,

Onkologi versus psykiatri

Onkologi versus psykiatri

I forlængelse af skandalen på AUH

Onkologi versus psykiatri

Jeg ved det allerede: Nu bliver jeg overfaldet af Kræftens Bekæmpelse, kræftpatienter, andre patienter med andre somatiske lidelser, tastaturkrigere på Facebook og mange flere. Men jeg har iført mig rustning.

Lad mig indledningsvist slå fast: Skandalen på Aarhus Universitetshospital (AUH) er fuldkommen utilgivelig. Der bør rulle mindst et hoved og patienterne bør have erstatning. Kunne vi forære dem et længere liv med børn og børnebørn, burde vi også gøre det.

Det kan ikke være sandt, at en region (eller flere/alle?) holder kæft med problemerne og maler et skønmaleri. Jeg har fået stor respekt for sundhedsminister Sophie Løhde, skønt hun – og det resterende Venstre – normalt ikke er min kop te. Hun handler med det samme. Hun er indædt rasende. Hun indkalder straks til møder med alle regioner, så vi kan få løgnagtighederne frem i lyset.

Regionernes formand agerer også. Faktisk står alle relevante aktører i kø for at handle. Og det skal de også, for kræft venter ikke. Alt er godt, bortset fra at vi måske står med en tikkende bombe, vi endnu ikke kender omfanget af.

Men hvad nu hvis det havde været i psykiatrien?

Som hovedregel dør man ikke af en eller flere psykiatriske diagnoser

Nogle kræftformer er så aggressive, at patienterne er i risiko for at dø i løbet af kort tid. Det er forfærdeligt, og det er baggrunden for, at der er fastsat maksimale ventetider. Sådan skal det også være.

Som hovedregel dør man ikke af en eller flere psykiatriske diagnoser. Jeg har gudskelov mødt masser af spillevende medpatienter i mine år i psykiatrien.

Hos “Center for selvmordsforskning” har jeg fundet dette svar på myten: “Selvmord skyldes psykisk sygdom”

Det er ikke kun psykisk syge mennesker, der begår selvmord. Vi ved, at 50-60 % af de mennesker, der begår selvmord, har en psykiatrisk diagnose. Dette vil så igen sige, at 40-50 % af selvmordene skyldes andre problemer, og det er derfor som tidligere nævnt vigtigt at inddrage såvel sociologiske, psykologiske og kliniske aspekter i forståelsen af selvmordsproblematikken.

Centeret oplyser også, at “Hver dag er der i gennemsnit 2 danskere, som begår selvmord”. Det vil sige ca. 700 – 730 årligt.

Som jeg husker det, tager 600 mennesker årligt deres eget liv. Tallet har været stabilt i en årrække. Psykiatrifonden skriver også tallet 600, der så måske er lidt lavt sat. Det ved jeg ikke noget om, og det eksakte tal er heller ikke vigtigt; lad os tage gennemsnittet, hvilket vil sige ca. 650. Det er 650 for mange, og det er tre gange så mange, som mister livet i trafikken hvert år.

Når ca. 50 pct. har en psykiatrisk diagnose, svarer det altså til, at ca. 325 selvmord årligt kan have forbindelse til den psykiatriske diagnose. Vi ved det ikke, for vi kan ikke spørge – længere.

Tallet ca. 325 svarer nogenlunde til antallet af patienter med mave- tarmkræft, som AUH ikke indberettede til Sundhedsstyrelsen (SST) fra 01/2022 til 02/2023. Det var helt præcist 293.

Den grimme kamp mellem kræft (onkologi) og psykiatri

Jeg bryder mig på ingen måde om, at man spiller diagnoser ud mod hinanden – men nu gør jeg det selv. Det er altså bare markant, at når der er rod i onkologien, handler alle, men når psykiatrien er nødlidende, handler ingen. Det gør mig ked af det.

Som gennemgået ovenfor er tallene (måske) sammenlignelige. Størrelsesordnerne er de samme – i hvert fald indtil videre. Jeg ved ikke, om de “fristoverskredne” patienter på AUH vil dø af deres sygdom, og jeg ved heller ikke, om halvdelen af selvmordene rent faktisk skyldes den psykiatriske diagnose.

Fakta er:

  1. I starten af januar 2022 udgav Sundhedsstyrelsen “Fagligt oplæg til en 10-årsplan” for psykiatrien. Den samlede udgave er 207 sider, men der findes tillige en Pixiudgave på kun 24 sider. Den har jeg skrevet om her i april 2022.
  2. Den 11. maj 2022 hældte statsminister Mette Frederiksen planen af brættet i spørgetimen. Hun mente, det ville være godt eller måske ligefrem bedre, om vi spillede fodbold og gik til spejder. Der var også noget med brætspil, og der var helt sikkert noget om, at civilsamfundet måtte træde til.
  3. I lang tid skete der herefter intet.
  4. Som jeg læser regeringsgrundlaget for SVM-regeringen fra medio december 2022, er planen nu fuldt finansieret. I det nye papir “Ansvar for Danmark” står der side 18 og 19: “På baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan vil regeringen prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser over den samlede 10-årige periode, således at planen er fuldt finansieret [Min fremhævning]. Bevillingen kommer oven i løftet af psykiatrien i den foregående regeringsperiode. Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om 10 år har øget bevillingen til området med 4 mia. kr. hvert år. Regeringen vil præsentere et udspil og invitere til forhandlinger blandt Folketingets partier.”
  5. Og nu sker der igen ingen ting.

Hvor længe skal vi vente? Hvor mange skal tage deres eget liv?

Når der er rod i onkologien, er ministeren på banen få dage efter, Danmarks Radio har afsløret, at AUH lurepasser på det groveste.

Vi har indtil videre ventet 14 måneder på, at der sættes handling bag ordene i det faglige oplæg. Pengene var på plads i 12/2022, og forpersonen Merete Nordentoft fra Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) har spurgt ministeren, hvornår vi kan forvente fremdrift. Jeg husker ikke svaret, men det var i hvert fald ikke noget om, at nu rykker vi (sgu).


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

7 Svar
  1. Charlotte
    Charlotte siger:

    Grr. Og så er der alt, alt, alt for mange områder hvor der slet ikke gøres nogen indsats.

    Hvorfor kan man kan få vegetarisk/vegansk eller halal-slagtet mad på hospitalet, mens jeg der lider af birkepollenallergi og FODMAPintolerance har måttet gå sulten hjem fra heldagsundersøgelser og har sat mange søde sygeplejersker grå hår i hovedet – og de (og lægerne med) havde i langt de fleste tilfælde slet ikke hørt om de her intolerancer.

    Vores sygehusvæsen er i det hele taget underprioriteret, underbetalt og bagud, fordi prestige-sygdomme, behandlingsgarantier og sygesuperhuse sluger alle ressourcer.

    Jeg er heller ikke meget for at spille sygdomme ud mod hinanden, men den slags temaer kan virkelig få mig op i det røde felt, når de der “vigtige” sygdomme gang på gang er de eneste, der får bevillinger, Ph.d.-stillinger og så videre.

    Og lad mig slet ikke komme i gang med “funktionelle lidelser”!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Næh, det kan forekomme underligt, at sygeplejersker og læger ikke kendte til dine intolerancer. Det gør jeg nu heller ikke, men jeg er jo heller ikke fagperson og forpligtet til det.

      Onkologien er uden tvivl et prestigeområde. En af årsagerne er uden tvivl Kræftens Bekæmpelse (Kæmpens Bekræftelse), der som patientforening har været med til at sætte dagsordenen og kæmpe de politisk prioriterede kræftpakker igennem gennem mange år. De er enormt dygtige – og organisationer som både SIND og Bipolarforeningen (jeg kender ikke flere) er alenlangt bagude. Man så/ser dem ikke i aktion i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien. Derfor har jeg meldt mig ud af begge.

      Psykiatrien, som mit hjerte af naturlige årsager banker for, er bestemt ikke et prestigeområde. Ingen læger vil uddanne sig til psykiatere, for vilkårene i psykiatrien er ganske enkelt for ringe.

      I Distriktspsykiatrien (DPC) ser man som patient sjældent den samme læge mere end en eller to gange, da DPC ganske enkelt ikke kan skaffe faste læger, og så må de tage til takke med dem, der er på “gennemrejse”.

      Det betyder bestemt ikke, at der er noget galt med dem, der er på “gennemrejse”. Jeg har haft mange gode, dygtige, søde, empatiske, kloge osv. af dem – men det har jo betydet, at jeg skulle fortælle den samme historie mange gange.

      Det er meget, meget trist, at vores sundhedsvæsen er gået fra at være et af verdens bedste til at ligge for døden ligesom patienterne. Jeg tror – men det er gætterier – at man skulle starte med at give sygeplejerskerne et markant lønløft, så de havde lyst og overskud til at blive i det offentlige.

      “Funktionelle lidelser” må jeg vist hellere lade være at udtale mig om. 1) Jeg ved meget lidt om det og 2) Det er min fornemmelse, at der er en voldsom kamp mellem det etablerede sundhedsvæsen og det alternative. Jeg forstår dem begge.

      Det minder mig en anelse om Peter Christian Gøtzsche, der bare mener, at vi skal sløjfe al medicin til psykiatriske patienter, bl.a. fordi staten/det etablerede sundhedsvæsen – ifølge ham – er i lommen på medicinalindustrien. Dertil er kun at sige, at det er tydeligt, at han aldrig har haft en psykisk lidelse.

      • Charlotte
        Charlotte siger:

        Du har helt ret.

        De “funktionelle lidelser” dækker groft sagt over, at mange læger vil gøre fysiske lidelser, de ikke kan forklare, som POTS, kronisk træthed (ME), intolerancer, irritabel tyktarm, osv. til psykiske lidelser, der skyldes overbelastning af et sart sind og skal kureres med samtaleterapi, lykkepiller og en form for konspiration mellem lægen og de pårørende om at holde patienten væk fra sundhedssystemet. Post-viralt syndrom var også placeret her indtil Corona kom forbi. Det kan gøre mig helt totalt rasende … jeg stopper her!

        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Charlotte

          Det er nok en god idé.

          Jeg fornemmer, hvad dit hjerte banker for, og det er forståeligt.

          Samtidig forstår jeg læger i somatikken, der står med noget, de ikke kan forklare, og som der ikke er evidens for. Der er ikke noget at se på scanninger, der er ikke noget at finde i blodprøver mv. Hvad pokker skal de gøre?

          Er det ikke naturligt, at de så griber til andre håndtag? Og de gør det jo altså ikke for at skade patienterne. De gør det, fordi de ikke selv kan komme med en forklaring endsige en løsning. Derfor henviser de til en kollega i psykiatrien. Det synes jeg virkelig ikke, man kan klandre dem for. Alle de læger, jeg har truffet gennem mine år i psykiatrien, har stået på hovedet for netop deres patienter. Jeg kan ikke forestille mig, at læger i somatikken skulle være anderledes skruet sammen inde i hovedet.

          • Charlotte
            Charlotte siger:

            Uha … jeg tror du bliver nødt til at læse lidt om funktionelle lidelser – det er virkelig grusomt. Problemet er til dels, at selv om udenlandske læger godt kan måle/finde noget galt (og foreslå diæter, medicin eller terapi – hvad der nu måtte være relevant) så har TERM modellen helt overtaget her til lands.
            Jeg synes sådan set at alle, der er syge, har krav på behandling … og jeg har ondt af alle, der ikke bliver taget alvorligt eller får den behandling, der kunne hjælpe. Og det er så lige meget om det er hjernen, hjertet eller tarmen den er gal med.

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Dette er artikel nummer to om onkologi versus psykiatri. Den første artikel finder du her. […]

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.