, , , , ,

Lidt af hvert

Jeg skriver i dag om lidt af hvert, da jeg ikke for hvert emne har nok til en hel blogpost, men alligevel har jeg noget på hjerte, som jeg har lyst til at dele med jer.

Lyden i Arvingerne vil blive forbedret allerede fra tredje afsnit, har Piv Bernth lovet i TV-avisen. Det er flot, hvis de kan fikse det så hurtigt. Jeg er ikke den eneste, der ikke kan høre det. Det viser artiklen bag dette link, som Anna var så sød at sende.

Projektet med de kriminelle kører som det skal, faktisk går det næsten hurtigere, end vi selv kan følge med til. Projektgruppen er ved et tilfælde vokset fra to til fire deltagere. Jytte og Alice fra Odense giver den hele tiden en ordentlig skalle med transskriptionerne; faktisk er de så hurtige, at vi lige nu mangler arkivalier, der skal transskriberes. Det bliver der forhåbentlig rådet bod på i dag fredag, hvor Leif kører til Viborg fra Herning for at finde og fotografere flere arkivalier. Jytte og Alice giver projektet et vældigt kvalitetsløft, som vi ikke selv kunne have præsteret.

Jeg arbejder p.t. med personbeskrivelser i projektet, og det er rigtig sjovt og spændende. Jeg har simpelthen gennemgået hvert enkelt dokument med en tættekam og fra hvert dokument har jeg udtrukket de passager, hvor den enkelte tiltalte er omtalt som menneske. Alle de små fragmenter danner tilsammen et fint billede af den enkelte tiltalte. En af de ting, vi godt kunne tænke os at finde er en historie om, at en af hovedmændene til drabet tidligere er dømt for hor. Efter en bog af C. Klitgaard skulle den tiltaltes kone have gået i forbøn for ham, så han ikke skulle afsone de 5 * 6 dages fængsel på vand og brød.

Hjemmesiden, hvor vi vil præsentere vore resultater for alverden, tager også langsomt form, og hvis jeg selv skal sige det, bliver den ret flot. Vi glæder os til at gå i luften med det vi har den 1. februar eller lige der omkring. Vi vil gøre siden kendt ved indledningsvist at lægge et link i Facebookgruppen ‘Genealogisk forum’, hvor vi begge er aktive. Siden har 3.100 medlemmer, så et link der, vil give rigtig mange potentielle læsere fra starten. Jeg glæder mig meget, til vi kommer i luften. Det bliver spændende at komme ud i verden med det, vi nu har arbejdet så intensivt med de seneste par måneder.

Konference i projektet: Fra den 23. til den 25. januar holder vi en konference i projektet, hvor vi blandt mange andre ting skal tage stilling til strukturen for hjemmesiden og dens udseende, og også skal diskutere, hvordan vi får navngivet filer, så de er til at finde igen blandt flere hundrede. Vi skriver løbende på en dagsorden for at huske alt det, vi løbende kommer i tanke om. Vi holder konferencen på Hotel Comwell i Holte (Leif giver). Jeg har i tillæg købt et grupperum til den 23. og 24; så har vi adgang til flipover og whiteboard og kan lade kreativiteten udfolde sig. Når vi er færdige fredag aften er papirerne fra flipoveren lige til at rulle sammen og tage med hjem til mig, da det mest er mig, der står for hjemmesiden, simpelthen fordi det er mig, der har mest tid lige i øjeblikket. Jeg ser meget frem til de tre dage, for meget kan klares pr. telefon og mail, men nummer et er altså at sidde sammen, når man skal designe og få idéer.

Mad: I flere år har jeg spist min varme mad i kantinen på arbejdet for det var så nemt, og så behøvede jeg sådan set ikke mere den dag. Nu er jeg jo så arbejdsløs og den varme mad står ikke automatisk klar kl. 12:00. I lang tid levede jeg af rugbrød med ost eller lignende, fordi jeg ikke gad lave mad til mig selv. Det tager alt for lang tid, når man sammenholder med den tid, det tager at spise det. Pludselig blev jeg bare så træt af rugbrødsmadder og fik en afsindig lyst til frikadeller, så mig ned i Netto og købe ind til frikadeller med kartofler og sovs – nej hvor var det dejligt at spise noget varm mad herhjemme. Hvis jeg laver tilstrækkeligt meget, er der til rester eller madder dagen efter. Jeg har også opdaget, at jeg faktisk står og hygger mig med at lave maden.

Undgå madspild: Da jeg er alene, kan jeg ikke nå at spise et helt salathoved eller en hel pose gulerødder, inden det bliver kedeligt og noget ‘træt’. Hvis jeg alligevel skal prøve at nå det, kan jeg kun få en slags salat, og det er jo lidt kedeligt. Det har i flere år afholdt mig fra at spise friske grøntsager, og det er jo ikke godt, men jeg ville ikke smide mad ud. Nu har jeg så opdaget, at de hos Netto har både færdige friske salater med mange typer i og revne gulerødder i passende portioner, som jeg kan nå at spise, inden det bliver kedeligt. Det er umiddelbart lidt dyrere, men det tror jeg ikke, det reelt er, hvis man regner ind, hvad alt det spildte mad ville koste. Så nu får jeg masser af friske salater og revne gulerødder, som jeg blander til en god råkost. Det er helt dejligt endelig at føle sig lidt sund.

Conditional CAPTCHA: Jeg får stadigt stigende mængder af spam på bloggen, lige pludselig i november eksploderede det, og jeg kunne dagligt slette mindst 20 spamkommentarer. Jeg ved ikke, hvad den stigende interesse for min blog pludselig skyldes, men jeg blev træt af at skulle sidde og slette det. Efter råd fra Eric, installerede jeg så plug-inet kaldet Conditional CAPTCHA, og det er intet mindre end genialt. Det blokerer al spam inden det kommer så langt, at det skal fanges af Akismet. Nu er det endelig slut med at sidde og slette spamkommentarer fra bloggen.

27 replies
  1. Annette (Holland)
    Annette (Holland) says:

    Så er jeg endelig – igen – opdateret og ser, at det ikke er projekter du mangler, mere tiden til at dyrke dem i, måske.
    Pokkers omgang med den skulder, godt at du er på rette vej og at det går godt med genoptræningen.
    Jeg var forundret, da jeg læste, at der var problemer med lyden på “Arvingerne”, jeg havde ingen problemer via nettet, som jeg jo må tage til takke med. En spændende serie, gad vide hvordan den ender.
    Hilsen fra et regnvejrsgråt Holland.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Annette

      Herligt at du er på igen, og velkommen tilbage til min side med alt mellem himmel og jord!

      Jeg har gang i en masse projekter, der optager mig virkelig meget, fordi de er så spændende. Jeg er maget spændt på lanceringen af den nye hjemmeside om de kriminelle i 1800-tallet. Den kommer I til at høre mere om.

      Jeg har set to afsnit af ‘Arvingerne’ på nettet med min PC. og der kunne jeg også fint høre det hele, men der sidder jeg også med begge højtalere i perfekt lyttetilstand. På TV synes jeg stadig det er lidt svært. Ja det er sørme spændende, hvad den serie ender med – bare de ikke slår hinanden ihjel 🙂

      Svar
  2. Donald
    Donald says:

    Jeg har såmænd smagt mere specielle salater, “sommersalat” kaldte min mor det, mens mine kolleger blot kaldte det “mad” engang vi havde en tagterrasse og kunne sidde på den og spise til aften; rent madopskriftsmæssigt var det en variant “Caesar salad”.

    Det er godt at du fik set afsnit tre, for der lægges jo op til forvirring – man skal vide at Signe gentager at hun ikke “vil have huset”. Det er iøvrigt en af de mere usandsynlige drejninger i manuskriptet, synes jeg når man ser på det bagefter. Hvis vi stod med en million (eller flere) i hånden og en anden sagde “den har jeg mere ret til” så ville man nok tænke en gang extra inden man gav den fra sig.

    Men nu vil jeg se afsnit 4 – mens jeg spiser … 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      “Caesar salad” er bare så lækkert, det spiser jeg gerne.

      Ja det er nok lidt utroligt, at Signe i ‘Arvingerne’ ikke vil have huset, men det virker som om, hun skal spille den gode blandt alle skurkene. Hun virker lidt naiv men er også en stærk personlighed, der med til at give serien et ekstra dimension.

      Svar
  3. Donald
    Donald says:

    Nej altså tænk at du “ikke gad lave mad” – jamen altså 🙂 haha. Det bærer straffen i sig selv.

    Angående salat har jeg opdaget at “hjertesalat”, de små aflange, (hedder det Romaine?) holder sig godt i køleskab, så det er ikke noget problem for mig at spise op. Jeg undgår også madspild, men somme tider må spiser jeg ikke op fordi jeg ikke kan (vægthensyn tæller også) – så kan man jo gemme resten i køleskabet. Iceberg salat er derimod ofte for gamle. Jeg blander selv dressing af olie, eddike eller citron, dild/krydderier, salt og evt. rosiner. I går blandede jeg kogte gulerodsstykker og bananskiver og rosiner i salaten, det smagte faktisk meget godt. Men sig det ikke til nogen (det er vist en underlig blanding!)

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Nu hvor jeg er kommet ind i rutinen med at lave mad igen, hygger jeg mig med det, og kan slet ikke forstå, at jeg ikke gad. Jeg køber ind til noget, der ikke er for besværligt, men det er helt sikkert, at jeg får sundere mad end før. Jeg skal lige prøve med de der Romainesalater, du er nu nr. to, der anbefaler dem.

      Din salatblanding lyder lidt speciel, men bare det smagte godt, så er alt jo i orden.

      Svar
  4. Donald
    Donald says:

    Nå du fik set næste afsnit! Ja, det gør jeg også hvis jeg bliver færdig med alt blad-smøreriet!
    Jeg må være heldig at jeg ikke får ret meget spam på bloggen. Det meste fanges af “Akismet”, som muligvis kun fås til WordPress. Desuden kan man jo sætte softwaren på bloggen til at afvise kommentarer med mere end 1 link (eller med link i det hele taget!) Har du prøvet det?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jeg klikke på se seneste og vupti fik jeg afsnit fire; men jeg har i dagens løb repareret lidt på det og set afsnit tre, som jeg synes var rigtig godt. Der er så herligt mange konflikter, der ulmer i den familie.

      Jeg har ledt efter muligheden med at afvise kommentarer med mere end et link, men sådan en funktion har jeg ikke kunnet finde; men pyt nu klarer Condional Captcha det hele for mig. Heldigvis er ingen af spamkommentarerne nogensinde blevet vist på bloggen, men er blevet fanget af Akismet, men alligevel skulle jeg jo så slette dem fra Akismet, nu er alt det en sagablot – herligt.

      Svar
  5. Jørgen
    Jørgen says:

    Jeg tænkte ikke meget over lyden i 3. afsnit, så måske er der sket en forringelse af kvaliteten og dermed en forbedring af kvaliteten for slutbrugeren. Afsnittet var kedeligt, langt og tempotungt.
    Jeg glæder mig til at se den nye hjemmeside, når I offentliggør den.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Jeg så tredie afsnit på computeren her til formiddag og syntes, at lyden var fin, men når jeg sidder ved computeren har jeg også højtalerne 40 cm fra mig og er kun koncentreret om at at se og lytte.

      Tænk jeg synes, at afsnit tre var rigtig godt, det er så herligt mange konfliktområder, at jeg forventer, at det hele på et eller anden vil eksplodere med et brag.

      Du kan tro, vi glæder os til at offentliggøre den nye hjemmeside, og vi glæder os til feedback, men mest af alt til at fortælle historier fra samfundets bund.

      Svar
  6. Donald
    Donald says:

    Jeg synes også der var problemer i afsnit 3. Når der var håndbold, var larmen så høj at jeg havde svært ved at høre hvad “forgrunden” snakkede om. Desuden var der nogle scener med larmende baggrundsmusik. Men det er en god dialog. Jeg er meget inspireret af den og synes at hele konflikten omkring hvem der er familie og hvad familien skal med hinanden, er tankevækkende. De spiller så godt, Trine Dyrholm og de andre (kan endnu ikke navnene på hende der spiller Signe og ham, der spiller Emil.)

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jeg er vist kommet til at se afsnit fire på computeren og ikke afsnit tre, så det skal jeg have fundet på nettet, så jeg kommer ind i den rette gænge igen. Det var fint med lyden i afsnit fire, men jeg så det som sagt også på computeren, hvor højtalerne er 40 cm. fra mig.

      Jeg synes også, at serien er genial, og den er så konfliktfyldt, at der virkelig er mange dramaer, der kan udspille sig. Det er DR Drama, når det er bedst.

      Svar
  7. Pia
    Pia says:

    Dejligt at du har nogle projekter at tage dig til, og det er jo noget nogen vil få meget glæde af i fremtiden.
    Her i huset er der aldrig madspild, hverken før eller efter tilberedning. Jeg ved godt vi er to, men 1 kg friske gulerødder holder altså kun 1-3 dage her i huset, så jeg køber som regel 5 kg hver gang, hvis de findes. Et par rå i min madpakke, lidt som rodfrugter eller bare kogte med god bid.
    En fryser er uundværlig, så skal man ikke købe ind hver uge. Det tager ingen tid at hente kød eller en i forvejen lavet færdigret, (selvfølgelig hjemmelavet) inde i fryseren. Storindkøb gøres en gang i kvartalet, eller sådan noget lignende.
    De spam der kommer hertil, og som i perioder kan være mange, bliver næsten alle fanget at Bloggers eget spamfilter. Det er uhyre sjældent der smutter en igennem til min mail., og sådan håber jeg det fortsætter.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Jeg har masser af projekter…, jeg er ved at være der, hvor jeg må prioritere mellem dem.

      Fem kilo gulerødder – du milde kineser, jeg kunne så fylde mit køleskab op med gulerødder. I har gang i stordrift, som jeg godt kan se er nødvendigt, når man er to, eller bare mere end en. Indtil videre er jeg tilfreds med bare at være begyndt at lave mad til 1-2 dage. Det ligger lidt i støbeskeen at lave lidt ekstra til fryseren, så jeg har noget at tage ud igen.

      Jeg ser heller ikke spam i mine mails, kun uhyre sjældent; nej det er på bloggen, jeg har masser af spam, som ikke vises på bloggen, men fanges inden – nu af to filtre. Utroligt at det skal nødvendigt at bekymre sig om den slags.

      Svar
  8. Lone
    Lone says:

    Hej Hanne
    Dejligt at læse din blog … Det er rigtig godt at du prøvede at lave varm mad til dig selv, jeg synes også det er kedeligt at lave mad til mig selv, men jeg bruger typisk en af dagene i weekenden og så laver jeg noget som der kan spises af i flere dage, fx steg et stk oksebov og lav kartoffelmos til ..det kan sagtens varmes i mikro’en.
    Ja jeg ville også ha henvist dig til en fakta eller superbrugsen de har også ‘færdige salater’
    Endelig jeg vil nødig undvære min varme mad Ha det godt

    Kh Lone

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Lone

      Mange tak for din kommentar, der lige skulle godkendes, fordi du er ny på sitet. Velkommen til! Jeg håber, du på alle måder har det godt.

      Det er en god idé at lave noget, der kan spises af i flere dage; jeg laver fx bøffer af et pund kød, så er der til to dage, og de smager også fint dagen efter. Kartoffelmos mums, det vil jeg også præve at lave. Tak for tippet.

      Svar
  9. Eric
    Eric says:

    Nå, du har da nogle jern i ilden – og ikke kun i komfurets! Vi hygger os med at kokkerere, men især om vinteren er det svært at holde dampen oppe, når man kommer hjem fra arbejde, så vi laver som regel mad til flere dage i weekenden. Når man er i gang, spiller det ingen trille at lave flere forskellige retter på en gang.
    Det er godt at høre, at antispam-programmet virker for dig. I skrivende stund har det forhindret 32.319 spamkommentarer hos mig, og skulle jeg have slettet dem manuelt, havde jeg nok valgt at lukke bloggen ned.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja mon ikke jeg har jern i ilden, og det er rigtig herligt. Det er, som du skriver, helt hyggeligt at lave mad, og især når man er to. Jeg er bare så glad over, at jeg har fundet glæden ved at lave mad til mig selv igen. Det er en god idé at gøre som jer, nemlig at lave til flere dage ad gangen.

      Antispamprogrammet fungerer perfekt. Endnu engang mange tak for tippet.

      Svar
  10. Ellen
    Ellen says:

    Det er fint, at du har (gen)fundet glæden ved at lave mad – jeg ville aldrig kunne undvære min varme mad, selv om jeg nok ikke ville lave det hver dag, hvis jeg var alene. Gryderretter, der kan stækkes til både to og tre dage, er dog fint, synes jeg; man kan jo veksle mellem ris, pasta, kartofler, couscous osv. som tilbehør til dem, så bliver det mindre ensformigt at spise.
    Gulerødder kan holde sig flere uger i køleskabet – du behøver da ikke at bruge penge på at købe de færdigrevne 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ellen

      Ja det er så skønt atter at lave mad, også selv om det bare er til mig selv. Jeg laver mest noget, der ikke tager for lang tid – altså et stykke kød med en eller anden slags tilbehør samt masser af salat.

      Det kan da godt være, at jeg skal gå over til at købe gulerødderne i hele stykker. Det er nu bare så dejlig nemt med de færdigsnittede.

      Svar
  11. Stegemüller
    Stegemüller says:

    @ Rasmine

    Jeg har opdaget, at der er noget godt i den egenomsorg man kan få ved at lave mad til sig selv – det kan faktisk være hyggeligt. Man skal bare abstrahere fra det med, at det tager en halv time at købe ind, at det tager en halv time at lave det, at det tager et kvarter at vaske op, men det tager 13 minutter at spise det. Jeg spiser foran Facebook, og det er så mænd helt hyggeligt.

    Ja hvis man ikke kan lide rå grøntsager, er salaten jo ikke noget opmuntrende element. Jeg kan faktisk rigtig godt lide rå grøntsager; en af de ting jeg virkelig holder meget af er rå rødbeder, de har sådan en dejlig nøddeagtig smag.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Rasmine

      Ja engang for mange år siden tog jeg tid på, hvor lang tid, det tog at spise et måltid, og jeg mener så bestemt, at jeg kom til 13 minutter. Men nu hvor jeg går hjemme, har jeg jo alverdens tid, og vil gerne bruge tiden på blandt andet at få noget ordentligt at spise. Lige nu har jeg fx fået resten af de to hakkebøffer, jeg lavede i går, og det smagte rigtig godt. Jeg synes altså, der er en høj grad af omsorg over det 🙂

      Svar
  12. Kisser
    Kisser says:

    Hvor det glæder mig, at der kommer bedre lyd på Arvingerne.
    Det er så interessant at følge med i alle dine projekter og opleve din glæde ved dem 🙂
    Det kan være lidt af et problem med indkøb til os enlige…. og samtidig undgå madspild. Jeg spiser mange grønsager – både rå og tilberedte, men det ligger jo i sagens natur, da jeg er vegetar. Da Black hund måtte spise kød, stod det tit på kogt kylling.
    Har du prøvet de små romaine salater? Der ligger 2 i en pose i de fleste supermarkeder, og jeg synes de har lang holdbarhed i køleskabet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Ja det er super spændende om de kan klare at lave bedre lyd til ‘Arvingerne’ på bare en eller to uger. Man skulle jo tro, at nå først produktionen er sat op, var der ikke mere at gøre.

      Du kan tro, at det også glæder mig med alle mine projekter. Jeg har det godt med at blive helt opslugt af noget. Når jeg er det, kan jeg arbejde nat og dag med det. Jeg har en meget stor produktionskraft, når et projekt er tilpas spændende. Det bliver så spændende at lancere den nye hjemmeside.

      Jeg var også engang vegetar i 10 år, og hvor fik jeg dog meget dejlig mad i den tid, men jeg synes, det tog lidt vel lang tid at lave det. Nu er jeg tilfreds med et eller andet kød på panden men med masser af kartofler og grønt til. Jeg elsker grønsager, og jeg vil prøve romainesalaterne – tak for tippet.

      Svar
  13. Anni
    Anni says:

    Dejligt, at du på den måde både hygger dig og får dejlig mad. Jeg læste engang, at Lise Nørgaard hver dag dækker bord med levende lys og sølvtøj og et fint glas, det
    syntes jeg lød som en rigtig god ide og må da være med til at gøre frikadellerne ekstra gode. God appetit til dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Anni

      Ja jeg er ved at opdage glæden ved at lave mad igen, og det er rigtig dejligt. Faktisk var jeg engang en ganske habil kok, men det er en færdighed, der skal holdes ved lige. En pande frikadeller kan man nu altid stege. Jeg lærte det af min mor, da jeg var barn, og jeg kan endnu! Lise Nørgaards idé lyder skøn. Jeg tror man skal gøre noget ud af det, også selv om man bare er sig selv.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *