, ,

Pia Kjærsgaard toner rent flag

Pia Kjærsgaard toner rent flag

Hvis du vil kaste op før anden, så læs Pias post

Pia Kjærsgaard toner rent flag

Det er ikke fordi, jeg er overrasket, for debatten kommer hvert evig eneste år: “Må muslimer søge julehjælp?”. Pia Kjærgaard toner ubehageligt rent flag i en blogpost i gårsdagens Jyllandspost. Posten kan læses her uden betalingsmur. Om posten er beregnet for mennesker, der er mindrebemidlede med hjerneceller, er jeg ikke klar over, men hun udtrykker sit had til muslimer ca. 14 gange i utilslørede vendinger. Det må være et forsøg på at få det til at sive ind hos selv de mest fatsvage læsere af organet, vi i min ungdom kaldte “Morgenfascisten Jyllandspesten”, og selv så mange år senere er det åbenbart stadig sandt, eller også er det fordi, hun ikke ellers kan nå op på de 600 lovbefalede ord for en blogpost, hvis Google skal rangere den bare nogenlunde.

Det er ikke rar læsning fra et menneske, der hylder kristendommen i utilslørede vendinger. Og fra et menneske, der har beklædt landet fineste post i et land, der definerer sig som kristent. Kristendommens mest centrale værdi er for mig at se næstekærlighed, men der er sørme ikke meget næstekærlighed at finde i indlægget. Tværtimod.

Min lille gave til Pia Kjærsgaard

Det falder hende slet ikke ind at overveje, at der måske er mange muslimer, der søger julehjælp, fordi de er lige så ringe stillede, som de kristne, der søger. Også i år har rekordmange fået afslag. Den rekord slås hvert eneste år. I år har mange mistet jobbet på grund af Coronaen. Og i år har færre af samme årsag mulighed for at donere et beløb til fx Red Barnet eller Dansk Folkehjælp.

Jeg har sendt en smule til Red Barnet, da vi ikke giver hinanden julegaver. Og min anden julegave i år bliver et medlemskab af Brobyggerne til Pia Kjærsgaard, for det behøver hun. Og det koster kun en hund. Det kan jeg godt ofre på det gode formål.

To citater fra Pias post

1) Det er desværre ikke enestående tilfælde, at muslimer glædeligt tager imod den julehjælp, som helt retteligt bør gå til de familier, som rent faktisk fejrer jul. Og når nogle muslimer får, er der danske familier, der ikke kan få. Det er simpel logik med en knap vare.

2) Personligt forstår jeg ikke, hvad der kan få muslimer til at søge om julehjælp. Det virker umådeligt bjergsomt i min optik, at man rager noget til sig, som dybest set ikke bør tilkomme en. Og moralsk er det ikke mindst uanstændigt at godte sig i de donationer, som egentlig er tiltænkt en anden. Det er ikke værdigt! Tænk at være den, der bliver afvist, fordi hjælpen er uddelt, vel vidende at en familie i en af landets indvandrerghettoer en tilfældig lørdag sidder og hygger sig med det uddelte.

Har hun mon tænkt på mennesker, der har mindre end hun selv?

Jeg drøftede det med præsten sidste år

Min præst er en klog og velovervejet kvinde, sådan en rigtig klassisk teolog med klassiske værdier. Lige noget for mig. Hun sagde blandt andet: “Vi hjælper, fordi vi er kristne”. Og det har hun så evigt ret i. Julen er hjerternes fest; og lad endelig alle hjerter feste! Julen er ikke den vigtigste kristne højtid, det er påsken som bekendt, men de fleste lægger større vægt på julen, og dens budskab om Jesu festlige fødsel fremfor hans forfærdelige død på korset er da også noget rarere at tænke på. I julen mødes vi, spiser godt og hygger; og det er dejligt.

Mange kommer til lejligheden i tanke om det med næstekærligheden men åbenbart ikke alle, end ikke mennesker som Pia, der sammen med partiet ellers nærmest har taget patent på det kristne budskab.

, ,

Værdien af eksistentielle samtaler

Værdien af eksistentielle samtaler

Jeg taler fortsat med præsten

Værdien af eksistentielle samtaler.

Gennem alle årene fra 2014 og frem til nu har jeg haft jævnlige dialoger med den præst, der er præst på Psykiatrisk Center Glostrup (både på Brøndbyøstervej i Hvidovre og på Nordstjernevej i Glostrup) og også virker som sognepræst ved Hvidovre Kirke, hvor jeg engang var i menighedsrådet – faktisk var jeg medlem af rådet i otte år, men jeg passede ikke ret godt ind der. Jeg tænkte “forkert” i forhold til resten af medlemmerne. Ved valget i 2016 var jeg indlagt, og da det er uhyre vanskeligt at føre valgkamp fra en sygeseng, røg jeg ud, og det var såmænd nok meget godt.

Med årene har vi lært hinanden godt at kende, og det er dejligt. På en måde er hun et af mine få “livsvidner”, på samme måde som kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien og psykologen er det. Det er selvfølgelig tankevækkende, at mine “livsvidner” med få undtagelser skal findes blandt professionelle, men sådan er det nu engang.

Spøgefuldt har præsten ofte sagt, at i årene med de mange indlæggelser havde hun et nemt job, når hun skulle tale med mig, for hun kunne bare sige det samme som i sidste uge, for jeg havde alligevel glemt det.

Jeg har mødt mange medpatienter, der også er glade for at tale med hende. Hun er meget afholdt og dygtig. Hun betegner sig selv som “jubeloptimist”, der altid evner at se de lyse sider. Det er i høj kurs på en psykiatrisk afdeling.

Det præster kan

Siden jeg blev involveret i kirkelige kredse, har jeg lært mange præster at kende, og det sætter jeg stor pris på. Jeg synes, de er kloge mennesker med et stort vid, der forstår at sætte ord på de store emner fra tilværelsens ulidelige lethed, som jeg kan have svært ved at tage op med andre mennesker. Det kan fx være angsten for livet eller nu det omvendte: angsten for døden. De præster, jeg kender og har kendt (fx var min bedste ven præst), sidder ikke med næsen i den store bog, men forstår alligevel at inddrage skriften, hvor det er relevant at sætte et emne i perspektiv. Jeg fascineres af, at mine tanker er tænkt allerede for et par tusinde år siden og skrevet ned. Så der jo også være nogen, der undervejs har udtænkt en form for løsningsforslag.

I dag onsdag talte vi blandt andet om et par linjer fra salmen “Du som har tændt millioner af stjerner”, der på en måde fortæller om “Kærlighedens pris” (som også er titlen på et tobindsværk af præst og psykoterapeut Bent Falk), men nu kan jeg selvfølgelig ikke genkende dem. Sorgen er kærlighedens pris. Der er en meget fin artikel på POV International om netop dette fra 2016 her. Involverer man sig, risikerer man at miste – så er det selvfølgelig nemmest at gøre det, jeg gør: Jeg involverer mig kun sjældent, så er jeg da i sikkerhed. Selv synes jeg bare, det har andre årsager. Jeg ville blive vanvittig, hvis her var en anden, jeg skulle forholde mig til, når jeg ikke lige sover.

Præster kan føre eksistentielle samtaler, og de samtaler er i høj kurs hos mig. Mine tanker er ikke altid egnede til et middagsselskab.

Involveret i livet

Omsider har jeg dog involveret mig med og i livet, som jeg nu synes, det er et godt liv, og netop derfor er jeg afsindig bange for at miste det. Det er et livsvilkår for alle, der tør se det i øjnene, og det er logik for perle- eller burhøns. Det har ikke noget med den ene eller anden diagnose at gøre. Alle har dødsangst, men den fylder bare ikke 30 pct. af deres hjernevindinger, for det er en anelse invaliderende. De 30 pct. skal på en eller anden måde ned til fx fem pct. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg gør det ved egen hjælp, og psykologen har stadig ferie.

Hver tredje mandag oplever jeg angsten meget konkret: Tidligere elskede jeg de millisekunder, der går, fra de skruer op for bedøvelsen, til jeg sover, for det var som at flyve. Det er det sådan set stadig, men det føles ikke rart længere. Nu er jeg bange for ikke at vågne igen. Det er så dumt, for der kan ikke ske noget, og der er aldrig nogen, der ikke er vågnet op igen. Det er sikrere at lægge sig på lejet der end at krydse Hvidovrevej. Der er elektroder, der overvåger hjerne og hjerte, der er en narkoselæge og ditto sygeplejerske, der er en specialuddannet psykiater, ECT-apparatet får sikkert også i sig selv en masse informationer, og der er en sygeplejerske til at holde mig i hånden. Jeg er taknemmelig for behandlingerne, for de bevirker, at jeg kan leve et stort set normalt liv.

Jeg er bare træt af angsten – selvom den jo dybest set er en umådelig positiv vending i mit liv. Nu vil jeg gerne være i live – helst 30 år mere. Tidligere ærgrede jeg mig lidt hver morgen, jeg vågnede op til endnu en ny dag. Sådan kan ting ændre sig.

Værdien af eksistentielle samtaler

Endnu engang har bloggen bevist, den er min bedste ven.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Mikrofonholdere?

Mikrofonholdere?

Er det journalistik?

Kan man tale om journalistik, når det kun er den ene part, der kommer til orde?

Sagens kerne

I Skovlunde kirke har de fået ny kirkekunst, og et af billederne forestiller en yngre kvinde, der giver en sort mand et ordentligt spark i røven, så han flyver gennem lokalet – måske hjem hvor han kommer fra. Kunstneren er Erik Hagens, der har “ladet sig inspirere af Venstres nye næstformand”.

Biskop Lise-Lotte Rebel er gået ind i sagen, da hun ikke mener, kirkerummet skal bruges til at drive partipolitik.

Så langt så godt.

Mikrofonholdere?

Kristeligt Dagblad

Dagbladet havde i torsdags den 10. oktober 2019 en længere artikel om sagen, hvor biskoppen naturligvis kommer til orde, det samme gør et medlem af menighedsrådet, der har været kritisk overfor billedet under hele tilblivelsesprocessen og endelig Lisbeth Smedegaard, der er teolog og kyndig udi kirkekunst.

Det, der kan undre er, at man ikke har interviewet et eller flere af de medlemmer af menighedsrådet, der har været positive og altså truffet beslutning om at købe værket. Derfor er titlen på dette blogindlæg “Mikrofonholdere”; man må da høre begge parter. Det kunne jo være, de havde noget fornuftigt at sige til deres forsvar.

Inger Støjberg selv

Jeg er “venner” med Inger Støjberg på Facebook, så jeg kan følge med i, hvad hun går og pønser på. Hun skriver selv om den politiske kirkekunst:

“Jeg har gennem de seneste år været afbildet som lidt af hvert, og jeg holder utroligt meget af satire. Et billede eller en tegning siger ofte mere en 100 ord, og jeg ELSKER karikaturtegninger – også de religiøse!

Skovlunde Kirke er blevet udsmykket med ny kunst af kunstneren Erik Hagens. Ét af billederne viser en kvinde, der sparker til en sort mand, og denne kvinde er efter kunstnerens udsagn mig.

Jeg er selvsagt meget uenig i Erik Hagens fortolkning af min politik, men han er naturligvis i sin gode ret til at tegne mig, præcis som han vil. Selv om jeg nu ikke er imponeret over hans kunsteriske evner ud i portrætmaling. 🙂 ”

Min mening

For en gangs skyld er jeg enig med både biskoppen og Støjberg: Kirkerummet skal ikke fyldes med politik, der er interessant nu, men som om 200 år er inderligt ligegyldig. Til den tid ved ingen, hvem Inger Støjberg var.

Det er fint, at Erik Hagens har ladet sig inspirere af Støjberg til at fortælle den grumme historie fra Lukasevangeliet om den rige mand og Lazarus. Den rige mand vil ikke hjælpe Lazarus, der må leve af smulerne fra hans bord. De mødes i dødsriget og den rige mand må gå grueligt meget igennem. Jeg er enig med kunstneren, og jeg kan godt lide hans billede. Det hører bare ikke til i en kirke.

Jeg er overrasket over, at Kristeligt Dagblad ikke bedriver kritisk journalistik længere. Det synes jeg da, de gjorde, da jeg holdt bladet gennem de otte år, jeg var i menighedsrådet. Har de forvandlet sig til mikrofonholdere?

,

Glædelig påske

Påske

Det er i dag

Det er først i dag, vi må sige “glædelig påske”, for det er i dag kvinderne følge påskeevangeliet (Markus kap. 16) kom ud til graven, så at stenen var væltet bort og at graven var tom. De modtager opstandelsesbudskabet:

“I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.”

Opstandelsesbudskabet er årsagen til, at vi siger “glædelig påske”, for det er jo en fantastisk historie.

I følge evangeliet får kvinderne at vide, at Jesus er gået forud – ud i fremtiden, bort fra graven – og at de skal se ham derude. Til gengæld er selve opstandelsen sket, og den er der ingen vidner til.

Et sted skriver kristendom.dk i forbindelse med påskedag: “Den kristne kirke hviler på noget, der aldrig nogensinde kan dokumenteres eller bevises.” Det er jo en lidt interessant tankegang i et regnearkssamfund, men det er sådan, det er med tro. Da jeg var indlagt med en nærpsykose, spurgte en læge ind til min tro på en måde så jeg til sidst måtte sige, at jeg var troende, men at det ikke betød, at jeg var overtroisk.

Opstandelsestro

For så vidt angår opstandelsen kan man forholde sig til den på adskillige måder. Det kaldes opstandelsesteologi og tænk blot på Per Ramsdal, så er du på sporet. Eller på Annette Berg der har åbnet sine arme for, at vi ikke bare genopstår, men måske ovenikøbet kan gøre det i en anden krop.

Jeg forholder mig til de to letteste former:

  1. Den helt konkrete opstandelse
  2. Den åndelige opstandelse

Jeg tror på en eller anden konkret form for opstandelse. Jeg ser dog ikke mig selv flyvende til himmels men alligevel noget i den retning, og jeg tror fuldt og fast på, at der venter mig en mild og kærlig Gud i det hinsides. Det gør tankerne om slutningen meget lettere.

Langt de fleste ser opstandelsen som noget åndeligt, hvis de altså filosoferer over den slags, og det er sikkert også mere fornuftigt. Jeg tænker på skikken med at åbne vinduet, så den dødes sjæl kan flyve ud i universet. Det er en smuk skik, og det er også en form for opstandelse.

Glædelig påske!