,

Mit drikkevand

For meget

Siden begyndelsen af maj har borgere i Dragør og Hvidovre fået vand fra et andet vandværk end det lokale, fordi der var blevet fundet et nyt stof – dimethylsulfamid (DMS) – i vandet fra Dragør Vandværk og Hvidovre Vandværk i en mængde, der ligger over eller lige omkring kvalitetskravet for drikkevand. Kilde: Ingeniøren.

Det undrer mig, at nyheden først nåede medierne for to eller tre dage siden, når fundene blev gjort i begyndelsen af maj. Det er for meget. Bliver vi bare holdt hen?

Det er også for meget, at jeg som forbruger skal leve med, at der er pesticidrester i mit drikkevand. Danmark har altid været berømt for, at her kan vi drikke dejligt og rent vand lige fra hanen – ingen grund til at købe det i dyre domme i plastikflasker, der udgør en enorm miljøbelastning både ved bortskaffelse og ved den lange lastbiltransport, hvis det absolut skal være udenlandsk.

Risikoen

Der er ingen overhængende risiko ved resterne af dimethylsulfamid. Det, der bekymrer forskere mv., er, at ingen kender langtidsvirkningerne af stoffet. Stoffet kom på markedet i 1973, men blev forbudt i Danmark i 2007. Nu dukker det så op i mit vand i 2018.

11 år er en lang latenstid. Det, man kan bemærke, er, at der dukker flere og flere stoffer op, som blev forbudt for mange år siden. Tidligere på året var der en lignende sag med et stof, som jeg ikke lige kan huske navnet på. Det var også noget, hvor der ikke var nogen akut risiko, men hvor man heller ikke kendte langtidsvirkningerne.

Danmarks naturfredningsforening (DN)

DN har udsendt en pressemeddelelse, hvor de kræver handling fra miljøministeren. De argumenterer helt logisk med, at man kun finder det i vandet, man leder efter, og derfor bør man screene vandet for alle skadelige stoffer.

Miljøministeren må tage ansvar for denne omfattende forurening. Drikkevandet skal undersøges for alle de sprøjtegifte landbruget har brugt en gang for alle, så vi ikke får flere ubehagelige overraskelser. Og så skal vores grundvand beskyttes langt, langt bedre. Landbrugets brug af sprøjtegifte skal omgående forbydes i de sårbare områder, hvorunder vores drikkevand hentes. Kilde: pressemeddelelsen.

Lobbyorganisationen “Landbrug og fødevarer” vil sikkert endnu engang forsøge at snige sig udenom for at beskytte deres medlemmer, og det er selvfølgelig også deres opgave. Det bør ministeren imidlertid gennemskue og sætte sig udover, hvis han reelt er “miljøminister” og ikke bare Landbrug og fødevarers forlængede arm. Og det er der indtil videre grund til at tro, at han er.

Hav en god dag og tag en tår vand her i tørken.

2 replies
  1. Birgit
    Birgit says:

    Der er nok ingen tvivl om, at det er noget, man ville være nødt til at lovgive sig ud af, for landbruget er for egoistisk til frivilligt at ville droppe noget som helst, der kan give dem bedre indtjening. Men man kunne måske kompensere dem på en eller anden måde, for det ville da være i alles interesse.
    … “det er fandme uhyggeligt, du!” :-O

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Birgit

      Ja det er jeg helt enig med dig i! Jeg forstår selvfølge godt den bondemand, der er nødt til at få meste ud af sine dyr og sine jorder. Det er garanteret ikke let at være bonde. Alternativet – som jeg ellers ikke er så begejstret for – siger: “Vi er den første generation, der oplever klimaforandringerne; og vi er den sidste, der kan gøre noget ved det!”. Nu er forureningen af grundvandet, brugen af al mulig kemi både i landbruget og i megen anden produktion, selvfølgelig ikke en klimaforandring i sig selv, men hvad medfører det?; Jeg synes, det er rystende, når jeg ikke kan drikke vandet fra mit eget vandværk; og jeg er meget bekymret for det faktum, at man ikke kender langtidsvirkningerne. Hertil kommer, at jeg undrer mig over, at der går en måned, før det når pressen. Er der nogen, der har noget at skjule?

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *