Om læsbarhed herunder om værdien af afsnit
Om at forstå en tekst
Om læsbarhed herunder om værdien af afsnit
Fortæl mig, hvilken af de to tekster herunder, du har nemmest ved at læse og forstå.
(De to billeder har allerede været vist i en anden artikel. Hvis du allerede har svaret og/eller bare tænkt, behøver du selvfølgelig ikke gøre det igen!)
Rædslen i tekst nummer 1 kan også kaldes “Wall of text”. Det var jeg ikke klar over.
Tekst nummer 1:
Tekst nummer 2:
Indledning
Når man læser en tekst, mærker man hurtigt, om den glider let eller føles tung og besværlig. Men hvad er det egentlig, der gør en tekst let at læse? Og hvorfor er det, at nogle tekster nærmest frastøder øjet allerede ved første blik? Svaret handler om læsbarhed – et gammelt, men stadig aktuelt begreb i dansk sprogforskning.
Første gang jeg stødte på begrebet læsbarhed var i Jørgen Farum Jensens bog “Skriv til nettet”, der var min bibel, da jeg for 15 – 20 år siden begyndte at lave min første hjemmeside. Det var dengang, det tog en ½ dag at lave en knap …
Læsbarhed handler om at “hjælpe hjernen”. Jørgen Farum Jensen skrev dengang i urtiden, at et afsnit ikke burde være mere end 3 – 4 linjer “højt”, men meget kan have ændret sig siden. Og en teksts “højde” afhænger af, om jeg ser den på min telefon eller på min 43″ skærm. Men dengang tænkte man ikke på, at der ville komme en dag, hvor de fleste mennesker læser internetsider med deres smartphone.
Herunder har jeg dyrket forskellige dele af begrebet læsbarhed. Jeg har simpelthen bare prøvet at forstå, hvad det er, der får os/mig til at synes, at en tekst er til at læse. Eller hvorfor jeg på forhånd giver op og hopper videre.
Hvad er læsbarhed?
Ordet læsbarhed bruges i mindst to beslægtede betydninger.
- Den ene handler om selve sproget – hvor vanskelige ordene og sætningerne er.
- Den anden handler om den visuelle udformning – hvordan teksten ser ud på siden.
Den danske sprogforsker Ole Togeby introducerede allerede i 1970’erne læsbarhedsformlen LIX (LæseIndeX), der beregner, hvor let eller svær en tekst er. Det afgørende er sætningernes længde og andelen af lange ord. En tekst med et lavt lixtal (under 34) er let, mens en tekst over 54 er meget svær. Man kan beregne lixtallet for en tekst hos Niels Gamborg. Denne tekst har fx et lixtal på 37, så den burde være lige til at gå til.
Togeby skrev selv, at formlen ikke måler alt: den siger intet om struktur, afsnit eller typografi. Det er netop her, nyere danske undersøgelser og praktisk erfaring supplerer med vigtige pointer.
Afsnit er pauser for hjernen
Et velkendt råd blandt formidlere er, at man bør holde sine afsnit korte. Mange skriver spontant afsnit på tre-fire linjer – og det er et godt instinkt.
Jeg har ikke kunnet finde danske undersøgelser, der præcist måler det ideelle antal linjer pr. afsnit, men der er enighed om, at afsnit fungerer som pauser. Selv har jeg hæget mig fast i en “højde” på 3 – 4 linjer. Men det tilhører fortiden.
Når øjet møder en tom linje, får hjernen en lille pause, og det letter forståelsen. Ergo er vi tilbage ved Jørgen Farum Jensens “afsnit hjælper hjernen”.
Henrik Birkvig, der har forsket i typografisk læselighed, skriver, at “hvidt mellemrum” – altså luft omkring teksten – er en central forudsætning for læselighed. I rapporten “Typografisk læselighed: råd, regler og anbefalinger” skriver han, at linjelængde, linjeafstand og opdeling i afsnit er lige så vigtige som selve skrifttypen. Tekster uden afsnit opleves som tætte og kræver mere koncentration, uanset hvor let sproget er, og uanset hvor lavt lixtallet er.
Man går aldrig galt i byen med Times som font/skrifttype. (Kilde: “At skrive slægtshistorie” side 82).
Det visuelle overblik betyder alt
En rapport fra Videncenter for Læsning viste, at unge læsere har lettere ved at fastholde opmærksomheden, når tekster er opdelt i korte bidder med tydelige overskrifter, afsnit og punktopstillinger. Centeret kalder det “tekstlig navigationsstøtte”. Det er et genialt udtryk, for det rammer præcist ned i det, det drejer sig om: at få støtte til at navigere i teksten.
Det samme gælder selvfølgelig for voksne læsere. En tæt, ubrudt tekstvæg (“Wall of text”) er fuldkommen uoverskuelig. Øjet leder forgæves efter holdepunkter, og når de mangler, mister vi lysten til at læse videre. Det er ikke dovenskab; det er simpel kognitiv økonomi. Hjernen vælger den letteste vej.
Typografiens betydning
Birkvig og flere andre danske designforskere har vist, at antallet af tegn pr. linje påvirker læsehastighed og forståelse. Linjer på 50 – 70 tegn er optimale. Er linjerne længere, mister øjet orienteringen, og læseren skal bruge energi på at finde næste linje.
Sammen med en passende linjeafstand (ca. 120 – 140 pct. af skriftstørrelsen) og tydelige markeringer af afsnittene skabes et harmonisk og læsbart udtryk.
Med andre ord: selv en kort tekst med et lavt lixtal kan være tung, hvis den er “sat” for tæt.
Derfor springer jeg over tekster uden afsnit
Mange læsere beskriver den samme oplevelse: Tekster uden afsnit får dem til at springe videre. Det er ikke et spørgsmål om dovenskab, det er et spørgsmål om sansning. Øjet aflæser siden som et mønster, før hjernen når at læse ordene. En tekst uden pauser signalerer “arbejde”, mens en tekst med afsnit omvendt signalerer “flow”.
Henrik Birkvig sammenfatter det sådan: “Læsbarhed handler ikke kun om bogstaver men om rytme og luft.”
Når jeg selv synes, min tekst ser tung ud, vil mine læsere med stor sandsynlighed være enige (hvis jeg har nogle til den tunge tekst).
Ny anvendelse af den gamle viden
Selvom de fleste danske studier om læsbarhed stammer fra skole- og uddannelsesområdet, kan principperne bruges på formidling for voksne.
I “Forskningskortlægning: Læseforståelse og faglig læsning” (Undervisningsministeriet, 2014) konkluderes det, at struktur og forforståelse har større betydning for forståelsen end bare det at kende ordene. Det betyder, at man kan hjælpe sine læsere langt bedre ved at strukturere sin tekst klogt end bare ved at bruge nemme, korte ord.
Praktiske råd til bedre læsbarhed
På baggrund af den danske forskning og internationale erfaring kan følgende anbefalinger bruges som tommelfingerregler:
-
Kun et hovedbudskab pr. afsnit. Når man skifter emne, skal man også skifte afsnit.
-
Hold afsnittene korte. 2 – 4 sætninger eller ca. 30 – 80 ord er et godt pejlemærke.
-
Lad teksten ånde. Brug luft mellem afsnit og undgå tætpakkede tekstblokke.
-
Brug overskrifter og underoverskrifter. De fungerer som “vejskilte” for hjernen.
-
Hold linjerne “moderate”. 50–70 tegn pr. linje er en god guide og herudover skal der være en passende linjeafstand.
-
Vælg en neutral, læsbar skrifttype. Sans-serif (altså en skrifttype uden “fødder”) på skærmen, Times i tryk fungerer typisk bedst, selvom det er temmelig “konservativt”.
-
Læs teksten højt. Hvis du mister pusten, er sætningen for lang.
Disse råd er ikke mekaniske regler, men afprøvede erfaringer, der får selv komplekse emner til at virke mere tilgængelige.
Afsluttende tanker
Læsbarhed handler ikke om at forfladige sproget. Det handler om respekt for læserens opmærksomhed.
Som slægtsforsker elsker jeg detaljer og præcision – men jeg vil også gerne have, at mine historier bliver læst. Derfor tænker jeg meget over afsnit, luft og struktur.
En tekst, der ser let ud, er også lettere at læse. Og jo lettere den er at læse, jo flere gider læse mine små og store slægtshistorier og andre artikler på hjemmesiden. Og selvom jeg elsker at skrive, vil jeg jo også gerne have nogle læsere.
Kilder:
Ole Togeby: Sprog og Læseprocess. En introduktion til læsbarhed og LIX (Aarhus Universitet, 1971).
Henrik Birkvig: Typografisk læselighed – råd, regler og anbefalinger (Viden om Læsning 19, 2016).
Karen Kabel m.fl.: Læsbare læremidler – EUD (2018, Læremiddel.dk).
Undervisningsministeriet: Forskningskortlægning: Læseforståelse og faglig læsning (2014).
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] være sig til den store slægtsbog eller til små historier om din slægt – så husk afsnit. Det drejer sig om læsbarhed, der er en nødvendighed i al […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Gode overvejelser og jeg er enig – næsten. Jeg elsker seriffer, også på skærmen. Linjeafstand er ren magi. Jeg husker, da jeg overtog redaktionen af et blad og øgede linjeafstanden fra 1 til 1,25 og ikke noget som helst andet – og fik SÅ mange positive bemærkninger om den nye letlæselige skrift, jeg havde valgt 😉
Så er jeg heller ikke glad for “engelske” afsnit med luft mellem afsnittene og uden indrykninger, men vælger, hvor jeg kan, at følge de danske retskrivningsregler med med indryk og uden luft. Det er svært her, hvor selv Shift+Enter laver ‘afsnit’ i stedet for ‘normal’.
@ Charlotte
Artiklen er næsten til dig, eftersom du skrev, at du elskede afsnit.
Det er en sjov erfaring, du har gjort dig, da du bare øgede linjeafstanden.
Nåh nu ved jeg, hvor jeg altid selv skal sidde og lave afstand mellem dine afsnit her. Du skal ikke bruge Shift + Enter her. Du skal bare trykke Enter * 2, så får du et nyt afsnit. Det er ikke noget, der “farer afsted” som på Facebook. Eller misforstår jeg dig? Men hvor om alting er, så er det altså mig, der sætter “luft” mellem dine afsnit. Prøv at lade være at bruge Shift + Enter, så vi kan se, hvad der sker.
Jeg spurgte Chat GPT, af hvilken årsag man ikke bruger seriffer til skærmen. Jeg fik følgende svar:
“1. Skærmens tekniske begrænsninger (især tidligere)
De første mange år med computerskærme (CRT og tidlige LCD) havde lav opløsning — ofte kun 72 eller 96 dpi.
Seriffer (de små “fødder” og afslutninger på bogstaverne) blev derfor gengivet som pixelerede og uskarpe, især i små størrelser.
Sans-serif-skrifter (som Arial, Verdana og Helvetica) havde derimod enkle former uden fine detaljer, og derfor så de renere og mere læsbare ud på de grove skærme.
Selv om moderne skærme i dag ofte har 200–400 dpi (f.eks. Retina), sidder vanen og designtraditionen stadig dybt — webdesign og brugergrænseflader er bygget op omkring sans-serif typografi.
2. Forskellen i læseafstand og medie
På tryk læser vi typisk i kortere afstand og med stabil belysning. Her hjælper serifferne faktisk øjet med at “binde” bogstaverne sammen, så teksten opleves som en flydende linje.
På skærm derimod læser vi ofte længere væk, med skiftende lys og på selvlysende flader — her virker seriffernes fine detaljer og små kontraster forstyrrende, især i længere tekstblokke.
Derfor opleves sans-serif (som f.eks. Verdana, Segoe UI eller Open Sans) som mere behagelige i digitalt læsning.
3. Læsbarhedsstudier
Danske og internationale undersøgelser viser, at forskellen i faktisk læsehastighed mellem serif og sans-serif på moderne skærme er meget lille, men:
Serif-skrifter vurderes som mere traditionelle og seriøse (bogtryk, aviser, akademiske tekster).
Sans-serif vurderes som mere moderne og letlæselige på skærm (web, apps, præsentationer).
Henrik Birkvig nævner i Typografisk læselighed (Viden om Læsning 19, 2016), at “valg af skrifttype må tage højde for mediets tekniske natur” — og derfor er seriffer velegnede til papir, mens sans-serif ofte er det mest hensigtsmæssige digitalt.
4. Kombination som ideel løsning
I moderne design bruger man ofte serif til overskrifter og sans-serif til brødtekst på web – eller omvendt i trykte medier.
Denne blanding udnytter det bedste fra begge verdener:
Serif giver karakter og tradition.
Sans-serif giver ro og klarhed.”
Jeg er gammel nok til at huske de filmrende skærme og de grimme skrifttyper både på skærmen og fra en gammeldags nåleprinter. Måske derfor, måske pga mine øjne, holder jeg stadig mest af skrifttyper med seriffer, krøller osv. Ariel, Calibri, Verdana og kompagni bliver aldrig mine yndlinge. Jeg læser heller ikke lys skrift på mørk baggrund – jeg kan ikke se det klart i mere end et minut eller to pga. mit dårlige syn (der i parentes bemærket også er skyld i de fleste af mine sjove tastefejl).
Jeg holder altid Shift inde, når jeg trykker Enter i blogs og lignende. Det er en arv fra Blogger, hvor Enter alene efter en opdatering for et par år siden, giver dobbelt linjeafstand. Som jeg altså IKKE er en fan af – og med mig retskrivningsordbogen. Jeg gør det på engelsk, så hvis du læser på min blog vil du ofte se enkelt linjeafstand og indryk i den danske del og dobbelt linjeafstand uden indryk i den engelske del.
Nu prøver jeg så at lade være med at holde Shift inde …
Nogen gange bruger jeg faktisk en sans serif-skrifttype (Verdana) til overskrifter (hvor jeg ikke lige vælger fed) – eller skejer ud med en af de sjove typer.
Så jeg er altså nok gammeldags – eller også skriver jeg bare min blog som var den på papir 😉
… den ‘spiser’ altså mine indryk!
Man laver ikke indryk på hjemmesider.
@ Charlotte
Jeg sender dig pr. mail et billede af, hvordan din kommentar ser ud. Der er ingen afsnit. Du kan også prøv at se den her, hvor jeg ikke har sørget for afsnittene for dig. Konklusion: du skal du trykke 2 * Enter. Du skal IKKE bruge Shift. Det skal du kun på Facebook og andre steder, hvor indholdet sendes afsted, hvis man kun trykker Enter. Der fungerer Shift som en art “bremse” eller “vent lige lidt”.
Det er da noget skidt med dit dårlige syn. Du har nævnt det af og til; jeg vidste ikke, hvad det gik ud på.
Jamen man kan jo sige, at du så følger anvisningerne: Den ene type i overskriften og den modsatte type i brødteksten. På en ens egne hjemmeside, har man retten til at være altmodisch.