Ophavsmand til Frederikssundsjollen

Frederikssundsjolle. L: 5,60 m. Jollen er bygget af eg på eg og har et lille ringdæk. Den er kendt for sine smukke linier, sin bjærgsomhed og for at være ekstremt velsejlende.

Lods Ole Jensen designede Frederikssundsjollen:

Min tip-2-oldemor Anne Dorthe Jensdatter (født maj 1802 i Bilidt, Ude Sundby, død 10. april 1880 i Frederikssund) havde en bror ved navn Ole Jensen (født oktober 1798 i Bilidt, død 23. august 1877 i Frederikssund). Om ham jeg helt tilfældigt ved søgning på nettet fundet følgende i bogen “Jolle og Pram” af Alan Hjorth Rasmussen, ISBN 87-90243-10-2, 2005:

“Ophavsmanden til Frederikssundsjollen, der senere er blevet betegnet som “Lynæsjollen”, er lods Ole Jensen (1798-1877), Frederikssund. Han begyndte sin livskarriere som sømand, men på en rejse måtte skibet søge nødhavn i Norge på grund af isgang i Skagerrak og Kattegat. Lista mellem Mandal og Flekkefjord angives som overvintringssted. Det blev en lang vinter, så Ole Jensen fik en aftale med den lokale bådebygger og begyndte at bygge joller. Arbejdet tiltalte ham, og han fik stor lyst til bådebyggerfaget. Da fiskerikonsulent A. J. Schmidt i 1861 var på undersøgelsesrejse i Roskilde Fjord, havde han Ole Jensen med ombord som “kendtmand”, og han skrev følgende om ham: Uagtet han, så vidt jeg ved, aldrig har været i lære hos nogen skibsbygger, har han dog bygget en slup og flere både, der er rene mesterstykker både med hensyn til sejlads og vagedygtighed”. A. J. Schmidt berettede endvidere om, at Ole Jensen i efteråret 1862 havde bygget to “udmærkede dæksbåde” på bestilling fra to Lynæsfiskere.

Ole Jensen var i mellemtiden blevet gift og havde bosat sig som lods i den nuværende Havnegade 2, Frederikssund, mens sønnen Jens Jensen boede i Havnegade 4, Frederikssund. Husene bærer fortsat navnet “Lodshusene”.

Ind imellem lodstjenesten byggede Ole Jensen joller til sig selv og efterhånden også til fiskerne på Roskilde fjord og Isefjorden. I 1843 ansattes Ole Jensen i en nyoprettet stilling som havne- og brofoged i Frederikssund. Ole Jensen og sønnen Jens Jensen (1827-1902) byggede deres både ude i baghaven ud til Bløden, hvor der dengang var havn. Ole Jensen byggede også større skibe i Frederikssund, blandt andet slup “Den gamle Lods” i 1856 og skonnerten “Den unge Lods” i 1874. Skibene sejlede fragt mellem Frederikssund og andre danske havne.

Med inddæmningen af Bløden i 1870 flyttede de to skibsbyggere deres bådebyggeri til havnepladsen på sydsiden af den daværende skibsbro. En fætter til Jens Jensen havde i 1887 anlagt et bådebyggeri på Skyllebakken i Frederikssund, hvor han boede. Det udviklede sig senere til Frederikssund Skibsværft.

Efter en orkan i det sydlige Kattegat i 1852, der bragte døden til et stort antal fiskerhjem på blandt andet Halsnæs, satte Ole Jensen sig for, at han ville skabe mere sødygtige Kattegatsbåde end de gængse, der i de fleste tilfælde var bygget på Skånekysten. Det var åbne både med et lille fordæk, der gav læ- og liggeplads til fiskene. Fartøjerne betegnedes som temmelig smalle og flade og ikke sødygtige nok til Kattegat.

Ole Jensen byggede herefter to joller (kuttere) til Lynæs af en ganske anden type end de sædvanlige. Ole Jensens joller var meget brede og fyldige ved enderne og meget skarpe fra kølen og op til det tredje – fjerde bord. Herudover var de med dæk overalt. Grundlaget var hermed skabt for den rundgattede Lynæsjolle eller -kutter.

Ole Jensen fik sit navn slået fast for alvor inden for fyr-, lods- og orlogsvæsenet og blev også anerkendt blandt lystsejlerne. Han byggede blandt andet mange kapsejladsbåde. Ole Jensens bådtype blev som tidligere nævnt bygget i samme form af andre i familien. Brofoged på pontonbroen, Hans Oluf Jensen, “Oluf på Broen”, byggede 150 joller i de 49 år, han var ansat på broen.

Lynæsjolle. L: 4,0 m. Denne lille, smukke jolle er bygget af egetræ. Den har et lille luggersejl og sværdkiste, så den krydser bedre. Jollen vejer 150 kg, så den er let at håndtere.

Blandt de mange, som videreførte Ole Jensens rundgattede jolletype og tog den med sig, var bådebygger Peter Madsen og senere sønnen Rasmus Madsen, Lynæs, der begge byggede en hel flåde af Lynæsjoller. Peter Madsen (født 1853) etablerede sig som bådebygger i 1880’erne i Lynæs. Han havde lært håndværket i Norge, og havde været skibsbygger en tid i Frederikssund. Imidlertid er det indtil videre kun en antagelse, at Peter Madsens Lynæsjolle var efter model af Frederikssundsjolle. Ole Crumlin-Pedersen har påpeget at Peder Madsen kan have været inspireret af formerne i de kølbyggede kåg, der træffes i Sydnorge og Bohuslän. Han anfører, at Lynæsjollens form har træk fælles med ældre Frederikssundsjoller, “hvis bund dog er noget anderledes”, men anerkender samtidig, at der mellem Lynæsjollerne og Frederikssundsjollerne “er visse fællestræk i formen med skarpe undervandslinier og fyldige linier over vandet, således at essingen agter afsluttes med et halvcirkelslag. Disse fællestræk har ført til dannelse af begrebet “Lynæsjollen””.

Sammenfattende kan det konstateres, at Frederikssundsjollen (13-15 fod) i Ole Jensens tid var en mindre åben jolle uden ringdæk, men at der blev eksperimenteret med egentlige dæksbåde. I takt med, at bådtypen spredte sig til Isefjorden, kom der ringdæk, hvorefter jollerne blev på 17-18 fod. Først med Lynæs bådebyggeren Peder Madsen kom de store Kattegatsbåde med heldæk i almindelig brug. De var på omkring 30 fod.

Christian Nielsen, Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, har opmålt flere Lynæs- og Frederikssundsjoller, og tegningerne kan erhverves. Der findes fortsat et større antal Lynæsjoller i brug, og jolletypen bygges stadig.

Om udviklingen af Frederikssundsjollen gjorde fabrikant Louis Maag sig i 1964 følgende tanker: “En ægte Frederikssunds- eller Lynæsjolle kan kun bygges af eg eller lærk. Dens store runding agter er krævende. Det er denne og selve bordløbet, der fordrer den nedarvede dygtighed. Flere af fjordens nyere bådebyggere har forsøgt at gøre de gamle kunsten efter, men bordene løber op i en spids for og agter, så selv om faconen på en måde er der, savner jollen alligevel det ægte præg”.”