LÆ265 & Restless legs

LÆ265 er en lægeattest til det kommunale rehabiliteringsteam, som er det organ, der indstiller til kommunen, om den skal bevilge fleksjob, pension eller ressourceforløb. Vejen frem for mig er et fleksjob, og det ser jeg frem til. Jeg vil ikke have pension. Alle behandlere kigger lidt måbende på mig, når jeg siger det, for de er jo sikkert vant til, at alle vil have pension.

Der skal en mængde dokumentation til: Helbredsoplysninger, status for relationen til arbejdsmarkedet og mit liv i det hele taget (det 15 sider lange Wordskema) mv. Jeg har været hos min læge i dag for sammen med hende at udfylde attesten. Jeg undrer mig lidt over, hvad hun nu kan udtale sig med vægt om, når hun kun har det hele på anden hånd via epikriser. Hun er jo ikke psykiater. Efter min opfattelse vil det være meget mere relevant med en speciallægeerklæring, og det vil Bodil og jeg fremføre overfor kommunen, når vi ellers får hul igennem til sagsbehandleren.

Jeg havde sammen med Bodil forberedt mig lidt: LÆ265. Attesten handler bl.a. om de relevante helbredsforhold, særlige hensyn, lægens kommentarer til patientens opfattelse af eget helbred mv. Med hensyn til det sidstnævnte talte vi om, at hun måske kunne skrive, at jeg har god sygdomsindsigt og har et realistisk billede af situationen.

Jeg forbereder mig altid til den slags møder, for så får jeg indflydelse på resultatet og har noget at byde ind med, inden det sidste punktum er sat. Vi tog udgangspunkt i det, jeg selv havde noteret, og hun var bare glad for, at jeg var velforberedt. For at være på den sikre side havde jeg også printet epikriserne ud til hende – det kunne jo være, hun ikke havde modtaget dem.


Restless legs: Jeg er ved at blive vanvittig af det. 80 pct. af nætterne er jeg oppe og vandre hvileløst rundt i timevis, for det er det eneste, der rigtig kan tage den intense smerte. Nogle gange sætter jeg mig ved computeren for at beskæftige tankerne med noget andet, men ikke engang det kan hjælpe. Natteroderiet er ikke godt for manierne, der kan udløses af kuk i søvnen, og det er heller ikke godt, den dag jeg skal til at gå på arbejde igen. Jeg skal jo kunne hænge sammen – og helst mere end bare det.

Jeg har snart prøvet alle præparater, men det er, som om de ikke hjælper ordentligt. Nu hvor jeg var hos lægen, fik jeg en recept på noget stærkere: Akineton, der er et stærkere parkinsonmiddel. Jeg håber sådan, det kan hjælpe, for jeg ved snart ikke mine levende råd.

8 replies
  1. Donald
    Donald says:

    Jeg er også oppe at gå om natten for ikke at få krampe i benene og fordi der begynder at opstå en “brændende” fornemmelse. Jeg tror ikke det er så meget som du går rundt og det er ikke belastende, jeg synes det er meget rart og kan godt falde i søvn igen. Jeg håber du finder en læge, der kan forklare, hvad der kan gøres.

    Det lyder som om du er på rette spor med flex-job. Jeg kan godt forstå du vil foretrække det fremfor en “ensom” førtidspension.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jeg tror, der er mange, der vandrer rundt om natten, Bodil gør også. Det er så ødelæggende for, hvad man kan dagen efter – i hvert fald for mig. Nu har jeg fået Akineton en nat, og det virkede. Jeg håber sådan, det holder.

      Jeg håber, jeg 1) får tilkendt fleksjobbet og 2) jeg kan finde en arbejdsgiver, der vil have mig. Der er dage, hvor jeg tænker, at jeg ingenting kan mere, men det går ikke at tænke sådan.

      Svar
  2. Lene
    Lene says:

    Hvor er det dog hårdt for dig at skulle døje med de natlige smerter. håber I finder frem til noget, der virker, for søvnen er garant for mange ting, blandt andet et stabilt psykisk og fysisk indre arbejdsmiljø. God onsdag til dig 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Du kan tro, jeg er træt af de natlige smerter. De er så intense, at det ikke er muligt for mig at lave noget andet, koncentrere mig om noget andet; det er virkelig hårdt. Nu har jeg fået Akeneton en nat og kombineret det med to Panodiler. Det virkede fint, og jeg har sovet hele natten juhuu. Jeg håber, det holder.

      Svar
  3. Benedicte
    Benedicte says:

    Restless legs er en pine. Min mor har lidt af det længe og har fået Siffrol, der dæmpede det noget en overgang. I forbindelse med dårligt kredsløb i benene og operationer har hun i tillæg fået voldsomme nervesmerter, som morfin ikke kunne tage. I stedt fik hun en epilepsimedicin, Garbapentin (mener jeg de hedder) og de har også hjulpet helt enormt på hendes restless legs. Jeg ved selvfølgelig intet om bivirkninger, de blev jo ordineret for noget ganske andet, men det har gjort hendes liv noget lettere.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Benedicte

      Jeg tror jeg har fundet dem: Carbamazepin kan i hvert fald bruges ved nervesmerter, så det må være dem du mener? Det lyder jo dejligt at de har hjulpet din mor så godt. Jeg vil have dem in mente – mange tak for tippet! Nu har jeg prøvet Akineton en nat og det kombineret med to Panodiler virkede meget fint. Jeg er spændt på, om det holder. Det håber jeg virkelig.

      Svar
  4. kisser
    kisser says:

    Det er da ganske skrækkeligt med dine restless legs. Jeg håber sandelig, at det nye præparat kan hjælpe dig.
    Nattesøvnen er noget af det vigtigste, så nervesystemet kan blive genopladet.
    Skønt at læse, at du i den grad er forberedt til et fleksjob – i stedet for pension.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Ja jeg ønsker mig virkelig, at det kan hjælpe, for dette her er ikke til at holde ud. Jeg er – af hensyn til manierne – nødt til at have en helt fast døgnrytme, hvor jeg fx står op og går i seng på helt faste tidspunkter.

      Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til at arbejde igen, og når jeg nu ikke kan klare det almindelige arbejdsmarked længere, satser jeg på fleksjobbet.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *