis det skulle gå så godt, at hun måske kan arbejde fx seks timer om ugen på et bibliotek, hvilket hun meget gerne vil, er det jo bare dejligt, og så kan man vel beregne pensionen på en anden måde? Det kan vel ikke være meningen, at man ikke må få det bare lidt bedre?

Med hensyn til fleksjob

På min vej gennem systemet, det vil primært sige på psykiatrisk afdeling, og når jeg sidder og venter inde i distriktspsykiatrien, har jeg mødt mange mennesker med fleksjobbevilling og mindst lige så mange, der gerne ville visiteres til fleksjob. Vi er mennesker med markante svagheder, sårbarheder, funktionsnedsættelser … you name it, men vi vil altså meget gerne arbejde. Problemet er typisk at finde en arbejdsgiver og at få det formidlet til jobcenteret.

Der kan være mange grunde til så gerne at ville arbejde. For mit vedkommende er det godt at komme ud af døren bare en gang imellem, ellers er det, jeg pludselig opdager, jeg ikke har talt med nogen i en uge. Jeg vil gerne bruge det, jeg stadig kan, jeg vil gerne gøre nytte og gerne indgå i en eller anden form for sammenhæng. I min situation er der lidt prestige i at kunne sige “Jeg har et job”, uanset at det bare er sølle otte timer. Hertil kommer at lønningsposen bliver lidt tungere, hvis man har en arbejdsgiver. “Det skal kunne betale sig at arbejde”.

Heldig kartoffel?

Hvis nu min nye arbejdsgiver skulle forfalde til at ansætte mig efter de fire ugers praktik, vil jeg have været ledig i lige knap tre måneder. I det system er det meget kort tid. Er jeg bare heldig?

Selvfølgelig er der noget held med i spillet, men jeg har også rendt dem på dørene og har ikke forsømt en eneste chance for at fortælle, at der skulle ske noget, og at det skulle gå stærkt. Jeg er garanteret temmelig irriterende at have med at gøre. Jeg stiller krav, formulerer ønsker og udstikker grænserne for, hvad jeg vil finde mig i. Lykkes det ikke, skriver jeg til borgmesteren og diverse chefer. Så irriterende! Jeg nægter bare at havne i hamsterhjulet.

Når jeg tænker tilbage på de forfærdelige år, er der en særlig aktør, der blev katalysator for at vende hele udviklingen: Overlæge Janne Baatz i distriktspsykiatrien (hun er gået på pension, så jeg skriver navnet). Hun kontaktede Hvidovre Kommune og foreslog dem, at de skulle ofre et forløb i Psykiatrifonden. Så fik jeg både psykologen og erhvervsrådgiveren. Så skaffede de en praktik, hvor chefen blev fyret, og så var det også ude med mig. Så skaffede de endnu en praktik denne gang i Folkekirkens Nødhjælp. Så fik jeg en chef, der så mulighederne fremfor begrænsningerne. Så kunne jeg trygt gå til møde i rehabiliteringsteamet, for jeg havde en arbejdsgiver på hånden. Havde jeg ikke haft det, var jeg sikkert havnet i den ene praktik efter den anden som led i et ressourceforløb.

Tak Janne Baatz – også fordi du altid havde den tid, der skulle til. Jeg følte aldrig, at køen bag mig var lang!

2 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Hetzen mod de syge er helt enkelt moralsk forkastelig! Den er også kostbar og helt unyttig. Der er noget galt med et samfund, hvor det er blevet OK at tale så negativt om de svageste og behandle dem så dårligt.

    Jo mere jeg tænker over det, kommer jeg til det resultat, at man i stedet for at finde sig i, at de rigeste snyder i skat og give dem yderligere skattelettelser, skulle man pålægge virksomhederne et socialt ansvar. De skulle simpelthen læres til at ansatte folk i betalte jobs. Hvis man stoppede evighedspraktikkerne, hvor mange jobs ville der så ikke være, bare med et pennestrøg?

    Selvfølgelig er der en gruppe, der ikke kan arbejde. De skal have en pension og ikke hundses rundt med i udsigtsløse forløb. Og ja, skulle der være en procent eller to af dem, der “bare ikke gider”, så fred være med det. Som du er inde på, er det ikke dem, vi skal lovgive for.

    Da jeg selv var på sygedagpenge, begyndte de at rumstere med begrebet “resourceforløb”. Jeg betragtede det, med rette, tror jeg, som en trussel. Det er fortvivlende at se, hvordan folk nu om dage er taknemmelige for at blive parkeret der, bare så de slipper for 225-timers reglen, kontanthjælpsloftet, de latterlige formueregler osv.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du har helt ret i det med retorikken om de svageste. Hvad er vi for nogle, der bare hytter vores eget skind, og lader de svageste sejle i deres egen sø. Jeg har virkelig ondt af de 70.000 børn, der sejler rundt i samme sø.

      Din idé med virksomhedernes sociale ansvar er god, for det, der foregår med de aktuelle praktikker, er – for nu at sige det lige ud – noget svineri. Store detailhandelskæder (coop, Netto, Lidl m.fl.) lever fedt og godt af praktikanterne, der giver den en skalle i håb om at blive ansat efter praktikkens udløb. Det bliver de bare ikke, og butikken hverver bare en ny praktikant. Praktikkerne gavner virksomhederne – sjældent praktikanterne.

      Mit indtryk er helt klart, at langt, langt de fleste gerne vil arbejde. Og jeg har jo altså truffet mange syge mennesker, fordi jeg har været indlagt ni gange. Fælles for alle disse mennesker, inkl. mig selv, er, at vi meget gerne vil arbejde, men vi kan ikke udfylde et årsværk. Det er lige præcis det, fleksjobordningen er opfundet til. Hvorfor bruges ordningen så ikke noget mere? Hvorfor skubbes folk over i ressourceforløbene? Det tager (sgu) da ikke fem år at finde ud af, om man kan arbejde seks timer ugentligt nede på biblioteket. Et ikke så ædelt motiv kunne – fra forvaltningens side – være, at fleksjob er dyrt for kommunen, mens ressourceforløb er på kontanthjælpsniveau. For den enkelte modtager er der den lille fordel, at de slipper for kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen. * Nu læser jeg din tekst igen, og kan se, at du allerede har skrevet om dele af dette, men jeg lader det lige stå *

      Da jeg skulle til møde i rehabiliteringsteamet, var jeg simpelthen rystende af angst for, at de skulle indstille til ressourceforløb. Jeg havde min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden med som en, der kunne tage over, hvis jeg ikke selv kunne magtede det. Hun og psykologen havde sagt 500 gange, at jeg selvfølgelig ville få et fleksjob, når jeg nu var klar med en kontrakt med FKN. Jeg turde bare ikke tro det. Jeg er enig med dig: Ressourceforløb er en trussel, men jeg forstår alligevel godt, at folk er taknemmelige, for så kan der komme lidt mere smør på brødet.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.