, ,

Nu med siddesår

Først: tak til jer, der har kommenteret; jeg kan desværre ikke finde ud af at besvare fra iPhones WordPress-app.

Som i Tour de France holder vi i dag den 28-12 hviledag, og den er tiltrængt! To dage på mountainbike på “en meget teknisk rute” har sat sine spor. Ret ofte måtte vi af og trække, fx de steder hvor der var så stejlt, at man næsten ikke engang kunne gå op – men cyklen skulle jo lige slæbes med også. Et sted vadede vi et langt stykke gennem det rene mudder. Et andet sted var der et dræningsarbejde i gang og eneste mulighed var at gå på den ene side af drænrøret og holde cyklen på den anden side af det.

Vi har kørt i den smukkeste natur, man overhovedet kan forestille sig ad stier, hvor man ville mene, at her ville man kun kunne spadsere. Jeg har aldrig kørt mountainbike før, og var lidt nervøs for, om jeg overhovedet kunne finde ud af det. Jeg fik lidt tips fra et par af de andre, fx at når man kører meget stejlt ned skal man ud og hænge over baghjulet for at holde tyngdepunktet så lavt som muligt. Første gang jeg prøvede, turde jeg næsten ikke, men det var særdeles effektivt og meget mere sikkert end at sidde på sadlen.

Jeg har altid undret mig over folk, der sagde, at de gik ondt i bagen af et cykle; det gør jeg ikke længere! Jeg har simpelthen fået siddesår, to styks, et under hver sædeknogle. Det er ikke så behageligt.

Mountainbike er sjov cykling, og jeg er meget fascineret af alle de steder, man faktisk kan køre op, hvis man har været forudseende nok til at geare ned i tide; ryger man af på sådan en stigning, kommer man ikke på cyklen igen! Der må trækkes, til den flader lidt ud.

Den første nat overnattede vi i meget simple bambushytter hjemme hos en red hmong-familie. Fascinerende at se, hvordan vietnameserne bor; de har stort set intet og alligevel fungerer alting. Og nu er vi så på Topas Ecolodge, som er den vildeste luksus, jeg kan forestille mig: smuk beliggenhed, rent, pænt og stille. Bjergene står som silhouetter hele vejen omkring lodgen. Måske er det det smukkeste sted, jeg nogensinde har været!

Det er morgen og jeg ligger i en kæmpeseng under en ditto dyne og overvejer, om jeg skal smutte op og se på morgenmaden…

2 replies
  1. Kirsten Rasmussen
    Kirsten Rasmussen says:

    Kære Hanne
    Puha, og det gør du frivilligt og lyder også til at nyde det! Jeg har for det første højdeskræk, så det sætter straks en masse begrænsninger for en sådan tur, for det andet ville min fysik heller ikke i din alder række til de strabadser. Du må være enormt stærk og stædig.
    Mange hilsner
    Kirsten br

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kaere Kirsten
      Jeg elsker det! Jeg elsker at udfordre mig selv, men jeg indroemmer ogsaa gerne, at dagen i gaar var saerdeles “tough”. To ud af 12 koerte helt op til Topas Ecolodge; jeg overvejede ikke engang at koere med.

      Jeg har ogsaa hoejdeskraek, men saa udvaelger mine bjerge med omhu 8)

      Staedig: Jep!

      Mange hilsner Hanne

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *