Jeg er negativ

Lægen fortalte mig hvordan jeg har det

Det er heldigvis kun to gange om året, jeg behøver at se en læge i Distriktspsykiatrien. Så holder jeg vel ud, for lige nu er jeg ganske enkelt både rasende, negativ og enormt ked af det, fordi jeg føler mig “kørt over”. Jeg har tudet, siden jeg kom hjem derfra.

Det ligger ellers ikke til mig at være negativ. Jeg prøver på konstant at være positiv og at se alle de lyse sider i tilværelsen, som der er masser af.

Jeg har aldrig tidligere oplevet en læge, der fortalte mig, hvordan jeg har det og som faktisk ikke ønskede at høre på, hvad jeg ville sige. Næste gang bliver jeg hjemme, for det er egentlig ligegyldigt, om jeg møder op eller ej.

Det var vores første møde

Det var første gang, jeg skulle se min nye (over-)læge der, så det var jeg selvfølgelig spændt på. Jeg var velforberedt og havde skrevet ned, hvad jeg skulle huske at drøfte med vedkommende.

• Lægen havde også en dagsorden, og den kom først.
• Vedkommende satte indledningsvist denne etikette på mig: “Nu er er du jo en dame med meninger”. Ja selvfølgelig – må jeg ikke være det? Gad vide hvor det kommer fra? Åh hvor det ærgrer mig at jeg ikke fik spurgt “hvor står det?”
• En anden læge, som jeg aldrig har set, havde skrevet i journalen, at ECT-behandlingerne tidligere havde været givet hver 6. uge. Det er simpelthen ikke sandt. Det troede den nye læge ikke rigtig på. Patienten kan da umuligt vide, hvad der foregår i hendes behandling… En psykiatribruger kan man nok ikke stole på.
• Vedkommende ønskede at ændre på intervallet mellem ECT-behandlingerne, der nu er hver 4. uge. Det er jeg ikke indstillet på, eftersom vi endelig efter syv – otte år har fundet en kombination, der er rigtig god, og hvor jeg har det rigtig godt. Vedkommende ville gerne vide, om jeg så var med på at ændre intervallet om et halvt år. Jeg svarede, at det synes jeg, vi kan drøfte om et halvt år. Hvordan skulle jeg kunne vide det i dag?
• Der vil kunne skrues op, hvis det går dårligt. Jeg sagde, at jeg så ville føle mig lidt som en forsøgskanin. Men æh… det følger åbenbart af lægeløftet. Det har jeg ikke forstand på, bortset fra at jeg selvfølgelig er helt med på, at man ikke må “overbehandle”.
• Jeg har ikke koncentrationsbesvær – det synes jeg ellers selv, med mindre jeg selv er aktiv med noget, jeg finder højinteressant. Er det ikke højinteressant, farer tankerne om hjørner efter ca. 20 minutter. Fx kan jeg ikke se en film eller læse en bog. Nåh men det er så ikke koncentrationsbesvær. Jeg kan ikke huske, hvad det i stedet var.
• PSI-kontrakten (PSI står for PatientStyret Indlæggelse) kan ikke fornys, idet jeg ikke har gjort brug af den siden oktober 2020. Det kan jeg så godt forstå – og der er sikkert noget logistik mht., hvor mange kontrakter, de kan have “i sving”, hvis det samtidig skal være muligt faktisk at blive “indlagt” i PSI-sengen, eftersom der kun er én sådan på 808. Jeg indvendte, at man jo så skal via Glostrup, men det mente lægen også var meget bedre. Det synes jeg ikke!
• Et af mine dagsordenspunkter var at tale om, hvor ubehageligt det var til den seneste ECT, hvor de ikke gennemførte alle de vanlige rutiner (måle værdier i form af temperatur, puls og blodtryk samt lytte på hjerte og lunger mv.) og spørge, om hun kunne skrive i journalen, at det skulle de gøre. Vedkommende mente ikke, det ville nytte, og jeg kunne bare selv sige det til dem, og i øvrigt har de styr på det. Det er bare svært som patient at sige til et højt specialiseret team, at det måske har glemt noget. Jeg ved intellektuelt ganske udmærket, at de har styr på det, eftersom de ikke laver andet mandag, onsdag og fredag formiddag, hvor de behandler ca. 10 -12 patienter pr. dag og jeg har prøvet det mere end 100 gange. Hun sagde fem gange, at de har styr på det – og jeg sagde fem gange, at det var jeg klar over. Hun sagde, at så var det jo bare en følelse, når jeg godt vidste det. Selvfølgelig kan jeg bare sige det, og det vil jeg gøre, eftersom rutinerne betyder meget for mig. Det er der, jeg finder trygheden i noget, jeg faktisk oplever som ubehageligt men en nødvendighed, der bevirker, at jeg har et godt liv!
• Jeg spurgte, om jeg kunne få noget stærkere/mere at sove på, idet man er mere skrøbelig, når man ikke har fået nok søvn. Hun mente, man generelt har for høje forventninger til, hvor meget man skal sove. Jeg tog turen en gang til: normalt sover jeg glimrende, det er kun i forbindelse med ECT, jeg sover dårligt. Det havde hun ikke forstået, da jeg sagde det første gang; det var nok fordi, hun ikke lyttede. Det er ikke muligt at give noget mere/andet af nogle “lægelatinårsager”, jeg ikke forstod, fordi jeg ikke kendte ordene – og jeg kan ellers mange af de frække ord. Jeg er jo ikke kliniker men “bare” patient, og selvfølgelig er det hende, der har ret, men det ville nu være rart at forstå svaret.

Jeg vil bede om at få en anden læge, for dette holder jeg ikke til en gang til. Gudskelov skal jeg se psykologen i morgen. Man kan være nok så fin en overlæge, hvis man ikke kan skabe en relation, kan det være lige meget. Ønsker man ikke at lytte til patienten, kan det også være lige meget.

Når jeg alligevel kun skal “ses” af en læge i DPC to gange om året, betyder det ikke så meget, om det er en ny “yngste-reserve-læge-på-turnus” hver gang. Jeg er tindrende ligeglad.

Normalt er jeg så glad for Distriktspsykiatrien, men øh… måske har piben fået en anden lyd?

---

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.