, ,

Lettere med Lance – en kommentar til 11. etape

Netop hjemvendt fra Herning, hvor Hr. Bjarne Riis trådte sine barnecykelsko på den store klinge ud over heden, forstår jeg, at legenden også var god på flad vej. Ovre i det mørke har der været mange muligheder for at træne i det flade og enerverende kartoffelelskende sand. Her kan man vel blive ret god ørkenrytter? Enrico Dalgas har ikke levet forgæves! Det var ham, der banede jordvejene.

Under Lance var det lettere at sætte sit hold i Manager-spillet! Man skulle bare vælge Lance som kaptajn og som vinder af de mest vanvittige etaper, så kørte det godt for holdet. Der er vendt gevaldigt op og ned på det set up – men til gengæld vedbliver der at være håb for os slagne managers. Jeg er fortsat bagud – forstå det hvem der kan.

Dagens etape så uinteressant ud: Fra Marseille til Montpellier er der åbenbart 182½ pandekagefladekilometer, og de skulle bare vel bare tilbagelægges inden aftensmaden ved 19-tiden?

Og hvad sker der så: Hr Vinokurov fra EPO-holdet (øh… jeg mente Astana) beslutter, at en prut fra siden (også kaldet sidevind) skal udnyttes til at køre et (undskyld mig, men ret ligegyldigt) udbrud ind, og det betyder, at Moreau distanceres 2-3 minutter (de småting betyder en del i TDF). Så er Moreau ude af spillet, og min ven M. Rasmussen, der i øjeblikket er kaptajn på hollandske Rabobank, har indirekte fået en hel masse hjælp fra EPO-holdet. Taktik og strategi lægges undervejs, og det kan være svært at bevare det kolde overblik hjemme i sofaen. Jeg er imponeret over, at de kan gøre det med 70 i timen på flad vej. De er troldmænd, og det hele er magi – det er Tour de France og det er Tour de Fantastic. Jeg elsker det, også selv om rytterne ikke kører, som jeg – som manager – mener, de burde. Der er netbajere og virtuelle pølser til alle mine læsere den dag jeg passerer top 10.000 8)

Ingen etape uden sprogblomster:

  • Min ven Mark har leveret denne: “Det gør dybt ondt inde i ham” (Rolf Sørensen om Moreau, da sidstnævnte er uhjælpeligt sat på 11. etape.) Vær venlig selv at pusle ordene på plads i den rette rækkefølge, og overvej dernæst, hvem der er sat på Tourens sproglige tinder.
  • Gad nok vide om dette er sidste Tour de France? “… og Nicki Sørensen næstsidste gang, der var Tour de France” Dennis Ritter om… Jeg husker ikke lige sammenhængen, men jeg tror, det var noget om, hvornår Montpellier senest var målby. Hr. Ritter, med mindre jeg sidder og ser min sidste Tour, så burde du have sagt “… og Nicki Sørensen forrige gang, der var Tour de France”. Jøsses venner – hvordan har I dog bestået Danmarks Journalist Højskoles afgangseksamen?
  • “Og det er skidt af tysk tv.. Det er latterligt, amatøragtigt, og urespektfuldt over for de tyske seere..” Fundet i en blog, og det er en kommentar til ARD og ZDF beslutning om ikke længere at transmittere fra TDF 2007 efter en rytter fra T-mobile har fået fremdraget en positiv a-prøve. Der er bare ikke noget, der hedder “urespektfuldt”; det hedder i denne sammenhæng enten “mangel på respekt” eller “respektløst”. Hvad blev der mon af de lærere i folkeskolen, der lærte børnene at formulere sig i tale og på skrift? Hvad blev der af de fædre og mødre, der så staveord og regnestykker igennem?
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *