,

Myter og misforståelser

En kampagne

Psykiatrifonden kører i øjeblikket en kampagne, hvor man kan dele de myter og misforståelser, man har oplevet angående psykisk sygdom:

Fortæl os om den skøreste, værste eller mest sejlivede myte om psykisk sygdom, du har oplevet.
Når vi har indsamlet alle jeres myter, sætter vi dem til afstemning, så vi kan kåre de allerværste – og aflive dem én eller én

Initiativet er vældig godt og vældig vigtigt. Hvis der er myter, skal de aflives, for de er i sig selv med til at fastholde patienterne i at være patienter!

Mit ærinde med denne post er at fortælle, at jeg aldrig nogensinde har oplevet en eneste myte eller et eneste tabu rettet mod mig. Ingen har set skævt til mig. Ingen har sagt at det da nok bare var almindelige svingninger, svarende til dem alle mennesker oplever. Ingen har sagt, at det var noget pjat. Det var kun mig selv, der tænkte sådan.

Det eneste, jeg har oplevet, er, at en beboer her i ejendommen ikke vidste, hvad hun skulle sige, da jeg ganske kort sagde: ‘Jeg har en psykisk sygdom’. Og det kan man vel egentlig ikke tage fra vedkommende, når det siges på vej hen over den lille parkeringsplads hernede.

En plan

Sundhedsstyrelsen har i juni 2018 udarbejdet en samlet plan for psykiatriens udvikling. Heraf fremgår det bl.a., at:

Der er behov for at forankre principperne og erfaringerne fra EN AF OS og andre hidtidige antistigma-indsatser i den kommunale og regionale praksis, så antistigmatisering bliver et indlejret fokusområde på linje med eksempelvis forebyggelse. Antistigma skal således være et indbygget omdrejningspunkt for arbejdet med målgruppen på alle niveauer. Kilde: Sundhedsstyrelsen, side 35.

EN AF OS er en afstigmatiseringskampagne, der blev etableret i 2011 med fem målgrupper:

  1. Den brede befolkning
  2. Patienter og pårørende
  3. Unge
  4. Arbejdsmarkedet
  5. Personale på social- og sundhedsområdet

Det er også positivt og vigtigt, og det er fantastisk, at aktører på det psykiatripolitiske område har kunnet stampe penge ud af satspuljemidlerne til afstigmatisering, som jo kan siges at være lidt floffy i kanten.

Måske har jeg bare været enormt heldig, men jeg synes ikke, jeg har oplevet noget stigma knyttet til min person – eller også er jeg bare så ualmindeligt tykhudet, at jeg ikke opfatter det. Det er også en mulighed.

Da jeg har været indlagt mange gange, har jeg haft mange medpatienter, og emner som myter, misforståelser og stigma er naturlige – fælles – samtaleemner. Som jeg husker det, havde heller ingen af de andre oplevet disse ting.

Jeg undrer mig. For mit eget vedkommende har jeg jo da kæftet op fra starten. Jeg har skrevet, tegnet og fortalt – i starten mest for selv at forstå, men nogen hemmelighed har det i hvert fald ikke været.

PS: Prøv at læse bare forordet (side 5 af 60). Det er til at blive helt glad af; der står, de vil gøre noget for at mindske uligheden mellem psykiatrien og somatikken, måske ligefrem sidestille. De erkender, der er et fastholdelsesproblem blandt personalet mv. Men det er selvfølgelig også bare en plan…

2 replies
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Med hensyn til, at du ikke føler/ har følt dig personligt ramt af myter og fordomme omkring psykisk sygdom, så vil jeg sige: Godt, men det kunne da også bare mangle! Du har da punkteret myter og aflivet misforståelser, så længe jeg har kendt dig og givet også før. Ikke destomindre er der stadig mennesker, der bliver set skævt til på grund af psykisk sygdom, selvom det er totalt middelalderligt. Fx er der mange fordomme omkring den vifte af lidelser, man tidligere har kaldt “skizofreni”. Ja, det gør man vist stadig, men nu ved man, at det dækker over mange forskellige tilstande.

    Du har da også ofte givet udtryk for, at nogle har behandlet dig, som om du var et barn eller uintelligent. Den slags, især hos sundhedsprofessionelle, er også udtryk for fordomme. Man forudsætter “bimshed” eller manglende intelligens for visse diagnoser, især når de er i udbrud. Det, at folk er irrationelle, når de er psykotiske fx, berettiger stadig ikke til nedladende behandling.

    Hvis man går lidt videre og ser det på det samfundsmæssige plan, så er der de sidste 15-20 år sket det, at man har lagt nogle diagnoser, som lægevidenskaben ikke har styr på, ind under psykiatrien. Jeg tænker her på sådan noget som fibromyalgi, kronisk træthed og kroniske smerter. Alt tyder på, at disse lidelser er fysiske, men alligevel forlanger man, at patienterne skal underkaste sig psykiatrisk diagnostik og behandling. Det er ikke altid 100% forkert. Det har jeg jo selv oplevet, fx da min psykiater udskrev lyrica til behandling af mit mere eller mindre bimse hoved, og det pludselig viste sig at være ret efffektivt mod mine smerter. Jeg har senere trappet ud af Lyrica igen, dels fordi jeg var på en meget høj dosis, dels fordi jeg ikke rigtig syntes, jeg var “mig selv” på den medicin. Senere har min læge henvist mig til smerteklinik, fordi hun er bekymret over mit forbrug af smertestillende. De ville hverken eje eller have mig, og da jeg læste, hvordan de arbejder, blev jeg næsten glad over afvisningen. De taler om “smertemestring”, “mindfulness” osv., altså igen vil de gøre smerter til noget psykisk, ja nærmest noget man kan motionere/meditere/tage sig sammen for at kunne komme ud af. Der har jeg været, og det virker ikke for mig! Jeg har smerter, fordi mit system ikke virker optimalt efter operationen.

    Ikke at det nødvendigvis er samme situation, men jeg kan faktisk godt forstå de mange mennesker med “funktionelle lidelser”, der henvises til psykiatrisk behandling og er vrede over det, specielt i betragtning af, at man alle andre steder i den vestlige verden erkender, at selv om man ikke kan helbrede fibromyalgi og kronisk træthed, så er det altså fysiske lidelser og ikke noget, der befinder mellem ørerne! Og nu også i betragtning af, at psykiatrien yderligere udsultes, er det katastrofalt, at man henviser folk med fysiske lidelser til psykiatrien, og i min – måske bagvendte – form for logik, passer det altså også ind i fortællingen om fordomme og uvidenhed om psykisk sygdom.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Tak!!!

      Ja man kalder det stadig skizofreni, men der er så en tilføjelse som fx paranoid-skizofren eller mange andre, som jeg ikke lige kan huske. Engang sagde man jo – rent middelalderligt – at det var som om, den skizofrene havde to personligheder… Formørket vrøvl. Jeg har mødt de første 100 skizofrene, og de har været den samme hver dag! Det behøver man ikke engang være læge for at se.

      Jeg havde helt glemt det med at blive behandlet som om jeg var et barn, bare fordi jeg var bims = især manisk. Du har fuldstændig ret i, at det også er en fordom. Sådan havde jeg bare ikke selv tænkt det.

      Jeg forstår til fulde dit ‘opkast’ over det med smerteklinikkerne. Jeg synes gud og hver mand i FB-grupperne går på smerteklinik, og lige netop at smerterne bliver den enkeltes eget ansvar/problem/skyld, og at det skyldige kan findes i psyken og repareres med mindfulness og urtete. Jamen jeg har for for h**** ondt pga. operationen. Helt lige som mig, der gerne vil være alene. (I parentes bemærket har hende min kontakt hos RADMIS også foreslået mig Mindfullness.) Jeg tror ikke på alt det shit – for det er en trossag. Jeg stoler på gennemprøvet psykofarmaka, ECT og en solid, erfaren, halvgammel psykolog. Det har virket for mig. Jeg tror også på noget helbredende i at lave noget, man synes er sjovt og udfordrende.

      Mht. de “funktionelle lidelser” er jeg også enig med dig. Det må være forfærdeligt at få den diagnose, for så er man på en måde i skraldespanden, der hvor alle de havner, som man ikke aner, hvad man skal stille op med. Og du har jo ret: psykiatrien skal så samle folk op af den skraldespand. De psykiatere kunne være brugt bedre.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *