Når lægen ringer

Advarsel: Dette indlæg har visse ligheder med Ellens indlæg om medfølelse og medynk.

Det hele startede med, at jeg gennem nogle dage – og især nætter – havde forbistret ondt i højre skulder. Pludselig stod det klart for mig, hvad det betyder, når folk siger, “Jeg kunne ikke være nogen steder”. Så jeg gik på lægens hjemmeside og bookede en tid. Jeg har en god læge, og hun tager mig alvorligt.

Da jeg nu alligevel var der, nævnte jeg sådan lidt en passant, at ‘alle mennesker’ sagde, at jeg havde tabt mig, og at Mona ude på afdelingen havde fået mig på vægten, der viste et minus på 12 kilo. Ikke noget jeg har arbejdet for. Pludselig kunne jeg dog få bæltet i mindst inderste hul og passe de cowboybukser, som ellers var røget bagest i skabet.

Hun henviste mig til ultralydskanning af maven og røntgen af lunger og skulder. Det med skulderen gik dog i sig selv efter noget tid, så den del droppede vi.

Jeg var til skanningen i tirsdags. I går torsdag ringede min læge så og fortalte, at lungerne er superfine det samme gælder leveren, men der er fibromer i livmoderen og cyster på æggestokkene. Og så har jeg i øvrigt galdesten. Hun henviste mig til en klinik, hvor jeg kan blive grundigt undersøgt allerede på torsdag.

Jeg har aldrig mærket noget til alt dette, som vel 80 pct af alle kvinder lever fint med. Når de spørger mig på hospitalet, om jeg ellers fejler noget, siger jeg altid at, “somatisk er jeg fuldstændig sund og rask”. Og hvad i alverden har alle disse dårligdomme med vægttabet at gøre?

Så jeg startede med en dårlig skulder og endte hos en gynækolog. Via Google har jeg fundet ud af, at alt dette her stort set altid er godartet. Det undrer mig alligevel, at lægen ligefrem ringer, og at hun finder et sted, hvor man kan komme til indenfor en uge.

Den 23. juni skal jeg til kontrol-MR-skanning af hjernen. For et år siden fandt de to cyster. Det skal bare kontrolleres, at cysterne ikke vokser.

Jeg synes, vi har et fantastisk system, og at jeg virkelig får noget for mine skattepenge. Jeg ville ellers meget gerne dele nogen af dem med mere nødlidende.

12 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Godt at systemet virker. Forhåbentlig vil undersøgelserne vise, at det ikke er noget alvorligt. Jeg har før hørt om sammenhæng mellem galdesten og vægttab, men mere at vægttab kan medføre galdesten, ligesom overvægt også kan. Det lyder ikke helt logisk, men nu har jeg jo heller ikke nogen medicinsk embedseksamen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Det er som om, at når man først har foden indenfor, så fungerer det fantastisk. Det svære kan være at komme gennem nåleøjet. Fx har jeg det direkte nummer til “min” afdeling på psyk., og jeg kan altid bare ringe og tale med nogen, der kender mig, og som jeg kender. Det er da fornemt.

      Næh jeg har heller ingen eksamen udi i medico, men jeg har Google, der peger på megen seriøs litteratur. Galdesten kan fx dannes af for meget kolesterol, som jo har med fed mad at gøre. Jeg spiser bestemt ikke fed mad, og i det hele taget spiser jeg ikke særlig meget.

      Når jeg ser min læge igen, vil jeg spørge hende om den svimmelhed, jeg pludselig (også) døjer med. Når jeg rejser mig fra sengen, “sejler” hele lokalet, og jeg skal stå lidt, inden det falder til ro igen. Jeg føler, at jeg falder, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Det er da sært. Gebrækkeligheder…

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Fruen i Midten

      Jeg har også tænkt på, hvad underlivsproblemer og galdesten egl. har med vægttabet at gøre. Da jeg ikke kunne finde noget med Google, skrev jeg til lægens e-mail-konsultation. Hun plejer at være sød til at svare.

      Stofskifte: Det ved jeg ikke lige, men jeg var til nogle blodprøver, hvor hun tappede i virkelig mange glas, så mon ikke stofskiftet er med der? Men jeg vil spørge til det.

      Svar
  2. Pia
    Pia says:

    En fin service for skattekronerne. Jeg har en person tæt inde på livet, der havde problemer med en arm. Personen fik en opringning og skulle stille samme dag til grundigere undersøgelse. En knude blev fjernet. Den var heldigvis godartet, men alle de dages venten på svaret, var lige ved at få personen under brædderne. Den person der står på sidelinien synes jo det går hurtigt, men det gør den ramte ikke. Ventetid er ikke sjovt. Jeg sender positive tanker.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Tak skal du have! Jeg får sikkert ikke ret lang ventetid, med den fart min egen læge indtil videre har på.

      Svar
  3. Ellen
    Ellen says:

    Jeg synes det er fint, at lægen ringer, selv om der sikkert ikke er noget at være bekymret for – de vil være helt sikre, og det kan man ikke bebrejde ‘systemet’.
    Men sjovt er det ikke undervejs, og det er rigtigt, at et ikke-bevidst vægttab helst skal kunne forklares. Pøjpøj med undersøgelserne – og ikke mindst resultaterne.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Tak skal du have.

      Du har ret. Jeg har tænkt lidt over paradokset: Bliver man ringet op og får hurtig tid, bliver man bekymret. Er der derimod lang ventetid, brokker man sig. Det er sikkert ikke let at være læge.

      Svar
  4. Eric
    Eric says:

    Jøsses, man tænker uvilkårligt, at man hellere må lade være at lade sig undersøge – de finder altid et eller andet. Men det er godt, at cysternes vækst- og grorate er under kontrol. Jeg kender adskillige, som ville henrykkes af et vægttab på 12 kg 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Jeg tænker helt som dig: Der er altid noget at finde, og man kan lede efter en ting og så finde noget helt andet. Altså starte med en skulder og ende hos en gynækolog. Jeg ville have levet lykkeligt (videre) uden kendskab til cyster og fibromer – bortset lige fra dem i hjernen, som jo blev fundet pga. min problemer med hukommelse og koncentration. Dem er jeg nu ret glad for at blive holdt orienteret om…

      Egl. er det OK med de minus 12 kilo. Jeg syntes selv, jeg var blevet lidt for tyk. Men ifølge sagkundskaben er vægttabet stort nok til, at man skal være opmærksom, når det ikke er villet.

      Svar
  5. Kirsten b. r.
    Kirsten b. r. says:

    Kære Hanne
    Ja man må da sige, at du får noget for dine skattepenge, samtidig kan jeg da godt forstå, at du synes, at nu må det da snart være nok.
    Jeg håber virkelig for dig, at alt er som det skal være. Jeg synes, du fortjener, at det skal gå dig godt nu, hvor alting ellers er faldet på plads.
    <3

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Kirsten

      Nemlig – nu kan det være nok. Jeg vil jo bare så gerne et almindeligt liv på de præmisser, der nu engang er for mig.

      Tak for dine gode forhåbninger! Jeg håber også, at det hele er falsk alarm – og som sagt så startede det med en skulder og endte hos en gynækolog…

      Kh.
      Hanne

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *