, ,

Lydfiler og livslyst

Lydfiler og livslyst

Lydfiler og livslyst: måske har jeg en lille livslyst?

Jeg optager alle møderne med “systemet” med appen “Memoer” på min iPad og jeg går typisk hjem og hører dem lige bagefter for bedre at kunne huske, hvad mødet drejede sig om. Jeg er glad for de lydfiler, og det er da en af de kompenserende strategier, jeg selv har fundet på.

Lige nu sidder jeg og hører optagelsen med min psykolog i Psykiatrifonden, hvor jeg har været i dag. Hun er bare så dygtig og så kompetent, og jeg kan så godt lide hende som menneske. Efterhånden kender vi jo hinanden ganske godt, da jeg er kommet der siden april måned. Det betyder, at hun kan udfordre mig på en god og sød – men også effektiv – måde.

Sygdommen og jeg er ikke identiske

I dag talte vi meget om min sygdom contra mig. De to ting er ikke identiske. Det er sygdommen, der indimellem tager over og fratager mig lysten til livet, mens det er mig selv, der søger hjælp ved fx at ringe til 808 og til Livslinjen. Det er mig, der tager til psykiatrisk afdeling og det er mig, der læser mit “actioncard”, og ser advarselstegnene med det samme.

Af og til slår jeg mig selv oveni hovedet over, at jeg bare snakker og ikke handler, men det dækker trods alt over en eller anden form for livslyst.

Hun fik mig til at anerkende lysten til livet, og hun fik mig til at se forskellen på mig og sygdommen. Jeg må erkende, at dette er livsvarigt (det synes jeg ellers, jeg har erkendt 500 gange) og jeg må erkende, at jeg er let at vælte og meget sårbar. Inden jeg trådte ind på hendes kontor i dag, tænkte jeg, at jeg havde 2 pct. livslyst; hun fik mig til at se, at det er en meget større andel, ellers havde jeg nemlig været død for længst.

Mit håb

Jeg har et håb om, at når virksomhedspraktikken er overstået (nu skal vi lige finde et nyt praktiksted), når Psykiatrifonden har skrevet noget papir og når rehabiliteringsteamet har holdt sit møde, så vil der være nogle ting, der falder på plads.

Til den tid vil brikkerne med min fremtid falde på plads. Lige nu er alting usikkert, uklart og uden perspektiv. Jeg kan ikke se frem, og jeg synes ikke, jeg har indflydelse på min egen fremtid.

Den gamle Hanne havde styr på det hele og fuld kontrol over tilværelsen, men det er en saga blot. Jeg håber, noget af det kommer tilbage.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

11 Svar
  1. overleveren
    overleveren siger:

    Lyder som en klog kone, der ved hvordan du skal guides ind på din egen vej. Og så må jeg tilføje at det ikke altid er godt for alle mennesker at have totalt styr på alt. Det kan jo osse blive for meget… for visse.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Overleveren

      Hun er nemlig lige præcis en klog kone – og så er hun så sød. Ja kontrolfreak er jo ikke det bedste at være, men det er nu rart nok at have indflydelse på sin fremtid.

  2. Eric
    Eric siger:

    Det kan være svært at indleve sig, fordi det er så fjernt fra ens egen “udsigt,” men det glæder mig hver gang, jeg kan spore optimisme.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg er helt med på, at indlevelse må være stort set umuligt! Jeg er også ret så glad i dag for hun fik mig til at se det hele lidt “på hovedet”, til at få det vendt på en anden måde end jeg selv kunne. Hun er super dygtig.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.