Mette Frederiksen mv.

Pressemøderne

Jeg er på ingen måde socialdemokrat, men jeg tror, jeg har set alle Mette Frederiksens pressemøder om Coronavirus. Jeg synes, hun gør det knaldgodt. Hun udviser handlekraft, men er hun usikker, er hun heller ikke bange for at vise det. Hun er en statsmand værdig, også selvom stemmen fredag aften rystede lidt. Jeg er glad for, at det ikke er Anders Fogh eller Lars Løkke, der skal håndtere dette her.

Hun er altid flankeret af eksperterne fra fx Politiet, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for patientsikkerhed eller Statens Serum Institut. Det kan jeg godt  lide. Alt andet ville tyde på magtfuldkommenhed og en form for enevælde.

Mette Frederiksen har nu i samarbejde med sine rådgivere lukket Danmark fuldstændigt. Ingen rejser til og fra Danmark. Ingen offentligt ansatte på arbejde med mindre de varetager kritiske funktioner så som politi, sygeplejersker og læger. Privatansatte kun på arbejde, hvis det er absolut nødvendigt, og der ikke kan arbejdes hjemmefra. Tog og busser er mennesketomme. Folk holder sig inden døre osv.

Rejseforbuddet

Rejseforbuddet, der gælder fra i dag kl. 12:00 er drastisk men forventeligt og rimeligt.

Selv skulle jeg ingen steder, alligevel føler jeg mig indespærret. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg kunne tage til Harzen på en lille vandretur i morgen, hvis jeg fik lyst. Det kan jeg ikke nu, og det gælder minimum en måned frem.

Mennesker, der vil ind i Danmark skal have et såkaldt anerkendelsesværdigt formål så som at de selvfølgelig bor eller arbejder her. Andre sendes retur ved de lukkede grænser. Der er dog åbent for transport af varer både ind og ud af landet.

Børnenes pressemøde

Mange griner af, at statsministeren kalder sig ‘børnenes statsminister’. Selv vil jeg nu klappe hende på skulderen for, at hun tog sig tid til også at holde pressemøde for børnene. Optagelsen kan ses på DR Ultra. Børn har også spørgsmål og behøver også svar. De opfanger ting på de sociale medier, som de måske ikke helt forstår, eller som de ikke burde se og høre. Der er derfor brug for at tale med børnene om situationen og gerne afdramatisere den.

En pige spurgte fx : kan jeg holde min fødselsdag for 22 klassekammerater som planlagt? Svaret var klart: Nej du bør udskyde fødselsdagen. En anden spurgte: Skal jeg være bange for, at min mormor på 70 år dør, hvis hun får Coronavirus? Mette Frederiksen svarede: Du skal ikke være bange, men der er grund til at passe rigtig godt på de ældre.

En tredje spurgte: Må man godt gå udenfor, selvom der er Coronakarantæne? Sidstnævnte spørgsmål viser, at pigen havde fået det hele lidt galt i halsen. Der var nogle forældre, der burde have hjulpet bedre med at forstå situationen.

2 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Jeg synes også, at de gør det godt – politikerne og myndighederne. Informationsniveauet er højt og fremragende, og det synes også som om, at koordinationen mellem myndighederne er rigtig god.
    Lukningen af grænserne på dette tidspunkt er dog en kostbar måde at vise handlekraft på. Efter alt at dømme er der intet sundhedsfagligt belæg for, at det skulle have nogen synderlig effekt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja du har ret. Man fristes til at sige, at det er topprofessionelt, hvilket selvfølgelig også er forventeligt, men alligevel.

      Det med lukningen af grænserne er ikke så meget en sundhedsfaglig vurdering men en sundhedspolitisk vurdering, forklarede i hvert fald Peter Geisling i aftes. Jeg er lidt i tvivl om, hvad vi skal med det sundhedspolitiske lige nu, men måske har jeg ikke hørt helt godt nok efter i timerne.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *