,

Nye lag

Jeg er så glad

Psykologen hjælper mig på vej, og det er jeg evigt taknemmelig over. Vi graver os dybere lag ned. Det er lag, jeg aldrig har set på før, og som jeg aldrig har kendt tidligere. Jeg håber så inderligt, at vi kan lægge alt skidtet fra os, og aldrig se det mere. Jeg stoler 100 pct. på hende. Hun er dygtig, og jeg tror på, at hun kan hjælpe mig igennem hele dette her helvede.

Jeg kan ikke finde ud af at tegne et eller andet eller symbolsk begrave et eller andet. Men jeg kan noget med ord. Derfor er opgaven til næste gang at skrive en form for afskedsbrev. I første omgang til min mor. Brevene til de andre kommer senere.

Afskedsbrev til min mor

Jytte Baunsgaard Stegemüller

(Dette brev har kostet mig mange psykologtimer at få formuleret.)

Du ligger i din kiste, og det giver mig endelig fred. Jeg prøver, som en fugl Føniks, at rejse mig af støvet. Da jeg var til din egentlige begravelse i 2006, var det som en begravelse uden en afdød. For mig var du død for mange år siden – formentlig 1972, det år hvor far døde.

Dine svigt var kolossale, og derfor har jeg svært ved at respektere dig endsige tilgive dig. Du ofrede mig til fordel for din egen bekvemmelighed. Du har sikkert sørget over fars død, måske var du ude af stand at rejse dig igen, men det fritager dig ikke for ansvar. Du vidste, hvad der foregik, men du handlede ikke. Din forklaring i 2003 – efter 22 år uden kontakt – var, at ”det kunne jeg ikke overskue med to børn”. Sådan agerer en ordentlig mor ikke!

Du var svag, du var sølle, du var et skvat. Det kan godt være, du sørgede, men dine svigt var eklatante. Jeg overlevede kun pga. min enorme styrke, livsvilje og min fastholden af fars værdinormer. Du hadede de normer, og jo mere jeg holdt fast i dem, jo mere hadede du dem. Havde jeg mødt en mand, der misbrugte mit barn, havde jeg sparket ham ud med det samme. Du lod stå til. Det begyndte allerede, før I var gift. Du fulgte aldrig op på det, du tjekkede aldrig, om det var blevet okay. Sådan agerer en ordentlig mor ikke!

Der var så mange nedværdigelser, at det er klart, at jeg besluttede, at når jeg skulle herfra, skulle jeg dø for egen hånd. Jeg var 14 år, da jeg tænkte det første gang. Jeg sad på en hvid BKC-cykel halvvejs mellem Åkirkeby og Vestermarie, og jeg kiggede til højre. Det var et forsøg på at bevare kontrollen. I kunne nedværdige mig til det yderste, men jeg var klar over, hvordan jeg kunne bevare kontrollen: dø for egen hånd.

Jeg knokler for at blive fri af jer. Hvis nogen skulle spørge mig, hvem jeg hader mest, er svaret dig, idet dine svigt er de største. Han misbrugte mig, men du beskyttede mig ikke, og du deltog både direkte og indirekte i nedværdigelserne. Du stod ikke op om morgenen, formentlig fordi du ikke ville se sandheden i øjnene. Måske sov du bare din brandert ud, men det fritager dig ikke for ansvar. Sådan agerer en ordentlig mor ikke!

Du gennemskuede aldrig hans psykopati med magt over os begge. Hvorfor så du det aldrig? Var du bare ikke intelligent nok?

Du støttede mig aldrig i min skolegang, anerkendte aldrig de gode resultater – måske fordi det satte din egen uformåenhed i relief? Blev du skræmt af, at jeg satte dig til vægs på dette felt? Dine forslag til mit erhvervsvalg hævede sig ikke op over en fiskefabrik. Du så ikke, at jeg havde evner til noget mere. Du anerkendte ikke, at jeg kunne mere end dig og ham.  Jeg ”sparkede røv”, men du blev, hvor du var. Det kan jeg ikke anerkende.

Jeg har brugt årevis på dette. Nu siger jeg farvel, og jeg vil aldrig se på dig igen.

Farvel – må du i det hinsides finde fred på trods af alt.

Hanne, 27. juni 2017

 

 

 

 

 

8 Svar
  1. kisser
    kisser siger:

    Meget modigt at skrive et brev til din adoptionsmor her på din blog.
    Stærke sager.
    Tilslutter mig til fulde Hennys bemærkning om tilgivelse. For din skyld.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kisser

      Ja det er stærke sager, men det er sådan det var. Der er ikke hverken trukket fra eller lagt til. Det hele er facts.

      Jeg svarede Henny på det med tilgivelsen – og jeg er enig med jer begge, men jeg evner det desværre ikke. Det er så min svaghed.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Der er en viral vits pt. Den går sådan her: Min terapeut har anbefalet mig at skrive breve til alle de mennesker, jeg hader og så brænde dem. Det har jeg nu gjort, så nu skal jeg hen og spørge terapeuten, hvad jeg skal stille op med alle de breve …

    Det er stærke sager, Hanne. Jeg tror ikke, jeg ville have publiceret dette brev på bloggen. Ikke mindst, fordi der i min optik mangler en ting, før du kan begrave emnet. Aldrig så rædsesfuld, dette kvindemenneske har været, bliver du, for din egen skyld, nødt til at tilgive hende. Før du har gjort det, vil nøglen til glemselens skab ikke passe. Nu er jeg selvfølgelig ikke terapeut, jeg udtaler mig kun ud fra mine egne erfaringer.

    Jeg mener, det var Goethe, der skrev om “Wahlvervandtschaft”, altså _selvvalgt familieskab_. Jeg tænker, at der ikke er nogen grund til for dig at tænke på kvindemennesket som din mor, hvad hun jo hverken var eller havde lyst eller evne til at være. Ham, du tænker på som far, har derimod været både far og mor for dig i de få år, han kunne være på banen, og det er ham du har dine styrker fra. Plus hvad der måtte være i den biologiske del, som er ukendt, samt tiden på børnehjemmet, hvor vi ikke skal glemme, at der også har været gode børnehjem med kærligt og ansvarligt personale, selv om det er mest den anden slags, vi hører om.

    Nå, din terapi, dine regler, din blog, du bestemmer!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Vitsen er bare så fin – jeg tager ikke mig selv mere højtideligt, end at jeg kan grine af den 🙂

      Det hjælper mig at skrive, det hjælper at vende og dreje ord, finde de rette ord osv. Alt sammen et led i processen med endelig langt om længe at blive fri. Jeg fornemmer, at psykologen er bedre end alle de andre “professionelle”, jeg har opsøgt gennem årene med det formål at blive fri. Jeg tror på, at det vil lykkes denne gang. Lykkes det ikke, så forsøger jeg aldrig igen, da det delvist er en smertefuld proces.

      For så vidt angår tilgivelsen er du helt på linje med psykologen. Jeg har prøvet på det i adskillige omgange uden held. Jeg kan ikke. Nu forsøger jeg med dette brev at få hende endeligt begravet.

      Det er helt rigtigt, at børnehjemmet meget vel kan have været et godt sted. Der er i hvert fald ikke noget, der indikerer det modsatte.

      Jeg er virkelig taknemmelig over at have haft min far, selvom det ikke var så længe. Han var et ordentligt menneske, og jeg har forsøgt at blive det samme.

  3. Lene
    Lene siger:

    Du er stærk, Hanne. Godt at du har en, der følger dig på vejen, for det må kræve så meget af dig. Jeg ønsker dig al mulig medvind til at få det gamle begravet.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Lene

      Tak skal du have Lene.

      Du har ret i, at det er krævende, men jeg er helt opsat på, at det skal lykkes denne gang. jeg er meget begejstret for psykologen; hun er simpelthen så dygtig.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Tak! Jeg knokler, jeg gør mit bedste. Fortiden skal ikke have lov at vinde over mig. Med dine fine ord “ren dug på bordet med ny opdækning”. Det er sørme bare ikke let. Men jeg har gudskelov en, der følger mig på vej.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.