Kostvejledning

Valuta for pengene

I aftes “mødtes” jeg med Lene Andreassen fra “Kost mod kræft”. Det var uhyre inspirerende, og hun mener bestemt, at hun kan afhjælpe nogle af mine bivirkninger. Hvis hun kan “fikse” bare en af dem, vil jeg være glad. Hvis jeg skal prioritere, vælger jeg at slippe af med “Restless legs”.

Vi talte i 1½ time, og hun har efterfølgende sendt mig et worddokument på otte sider, hvor hun gennemgår bivirkningerne en for en, samt hvad jeg kan gøre for at slippe af med hver enkelt af dem.

Jeg bliver nødt til at læse dokumentet flere gange, for det er informationstungt, og stoffet er nyt.

Hovedkonklusioner

  • Min kost mangler essentielle fedtstoffer. Det er ikke fedt, man bliver fed af, det er kulhydraterne. Hjernen består af fedt. Det vil sige, at der er en mulighed for, at nogle af de kognitive bivirkninger kan afhjælpes ved mere fedt.
  • Overvej – men kun i samråd med egen læge – at stoppe med det kolesterolsænkende medicin, da det sjældent gør noget godt for mennesker. Det er helt sikkert ikke godt for de kognitive funktioner. Hvis jeg bliver ved at tage det, skal det i hvert fald suppleres med D-vitamin og Q10. D-vitamin dannes ud fra kolesterol, så spiser man kolesterolsænkende medicin, mangler man helt sikkert D-vitamin året rundt.
  • Fordøjelse og hjerne hænger sammen så mere fokus på den.
  • Restless legs: prøv organisk magnesium. Det plejer at virke.
  • Mundtørhed: Gurgle med koldpresset kokosolie et par gange om dagen. Tage mælkesyretabletter. (Jeg har faktisk sidstnævnte ude i skabet i form af Prolacsan, men de er så “besværlige” at spise.)
  • Vægttab: de 1.500 kcal./dag er alt for lidt. Stofskiftet går bare i stå, og det er grunden til, at jeg ikke taber mig.
  • Der ses forhøjede infektionsværdier. “Sørg for i løbet af dagen at få bær, grøntsager, gurkemeje, ingefær, hyben, omega-3 fra fx fede fisk/fiskeolie eller knuste hørfrø/hørfrøolie. Andre gode fedtstoffer fra fx olivenolie, avokado, mandler og nødder. Undgå for meget kød fra firbenede, mælkeprodukter, sukker, dårlige fedtstoffer fx margarine, solsikkeolie og majsolie.” Alt det med margarine osv. er i forvejen udelukket, da jeg synes, at den slags er decideret ulækkert.
  • Hjemmesiden madforlivet.com og adskillige anbefalinger til bøger at blive klog af.
  • Når man tager kalktabletter, skal man også tage magnesium, D-vitamin og K-vitamin, fordi det sikrer, at kalken faktisk kommer ind i knoglerne.

Sammenhænge

Jeg bliver aldrig “frelst” på disse områder. Jeg opgiver ikke sødmælken i kaffen. Skal der klister på brødet, skal det være Lurpak! Og så videre. Jeg er ikke til hokus pokus, månestråler og overnaturlige kræfter, så medvirkende, til min beslutning om at kontakte netop hende, var, at hun har en kandidatgrad i sundhedsvidenskab (cand. scient. san.).

Men der er for mig at se ingen tvivl om, at når maden er kroppens og hjernens byggestene, så kan man selvfølgelig være med til at styre, hvad der sker i krop og hjerne ved at være opmærksom på kosten.

Vi tales ved om en måned.

Jeg synes, jeg har fået meget for pengene, og worddokumentet kan jo læses et uendeligt antal gange ganske gratis.

9 replies
  1. Kisser
    Kisser says:

    Spændende det hele.
    Annette Harbech Olesen er ret fantastisk. Jeg har fulgt hende i mange år.
    Du kan f.eks. tilmelde dig hende nyhedsbrev – det er godt.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Ja du har ret, det er virkelig spændende!

      Jeg har været ind at læse lidt om kolesterol mv. hos Annette Harbech Olesen. Det er en god idé med nyhedsbrevet.

      Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Ja, hvad ved jeg. Nu har jeg (mig bekendt) ingen kognitive problemer, og uanset hvad og hvor meget jeg spiser, er min vægt konstant +/- 0,5 kg. – også i juledagene Hvis man kunne forklare den stabilitet, vidste man måske mere om årsagen til manglende stabilitet. Jeg har en god portion skepsis over for Kloge Åger, men på den anden side skader det vel ikke at prøve nogle ting, hvis de ikke er livstruende.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Næh jeg ved heller ikke…

      Du skal bare være lykkelig over, at din vægt er, som den skal være, og at du ikke skal kæmpe med en, to, tre, syv … bivirkninger. Jeg er heller ikke til diverse kloge-åger eller hokus pokus troldmænd, mirakelmænd og kloge koner, men kan jeg fx slippe af med RLS (Restless legss), der er så sindssyg smertefuldt, vil jeg være glad. Jeg er parat til at give det et skud. Viser det sig om et par måneder, at der ikke er nogen effekt, kan jeg jo bare droppe det hele.

      Svar
  3. Birgit
    Birgit says:

    Det ville da være dejligt, hvis du kunne slippe af med nogle af bivirkningerne. Jeg er spændt på at høre mere, når du har levet efter de nye anvisninger noget tid.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Birgit

      Ja for søren jeg ville være glad for at slippe for nogen af alle de afskyelige bivirkninger – måske bare en eller to.

      Jeg lover at lade høre fra mig 🙂

      Svar
  4. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Angående statiner, så holdt jeg en pause med dem forrige år, efter aftale med lægen. Efterfølgende kunne vi se, at kolesterolet blev alt for højt. Jeg lod mig overtale til at starte med statiner igen, idet udsigten til en blodprop i hjernen med efterfølgende mange år på vegeterende stade ikke føltes videre attraktivt. Jeg har aldrig lagt mærke til, at statiner skulle gøre noget ved mine kognitive funktioner, derimod har jeg haft muskel- og ledsmerter, som lægen mente kunne tilskrives dem. Og nu kommer vi til det: Der findes forskellige mærker af statiner, med forskellige bivirkninger. De fleste læger starter med Simvostatin, den er vist den billigste. Jeg fik lov at skifte til Atorvastatin, der giver mig langt færre gener. Det kunne du evt. prøve?

    Den der med, at man ikke kan tabe sig, hvis man spiser for lidt, har jeg også hørt før.

    Nogle muligheder for at indtage fedt uden at få kvalme: Nødder, avokado, laks, makrel – hvis man altså kan lide det.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Næh det der med en blodprop i hjernen lyder ikke så frygtelig tiltrækkende! Der er faktisk rigtig meget forskning, der viser, at statinerne er rigtig dårlige for psyken i form af de kognitive funktioner.

      Det er faktisk Atovastatin, jeg tager og har taget gennem et par år. Jeg tror virkelig, jeg vil prøve at tale med min egen læge om det, for der er på en eller anden måde flere bivirkninger end virkninger. Hjemmesiden jeg skrev om, har faktisk rigtig meget viden om kost og kolesterol. Det er meget spændende læsning, hvis man bakser med kolesterolet.

      Jeg spiser lige netop de ting, du nævner, og jeg kan godt lide dem.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *