Mit liv i blogland

Mit liv i blogland

Jeg bruger en del tid på blogland, og derfor er det tide at fortælle noget om, hvordan jeg gør, og jeg vil gerne høre jeres bud på hvordan I gør; måske kan jeg lære noget af jer.

Jeg bruger Firefox som browser og den har en rigtig god udvidelse der hedder Sage. Sage er simpel og rummer ikke overflødige detaljer til det man alligevel ikke bruger. Sage opdaterer feeds i en fart – lige så snart der er nyt på en blog og jeg trykker på opdater feeds løber den lige min feedliste igennem og markerer de opdaterede feeds med fed og viser også med en stjerne at her er nyt indhold.

Jeg følger med på i alt 23 blogs, og en stor del af dem har jeg fundet frem til via Ellen og ved at læse kommentarer til de blogs jeg følger. Min tanke er, at jeg godt kan lide Ellen og hendes måde at skrive på, og derfor må nogle af dem hun følger også være interessante for mig at følge. Min anden tanke er, at hvis nogle skriver gode kommentarer til blogposter har de sikkert også selv interessante blogposter.

Nogle bloggere skriver dagligt og andre har en anden frekvens og det er nok meget godt, for jeg ville have svært ved at nå at skrive meningsfulde kommentarer til alle hver dag. Blogging tager dejligt lang tid. Jeg bruger meget tid på at læse og skrive kommentarer på de blogs jeg følger, for jeg bliver selv så glad, når nogle skriver kommentarer hos mig. Det er dejligt at have læsere. Et langt indlæg kræver som hovedregel en lang kommentar, mens et kort indlæg som oftest kræver en kortere kommentar. Dette er min hovedregel, men alle mulige udtagelser findes. Jeg følger et par blogs, der primært består af billeder (Inge og Annemarie) de kræver som hovedregel ikke lange kommentarer, men igen alle undtagelser fra hovedreglen kan selvfølgelig forekomme.

Langt de fleste svarer på kommentarer og jeg ser senest svaret næste gang, der er nyt på bloggen, fordi jeg så lige tjekker hvad jeg skrev, sidst jeg var på besøg, og jeg tjekker også om der er kommet (andre) interessante kommentarer, siden jeg sidst selv var der. Nogle er hurtige til at svare, og der tjekker jeg samme dag, om jeg har fået et svar. Med tiden lærer man hvem der svarer hurtigt og hvem der er lidt længere om det.

Mine egne poster:

Jeg har blogget siden den 9. december 2005, så bloggen fylder snart syv år. I samme periode har jeg også haft en anden blog, hvor jeg kun skrev om slægtsforskning, men det blev for meget at vedligeholde to blogs, så på et tidspunkt fik jeg dem lagt sammen til en, og det seneste der er sket er, at jeg hoster bloggen selv på mit eget domæne. Så har jeg kun mig selv at klandre for fejl. Det er så også min egen risiko at blive hacket; jeg håber ikke, det sker, for jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op. Der ligger i alt 955 poster med knap 2.800 kommentarer; da jeg altid svarer, er halvdelen af kommentarerne mine egne og det betyder, at mine læsere har bidraget med knap 1.400 kommentarer. Tak for dem!

Kommentarer skal godkendes af mig, før de bliver synlige på nettet. Det er en af mine forholdsregler mod spam, og måske er det en overflødig forholdsregel, for Akismet fanger faktisk effektivt alt spam, og der har aldrig været en eneste kommentar jeg ikke kunne godkende. Jeg prøver at være hurtig til at godkende og til at svare, men det lykkes selvfølgelig ikke altid. Jeg svarer på alle kommentarer og jeg prøver at skrive meningsfulde svar. Jeg håber det lykkes; til tider bliver svarene næsten længere end selve blogposten.

Jeg skriver, når jeg har noget på hjertet, når jeg fx har oplevet et eller andet særligt, eller jeg har købt en ny ting, som jeg bare ikke kan undlade at vise frem for jer. Jeg kan ikke præstere nye poster hver dag, det er mit liv slet ikke spændende nok til. I præsentationen af min blog skriver jeg et eller andet sted, at det er ‘en blog om alt mellem himmel og jord’ og det skal tages i bogstaveligste forstand, fx har jeg haft en lang serie om kirkelivet i Hvidovre Kirke og en af mine kategorier er da også Kirke.

Mit indhold er delt op i 62 kategorier og det lykkes altid at få et indlæg passet ind i en af dem. Tænk at ens liv kan passes ind i så få kategorier. Jeg har 619 tags, og jeg prøver at passe på ikke at få (for mange) flere, for jeg tror nok, at jeg roder rundt i begreberne. Overleveren forsøgte på et tidspunkt at lære mig hvad forskellen var og hvordan søgemaskinerne brugte dem, men jeg forstod det ikke helt. Og hvis jeg virkelig har vendt begreberne om, er det for sent at gøre noget ved det.

Jeg prøver at holde mine poster til ca. 300 ord, da jeg synes, det er en passende længde til indhold, der er hurtigt læst og glemt igen. Dette indlæg er med 971 ord undtagelsen, der bekræfter hovedreglen. Jeg prøver at skrive i et sprog, der er egnet til at blive læst selv af sprognørder på webben, og jeg prøver at behandle det danske sprog pænt og at sætte kommaer efter de grammatiske regler. Det lykkes helt sikkert ikke altid.

Jeg har været så heldig at møde flere af mine læsere IRL (in real live). Jeg har mødt Ellen, Eric, Pia og senest Rasmine, og det har alt sammen været rigtig gode oplevelser og det er mennesker, jeg gerne vil møde igen, og jeg går og pusler med tanken om om jeg ikke ved at være så etableret i blogland at jeg kunne tage initiativ til et blogtræf til sommer. Det vil jeg overveje nærmere.

26 replies
  1. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Jørgen

    Mange tak for din gode og lange kommentar.

    Sage er en rigtig god feed reader; man kan ikke bruge den til blogs der ikke udgiver en xml-fil som feed. Og jeg ved så ikke man holder øje med de blogs, der ikke gør det.

    Britt Malkas hæfter kender jeg godt, og hun er slet ikke så ringe at få forstand af. Selv har jeg aldrig omsat min aktivitet i blogland eller andre steder på nettet til penge. Jeg er træt af reklamer og har installeret Ad Bloc plus i Firefox og den skjuler effektivt alle reklamer. Så selv de flotteste reklamer du sætter på din blog om Zimmer Frei vil jeg aldrig komme til at se.

    Det er flot, at du har overskud efter skat på dine net-aktiviteter, det er der vist ikke mange der kan gøre dig efter.

    Det glæder mig, at du kunne have lyst til et teknisk blogtræf; jeg tror det kunne være rigtig hyggeligt at mødes og udveksle erfaringer, og at blive klogere på hvordan vi hver i sær gør. Vi kan alle utvivlsomt lære noget af hinanden.

    Jeg tror ikke der er noget i WP-regi, der minder om WLW, men jeg har ikke undersøgt det, da jeg egentlig er meget tilfreds med det som WP stiller til rådighed.

    Svar
  2. Jørgen
    Jørgen siger:

    Hanne, tak for dit interessante indlæg om hvad du foretager dig i blogland.
    Som du måske har bemærket, har jeg ikke været fligttigt skrivende i den seneste tid. Der er naturligvis ikke tale om en skriveblokering, men jeg blev så tilpas fanget af dit indlæg, at jeg tænkte, jeg først og fremmest måtte skrive en kommentar her. Den kunne passende handle om mine første 5 år med blogland, som er i denne måned. Det har så taget nogen tid at tænke over det. Først gik jeg i stå, da jeg måtte undersøge din henvisning til Sage. Jeg er begyndt at bruge den og finder den meget anvendelig. Dog er det ikke gået op for mig, hvorledes man kan få informationer fra blogge, der ikke gør brug af feeds.
    Sagen er den, at jeg for godt 5 år siden faldt over et hæfte af Britt Malka omhandlende, hvorledes man kunne tjene penge på nettet. Sådan noget falder jeg for.
    Hæftet blev læst, men jeg fattede ikke en lyd af det. Ergo var der ikke andet at gøre end begynde forfra og gøre som der stod. Siden har jeg læst meget mere og gjort forskellige indkøb af inforprodukter, plugins og skabeloner til mine blogge m.v.
    Jeg har i løbet af de fem år haft overskud efter skat. Ikke noget at prale af, men alligevel.
    Kunne det være gået bedre? Ja, det kunne det. Hvis jeg havde fulgt væsentlige anvisninger, havde omsætningen givet vis været større. Den vigtigste information jeg ikke har fulgt, er at beskæftige mig med en ting ad gangen til den mestres. Virker den kan den fortsætter. Virker den ikke – ud med den. Sådan har jeg ikke gjort, ikke konsekvent. Nysgerrighed har for let ført til at andet har skullet undersøges. Og så videre. Det har været sjovt, men ikke givtigt.
    Dertil kommer, at jeg ikke har været konsekvent i den forstand at holde mig til det jeg begyndte på, nemlig at øge min indkomst via nettets muligheder. Jeg har brugt en del tid på at blogge om andre ting og sager, som ikke har medført en relevant indtjening, enten fordi jeg hurtigt er gået i stå, eller fordi der intet indtjeningspotentiale har været.
    Dette har muligvis noget med Googles Panda- og Penguinopdateringer af algoritmerne at gøre kombineret med for ringe aktivitet på bloggene. Sådan er det, men måske lykkes det mig at ændre indholdet her og der så det bliver mere relevant for Google, og dermed for deres kunder og brugerne af nettet.
    Der er annoncer på de fleste af mine blogge, men – med baggrund i forrige afsnit – synes jeg det ser ud som om en del af dem er ganske irrelvante. Der er dog klare undtagelser.
    Tidligt i netkarrieren fandt jeg ud af, at der var god søgning på et indlæg der omhandlede ledige værelser i Østrig, jvf. det kendte flag med Zimmer Frei. Det medførte at jeg lavede en blog der omhandlede tilsvarende i Tyskland (stadig med Zimmer Frei) og en blog der omhandler nøgleordet overnatning i samme land. Det har været meget let at lave disse blogge, der er ikke mange poster på dem, de ligger godt til i søgemaskinerne – og der tjenes pænt på dem især i foråret og hen over sommeren, når de mange danskere, der selv kører på ferie har brug for at finde overnatningsmuligheder undervejs. Det kunne være helt fint med et antal blogge med tilsvarende potentaile, men når for lidt energi har været anvendt på at lave dem, er det klart at der ingen indtjening kommer.
    Pyt med det – jeg ser hvor det fører hen, idet jeg jo også synes det er sjovt at blogge om alt muligt andet, der ikke kaster penge af sig. Og det er sjovt at følge med her og der.
    Dette var lidt løst og fast om mit liv i blogland. Jeg har en alder hvor ukomplicering er bedre end komplicering, men det ser ikke ud til jeg har fundet ud af at ukomplicere endnu. Måske sker det en skønne dag.
    Jeg har med interesse læst kommentarerne før denne, og tænker det kunne være fint at deltage i det tekniske blogtræf m.v., der drøftes, og jeg skal gerne, hvis det ønskes, give mit besyv med om hvad jeg har gjort og ikke gjort i blogland.
    I øvrigt er denne kommentar skrevet i Focus Writer og kopieret til din blog. Jeg bruger ofte Windows Live Writer samt en plugin, hvor mange indlæg hurtigt kan oploades og jeg skriver direkte i WP eller Blogger. Er de noget i WP-sammenhæng, der minder om WLW? Jeg synes jeg får en fornemmelse af det ovenstående.
    Det blev så til 777 ord.

    Svar
  3. Susanne
    Susanne siger:

    Jeg er slet ikke med på alle de tekniske dele. Jeg oprettede min blog hos blogspot, fordi det var nemt, og jeg har været fint tilfreds.
    Den blev til, da jeg var til blogtræf som eneste ikke-blogger. I starten var jeg ikke særlig flittig, og var også ved at overveje at lukke på et tidspunkt.

    Vendepunktet blev forrige jul, hvor jeg deltog i en leg med dagens billede. Pludselig havde jeg læsere, og det blev sjovt igen. Jeg læser med dagligt og føler efterhånden, at jeg kender flere blog-venner rigtig godt. Uden at jeg nogensinde har mødt dem. Det er dog blevet til nogle møder i den virkelige verden. Hver gang til stor fornøjelse. Så jeg fortsætter, og glæder mig over, at jeg også kom forbi hos dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Susanne

      Tak for din lange og gode kommentar!

      Hvordan søren kom du med på et blogtræf som ikke-blogger? Det var godt du ikke lukkede, og at du fik læsere. Jeg har også været lidt med på en af ordlegene, hvor der hver mandag startede et nyt bogstav, som man så skulle skrive en historie om. Det var ret sjovt, og pludselig havde jeg både norske og svenske læsere; jeg faldt dog desværre af i svinget – men jeg skal have fundet endnu en leg at være med i. Kender du en?

      Jeg kender godt det med, at man føler, at man har blog-venner uden nogensinde at have mødt dem. Der er en del af dem, jeg fast læser med hos og kommenterer hos, jeg føler, jeg kender rigtig godt, og det ville være rigtig sjovt at møde dem.

      Svar
      • Susanne
        Susanne siger:

        Ja, det var en lidt speciel tilgang. Jeg fulgte nogle blogge, og kendte nogen af pigerne i den virkelige verden. Fællesnævneren er vores døde børn. Vi mødes stadig en gang om året og hygger os gevaldigt. Faktisk glæder jeg mig til søndag ;o)

        Jeg kan desværre ikke bidrage med nye lege. Det var lidt julekalenderagtigt med dagens billede hele december. Den kan jo tages op igen.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Susanne

          Nå så forstår jeg bedre; ja du har ret i, at det var en helt speciel tilgang.

          Næste gang der kommer en ny leg skal jeg helt sikkert være med.

          Svar
  4. Pia
    Pia siger:

    Jeg har lige skrevet en laa-aang kommentar fra min iPad. Desværre forsvandt den ud i det blå. Nu prøver jeg igen fra den stationære. Jeg skriver aldrig mere lange kommentarer fra min iPad 🙁 Jeg ved godt den har sit eget liv med ordvalg osv. ligesom telefoner med stavekontrol, men den er alligevel rar at have 🙂 Der er det Safari, der styrer.
    På den stationære har jeg flere gange brugt Firefox, men er hver gang gået tilbage til Explorer og Google Chrome, som begge er installeret, og jeg bruger dem lige flittigt. Mine indlæg skriver jeg i Windows Live Writer, og alle blogs bliver læst i Google Reader, så uanset hvor i verden jeg befinder mig, og hvilken pc jeg kobler mig på, så er Google Reader flyttet med.
    Jeg har også flere gange fået rosende mail om, at jeg har en fantastisk og alsidig blog, der er godt besøgt osv. og at jeg kan tjene penge på den. MEN Blogger har et udmærket spamfilter, og der havner de allerfleste af disse tilbud. Der har vist kun været to der har været reelle , og de har sendt private mails, men jeg var ikke interesseret.
    Jeg tæller ikke ord, når jeg skriver. Jeg skriver bare løs om alt og ingenting når det passer mig. Jeg vil ikke være slave af blogning, selvom det snerper i den retning 😉 og jeg bestræber mig på at svare alle der lægger en kommentar, og håber det er lykkedes, men jeg har altså ikke den varme linie døgnet rundt 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Pia

      Tak for din lange og gode kommentar! Det var synd at det første forsøg forsvandt ud i det blå fra din iPad 😥

      Det er ved at gå op for mig, at mange har forsøgt sig med Firefox men hver gang er gået tilbage til Internet Explorer. Det forstår jeg jo slet ikke, for jeg synes, at Firefox er sådan en lækker browser. Selv bruger jeg primært WordPress til at skrive i med mindre der er billeder i indlægget, så bruger jeg også Windows Live Writer. Jeg kan godt se alle fordelene ved Live Writer, men jeg synes, det er hip som hap – altså lige med undtagelse af billederne, og i Windows Live Writer savner jeg den danske stavekontrol.

      Jeg er også begyndt at få de der sære mails om at jeg kan tjene penge på min blog, og mails om at nogle gerne vil på min blogroll. Jeg har indtil videre bare betragtet dem som spam, og de er røget direkte i papirkurven.

      Jeg sidder ikke og tælle ordene, det gør WP for mig. Men jeg har sådan en vane med bare at skrive og skrive, og så bliver posterne så lange, at ingen orker at læse dem.

      Du er en af dem, der er rigtig god til at svare på kommentarer. Det er rigtig rart, for så ved man, at kommentaren er set og læst.

      Svar
  5. overleveren
    overleveren siger:

    Hovsa – er jeg ved at blive udnævnt til bloglands lettere nørdede tekniske gris 🙂

    Det er ok. Så her er mit blog tekniske setup:
    Jeg ville gerne have min blog på eget domæne, men reglerne vedrørende anonymitet på dét punkt kan skabe lidt problemer for mig, så jeg holder mig til wordpress.com. Jeg bruger naturligvis firefox, men kendte ikke til det plugin du nævner der. Jeg bruger firefox fordi den renser alt unødigt væk (reklamer, pop up, facebook særheder og en masse andet). Har haft firefox i mange år så jeg bliver forvirret når jeg ser IE.

    Jeg læser blogs i google readeren (tak til Inge) og på ipaden er jeg stille og roligt gået over til flipboard hvad det angår.

    Men jeg gider ikke kommentere ret meget fra den. Det er mere en hurtig læsning.

    Mht din spam kontrol er jeg altså ingen fan. Jeg tror roligt du kan overlade det til akismet at styre det – og som læser føler jeg somme tider at jeg kommenterer lidt i blinde når jeg ikke kan se andres kommentarer. Det er faktisk lidt dræbende for den debat du til tider gerne vil have.

    Jeg tvivler på at jeg kommer dertil hvor jeg deltager i åbne blogtræf – foretrækker lidt mindre sammenhænge hvor jeg ca på forhånd kender lidt til hvem der dukker op.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Overleveren

      Tak for din lange og gode kommentar.

      Nej du er ikke ved at blive udnævnt til nørd; jeg har bare konstateret, at du har stor viden om teknik om det så drejer sig om fotos og billedbehandlingsprogrammer eller om forskellen på tags og kategorier 🙂

      Jeg bruger Firefox af de samme grunde, som du nævner, og jeg har brugt den i mange år. Der var engang jeg troede, at IE var lig med internettet og jeg vidste ikke, at der fandtes andre browsere. Hvor dum kan man være 🙂 Jeg er nødt til at bruge IE på arbejdet og jeg hader den, men det gør selvfølgelig, at jeg holder mig lidt opdateret med, hvad der sker på IE-fronten.

      Google readeren kender jeg slet ikke, og da jeg ikke har en iPad kender jeg heller ikke flipboard. Jeg har lovet mig selv, at når jeg engang får et ordinært job, er det første jeg vil købe en iPad. Jeg elsker gadgets og vil i virkeligheden gerne være først med det seneste. Jeg kender efterhånden flere, der læser blogs på deres iPad, men jeg ved ikke om de også kommenterer fra den. Jeg tror, jeg ville synes det var lidt svært på grund af det manglende rigtige tastatur.

      Jeg har fluks fjernet punktet om, at jeg skal godkende kommentaren, for jeg var ikke klar over, at det bevirkede at kommentarskriveren ikke kunne se andres kommentarer; det skal man selvfølgelig kunne. Godt at du skrev det til mig. Nu overlader jeg det så til Akismet, og så må vi se hvordan det går.

      Jeg kan godt forstå, at du ikke vil deltage i åbne blogtræf, men hvis jeg nu arrangerer et, hvor du kender alle, så håber jeg, du har lyst til at komme.

      Svar
      • overleveren
        overleveren siger:

        Mente nu ikke at vi ikke kunne se andre kommentarer, men blot at vi ikke kunne se dem før du havde godkendt dem.. og at dét kunne virke lidt dræbende for man var jo næsten sikker på at komme til at gentage noget andre havde skrevet. Og så kan jeg godt lide at man mere eller mindre kan kommentere på hinandens kommentarer også.

        Men tak for at du har fjernet den ekstra kontrol der med akismet er lidt overflødig.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller siger:

          @ Overleveren

          Ja det er også i mellemtiden gået op for mig, at jeg misforstod dig; men jeg kan godt se din pointe i, at der ikke er noget ved at kommentere noget, de måske allerede er kommenteret på, bare fordi en kommentar afventer godkendelse. Nu skal jeg bare vænne mig til at jeg skal svare på kommentarer på en helt anden måde = gå ind i brugerinterfacet på en ny måde.

          Svar
  6. Donald
    Donald siger:

    Det er hyggeligt at læse hvilke blogosofiske tanker man gør sig om blogosphæren. Jeg aner ikke hvor mange weblogs jeg læser, eller hvor længe jeg har skrevet weblogs (denne er nr.3 og jeg har ikke fået de gamle op at køre igen). Jeg har måske også brugt så meget tid som du fortæller, at du har brugt, netop fordi det er rart med feed-back. Det er også extremt godt at se folk i det virkelige liv, ingen tvivl om det.

    En gang fik jeg en spids kommentar fra en dame om at det var uhyrligt at man lavede et helt website om sig selv. Det er mærkeligt at den slags bemærkninger bliver hængende, men det er vel nødvendigt ind imellem at minde sig selv om, at der er folk, som ikke bryder sig om de ting, man selv er glad for.

    Jeg har konstateret, at det er sværere at få feed-back på blogosofiske indlæg end det er at få feed-back på fx. spørgsmål som “hvordan opbevarer du rugbrød?”.

    Mine tanker om formen går i denne retning: Et indlæg må højst være fem linier og tre billeder, men der kan være undtagelser, selvfølgelig, hvis man synes der er tungtvejende grunde til det. Kommentarer må derimod gerne være længere uden særlig grund. De må også gerne være lidt pjattede.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Donald

      Tak for din gode lange kommentar, og fordi du kan lide mit indlæg.

      Jeg tror, der er ved at være basis for et blogtræf, hvor vi alle kan lære hinanden bedre at kende. Blogging er meget tidskrævende, men jeg nyder at bruge tid på det. Det første jeg gør og morgnen og når jeg kommer hjem fra arbejde er at tænde computeren og se om der er sket noget nyt i blogland.

      Den spidse kommentar du har fået, skal du bare se bort fra; den kommer fra en der ikke ved, hvad blogging er, Vi skriver jo ikke bare om os selv, vi skriver om det der optager os, om det så er politik eller fotos eller noget helt tredje.

      Hvad mener du med “blogosofiske indlæg”?

      Det er sørme nogle korte indlæg du under dig selv, man kan jo næsten ikke nå at fortælle noget på fem linier. Pjattede kommentarer er helt velkomne på min blog, 🙂

      Svar
      • Donald
        Donald siger:

        Blogosofi er bare kort for “Filosofi, som vedrører kommunikationstekniske aspekter af private web-pages, eller ukvalificeret generel filosofi udtrykt på en privat web-page.”

        Jeg overvejer om jeg skal uddybe betegnelserne “filosofi” og “web-page”, fordi den dagligdags brug af disse ord måske ikke helt harmonerer med en definitionsmæssig brug.

        Jeg opfatter ordet filosofi meget konkret etymologisk, kærlighed til viden – jeg var lige nødt til at slå op om der var en fælde i etymologien, men dejlige Online Etymology Dictionary bekræfter denne min barndomsviden. OED har dog en underlig uddybning i et citat af Wittgenstein, gengivet ndf. Kærlighed til viden bliver opfattet noget specifikt af Wittgenstein:

        [Philosophical problems] are, of course, not empirical problems; but they are solved through an insight into the workings of our language, and that in such a way that these workings are recognized — despite an urge to misunderstand them. The problems are solved, not through the contribution of new knowledge, rather through the arrangement of things long familiar. Philosophy is a struggle against the bewitchment (Verhexung) of our understanding by the resources of our language. [Ludwig Wittgenstein, “Philosophical Investigations,” 1953]

        Der er også et andet bud på OED, nemlig dette citat fra Cicero:

        Nec quicquam aliud est philosophia, si interpretari velis, praeter studium sapientiae; sapientia autem est rerum divinarum et humanarum causarumque quibus eae res continentur scientia. [Cicero, “De Officiis”] og det betyder noget i retning af ::

        Philosophy [is not just one thing?], if you wish to interpret, in addition to the pursuit of wisdom, but wisdom is the knowledge of divine things and human causes by which those things are contained. [Cicero, “On Duties”]

        Hvilket jeg opfatter lidt i retning af at filosofi er reflexioner over viden og guddommelig viden sådan som denne ytrer sig i menneskelig praxis (causarumque).

        Men jeg er uenig. Det er godt, at Cicero nævner menneskelige sager, causes, men at sige at guddommelig viden ytrer sig i humane formål er kritisabelt. Sådan kan det gå! Nøhø, jeg mener tværtimod at filosofi bliver bedre, når man excluderer guddommelig viden og inddrager praktiske erfaringer, videnskab. Jeg er mere på linie med Bertrand Russel, som anser filosofien som videnskab generelt, som de aktiviteter, der uddrager erfaringer fra det omgivende univers, jord, solsystem, mælkevej, univers, partikelfysik, biologi, psykologi, med astronomi som den vigtigste underdisciplin, der omfatter alle de andre med undtagelse af psykologien, hvoraf den kun omfatter de dele, der har med læsning af astronomiske fotografiske optagelser at gøre. Psykologi er jo også basis for gestalt-psykologi, der udspringer af musikvidenskab og matematik, der udspringer af menneskets evne til at sige “her har vi to æbler” skønt disse to genstande ikke er ens, men tværtimod har forskellige størrelse og forskellig placering i rum – og måske også i tid.

        Det går op for mig, at jeg (og Russel, sagde musen) opstiller et videnshierarki, hvor filosofien er en slags videnskabsteori, som omfatter de uartige spørgsmål som fx. “Hvad er meningen med livet” og “var Sisyphos egentlig ikke bare lidt dum at han blev ved med at skubbe denne sten op mod toppen, selv om den ruller ned hver gang?”

        Derimod omfatter philosophie og bloggosophi ikke spørgsmål som fx. om man slår sig, hvis man springer ud fra Rundetårn (med slet skult reference til Fritz Jürgensen).

        Dette var et exempel på et bloggosofisk indlæg. Jeg var lige ved at skrive “et lidet bloggosofisk indlæg”, men det ville kunne misforståes. Jeg har lyst til at tilføje, at et bloggosofisk indlæg omfatter alternative stavemåder, der ikke er slåfejl, samt provokerende tanker, der ikke levner rist eller ro. Men det ville være en tilsnigelse.

        Svar
  7. Mia Folkmann
    Mia Folkmann siger:

    Jeg begyndte at skrive blog for snart tre år siden, og jeg elsker det. Hvilket overraskede mig, for jeg fandt det egentlig lidt fjollet i begyndelsen, før jeg vidste, hvor mange fornøjelser det kom til at give… 😉

    Min blogspot.com er min private blog. Her skriver jeg alt muligt og ingenting, og det synes jeg er sjovt. Jeg er så småt begyndt at skrive nogle “professionelle” blogs også, fordi det supplerer mine professionelle skriverier, hvis man kan sige det sådan. Samtidig er det selvfølgelig også en måde at tjene lidt ekstra på, fordi der er reklamer på. Hvilket er ikke er og ikke skal være på min personlige blog. Og reklamer eller ej; mit ord er mit eget. Jeg får af og til tilbud om at omtale et produkt for penge, men hvis jeg omtaler et produkt, sker det af fri vilje, uden betaling og kun fordi jeg vil dele min begejstring.

    Rent teknisk har jeg både Firefox (som jeg bruger til dagligt) og Explorer, som jeg bruger når Firefox står af. Min personlige blog er lavet i blogspot-regi og de professionelle i WordPress, hvor jeg modtager et væld af irriterende spam-mails. Jeg har kun Askimet på én af blogsiderne, og det virker ellers fint (men det koster jo penge).

    Jeg blogger næsten dagligt, når jeg er i en god stime, men jeg kan til gengæld godt trække stikket ud i perioder, hvor jeg har for travlt. Men jeg savner hurtigt den daglige “dosis” og prøver at vende tilbage igen hurtigst muligt. Jeg prøver også altid at svare på de kommentarer, jeg får. Det er vel sådan almindelig høflighed, men jeg er ikke altid så hurtig…

    Og så elsker jeg at sidde med min morgen- eller aftente og læse blogs. Først og fremmest “de faste” og dernæst, hvis der er mere tid, lidt nyt. Man er vel nysgerrig… 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Tak for din lange og gode kommentar!

      Jeg er også begyndt at få henvendelser fra firmaer, der gerne vil ind på min blog eller på min blogroll – og jeg må sige, at jeg ikke svarer, for jeg ved ikke rigtig, hvad det går ud på, og jeg har det også sådan, at min blog skal være min helt egen fri af kommercielle interesser og helt sikkert reklamefri. Jeg synes, der er reklamer nok i vores samfund; de behøver ikke være på min blog også. Jeg omtaler også af og til produkter og det er fordi jeg vil udtrykke min begejstring og det er ikke noget jeg får penge for.

      Jeg forstår ikke, at du siger at Akismet koster penge, for jeg har da min Akismet helt gratis; men det er måske noget med, at du skal bruge mere end en nøgle. Spam har fanden skabt – jeg er så træt af det, og jeg forstår ikke, at det kan betale sig at vedblive at udsende spam, men der må jo være nogle, der hopper på alt det skidt.

      Du er god til at melde på bloggen, når du holder pause; her kunne jeg lære noget. Mine pauser har primært været begrundet i sygdom, og jeg opdager faktisk først pausen, når den er i gang, og så er det jo lidt sent at melde ud :-). Jeg synes da, at du er hurtig til at svare på kommentarer. Du har ret i, at det vel sådan nærmest er almindelig høflighed at svare, når nogen skriver til en.

      Jeg læser også blogs til morgenkaffen, og når jeg kommer hjem fra arbejde er det første jeg gør, at tænde computeren og se, om der er sket noget nyt i blogland.

      Svar
  8. Stegemüller
    Stegemüller siger:

    @ Rasmine

    Jeg har fluks skiftet dit døbenavn ud.

    Det er en rigtig god idé du kommer med om et superblogtræf. Det ville jeg gerne stå for, og jeg kan også organisere et lokale i Hvidovre Kirkes nye menighedshus Magistergaarden. Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med den tekniske side af blogging – kan du uddybe det lidt?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Rasmine

      Tak for dine eksempler, nu er jeg med. Man kunne jo gøre det, at man før blogtræffet bad alle beskrive deres spørgsmål i en mail og så lave det som en slags workshop. Jeg tror, det er en rigtig god idé, du er kommet med.

      Svar
  9. Inge
    Inge siger:

    Spændende at læse hvordan du blogger Hanne.

    Jeg bruger WindowsLiveWriter til at blogge fra, primært fordi jeg kan styre størrelsen på billederne 100%, og også fordi det er så enkelt og nemt at gå til, når først man en gang har sat nogle standard indstillinger.

    Alle de blogs jeg følger har jeg i min Google Reader, igen et nemt og tilgængeligt værktøj, som jeg har adgang til fra alle platforme (iPad, iPhone og hvilken som helst pc) Readeren opdaterer lige så hurtigt som der kommer nye indlæg fra jer.

    Jeg gør mig ret meget umage med at svare på alle kommentarer, og efter at Blogger har ændret på deres kommentarfunktion, så vi fik mulighed for at have en kommentartråd, svar på svar.. er det blevet noget mere overskueligt, men det kan da smutte ind i mellem, jeg er jo kun et menneske.. 🙂

    Efterhånden læser og kommenterer jeg mest fra min iPad, og den er jeg ikke så hurtig at skrive på, som på en pc, derfor bliver kommentarerne tit korte, men jeg tænker at det er vigtigere med en kort kommentar end ingen kommentar.. 🙂

    God weekend hos dig Hanne.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Inge

      Tak det glæder mig at du kan lide emnet; vi sidder jo alle sammen og har nogle metoder som vi har fundet frem til ved egen hjælp, og derfor er det spændende at høre hvordan vi gør.

      Jeg bruger også selv WindowsLiveWriter hvis mit indlæg har billeder. Hvis indlægget ikke har billeder, bruger jeg WordPress. Jeg er enig med dig i at WindowsLiveWriter er fantastisk til at styre billeddelen. Det var Ellen, der introducerede mig til WindowsLiveWriter.

      Jeg tror, at alle bloggere er meget glade for kommentarer og gør sig umage med at svare på dem. Kommentarerne gør jo, at man ved, at man har læsere, og at man ikke sidder og skriver for sig selv. Der er aldrig en af mine kommentarer, der er smuttet hos dig, og du er meget flittig og hurtig til at svare. 🙂

      Du har ret i, at en kort kommentar er vigtigere end ingen kommentar. Jeg ville elske at have en iPad, men jeg kan godt forstå, at den ikke er så hurtig at skrive på som på en pc.

      Også god weekend til dig.

      Svar
  10. Kong Mor
    Kong Mor siger:

    Tak fordi du sætter ord på hvordan du læser blogs. Jeg tror din måde minder meget om andres måde. Det er vist også cirka sådan jeg læser blogs.
    Men jeg har lagt mærke til at siden jeg kom hjem til Danmark, så når jeg ikke at kommentere hos så mange som jeg plejer, og jeg har også dage hvor jeg ikke når at svare mine kommentarer så hurtigt som jeg gerne ville.
    Jeg er ikke så glad for nye systemer, jeg er et vanedyr og mener dybest set at ting skal virke. Så at skifte browser virker uoverskueligt for mig. Da jeg fik min imac for 4 mdr. siden skulle jeg vænne mig til apple og safari og det var svært. Og jeg er ikke begejstret.
    Firefox prøvede jeg for år tilbage men netop fordi jeg ikke kan lide nyt af den slags gik jeg tilbage til IE ret hurtigt. Og så chrome.
    Jeg bruger bloglovin til de blogs jeg læser fast, men jeg er ikke helt tilfreds.
    Før – på min wp blog havde jeg en tilfældig liste over de blogs jeg kunne lide, og så kiggede jeg forbi et par gange i løbet af ugen, med mindre det er nogen jeg ved skriver hver dag.

    Jeg elsker også kommentarer, og prøver at gøre mit bedste for at finde ud af at svare på dem alle. Det svipser nogen gange – men sådan er det altså. Jeg er kun et menneske.

    Jeg forstår heller ikke det med kategorier og tags.. men nu må det være som det er!

    Jeg har faktisk mødt en del bloggere – men synes aldrig det er nok og vil gerne møde flere! Jeg vil håbe du tager initiativ til et blogtræf – så vil jeg i hvert fald komme hvis jeg kan!! 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kong Mor

      Tak for en dejlig lang kommentar. Jeg elsker virkelig kommentarer til mine poster; så sidder man ikke bare og skriver til sig selv, men der er nogen, der forholder sig til det man skriver.

      Jeg tænker at da du boede i Frankrig skulle du holde ‘de sociale forbindelseskanaler åbne’ og det var bloggen og kommentarerne geniale til. Nu har du alle folk ‘lige om hjørnet’ i hvert fald som hovedregel i det samme land, og så er det ikke så vigtigt at få skrevet kommentarer hver dag.

      Jeg kan bestemt godt forstå at du ikke kan vænne dig til Safari, den er da også noget for sig. Det er nu ærgerligt at du ikke kan vænne dig til Firefox, for Sage er virkelige genial. Jeg har haft kigget lidt på bloglovin, men kunne ikke rigtig finde ud af det, og jeg har jo også allerede en løsning, der fungerer glimrende. Jeg kender godt det, at man vant til en bestemt browser og så næsten ikke kan bruge en anden. Jeg bruger Firefox hjemme, men på arbejdet er jeg nødt til at bruge IE, og den hader jeg bare – men det kan der ikke laves om på. Jeg håber, du har vænnet dig til din imac ellers er det mange penge bare at have stående.

      Du er da så flittig til at svare på kommentarer, og du har aldrig missed en af mine kommentarer, det er jeg helt sikker på.

      Jeg tror nok: Forskellen på kategorier og tags er noget med at tags bruger søgemaskinerne til at finde relevant indhold på et site, mens kategorierne øh… nej nu bliver jeg i tvivl igen. Jeg håber Overleveren kommer forbi igen. Jeg tror nok, at jeg har fået vendt det hele om.

      Det er herligt for dig, at du har mødt mange bloggere, og jeg lagde også mærke til, at du selv arrangerede et blogtræf på Frilandsmuseet, der må du jo have mødt en del. Jeg synes, det var sådan en god idé, at jeg har tænkt på at gøre noget lignende, jeg kan bare ikke komme i tanke om et godt sted, for jeg vil jo ikke bare kopiere dig. Nu har jeg en god lang vinter foran mig at tænke over det i.

      Godnat

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *