,

Pårørende?

Juleaften 2017

Pludselig er jeg blevet pårørende – men evner jeg det? Måske evner jeg det, og det er så mere et spørgsmål om at magte?

Tjah… Jeg havde jo inviteret en ven, hvis liv på alle fronter hænger i laser, til juleaften og bestilt mad fra Meyers Køkken (som i parentes bemærket blev leveret kl. 00:30 den 24.). I går skrev han til mig meget, meget tidligt om morgenen, at han troede, han var på vej til en indlæggelse (på psyk.). SMS og den slags bipper jo, så jeg vågnede. Jeg ringede ham selvfølgelig op med det samme og spurgte blandt andet, hvad der fik ham til at tro det? Herudover bakkede jeg ham op i, at det ville være en god idé – omend ikke andet at tage ud at få en snak med dem. Det gjorde han så ved 14-tiden, hvor vi aftalte, at han skulle ringe, når han vidste noget. Kl. 20 ringede jeg til ham og spurgte til status…. Han havde glemt at ringe (!), men havde i stedet spist julemiddag med en ukendt familie på Vesterbro… Nu har vi så aftalt, at jeg sender ham en SMS, når han skal ringe…

Så pludselig er jeg altså blevet pårørende, og han har, såvidt jeg forstår, ikke andre end mig. Men for søren hvor er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå videre med dette. Kan jeg selv holde til det?

På den anden side set er jeg jo troende og alt det der, og hvis/når jeg mener noget med det, må jeg også udvise næstekærlighed overfor et menneske i nød, og det er han virkelig:

Kontanthjælp, ulovlig bopæl på en båd, adresse i Rønne, indimellem selvmedicinering vha. alkohol, har diagnosticeret sig selv som havende PTSD, gamle uløste problemer med faderen,  som noget nyt “hjemløs-skilt”, så han kan sælge “Hus forbi”, samler flasker om natten for at supplere kontanthjælpen og overleve ad den vej, netop kommet i et toårigt forløb hos Kirkens Korshær, der vil prøve at samle op på det hele, da det selvfølgelig er blevet fuldstændig uoverskueligt, en søn på seks år, som han ikke vil kunne se, når han bliver hjemløs den 1. april 2018. Man skal have en adresse for at have samvær med et barn – og det er fuldstændig fornuftigt.

Han har derfor spurgt mig, om han må have adresse her hos mig – uden at han på nogen måde skal bo her – men jeg synes, det hele bliver mere og mere underligt, og jeg tror, jeg vil sige nej, da jeg ikke kender konsekvenserne, og måske vil jeg også sige nej under alle omstændigheder, selvom det bliver svært.

Jeg bakkede ham op i at tage til psykiatrisk skadestue, da jeg de seneste uger har syntes, at han blev mere og mere usammenhængende og mærkelig at høre på. Men de sendte ham hjem igen, da han ikke var tilstrækkeligt selvmordstruet. Hurra for psykiatrien!

En af de ting, jeg virkelig har syntes var sært, var, hans pludselige ønske om at starte en revolution, for hvis ikke han gik forrest, ville revolutionen aldrig komme. Alle kontanthjælpsmodtagere ville følge ham, så “de rige svin” kunne lære, hvad det vil sige at være fattig.

Endvidere prøver han at skabe et “vi” med mig, fx “Jeg glemmer ligesom du gør” eller “Vi er jo syge inde i hovedet”. Der er altså noget mystisk over dette her, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Måske glemte jeg også selv de underligste små ting? måske var jeg også selv usammenhængende og mærkelig at høre på? I givet fald synes jeg ikke, jeg kan lade disse forhold være udslagsgivende.

Han er et eksempel på, at hvis bare et af livets “tandhjul” går i stykker, så følger resten med. For nogle år siden havde han et lederjob. Jeg traf ham første gang på psyk. i sommeren 2015, og da var han rigtig fornuftig at tale med. Men hans liv er væltet i mellemtiden. Det er sgu synd for ham, og jeg føler, jeg bør hjælpe, men måske er det slet ikke klogt?

Men det var så mad fra Meyers til tusind kroner. Jeg har da til et par dage 🙂

10 replies
  1. Lykke Thomsen
    Lykke Thomsen says:

    Hej Hanne
    Det er længe siden jeg har skrevet. Jeg mener det samme som de andre, hold dig ude af det samkvem . Hvorfor skulle han ikke kunne få støttet samvær med sin søn, da jeg arbejdede, lavede vi støttet samvær mellem en forældre og barn/børn et sted, der var ejet af kommunen. Et par timer. Mere kan ikke være godt for barnet, og faderen magter sikker heller ikke mere. Det er vigtigt at de ses, men det er et ansvar der ligger i kommunalt regi.
    Godt nytår.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Hej Lykke

      Tak for din fine kommentar. Du er (sgu) klar i spyttet lige som de øvrige.

      Jeg holder mig ude! Jeg har fjernet ham som ven fra Facebook, som en connection på Messenger, blokeret ham på telefon og sat ham i et filter på mailen. Det føles rigtigt sådan.

      Jeg er glad for det, du skriver om, at der vil kunne arrangeres en eller anden form for samvær, uanset han ikke har adresse hos mig! Jeg er glad for din konklusion om, at det er et ansvar i kommunalt regi. Så har jeg ikke ansvaret og “skylden”.

      Også godt nytår til dig og dine.

      Svar
      • Lykke Thomsen
        Lykke Thomsen says:

        Kære Hanne
        Det er godt du har slettet han , og blokeret ham, jeg ville også blokere ham på mail, hvad glæde har du af at se noget fra ham? Du er et ansvarligt menneske, men det er ok at tænke, hvilken glæde har jeg af dette.
        Jeg forstår godt din lyst til at hjælpe, men du må finde noget andet, hvor din hjælpsomhed ikke kan belaste dig selv.
        Desværre bor jeg langt væk, så jeg kan ikke foreslå noget andet. Kærligst Lykke

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          Kære Lykke

          Det lykkedes mig faktisk at finde frem til, hvordan jeg også kan blokere hans mails allerede på webhotellet, dvs. han kommer ikke engang igennem til mit eget mailprogram på min egen PC.

          Jeg tror, jeg er hele vejen “rundt” nu. Det føles fint. Jeg finder nogen andre at være Florence Nightingale for 🙂

          Kh.
          Hanne

          Svar
  2. Bente
    Bente says:

    Kære Hanne

    Når jeg læser dit indlæg bliver jeg betænkelig. Du risikerer at blive trukket ind i noget, som kan være rigtigt svært for dig at komme ud af igen. Næstekærlighed indeholder mange elementer, men det kristne budskab er også klart. Du skal elske din næste som dig selv og én tolkning af det kan være, at du skal sørge for dig selv, før end at du kan sørge for andre. Jeg er enig med Erik. Du har kæmpet som en gal for at komme på fode og har igennem årene haft mange seje udfordringer. Du må gerne sørge for dig selv og – måske – arbejde på at få nogle flere ligesindede relationer i dit liv.

    Drop det med adressen, Hanne! Du kan risikere at rode dig selv ud i en masse bøvl, som kan være svært at komme ud af igen. Der er intet godt i den relation for dig.

    Godt nytår til dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Bente

      Hjerteligt velkommen til mit vindue mod verden, og mange tak for din kommentar, der af “spamhensyn” lige skulle godkendes først. Fra nu af vil du suse lige igennem.

      Jeg er fuldkommen enig med dig i, at jeg skal have trukket mig helt og aldeles ud af dette her. Det er netop den konklusion, jeg også er nået til henover de seneste dage. Jeg skal simpelthen ikke rodes ind i noget. Jeg har måske været for godtroende i den forstand, at jeg troede, jeg kunne hjælpe ham lidt på vej bare ved at vise glimt af et normalt liv. Men det var ikke nok. Jeg er jo hverken ansat i psykiatrien eller hans psykolog. Jeg sendte en SMS 1. juledag og ringede også, men der var ingen respons, og det passer mig faktisk fint. Og jeg arbejde på det med ligesindede relationer!

      Det med adressen er for længst droppet! Det, jeg synes, er svært ved det, er, at han så bliver reelt hjemløs, og så ikke kan se sønnen på seks år.

      Jeg er ude af det!

      Og så lige et dumt lille spørgsmål: Kender vi hinanden og har jeg bare glemt dig? Jeg spørger, fordi du skriver så pænt til mig.

      Du må også have et rigtig godt nytår!

      De bedste hilsner
      Hanne

      Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Det er vigtigt at være bevidst om sine begrænsninger, især når man vil hjælpe andre. Du må ikke lade ham overskride dine grænser eller trække dig med ned. Husk på de anvisninger, man får ang. iltmaskerne, når man flyver. Man skal tage sin egen på, før man giver sig til at hjælpe andre med deres.
    Jeg vil ikke sige, at du ikke skal hjælpe denne person, men du skal først og fremmest passe på dig selv. Ellers er du heller ikke til hjælp for nogen andre.
    Jeg ville tøve med det der adresse-halløj. Det skulle nødigt ende med at koste dig eller ham noget økonomisk, hvis kommunen pludselig begynder at regne jer for samboende.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Dit billede med iltmaskerne er godt! Og det giver meget mening i den aktuelle situation. Det er jo bare så nemt at se på alt det, jeg har, og så sammenligne med hvad han har, som er ingenting. Jeg har et pænt hjem, en god økonomi og er efterhånden blevet så “rask”, som jeg nu kan blive. Samlet set har jeg det godt, og måske endda bedre, end før jeg blev syg.

      Jeg tror, jeg står af her. Faktisk er jeg sikker på det, men jeg synes sørme, det er et etisk dilemma.

      Jeg har læst en del om det med adressen, der bør ikke være nogen problemer. For en sikkerheds skyld har jeg skrevet til kommunen og lagt alle kortene på bordet. Allerede nu er det spooky, og loven er overtrådt. Men jeg er ved at være der, hvor jeg siger “nej”, uanset hvad kommunen måtte svare. Det hele er ved at blive for mystisk, mærkeligt, sært eller hvad jeg nu skal kalde det. Måske er “uforudsigeligt” det bedste ord, og den slags har jeg det ikke godt med.

      CPR-loven:

      § 6. Kommunalbestyrelsen skal i CPR registrere enhver på dennes bopæl i kommunen, hvis vedkommende efter kapitel 4-6 skal være registreret her i landet. Ved bopæl forstås det sted (bolig), hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne har sine ejendele.

      Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal registrere den, der ingen bopæl har, på vedkommendes faste opholdssted i kommunen uanset dettes karakter. For at opholdsstedet kan anses for fast, skal opholdet have en vis varighed, hvorunder opholdsstedet ikke bevæges, jf. § 9.

      Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om en anmeldt flytning opfylder betingelserne for at blive registreret, jf. kapitel 4-6. Kommunalbestyrelsen må ikke registrere en person på en adresse, hvis der er tvivl om, hvorvidt vedkommende bor eller opholder sig der, jf. stk. 1 og 2, men skal først undersøge sagen, herunder ved anvendelse af reglerne i § 10, stk. 2 og 3. Kommunalbestyrelsen kan anvende bestemmelsen i § 10, stk. 2, nr. 2, ved enhver anmeldelse af flytning til en adresse, hvor der i forvejen er registreret andre.

      Svar
  4. Eric
    Eric says:

    Sikken historie. Det er fint med næstekærlighed, men sagt ligeud: Har du ikke rigeligt i dine egne problemer? Tag dig i det mindste god tid, før du forpligter dig til noget, som kan være meget svært at vikle sig ud af igen, når det stiger dig over hovedet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      “Lige ud af posen”: Det kan jeg godt lide, og det er derfor, jeg sørger jer kloge læsere! Tak Eric. Og hvem kan man ringe til en højhellig første juledag? Derfor dette indlæg.

      Ja jeg kan også tænke, at jeg selv har rigeligt, pdas.: det eneste, der ikke er rigtigt styr på lige p.t. er arbejdet. Jeg har et hjem, jeg har styr på økonomien, jeg har sammen med “systemet” styr på medicinen osv. Jeg er ikke kommet sovende til noget af det.

      Jeg har allerede ret klart på fornemmelsen, at jeg ikke skal vikles mere ind i noget af dette her.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *