,

Lytter til Nota under Kulturministeriet

Lytter til Nota under Kulturministeriet

Nota

Lytter til Nota under Kulturministeriet

Jeg er godkendt til Nota, som er en institution under Kulturministeriet, hvor man kan høre 40.000 lydbøger. Nota hjælper mennesker med forskellige former for læsehandicap.

Nota producerer og udlåner tekster, der er gjort tilgængelige for mennesker med læsehandicap. Det gør Nota på vegne af staten som en institution under Kulturministeriet. Formålet med Nota er at sikre lige adgang til viden, samfundsdeltagelse og oplevelser for mennesker, der ikke kan læse almindelig trykt tekst.

På årsbasis udlåner de ca. 2,2 mio. titler til deres 168.000 medlemmer, hvoraf langt de fleste er ordblinde. Nota har 40.000 lydbøger. Og det hele er gratis!

Hidtil har jeg ikke kunnet bruge Nota, men nu lykkes det

Min vej til lydbøgerne har været lang. Den første bog, jeg forsøgte at lytte til, hed ‘I morgen var jeg altid en løve’. Det var i oktober/november 2017, og det gik slet ikke, for tankerne gik på langfart, og jeg fik intet ud af bogen. Herefter var jeg så trist over at jeg ikke kunne hamle op med lydbøger, at jeg bare gav op. Lagde det så at sige på (bog-)hylden.

For en uges tid siden besluttede jeg at prøve igen, og tænk dig, det går rigtig godt. Jeg hører krimier men forventer heller ikke stor litteratur. Et sted skal jeg jo starte. Det drejer sig om at træne hjernen lidt efter lidt. Jeg er så glad for at det lader sig gøre. Forskellen fra 2017 til nu er, at jeg kan holde koncentrationen; det kunne jeg ikke dengang, men det passer jo også fint nok med, at jeg nu kan se en TV avis godt nok bare den korte kl. 18:30, men alligevel er det en sejr pludselig at konstatere, at det har rykket sig ret markant på et par år. Helt som psykologen sagde det ville – så fik hun ret igen.

De dage, jeg skal på arbejde, har jeg i alt to timers transport, så der får jeg hørt “noget bog”, for turen er faktisk for lang og for dyr for mig.

 

 

 

4 Svar
  1. Deborah
    Deborah siger:

    Det glæder mig, du som jeg, også har fået Nota og har fået glæde af det. Jeg har aldrig “læst” så meget som efter jeg fik det. Jeg “sluger” bøger, og jeg elsker det. Krimi’er og meget andet. Som nævnt bruger jeg det både fordi, jeg ikke kan læse alm. bøger og så er det praktisk, når man f.eks. skal vaske op. Det er blevet meget sjovere nu. Ked af du er indlagt igen og håber snart du får det bedre igen.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Deborah

      Ja Nota er genialt. Jeg har i virkeligheden haft det længe, men har ikke kunnet udnytte det på grund af problemer med hukommelse og koncentration, men nu kan jeg, og det er jeg virkelig glad for.

      Jeg tror, jeg hurtigt vil få det bedre denne gang.

  2. Eric
    Eric siger:

    Det var da dejligt! Hvis man har svært ved at fastholde koncentrationen, kan man vel også nøjes med mindre bidder. Der er vist mange, der har fornøjelse af lydbøger, og ikke nødvendigvis fordi de har et læsehandicap – det kan fx være når de bruger hænderne til noget andet. Selv har jeg aldrig prøvet.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Du kan også tro, jeg er begejstret.

      Du har ret i, at man kan nøjes med mindre bidder, men så er det for mig sådan, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har hørt, så det skal helst være store sammenhængende stykker.

      Jeg kender en ældre dame, der let kan høre lydbøger samtidig med att hun fx gør rent eller gør andre praktiske ting. Det tror jeg nu ikke jeg vil kunne komme til, men det gør heller ikke noget. Jeg er meget tilfreds med situationen, som den er nu.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.