Kedsomhed

Bare ikke sløjd og håndgerning

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til  matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.

Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.

Selvforherligelse?

Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik.

Læs og forstå

Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.

Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.

Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.

Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.

Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.

I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.

Næh tak

Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

  • I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
  • I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.

Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…

Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.

Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!

Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.

Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion

Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.

Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Asperger. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.

Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?

4 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Henny har allerede sagt det meste, og der er ikke meget at tilføje. Fra mine første 7 skoleår genkender jeg kedsomheden. Realen (ja, den tog jeg med) var bedre, og gymnasiet tangerede “fint” bortset fra latin, som jeg afskyede. I samlebåndsskolen er det umuligt at differentiere, hvis der samtidig skal være plads til skattelettelser. Men skidt, gammel spildt mælk er for længst blevet sur, så ud med den.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Jeg er for ung til “realen” og til efterlønnen. Det er skønt, der stadig er noget at være for ung til. For mig var det bare 9. og 10. klasse.

      Jeg genkender det du siger med gymnasiet, dog gik jeg på studenterkursus. Der var der udfordringer, og jeg morede mig til forskel fra dig med latin. Jeg syntes, det var en form for leg, at skille ordene ad, eller man kan sige som en form for puslespil, der skulle samles.

      Skattelettelser… Godt set.

      Det er såmænd heller ikke fordi, jeg vil dvæle ved noget. Jeg blev bare inspireret af Annes indlæg.

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Du roder lidt rundt i termerne. Fx kan jeg godt forsikre dig for, at flertallet af de strikkende ikke bruger kreativitet i den forbindelse. Det gjorde de, der skabte opskrifterne.

    Men af diverse årsager har du følt dig udenfor gennem din opvækst. Det er ikke godt for nogen, og jeg tror, mange genkender det i større eller mindre grad. Den med den forstærkerløse guitar i konfirmationsgave var noget ufin, synes jeg. En i allerhøjeste grad “tonedøv” gestus. Kan det have været en sidste øjebliks nødløsning, tror du? Sådan i mangel af bedre?

    Mht. inklusion i folkeskolen er jeg bange for, at det bare er en spareøvelse. Det er klart billigere at holde alle mulige slags børn i bure á 30 stk, end det er at have specialklasser til børn med specielle behov. Til gengæld tror jeg på, at det er bedst at få lov at være sammen med folk af alle mulige forskellige slags under sin opvækst for at få forståelse for, at folk er forskellige. For at inklusion kan blive en succes, skal der penge med, sådan at der er råd til at have pædagogiske medhjælpere/hjælpelærere i de store klasser samt stadig mulighed for seperat undervisning i visse situationer.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Jamen der kan du jo så lige præcis se, hvor lidt flair jeg har for den slags 🙂

      Ja den med guitaren var i høj grad “tonedøv” – det er et godt udtryk, du har fundet der. Jeg tror egentlig, at årsagen skal findes i den konstante lavvande i kassen, da midlerne i højere grad blev brugt på de ikke-tørre varer for nu at sige det pænt. Og det var da komplet tåbeligt, da jeg selv er virkelig tonedøv, og altid har været det. Endvidere har det aldrig interesseret mig. Som helt lille spillede jeg som alle andre små piger blokfløjte og ønskede mig vist en karriere a la Michala Petri, der var meget populær dengang. men det var virkelig et kort intermezzo fra min side.

      Inklusion = spareøvelse lyder ret fornuftigt, for der er sikkert mange penge at spare på den konto. Jeg er helt enige i dine tanker om pædagogiske medhjælpere/hjælpelærere; og det må der være rigeligt råd til for de beløb, man har sparet ved at kalde det inklusion. Men det lyder selvfølgelig også bedre.

      Selvfølgelig er det både positivt og nødvendigt at skulle erfare, at der er mange forskellige slags mennesker med mange forskellige forudsætninger og kompetencer. Sådan skal det være. Men der skal i tilgift være mulighed for passende udfordringer til alle. Det er ikke sundt enten at blive alt for udfordret eller slet ikke blive udfordret. Jeg ønsker ikke for at andre, at de skal kede sig i ti år, ligesom jeg heller ikke ønsker, at nogle børn med djævlens vold og magt skal inkluderes så meget, at de ikke kan nå op til “bordkanten” i dagligdagen.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *