, ,

Mit speak

Midt i en agurketid har jeg været på Svanegården, der er et privathospital, som behandler blandt andet afhængighed af alkohol og holde nedenstående oplæg. Jeg bringer oplægget her, fordi det måske kan være til inspiration for andre, der enten er afhængige eller skal holde et oplæg om det at være ædru alkoholiker.

Introduktion

Jeg hedder Hanne, og jeg er alkoholiker! Herudover er jeg 46, single, IT-konsulent i MIM, medlem af Mensa Danmark og uddannet jurist. Jeg var her på Svanegården i august/september 2008 og det var på mange måder både de bedste og de sværeste uger i mit liv.

Jeg drak dagligt i 11 år, og det lykkedes mig at holde det godt skjult, for jeg drak altid alene, og derudover er der ikke så mange relationer i mit liv at skjule det for. Når der ikke er så mange relationer, er der én fordel, og det er, at der ikke er så mange at lyve overfor.

Øl var mit foretrukne stof i mange år, og med årene blev de bedre og bedre og dyrere og dyrere. Men jeg har også været turen over rødvin og spiritus.

Jeg gik i behandling, da det var lykkedes mig på én dag at nedsvælge en 1/1 flaske gin, og det var Jørn Thanning, der overbeviste mig om, at det var nu, det var nu.

Opvækst

Jeg er, fra før aborten blev fri, så umiddelbart efter fødslen kom jeg på børnehjem. Mine biologiske forældre havde kun en meget kortvarig affære.

Jeg blev adopteret af en ny familie, da jeg var 2½. Det var en rigtig god familie, indtil min far desværre døde, da jeg kun lige var blevet 9 år. Min far og jeg havde et fantastisk forhold og selv om han døde tidligt og jeg synes, vi havde hinanden i al for kort tid, er jeg ikke i tvivl om, at jeg faktisk har haft en far.

Min mor giftede sig på ny med en mand, der viste sig at være alt for glad for småpiger og det gik ud over mig stort set dagligt gennem 6 år, fra jeg var 10, til jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Misbruget startede, før de blev gift. Jeg fortalte det til min mor, og der var stor ståhej i et par dage, men der skete ikke noget, og hun fulgte aldrig siden op på det. Når jeg sådan skal prøve at se det hele lidt i helikopterperspektiv, tror jeg, at min helt grundlæggende følelse af kun at kunne stole på mig selv, blev grundlagt på dette tidspunkt.

Dette hjem var præget af alkohol, vold og incest. Der blev drukket i rigelige mængder, og der var ikke forskel på hverdag og fest. Jeg har alt for mange aftener forsøgt at sove til lyden af højrøstede stemmer, skænderier, hammondorgel og harmonika lige uden for mit værelse.

Da der samtidig ikke var så mange penge i dette hjem, skulle sprutten jo være billig, og de kastede sig over at brygge vin og øl selv. Måske var det her, jeg lagde grunden til mit senere storforbrug og dernæst sygdommen alkoholisme, for jeg kan huske, at jeg nogle gange gik ud om aftenen/natten og tappede lidt alkohol direkte ”fra fad”.

At være barn i et hjem med alkohol er at blive alt for hurtigt voksen, og alt for hurtigt at skulle tage ansvar for alt for meget. Jeg havde følelsen af, at skulle være med til at dække over misbruget, og det at komme hjem fra skole var altid forbundet med usikkerhed, for hvor høj ville stemningen være i dag? Mine hjemlige pligter var helt vilde og jeg ved den dag i dag ikke, hvorfor det var nødvendigt at jeg skulle vaske bil og pudse vinduer hver uge, samtidig med at jeg også passede indkøb, diverse rengøring, min halvbror og mit skolearbejde.

Ungdom

Da jeg flyttede hjemmefra, stod jeg ret alene i København som 16-årig, og det var både fantastisk og skræmmende. Fantastisk fordi jeg nu var fri for de daglige overgreb og havde det som en fugl, der bliver lukket ud af et bur. Skræmmende fordi jeg kom lige fra Bornholm, og København var så stor og mægtig. Nørrebro var en smeltedigel dengang i 1980 lige efter rydningen af Byggeren og Allotria. Det var på alle måder et andet liv, end det jeg var vant til.

I 1981 flyttede jeg på kollegium og det var fantastisk. Jeg startede med at tage en studentereksamen på to år, så arbejdede jeg et år og dernæst gennemførte jeg jurastudiet på normeret tid. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at kimen til det store alkoholforbrug blev lagt på kollegiet. Jeg var tit blandt de sidste, der gik efter en hyggelig aften, og jeg var en af dem, der kunne kyle en masse øl ned – stort set uden at blive beruset.

I 1982, på min 19-års fødselsdag, brød jeg kontakten til min mor og hendes mand, fordi hun ikke ville høre på, hvad jeg sagde, om de oplevelser jeg havde haft, mens jeg boede hjemme. Vi havde ikke kontakt i 22 år og det lykkedes aldrig at hele skaden, for i realiteten vidste hun ganske udmærket, hvad der foregik i det lille hjem; det har jeg hendes eget ord for. Hun svigtede, hun vidste at hun svigtede, og hun blev ved med det. Det kom jeg aldrig til at tilgive, selvom jeg prøvede.

Voksenlivet

Mit voksenliv har været præget af arbejde. Jeg har haft mange top-jobs og været meget ”vigtig” og har arbejdet 60-70 timer om ugen i mange år. Når jeg kom hjem, var jeg ofte så kvæstet og stresset, at den eneste måde, jeg kunne falde ned på, var at drikke et par øl. Et par øl hjalp mig til at kunne sove, og det er egentlig sådan jeg tænker, at det hele tog fart. Det startede med, at jeg ikke kunne sove!

Vennerne og kollegerne grinede af mig og sagde ”så gå dog hjem” og ”det er bare et arbejde”, men den stræbsomme og perfektionistiske del af mig, kunne ikke omsætte det til handling. Jeg følte mig fuldstændig fanget af det store arbejdspres og vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det.

Jo mere jeg arbejdede, jo mere drak jeg, og jo mere facadeliv måtte der til for at ingen skulle opdage mit problem. Jeg fik for alvor taget hul på at drikke på HALT (hungry, angry, lonely, tired).

Jeg har arbejdet mange år med budgetter, regnskaber og prognoser, og der er ikke meget jeg ikke kan i Excel. Problemet var, at når jeg kom sent hjem havde jeg stadig regnearkene inde i hovedet. Et par øl kunne få regnearkene til at forsvinde fra nethinden. I starten var det nok med et par almindelige øl, så blev det til half and half, så blev det mere bekvemt at tage to portere, og så må jeg sige, at rouletten kørte.

Den første gang jeg blev rigtig bange for mit alkoholforbrug var i sensommeren 2003, hvor jeg sad en skøn solskinsdag ude på arbejdet og opdagede, at jeg tænkte på, hvad jeg skulle drikke i aften. Jeg blev så forskrækket, at jeg slog AA op på nettet og ringede til dem og spurgte, hvad jeg skulle gøre.  De syntes selvfølgelig, at jeg skulle komme til møde – og det gjorde jeg. Jeg sad i Ryesgade og tudede mig gennem et møde på to timer, for jeg vidste jo godt, at jeg var lige som dem. Det var så rystende en oplevelse, at jeg tog en taxa hjem og drak en ½ flaske Sambucca som jeg havde haft med hjem fra en tur til Rom. Jeg vidste godt, hvad klokken var slået, men var fuldstændig handlingslammet. Jeg havde da hørt om alkoholbehandling, men tænkte, at det var for rigtige alkoholikere.

I efteråret 2003 fik jeg min første depression og en dårlig psykiater, som efter at jeg var kommet hos ham i et lille års tid sagde, at jeg måtte se at tage mig sammen. Jeg prøvede at fortælle ham, at jeg tog mig sammen hver eneste dag. Depressionen bølgede op og ned, men det så jeg ikke; jeg tænkte bare, at jeg var uhjælpelig og fik efterhånden følelsen af, at mig var der ingen, der kunne hjælpe.

Den 3. januar 2006 forsøgte jeg at begå selvmord vha. alle de piller, jeg havde i huset. Det lykkedes heldigvis ikke – men det var min indgang til Jørn Thanning og Gordon Wildschiøtz og dermed også til Svanegården. Jeg var ikke specielt beruset – bare sådan almindeligt – og jeg tror, det er den aften i mit liv, hvor jeg har følt mig allermest ensom. Jeg kan huske, at jeg højt ud i luften sagde ”hvorfor skal jeg dø?” og egentlig havde jeg ikke andet svar, end at hvis dette var livet, så gad jeg det ikke længere. Jeg syntes, jeg havde prøvet alt fra stresscoaches, til stresskurser, til psykoterapi via psykologer og alligevel havde jeg det stadig elendigt. Jeg var for så vidt godt klar over, at jeg prøvede at selvbehandle depressionen med alkohol, men end ikke det virkede mere. Det var før jeg var klar over, at man kan drikke sig til depressioner – jeg troede, man drak fordi man var deprimeret. Det var også før jeg var klar over, at virkningen af den antidepressive medicin reduceres kraftigt, hvis man drikker. Serotoninen, som man tilfører via pillerne, vaskes ud igen af alkoholen.

Behandlingen

På rigtig mange måder blev Svanegården et vendepunkt for mig, og det er et sted, jeg er glad for at komme. Da jeg fik endnu en depression i 2009 og Jørn foreslog, at jeg tog herned i 14 dage bare for at være et andet sted end hjemme skulle jeg ikke tænke ret længe over det, og jeg kan stadig fornemme den lettelse og følelse af at være i sikkerhed, jeg mærkede, da jeg satte rygsækken inde på værelset.

Da jeg kom her første gang i 2008, var jeg ved at dø af skræk den første dag. Jeg kiggede på de andre og tænkte, at de var rigtige alkoholikere, det var jeg jo sådan set ikke – jeg havde bare et lige lovlig stort forbrug.

Jeg følte det som et nederlag at være kommet dertil, hvor jeg måtte indse, at jeg skulle have hjælp fra andre; jeg syntes, at det var så pinligt at skulle indse, at jeg ikke kunne håndtere mit eget liv længere. Jeg havde flere gange taget Antabus, men antabussen virkede på mig som slankekure virker på overvægtige. Fokus blev flyttet fra alt andet til svaret på spørgsmålet ”hvornår kan jeg drikke igen?”, hvor den overvægtige tænker ”hvornår kan jeg spise igen?” Den første aften hernede tænkte jeg, at jeg måtte hellere gå i gang med at læse i den blå bog, så jeg kunne blive færdig med den i en fart. Jeg læste tre linier, men jeg kunne ikke holde ud at læse sætninger som ”sådan er det at se den totale fornedrelse i øjnene”, for det var jo det jeg gjorde.

Den første gang på talerstolen ”Jeg hedder Hanne, jeg er alkoholiker” var grænseoverskridende og jeg troede næsten ikke, at jeg skulle komme igennem det. Jeg følte mig som et ringere menneske end alle andre, lige til det gik op for mig, at alkoholisme er en sygdom! Jeg er fuldstændig sikker på, at hvis den sandhed havde forplantet sig i mig for alvor havde det været lettere for mig at komme i behandling noget før. Så kunne jeg være gået op ad havegangen herude med mere oprejst pande stolt over, at jeg tog hånd om mit eget liv.

Hjemkomst

Jeg skulle hjem og starte på et helt nyt job, som jeg i øvrigt kom tre uger senere til, fordi jeg var i behandling her. Jeg kunne ikke overskue at møde op i det nye job og sige, at jeg for resten skulle have fri eller være sygemeldt hver anden torsdag det kommende halve år. Derfor skippede jeg efterbehandlingen – og det har haft ærgret mig meget. Jeg kæmpede som en sindssyg, da jeg kom hjem, og jeg kæmpede alene. Der gik mere end et ½ år, før jeg vidste, at nu havde det ikke tag i mig mere. Jeg var ude til en middag og vendte bare glasset, inden tjeneren kom hen til min plads, så jeg behøvede ikke engang at sige nej tak. Hun gik bare forbi. Siden den dag har jeg haft følt, at alkoholen rykkede længere og længere væk fra mig.

I AA-kredse (som jeg i øvrigt ikke kender særlig godt) er der meget med at tale om ædru år, måneder og dage. Min respekt vender omvendt. Dem jeg virkelig har respekt for er dem med 24 eller 48 timer; hos dem raser den indre dæmon stadig; de kæmper, men dem med lang tids ædruelighed er for længst rykket forbi det rigtig farlige punkt.

Nu

Nu er jeg ædru alkoholiker og det er jeg stolt af! Jeg føler efterhånden, at jeg har ret til en plads i verden og en ret til at være den jeg er. Der har været alt for mange år både i min barndom og mit voksenliv, hvor jeg havde alt muligt at skjule – nu er der ikke mere at skjule, og det er en lettelse.

Jeg synes, jeg har fået en masse tid efter at jeg er blevet ædru – en hel masse tid som jeg før i tiden brugte på at være beruset ca. hver aften fra kl. 18:00. Jeg har også fået en masse penge til overs. Jeg har fx bevilget mig selv en ugentlig rengøringshjælp, som jeg sagtens kan finansiere ud af det beløb, som jeg tidligere brugte på alkohol.

Jeg vil prøve at få det til at fungere med at gå til AA-møder, for at få noget hjælp til at bevare min ædruelighed og at skærpe min årvågenhed, men umiddelbart er jeg meget skeptisk overfor AA. Jeg har stor respekt for, at AA gennem årene har hjulpet millioner af mennesker verden over, men selv har jeg det svært med det sekteriske i AA.

Et tema – og formentlig et livstema – for mig er ensomhed. Jeg er af natur ikke særlig udadvendt og trives bedst i mit eget selskab, men for at jeg kan bevare min ædruelighed er jeg ikke i tvivl om, at dette er et tema, jeg bliver nødt til at arbejde meget mere med. Jeg bliver nødt til at tvinge mig selv ud i flere sociale relationer.

  • Jeg er utroligt glad for, at det ikke længere er krybdyrhjernen, der styrer mit liv og mig, men at det nu er mig selv, der styrer.
  • Jeg er glad for ikke længere at have noget at skjule, og jeg er glad for ikke længere at bedrage mig selv
  • Nu kan jeg huske alle mine telefonsamtaler
  • Nu kan jeg gå ned i kiosken uden at være bange for at møde nogen jeg kender
  • Nu kan jeg følge med i TV-serier, fordi jeg kan huske, hvordan det seneste afsnit endte 🙂
11 replies
  1. Kirsten
    Kirsten says:

    Kære Hanne

    Det er bare så fantastisk flot, at du er blevet den der har magten. Dronning Margrethe burde tildele dig en af sine mmedaljer.

    Hilsen
    Kirsten

    Svar
  2. Jesper Wind
    Jesper Wind says:

    Tak for en nøgtern beskrivelse af dit hidtidige liv. Ikke just en dans på roser – så desto større en min beundring for din styrke og beslutsomhed. Historien gav mig tillige en øget forståelse for din adfærd da jeg i sommeren 2008 både telefonisk og pr. email søgte at etablere er dialog omkring vores fælles interesse i forskning i bestemte slægter.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jesper

      Ja sommeren 2008 var på mange måder speciel for mig og det var ikke slægtsforskningen, der stod øverst på dagsordenen 🙂

      Svar
  3. Kirsten
    Kirsten says:

    Også jeg kender jo din historie, alligevel er det gribende at læse den. Flot at du kan fortælle den så klart og nøgternt. Som Gert beundrer jeg dig, at du lægger den på nettet. Det ved jeg aldrig, jeg ville kunne gøre, men jeg er jo heller ikke alene i verden.
    Ved at læse den blev jeg klogere på noget, som jeg har studset over tidligere, nemlig din mangel på erindring om indholdet i de mange timelange samtaler vi har ført over mobilen. Nu ved jeg så hvorfor.

    Godt gået, Hanne, du må være et lysende eksempel for alle med
    svær modgang og os andre med.

    Kirsten

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kirsten

      Det skal da have én fordel at være “alene i verden” 🙂

      Ja det er rigtigt at der er smuttet nogle telefonsamtaler hist og pist, og det kan godt ærgre mig, og om end ikke andet er det lidt pinligt at sige til samtalepartneren et par dage efter, at noget ikke står så klart i erindringen. Man kan så i stedet prøve at navigere helt udenom, men det er heller ikke så let. Men alkoholisme er en sygdom, der kræver megen snilde og store logistiske evner med alt det, der skal skjules mv.

      Svar
  4. Gert Larsen
    Gert Larsen says:

    Kære Hanne,

    Jeg skal love for, at det ikke er agurketid i Hvidovre. Stærk og ærlig fortælling, der ikke er selvmedlidende. Jeg kender jo godt din historie, alligevel gør det stort indtryk at læse.

    Eric og Ellens kommentarer sammenfatter de følelser jeg sidder tilbage med, en kombination af lysten til at græde sammen med regnen og vreden over misbruget og mærkelige mænd i almindelighed.

    På mit køns vegne kan jeg kun beklage, at naturen har sammesat det mandlige kønshormon så stærkt, at det på den ene side driver os til Månen, og i den anden ende af skalaen fører til fysiske overgreb af den ene eller anden slags. Jeg er enig med dig i, at det til syvende og sidste handler om magt og sikkert også afmagt.

    Som du ved ville jeg aldrig selv være så åben i et indlæg, men det forhindrer ikke, at jeg står her i Rødovre og bukker. Godt gået!

    Gert.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Gert

      Det glæder mig, at du kan lide oplægget, og ikke mindst, at du ikke finder det selvmedlidende – det er nemlig vigtigt for mig ikke at blive opfattet som sådan. Den første gang jeg gennemskrev oplægget, var det nærmest kemisk renset for følelser, men for at det skulle blive til at holde ud at høre på, brugte jeg lang tid til at “sætte følelser på” uden at det blev for meget. Det var faktisk ikke nogen helt let balancegang.

      Jeg synes, det er vigtigt ikke at skære nogen af de to køn over én kam! På den anden side er det primært mænd, der begår fysiske overgreb.

      Jeg har haft store overvejelser om, hvorvidt jeg ville poste oplægget på bloggen eller ej – var det en tand for åbenhjertigt eller ej? overtrådte det §§ i straffeloven eller ej. Når jeg valgte at bringe det, skyldes det, at jeg tænker, at der måske er nogle der finder det og ser roden til deres eget alkoholproblem og en vej ud af det. Så længe sygdommen alkoholisme er en, der forties, så længe vil det kræve store overvindelse for de pæne mennesker at komme i behandling. Med det udgangspunkt mener jeg at kunne forsvare at have bragt oplægget offentligt.

      Kh. Hanne

      Svar
  5. Ellen
    Ellen says:

    Hvor er det stærkt sagt og skrevet. Hvor er du stærk, på trods af alt det, du har været igennem.
    Mit hjerte blødte, da jeg læste om misbruget – det gør så ondt, så ondt, og hvis du i dag hader mænd, så forstår jeg det så sandelig godt. Jeg ville i dit tilfælde have lyst til at kastrere hele bundtet. Sorry, I gode mænd, som naturligvis er der (og specielt Eric, som skrev en vidunderlig og hjertevarm kommentar), men jeg vil ALDRIG nogensinde kunne fatte, at voksne mænd kan nyde at misbruge små piger, og jeg stiller yderst gerne op med en sløv kniv…

    Tusind tak, fordi du både tør og vil dele en så på én gang fantastisk og tragisk livshistorie med os andre.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Mange tak for din kommentar. Jeg tror, jeg er stærk på grund af det jeg har været igennem – det kan sådan give et vist fighter-instinkt.

      Jeg hader ikke mænd og mine nærmeste venner er mænd, for jeg kan så godt lide den maskuline energi. Heller ikke jeg kan begribe, hvordan voksne kan misbruge børn, og jeg tænker at det på mange måder er den ultimative magtdemonstration. Det har taget mig mange år og kostet mange penge til psykoterapi at komme dertil, hvor jeg er nu, hvor jeg faktisk kan se på det som min historie, som jeg har lært at leve med. Jeg har også været gennem kniv-fantasierne, men har nu besluttet at lade være – 16 år i Ringe er for lang tid 🙂

      Svar
  6. Eric
    Eric says:

    For pokker hvor er det godt talt/skrevet Hanne! Du har haft dem i din hule hånd; men uagtet det oratoriske, er jeg næsegrus flad af beundring for dig og din sejr.

    Lige nu tudbrøler himlen over Aalborg, og jeg var tæt på at gøre det samme, da jeg læste om den lille pige og misbruget.

    At du har kunnet overvinde så meget og nu har overskud til at hjælpe andre er fantastisk.

    Min slængkappe ligger der, når du skal tørskoet over en vandpyt!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Tak skal du have; det glæder mig, at du kunne lide indlægget/oplægget! Jeg har sørme også arbejdet meget med i sær afgrænsningen.

      Jeg føler faktisk også på mange måder, at jeg har sejret. Det var en kamp undervejs, men det har været hele kampen værd, synes jeg nu, selv om jeg naturligvis gerne ville have haft et mere normalt liv bag mig.

      Det at holde et oplæg for andre er en glæde og samtidig er det jo en form for selvterapi at gennemgå forløbet igen. For hver gang man gør det, bliver man en lille smule stærkere. Jeg prøver meget at fokusere på, at det er historie, men at det er en historie, jeg har med mig. Det vil sige, det går aldrig over, men jeg kan lære/har lært at leve med det.

      Tak for tilbud om slængkappe til passage af vandpytter. Det vil jeg huske 🙂

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *