Livstegn

psykiatri

Jeg har “svigtet” i en måned

Der er pludselig gået en måned, siden jeg blev indlagt. Der har været masser at skrive om, men jeg har ikke haft kræfterne til at få det gjort. Lige nu er jeg på “hjemmebesøg” og nyder at sidde ved et rigtigt tastatur, så nu famler jeg mig frem til et indlæg, der sikkert ikke hænger sammen for andre end mig selv! Diagnosen er “let til moderat depression med psykotiske træk”. Jeg hælder mest til moderat og psykotiske træk. Det føles nemlig ikke “let”.

Arbejdsmarkedet

I samråd med mit jobcenter og min fagforening har jeg opsagt min stilling, da det er bedst sådan. Jeg magtede ikke jobbet på de givne betingelser. Der er selvfølgelig stor sorg knyttet til endelig at måtte forlade det arbejdsmarked, der lugter lidt af fugl til fordel for fx at stable rugbrød i Netto – altså at lægge det gl. øverst og det nyeste nederst. Jeg trøster mig med, at jeg måske ad åre kan blive chef for mælken eller lignende. Pludselig kunne jeg bare ikke mere, og  jeg kunne ikke klare at stå op med en stor ildsprudlende kugle i maven hver morgen. De dårlige tanker kom til at dominere, og det går slet ikke i min verden.

Jeg var til møde i jobcenteret for et par uger siden, og det gik rigtig godt. Min sagsbehandler, som jeg kender ret godt, var sød og forstående. Vi skal finde et nyt fleksjob; det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg skal ikke hjem og trisse rundt på fuld tid, så bliver jeg da først skør. På vej ind til mødet mødte jeg min fleksjobrådgiver, som jeg også kender rigtig godt. Han var meget overrasket, da han hørte, at det var gået galt med det gl. job. Jeg nævnte det med rugbrødet for ham, hvortil han svarede, at så blev det let at finde noget nyt, da de har en aftale med Dansk Supermarked. Nu må vi se… Jeg skal i hvert fald bare ikke sidde i kasse, men jeg har erfaring med detailhandlen fra min ungdom. Jeg fik lov at bestemme næste møde i jobcenteret, hvor de begge deltager, og valgte den 2. september kl. 10:00.

At være hjemme

De vil gerne udskrive mig på torsdag, så jeg skal øve mig i at være hjemme. Det, synes jeg, er hundesvært og jeg føler mig slet ikke “udskrivningsparat”. På den anden side lige mens jeg sidder og skriver dette, går det egl. fint nok. Jeg tror, det er de store skift, der er svære. Jeg plejer bare at føle mig klar og vide ganske nøjagtigt, hvornår jeg har fået nok af 808 (for denne gang).

Den første gang jeg var hjemme, var jeg her fire timer, og det var alt for længe. Skudt vildt over målet. Herefter en gang med en time og 10 minutter. I går omkring en time eller halvanden plus den tid det tog at gå til frisøren og op at købe et nyt ur. I dag er aftalen, at jeg bliver hjemme, så længe det føles rart – senest til kl. 17:00. Jeg konstaterer, at der ikke er kommet nye skud på mine kunstige planter i mit fravær.

Det er ensomheden, der lurer bag gardinerne. Efter at have været sammen med 12 andre mennesker på relativt lidt plads i så lang tid er mine egne 78 m² enorme og enormt stille. Her er ingen, der går rastløse rundt i sko, der knirker, her er ingen, jeg kan tæve i Bezzerwisser eller Scrabble – her er den store tomhed. Det eneste, der høres lige nu, er lyden fra vaskemaskinen.

Personalet har 500 forslag til ting, jeg kan foretage mig efter udskrivelsen, og jeg ved, det er velment og kærligt, det er bare som om, det ikke rigtig bider på. Jeg tager imod pjecer, brochurer og links og forslag og siger “mange tak” for det alt sammen vel vidende, at jeg nok aldrig får kigget på det. Måske er jeg bare Rasmus Modsat?

Baglæns tale

Jeg skrev på et tidspunkt, at der ingenting foregik på et afsnit i løbet af en dag. Jeg tager mine ord i mig igen! Noget af det bedste er morgengymnastikken, som jeg konsekvent har deltaget i hver dag, og så er der ballstick-massagen, som er et fantastiske tilbud, hvis personalet har tid. Jeg har aldrig prøvet det før, men det er så skønt, og for mig flytter det fokus fra de billeder, jeg ser for mit indre blik, til kroppen. Efter massagen har jeg kun lyst til at ligge under min kugledyne og hvile.

Jeg har haft mange samtaler med min fantastiske kontaktperson, der virkelig har empati og forståelse. Hun forstår selvfølgelig ikke helt mine billeder, da hun ikke kan se dem, men hun giver udtryk for, at hun forstår, at det må være meget ubehageligt. Det er nok for mig.

En anden mulighed er selv at prøve at være aktiv: puslespil (jeg er bare så dårlig til det det) og andre spil (Bezzerwisser og Scrabble er dejligt). Men alt dette kræver selvfølgelig, at man har det rimeligt. Selv har jeg brugt det til at bortlede tankerne fra billederne.

Hvad er billederne?

Den psykotiske del går ud på, at jeg ser nogle billeder for mit indre blik. Det er polaroidfotos fra 70’erne og derfor lidt gulnede. De har den karakteristiske lille hvide kant omkring sig på alle fire ledder. Formatet er det, der vist hed 9*9 . Motivet er mig selv hængende i en løkke fra et træ med tungen ud af halsen. De vises fra forskellige vinkler, og der zoomes ind og ud, men det er stillbilleder. Jeg ser dem konstant, og det er hårdt. Der er ikke mere at gøre ad medicinsk vej, da jeg allerede ligger ret højt i det relevante præparat. Der er ikke andet at gøre end at vente på, at det går over. Belastningen fra jobbet blev bygget op over fire måneder, og derfor vil det også tage tid inden de psykotiske symptomer forsvinder. Tålmodighed lønner sig.

 

8 replies
  1. Mette
    Mette says:

    Kære Hanne
    I forhold til at bo på et bosted sammen med andre, så skal du have fat i socialrådgiveren på psykiatrisk hospital, som kan visitere dig, i samråd, med dig til et møde i din kommune, med socialpsykiatrien og drøfte mulighederne for et botilbud efter servicelovens paragraffer. Jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor der ikke er nogen, der endnu har drøftet det med dig, set din lange historik taget i betragtning. Jeg sender dig her et link over bosteder og fællesskaber i Roskilde kommune under socialpsykiatrien. Her står også, hvordan man kan komme i gang med processen.

    https://socialpsykiatri.roskilde.dk/boogopgangsfaellesskaber.asp

    Alt det bedste til dig, Hanne

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Mette

      Tusind tak for din kommentar og velkommen til min blog! Kommentaren skulle lige godkendes, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg overvejer stærkt at komme til at bo på en anden måde, så dit link er super relevant. Selv har jeg tænkt oldekoller, kollektiver mv. og ikke så meget bosteder, da jeg normalt er ret så velfungerende. Men alt kan komme under overvejelse!

      Næh du kan have ret i, at det er mærkeligt, at ingen har taget det op med mig – men generelt skal man selv være om sig, hvis noget skal ske.

      Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Jeg skal ikke gentage, hvad andre har sagt, bortset fra at det ikke nødvendigvis er så tosset at være arbejdsfri. Jeg nyder det, som du ved, men hvis jeg pinedød skulle lave et eller andet for ikke at gå i frø, ville jeg nok finde noget frivilligt arbejde, hvor forventningerne i sagens natur ikke er så høje.
    God bedring!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Jeg tænker også på frivilligt arbejde ved siden af rugbrødsarbejdet. Det kunne fx være at være besøgsven en gang eller to om ugen af en times varighed. Det ville give mening for mig. Og måske kunne jeg derigennem skabe en eller flere gode relationer.

      Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Jeg tror ikke rigtig på, at det er det intellektuelle indhold af arbejdet, der slår dig ud af kurs. Dvs. at jeg kunne være nervøs for, at du også kunne få problemer, hvis jobbet bestod i at stable rugbrød, rent bortset fra, at dette sikkert har sine egne udfordringer, som fx kedsomhed og krav om fysisk styrke og udholdenhed.

    Er det ikke snarere noget med, at du man skal have meget eksplicitte forventninger til din indsats, og at din rutine skal ligge temmelig fast for at du kan have det godt? Jeg tænker det her ift. din Asperger-diagnose. Jeg tror godt, man kunne.skrue et intellektuelt mere krævende arbejde sammen, så det opfyldte sådan nogle betingelser, hvis man ellers ville.

    Desuden synes jeg, at jeg kan forstå på det hele, at du i dit tidligere arbejdsliv har kørt på så høje nagler, at din stresstolerance er slidt helt i bund. Man kunne sikkert også argumentere for, at du allerede har smidt så meget energi og krudt i diverse tidligere jobs, at du sådan set har ydet dit. Men OK, kan du ikke udholde tanken om at holde fri hele dagen (det er ikke slemt, det lover jeg!), så er det da værd at forsøge sig som hyldeopfylder. Guderne skal vide, at der er mange supermarkeder, hvor der trænger til at blive ryddet op.

    Men sørg nu lige for at få det bedre først. Komme lidt ovenpå igen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jeg tror, du rammer fuldstændig plet mht. eksplicitte forventninger og klare rammer og retningslinjer! Jeg har selv haft tænkt noget lignende bare ikke så klart. Jeg tror bare, det vil være svært at få et sådant job skruet sammen, og selv kan jeg ikke få øje på andet end det med rugbrødet.

      Ja stress-reserverne er nok i bund og tyndslidte, og ja jeg har ydet mit i mit gl. liv, men at gå til at holde fri hele døgnet kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle lave i al den tid, og jeg er bange for ensomheden, der evt. vil tage overtaget.

      Jeg lover ved Faderen, Sønnen og Helligånden at få det bedre, før jeg fylder hylder op i føtex…

      Svar
  4. Birgit
    Birgit says:

    Kære Hanne

    Hvor lyder det ubehageligt med dine billeder, jeg håber det snart er overstået.

    Du synes sikkert, at det var en falliterklæring at opgive arbejdet, men det var nok eneste, du kunne gøre, for du kunne da ikke blive ved med at holde til at have det sådan.

    Jeg håber sådan for dig, at du kan finde et arbejde, hvor du helt slipper for enhver form for præstationsangst, og bare kan nyde at se nogle andre mennesker.

    Med frygt for at gentage mig selv, så synes jeg, at du skulle prøve at overveje en eller anden form for bofællesskab. Det må være muligt, at finde noget, du i det mindste kunne blive skrevet op til, så du kunne få tid til at tænke over det.

    Jeg er jo nordenfjords p.t., men jeg håber vi ses snart.

    Knus
    Bix

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Kære Bix

      Ja billederne er ekstremt ubehagelige at se på, og jeg håber virkelig, de hurtigt forsvinder af sig selv som dug for solen.

      Ja det kunne være fedt med et job uden præstationsangst! Det går jeg og drømmer om, men det er nok svært at finde, for i alle jobs kræves det, at man præsterer noget.

      Jeg tænker meget over det med at prøve at bo på en anden måde, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme i gang med processen.

      Vi ses snart!

      Knus
      Hanne

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *