,

Møde med kommunen

På vej mod afklaring

I onsdags var Bodil og jeg til møde med Hvidovre Kommune, og det gik godt, for vi var godt forberedt, og havde på forhånd sendt sagsbehandleren (en kvinde) vores fyldige dagsorden. Hun var ny på min sag, fordi jeg nu er ude ovre de “almindelige” 22 ugers sygdom og er gået ind i forlængelsen, hvor jeg har fået tildelt 69 uger.

Hun var vældig flink, snakkede som et vandfald og kom med virkelig mange gode informationer. Heldigvis tog Bodil noter og har skrevet et dejligt langt referat til mig, som jeg allerede har fremme et par gange. Jeg kan stadig ikke huske fra næse til mund. I sammenhænge/samtaler er jeg altid nødt til at tage det forbehold, at jeg måske har glemt dette eller hint. Det er temmelig irriterende.

Vi havde på forhånd aftalt, at Bodil skulle være “ordførende direktør”, for hun er ganske enkelt bedre til at samle trådene, end jeg er.

Indledningen var min, og jeg gjorde kort rede for (psykiatrisk) status inkl. medicinstatus, hukommelsesproblemerne og mit store ønske om at blive tilkendt et fleksjob. Jeg tilkendegav, at hun naturligvis var velkommen til at indhente informationer hos Distriktspsykiatrien. Jeg kan ikke lige huske, hvad hun svarede til det.

Alt imens hun talte, lykkedes det os at få vores otte dagsordenspunkter flettet ind, og vi kom igennem det hele. Et af vores spørgsmål var dette: “Er der en øvre grænse for, hvor mange timer om ugen, en borger må kunne arbejde for at få bevilget fleksjob?”. Jeg var meget overraskede over, at hun svarede på det, for det betyder jo naturligvis, at ingen arbejder ud over denne grænse, hvis fleksjobbet skal blive en realitet.

Det, der nu skal ske, er, at jeg inden så længe skal starte på udviklingsforløbet hos Psykiatrifonden, og jeg synes, det ser godt ud – og i parentes bemærket, er det dyrere end de forløb – fx hos Contra – kommunen plejer at bruge. De synes åbenbart, at jeg er værd at bruge penge på 🙂 Formålet er i henhold til Sygedagpengeloven § 27, stk. 1, nr. 2 at klarlægge min arbejdsevne.  Det er vist nøjagtig det samme, som tidligere hed arbejdsprøvning. Det skal nok blive godt. Jeg starter nok bare med 5-6 timer pr. uge; jeg har ingen ønsker om at lide nederlag. Jeg ved ikke, hvor lang tid, forløbet vil vare.

Når dette udviklingsforløb er forbi, kan sagsbehandleren begynde at samle materiale sammen til forelæggelse for rehabiliteringsteamet.

Noget af det, der skal foreligge til teamet, er en fyldig erklæring fra egen læge. Lægen skal sætte en time af til det, og jeg skal selv være med til udformningen, Det lyder godt, synes jeg, og jeg har en rigtig god og grundig læge. I Distriktspsykiatrien har vi netop brugt tre møder på at udfærdige et dokument ved navn “Behandlingsplan”, som er et tre sider langt skema med alskens fokusområder. Denne plan får både egen læge og jeg selv. Så har min læge noget at tage udgangspunkt i, når hun skal skrive “den store erklæring”. Jeg er positivt overrasket over den megen brugerinddragelse.

Når alt muligt er fremskaffet, skal sagsbehandleren skrive en indstilling, og en positiv ting fra mødet er, at hun vil indstille til fleksjob. Inden sagen ender i teamet, skal jeg høres som part i sagen. Herved kan der rettes faktuelle fejl mv.

Der kan komme tre ting ud af rehabiliteringsteamet:

  1. Førtidspension, som jeg på ingen måder er interesseret i, for jeg mener selv, at jeg har resterhvervsevne at bygge på. I øvrigt skal man også have mistet både arme og ben for at få pension nu om dage.
  2. Fleksjob, ja tak meget gerne. Jeg vil gerne på en eller anden måde bidrage til samfundet, have udfordringer og have kolleger. Endelig har jeg resterhvervsevne at bygge på, hvilket er et af kravene.
  3. Ressourceforløb, jeg ved ikke rigtig, hvad det går ud på, men jeg ved, at indtægten er på kontanthjælpsniveau.

Sagsbehandleren mente helt bestemt, at det hele kan nås inden for de 69 uger, der er til rådighed, og det er jeg meget glad for af hensyn til forsørgelsesgrundlaget. Jeg fortalte hende, at jeg var vældig bange for at blive raskmeldt til det ordinære arbejdsmarked. Den angst manede hun med det samme i jorden, og hvor paradoksalt det end lyder, er jeg glad for det, for det har jeg været vældig bekymret for i lang tid.

Selve rehabiliteringsteamet er et tværfagligt forum på 10-15 personer, hvor man selv er med til mødet. Åh nej …, men Bodil skal naturligvis med, og så går det nok, men jeg synes, det er et stort forum, at skulle forklare sig for! Jeg fandt denne interessante bekendtgørelse om “rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.,” hvis det af en eller anden mystisk årsag skulle interessere nogen 🙂

Når sagen er færdig der, og det hele forhåbentlig er mundet ud i en tilkendelse af fleksjob, kommer næste hurdle: At finde en arbejdsgiver der har lyst til at ansætte mig i X timer om ugen med visse skånehensyn. Den proces skulle gerne gå meget meget stærkt, for forsørgelsesgrundlaget hedder her ledighedsydelse; det er bedre end kontanthjælp, men stadig ikke noget jeg kan overleve på ret længe. Altså skal jeg til den tid have en arbejdsgiver i ærmet, og hvis kommunen kan hjælpe lidt med her, kan det være det går – men helt tryg ved det, er jeg ikke.

Loading comments...