,

Kaos

Kaos eller måske bare uro

Først det positive: pludselig hører jeg næsten normalt igen, og det er jeg nærmest lykkelig over. Hørelsen kom pludselig igen i lørdags og er så bare gradvist blevet bedre dag for dag. Jeg tager dog ind til ørelægen på onsdag alligevel for lige at få det tjekket.

Og så resten: er der noget, jeg ikke har behov for, er det uklarhed, der i mit hoved bliver til kaos eller uro. Jeg har behov for forudsigelighed.

Der er kommet ny sagsbehandler i Hvidovre Kommune, så nu er jeg på nummer tre. De to foregående nåede Bodil og jeg at møde en gang hver. Denne nye sagsbehandler vil ikke lade mig starte i udviklingsforløbet hos Psykiatrifonden før det med hukommelsen er endeligt udredt. På jævnt dansk: mr-scanningen og fortolkningen heraf skal foreligge først. Det kan jeg til nød forstå, men jeg er jo ikke blevet fuldstændig imbecil, bare fordi jeg har problemer med hukommelsen. Hvis jeg kan blive god til de “kompenserende strategier” vil jeg efter egen opfattelse kunne fungere næsten normalt. Jeg vil i hvertfald gøre meget for det.

Herudover – og værre – nævnte hun i telefonen, at det slet ikke var sikkert, at “anden aktør” skulle være Psykiatrifonden. Da jeg ikke er helt ved mine fulde fem, var jeg ikke skarp nok til at bede om en begrundelse for det. Hvad er det, der får hende til at tænke sådan? Jeg har glædet mig meget til præcist dette forløb, og er rede til at gå i gang så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg vil endda “forhandle” med overlægen Melita om at få en evt. rekonvalescensperiode sat ned fra otte uger til to uger netop for at komme i gang så hurtigt som muligt.

Min bisidder Bodil har nu sendt en god og lang mail til kommunen, hvori hun blandt andet beder om en forklaring på dette forhold. Bodil har det overblik, som jeg mangler, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende. Nu er der så bare at vente på kommunens svar. Valget af “anden aktør” vil naturligvis være en afgørelse, og en sådan kan selvfølgelig ankes, men det går der jo år og dag med, og en sådan anke har næppe opsættende virkning. Hvis jeg nu bandede, ville jeg skrive en masse bandeord her.

Min favorit-kontaktperson skitserede i aftes følgende model, som vi kan drøfte med Melita på onsdag:

1) Find en psykolog som jeg kan drøfte filmen/drejebogen med. Måske skal der bare tre – fire samtaler til. Jeg har læst mig til, at det ikke er usædvanligt ved meget svære depressioner, at der støder hallucinationer til. Jeg har bare ikke prøvet det før, selv om jeg har haft depressioner siden 2003. Af samme grund er jeg mildest talt temmelig træt af dem. Ind i mellem tænker jeg, at jeg er ved at blive sindssyg af den drejebog.

2) Hold et netværksmøde med folk herfra, Gitte fra Distriktspsykiatrien, den kommunale sagsbehandler, min bisidder  og meget gerne min kontakt i Psykiatrifonden. Formålet skulle være at finde ud af, hvem der gør hvad, så jeg kan føle mig tryg ved at “bureaukratiet” er i orden, og at der tages de rette hensyn indtil jeg er oppe at køre igen.

Jeg kan jo ikke blive her for evigt, og jeg savner efterhånden mit dejlige hjem, men jeg tør ikke være der, før drejebogen er sendt til tælling. Det hele kan koges ned til, at jeg er bange for at tage hjem og gøre den til virkelighed, hvilket selvfølgelig er positivt og står i kontrast til mine tanker. Og jeg er ikke mere syg, end at jeg er klar over, at mine tanker er sygelige!

Jeg er så uendeligt træt af at være syg, for jeg har været det i 12 år, og nok er nok. Det startede med en depression i 2003, det år jeg blev 40. Adskillige havde travlt med at fortælle mig, at det var en 40-års krise, det var det ikke! Min egen gode læge var ikke i tvivl. Det var den første depression. Så blev diagnosen “tilbagevendende depressioner”, hvilket er meget sædvanligt ved bipolar lidelse; man skal jo se nogle manier eller submanier, før man kan kalde det bipolar. Jeg har ikke tal på, hvor mange depressioner, jeg har haft; jeg plejer at sige 100, så er jeg da på den sikre side. På et eller andet tidspunkt – som jeg ikke kan præcisere, fordi psykiateren er gået under jorden – kom manierne til. Jeg kan huske, at jeg begyndte at få Zyprexa mod det. Jeg er ikke i tvivl om, at der har været mange uerkendte manier. Under en mani har man det faktisk ok, man topperformer, arbejder med høj produktivitet, sover ikke, bruger penge og har slet ingen tanke om at gå til lægen. Jeg vidste ikke, at det var sygeligt, og derfor gik jeg ikke til lægen. Jeg har lavet virkelig meget natteroderi. En stor del af min slægtsforskning er blevet til midt om natten.

De seneste ni måneder er det hele eskaleret fuldstændig sindssygt med fem indlæggelser. Direkte adspurgt sagde psykologen Ditte, at jeg kunne forvente mig flere indlæggelser. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke eller gribe og gøre i. Jeg vil så gerne i arbejde igen, men måske er det en helt umulig drøm?

Tak fordi I læste med så langt!

 

16 replies
  1. Ulla
    Ulla says:

    Kære Hanne.

    Jeg har fulgt din blog et stykke tid, men har haft svært ved helt at ”følge dig”. Dette indlæg gav et godt billede af ”dominoeffekten” i det forløb du er havnet i, og som startede i 2003.

    Nu prøver jeg at ”smide” nogle andre synsvinkler på banen, som du kan tænke over, og se om det er noget du kan få til at hænge sammen, med dit eget billede af, de ting der er sket 🙂

    Din oprindelige problemstilling, der gav anledning til din første depression, er formodentlig knyttet til et kognitivt problem i relation til, at du har en høj IQ (Jeg kan se, at du er medlem af Mensa). Hvis man har en bevidsthed, der ikke er gennemsnitsnormal, så medfører det ofte, at man har brug for at lære at håndtere den ekstra kognitive problemstilling, for at kunne bevare jordforbindelsen. Og den træning har du ikke haft.

    Når det gælder mennesker med en høj IQ, så er det et spørgsmål om at få en realistisk afgræsning og prioritering i forhold til det overblik, som man selv har. Det overblik man er i stand til at danne, hvis man har en høj IQ, er ofte noget mere komplekst og detaljeret end andre mennesker. Så det kognitive problem du formodentlig har haft, er et afgrænsnings- og prioriteringsproblem. Et problem, der godt kan have givet anledning til en alvorlig depression. Og den depression var der ikke nogen, der helt fattede og tog alvorligt.

    Så er der også noget, der hedder arbejdsmiljø og arbejdskulturer. Og så vidt jeg husker (Jeg tager det oppe fra og ned – for at få beskrevet det overordnede mønster i det), så var du ansat med noget, der handlede om økonomiske bevillinger og støtte til forskellige sociale formål hos Finansministeriet, da det her sker? Det vil sige, at det har været en politisk styret arbejdsplads, hvor der også ofte er mere ”ustabilitet” i grundvilkårene (processen). I stedet for at gå for tæt ned i selve arbejdsforholdet på det personlige plan, så kan det være en idé at forholde dig til arbejdskulturen. Så når du skal forholde dig til det, der skete den gang, og hvad der er godt fremover, så er det måske også en idé at tænke med ind, om en politisk styret organisation / arbejdsplads er noget for dig? For alt efter virksomhedstype, så vil der også være mere eller mindre fokus på evnen til at navigere og omstille sig i forhold til omgivelserne.

    Det var lidt omkring den oprindelige kognitive problemstilling, med at have en realistisk afgrænsning og prioritering i forhold til det overblik du har let ved at danne dig, så du ikke mister jordforbindelsen.

    Den anden problemstilling den er vedrørende dit hukommelsestab. Ud fra det du skriver, så er det korttidshukommelsen, der er problemer med. Det kan meget vel være et overbelastningsproblem. Du bruger, ud fra det du fortæller, meget tid på ting, hvor du bruger den del af hjernen (Frontlapperne tror jeg, det kaldes?), der kræver at man tager stilling til mange forskellige hurtige input. Det er den del af hjernen, der fungere som ydre ”sorteringsmaskine”. Hvis den del af hjernen bliver overbelastet, så kan der komme hukommelsestab. Det er et ret almindeligt symptom på psykisk stress og overbelastning, og står på listen over stress og overbelastningssymptomer, hos blandt andet arbejdstilsynet, og andre der beskæftiger sig med stress og psykisk arbejdsmiljø. Men det hukommelsestab vil forsvinde igen af sig selv, hvis man bliver aflastet. Hvis ikke man bliver aflastet, så kan det udarte sig til at blive kronisk. Det vil sige hjernens ”sorteringsmaskine” blive permanent skadet. Så jeg vil anbefale dig, at du skærer ret kraftigt ned på den, tid du bruger bag PC’en, der blandt andet er en af de aktiviteter, der slider på hjernens evne til hurtige sorteringer. ”hiv stikket ud” – og sørg i stedet for at få rigelig med søvn, frisk luft og motion. Så vil hukommelsen komme igen. (Medmindre der er andet? Men det er der umiddelbart ikke nogen grund til at tro.)

    Den film, du ser, kan også være traumatisk betinget. Det er jo underbevidstheden, der skaber den film. Og den er måske mest et billede på, at du er skrækslagen ved tanken om, hvad der vil ske, hvis du mister grebet i forbindelse med en ny alvorlig depression, og der ikke er nogen til at gribe ind og hjælpe dig. For på en eller anden måde, så har det udviklet sig til et traume for dig, og det traume har du svært ved at gøre dig fri af.

    Håber det kan give lidt indfaldsvinkler, til at få noget konstruktivt opfølgning på mønstret / dominoeffekten i det forløb du har været igennem siden 2003.

    Pas godt på dig selv 🙂

    Venlig hilsen Ulla…

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kære Ulla

      Hjerteligt velkommen til min blog, og mange tak for din lange og fyldige kommentar, der lige skulle godkendes, da det er første gang, du er her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Jeg har haft en lang dag med netværksmøde, formøde og efterfølgende møde med præsten, så nu er jeg for flad til at kunne svære dig ordentligt.mjegbveder tilbage en af de nærmeste dage. Men igen: tak for din flotte kommentar!

      Svar
      • Ulla
        Ulla says:

        Kære Hanne.

        Sørg du endelig for at få hvilet godt ud 🙂 Det er på alle måder et ret heftigt program, du har, med mange ret grundlæggende vigtige ting der skal tages stilling til.

        Og det haster ikke med mig 🙂 Jeg lægger ”vejen forbi” din blog igen om nogle dage 🙂

        Pas godt på dig selv 🙂

        Venlig hilsen Ulla…

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Kære Ulla

          Tak for din forståelse. Jeg var sørme godt nok træt, da jeg gik i seng i går.
          Jeg vender tilbage!

          Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Ulla

      Så blev det endelig…

      Lad mig begynde med det sidste: jeg elsker at bruge tid foran min pc, og sådan slapper jeg af, laver noget jeg er god til og er kreativ, så det vil jeg ikke skære ned på.

      Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår det du skriver om det kognitive problem, jeg evt. har (haft). Det jeg selv vil pege på er, at jeg i den periode omkring 2003 ved den første depression sjældent slappede af, heller ikke når jeg var derhjemme. Jeg var glad for mit arbejde – det har jeg faktisk altid været – men jeg evnede ikke at sætte grænser, da jeg er meget ambitiøs og har et ønske om at være en god medarbejder. Og det håber jeg også at blive igen inden for de rammer, der nu engang er til stede.

      I 2003 var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen, hvor jeg arbejdede med alle mulige aspekerter af resultat- og økonomistyring. Så vidt jeg husker var jeg midt i et ret stort projekt, da jeg brændte ud. Måske var denne første depression værre end antaget! Jeg fik et eller andet SSRI-produkt, var hjemme en måned og herefter klar igen.

      Hukommelsen: nu bliver jeg scannet, og det er jeg glad for. Så kommer der syn for sagen. Der kan være tre årsager: 1) den bipolre lidelse 2) mange ECT-behandlinger eller 3) alkohol. Jeg håber på en af de to første! Jeg skal have spurgt, om billederne vil kunne vise, hvilken af de tre muligheder, der er tale om.

      Svar
      • Ulla
        Ulla says:

        Kære Hanne.

        Tak for et meget enkelt klart, tydeligt og letforståeligt (og i øvrigt også hurtigt) svar 🙂

        Jeg skulle lige have lidt tid til at ”vende den” og tænke lidt over det. Jeg er ikke lige så hurtig ”på aftrækkeren” som dig 🙂

        Det jeg i min første kommentar kaldte kognitiv problemstilling, er det du kalder problemer med at sætte grænser.

        Og – det du kalder problemer med at sætte grænser, er det, jeg ud fra min synsvinkel ser som et strukturerings- og prioriteringsproblem.

        Forstået på den måde: At jo bedre du bliver til at sætte den detaljerede viden og overblik, du har, ind i eller anden form for overordnet struktur / system, jo lettere vil du også have ved at ”skrue op og ned for blusset”, ved at lave en ”oppe fra og ned” prioritering, så du ikke ”drukner” i detaljer.

        Men det er formodentlig også det, der kommer på dagsordnen i udviklingsforløbet hos psykiatrifonden 🙂

        Tak fordi du gav dig tid til at læse og svare på min kommentar, i en tid hvor du ellers har fuldt ud rigeligt med forskellige synsvinkler og problemstillinger at skulle bevare overblikket og forholde dig til 🙂

        Venlig hilsen Ulla

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Kære Ulla

          Jeg er meget spændt på at se, hvad der kommer ud af forløbet hos Psykiatrifonden. De først seks uger ud af i alt 19 vil gå ud på psykoedukation, Sidstnævnte går som regel under hatten stress, angst og depression, som jeg ikke tror, de kan lære mig noget nyt om, da jeg har haft “hundrede” depressioner siden november 2003. Jeg ville gerne lære noget nyt om manierne, men det er nok ikke muligt. Sidstnævnte ville jeg gerne lære at fange i opløbet, da jeg først opdager dem, når det er for sent, og jeg ikke har sovet i tre nætter og har brugt en million milliard på hardware og software.

          Svar
  2. Jørgen
    Jørgen says:

    Ikke nok med at det er hårdt arbejde at være patient, kræver det yderligere arbejde at forholde sig til det kommunale aspekt.
    Det er helt tydeligt at vished er et nøgleord, men der indgår vel stadig en del uvished i processen før en endelig vished er etableret. Måtte det snart ske.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Jeg synes ikke, jeg har kræfter til at forholde mig til den kommunale sagsbehandling også. Loge nu er det som om, at alt jeg tager fat i er uklart og usikkert. Jeg ville være lykkelig, hvis der bare stille og roligt kunne begynde at komme noget vished på bare nogle af fronterne.

      Svar
  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Ja, det kræver et umanerligt godt helbred at være syg og at være underlagt kommunale sagsbehandlere! Nu er de fleste af dem heldigvis mere end indstillet på at hjælpe borgerne så godt, som de nu kan under det reglement, de kører efter. Jeg har også selv været underlagt en del skift i sagsbehandlere. Når man var ved at kende sagsbehandleren så nogenlunde, kunne man regne med at få en ny. Jeg fandt dog ud af, at i Hjørring kommune er der som regel en slags mening med galskaben. Det er noget med, at man gives videre til et nyt team af sagsbehandlere, hver gang man har passeret en eller anden grænse. Hos mig var det efter 6 uger, efter 12 måneder, og da jeg gik over til revalideringsteamet. Hvor hensigtsmæssige disse skift er, kan man diskutere, men som almindelig borger i systemet er der der ikke ret meget, man kan gøre ved det. Jeg tror, det er en virkelig god idé at have bisiddere, der holder fast i én og kan hjælpe, så man (du) ikke helt Palle-alene-i-verden skal overbevise den ene sagsbehandler efter den anden om, at du ikke er “fuldstændig imbecil”, for nu at bruge dit eget udtryk. Hvis man skal sætte et positivt spin på situationen, så kunne man sige, at du er med til at gøre sagsbehandlerne bedre rustet til at tage mod de næste, der har lignende diagnoser. Men det er selvfølgelig en ringe trøst!
    Tillykke med, at du kan høre igen! Så er der da noget, der begynder at gå den rigtige vej.

    Svar
  4. Lene
    Lene says:

    Kære Hanne, jeg læser med selv om jeg ikke får kommenteret så hyppigt. Masser af varme tanker herfra, kan godt forstå at du har brug for stabile omgivelser når der er kaos inde i hjernen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Mange tak for din kommentar. Det glæder mig, at du læser med! Det glæder mig også, at du har forståelse for det med stabiliteten.

      Hav en god aften.

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Tak! Jeg har svært ved at holde det hele inde i hovedet, men gudskelov er jeg ikke ene om det, men kan dele det med Bodil.

      Svar
  5. Susanne B. Fuglsang
    Susanne B. Fuglsang says:

    Søde Hanne.
    Lad nu være med at gå i spåner fordi en ny sagsbehandler undlader at love dig noget bestemt i en telefon.

    Hun dækker sig vel bare lidt ind, inden hun får sat sig grundigt ind i din sag.
    Der er jo intet der er afgjort endnu og jeg tror da at henvendelsen fra Bodil vil sætte tingene i perspektiv der.

    Ting tager jo som bekendt tid, så prøv at være lidt tålmodig 🙂

    Det kan jo godt være det hele ender med at falde i hak som du ønsker det. Og indtil der er truffet en afgørelse om noget andet skal vi da tro på det 🙂

    Kh. Susanne.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Susanne

      Min situation er, at jeg har behov for vished og for at vide, hvad jeg kan regne med. Det kan ikke være sandt, at alle planer skal revideres, blot fordi der kommer en eller anden tilfældig ny sagsbehandler i kommunen. På et eller andet tidspunkt skal jeg jo udskrives, og der har jeg brug for at vide, hvad jeg skal forvente mig. Jeg ser meget frem til, at der kan afholdes et netværksmøde med alle de rette aktører.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *