Liget i jydepotten – 2

Dom

Udsnit af dom fra 1881

50. Dom i Justitsagen No. 121/1881: Prokurator Vadum som Aktor ctr. Arestantinden Karen Christensen og Tiltalte Jens Mourits Hansen, afsagt 24 Decbr 1881.

Arrestantinden Karen Christensen og Tiltalte Jens Mourits Hansen er under nærværende sag ifølge Vejle Amts Ordre af 29 f. M. satte under Tiltale den Førstnævnte i Henhold til Straffelovens § 192 og den Sidstnævnte for Meddelagtighed i denne Forbrydelse eller Overtrædelse af Straffelovens § 110. Sagens omstændigheder maa efter deres egen Tilstaaelser og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger ansees for at være følgende:

Efter at Arrestantinden d. 1ste Novbr. f. A. var kommen i Tjeneste hos en Gaardmand i Brande Sogn, hos hvem Tiltalte ogsaa var i Tjeneste, havde de jævnlig legemlig Omgang med Hinanden. Hun antog at være besvangret i Febr d. A., da hun sidste Gang havde sit Månedlige i anden Halvdel af Jan: Maaned. Hun havde nok i Sommer meddelt Tiltalte, at hun var frugtsommelig, og spurgt, om han vilde ægte hende, hvortil han havde svaret, at da ingen af dem ejede noget, kunde det vel ikke hjælpe at tænke derpaa endnu, men videre havde havde hun ikke talt til ham om sin Stilling, før en Maanedstid, inden hun nedkom, hun yttrede da til ham, at hun ikke vidste Udvej for, hvorledes hun skulde bære sig ad med Barnet, hvortil han svarede, at hun maatte da ikke skille det ved Livet, hvad hun saa siden gjorde. Han havde i Sommer spurgt hende, om hun ikke kunde komme til sine Stedforældre og gjøre Barsel, men hun havde svaret, at hun ikke turde forlange det af dem, da de ere fattige Folk. Tiltalte og og Arrestantinden havde ogsaa talt sammen om, naar hun kunde vente sin Nedkomst, og hun havde da sagt, at hun først ventede den hen i Novbr. Maaned.

Den 25 Oktbr d. A. i Mørkningen begyndte hun imidlertid at føle Veer; disse tiltoge, da hun senere kom i Seng og, som hun antager omtrent kl 12½, fødte hun et Barn, der gav lyd i Fødselsøieblikket. Hun tog det op til sig, kjendte ved Beføling, at det var et Drengebarn, og lagde det i sin Arm, medens Fødselsveerne vedbleve indtil Efterbyrden var gaaet fra hende, og endnu derefter havde hun Efterveer. Hun havde ikke før Fødslen tilberedt Børnetøi, men efter sit Angievende haabet, at Barnet skulde komme for tidligt og være dødfødt. Nu da det levede, blev hun ved Tanken om, at hun ikke vidste, hvor hun skulde gjøre af det, saa “sølle” eller forknÿt, at hun bestemte sig til at aflive det. Hun stod da op, da op, rev en Strimmel Linned af en Særk, lagde den om Halsen paa Barnet og aflivede det ved Kvælning. Hun gjemte saa Liget ved Fødderne af sin Seng inderst mod Vægen, hvor det blev liggende til d. 31 Oktbr. Anden dagen efter hendes Nedkomst spurgte hun Tiltalte, om han ikke kunde se noget paa hende, nemlig at hun var bleven klejnere; dette besvarede han bekræftende og spurgte, hvor naar det var sket, hvortil hun svarede “den anden Aften” og yttrede at “det (Barnet) var inde”. Han antog nok, at det var dødt, hvilket hun ogsaa mener at have sagt ham, men begge have bestemt udsagt, at han ikke har spurgt hende, om Barnet havde været levende født, og at hun heller ikke har meddelt ham, at det havde levet efter Fødslen. Den 31 Oktobr, Aftenen før de begge skulde skifte af deres Tjenste, bad hun ham være hende være behjælpelig med at nedgrave Barnet; dette gjorde de da endnu samme Aften paa en Mark undefor deres Husbondes Gaard, hvor Liget senere efter deres Paavisning fandtes. Ved Obduktionen af Liget er det befundet, at det har været fuldbaaret og levedygtigt, ligesom der ikke er fundet noget, som udelukker Muligheden af, at Barnet kan være aflivet ved Kvælning. Arrestantinden har bestemt nægtet at have før Barnets Fødsel den Tanke eller det Forsæt at ville skille det ved Livet, hvis det kom levende til Verden og denne Negtelse bestyrkes noget ved hendes Forhold under Fødslen, nemlig at hun har klaget sig saa stærkt, at det er hørt i Huset, og at hun da Barnet var født og gav Lyd, tog det op til sig og lagde det i sin Arm.

Det maa derfor antages, at hendes Forsæt at dræbe Barnet først er opstaaet/eller fattet efter Fødslen, og at det derpaa strax er udført saa at hun for dette Drab vil være at anse efter Straffelovens § 192, 1ste Membran. Den Straf, som der er født d. 24 Debr. 1861 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, findes efter samtlige med Sagen forbundne Omstændigheder at burde bestemmes til Forbedringshusarbejde i Tre Aar. Forsaavidt angaar Tiltalte Jens Mourits Hansen er sat under Tiltale for Meddelagtighed i den nysnævnte Forbrydelse, findes i saa Henseende imod hans Benægtelse ikke at være tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis. Derimod har Tiltalte, der er født d. 25 Marts 1857 og ikke tidligere har været kriminel Tiltale eller Strafundergivet, men kan ifølge Forlig af 26 Oktbr s. A. for Politiuorden anset med en Bøde af 4 Kr, ved sin Deltagelse i Nedgravningen af det ommelte Barnelig hjulpet til at skjule Sporene af den i Dølgsmaal foregaaede Fødsel, og for dette Forhold vil han efter Straffelovens § 110 jfr. § 194 være at anse med en Straf, som efter Omstændighederne bestemmes til simpelt Fængsel i 14 dage. Arrestantinden og Tiltalte vil derhos En for Begge og begge for En have at udrede denne Sags Omkostninger, deriblandt i Salair til de beskikkede Sagførere aktor Prokurator Vadum 15 Kr, Defensor Kance. Prok. Bork 12 Kr.

Den befalede Sagførelse har været lovlig.

Thi kjendes for Ret

Arrestantinden Karen Christensen bør hensættes til Forbedringshusarbejde i Tre Aar. Tiltalte Jens Mourits Hansen bør hensættes i simpelt Fængsel i 14 Dage. Begge bør derhos in solidum udrede denne Sags Omkostninger, deriblant i Salair til Aktor, Prok. Vadum 15 Kr og til Defensor Kancel., Prok. Bork 12 Kr.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Monrad

Kilder:
Nørvant-Tørrild hrdr. Domprotokol. Aar: 4-4-1879 – 5-6-1885. B 70-5 212
Salmonsens Konversationsleksikon, Anden Udgave hos Runeberg