Jubilæumsopdatering mv.

Opdatering af Windows 10

I går kl. 19:00 kom Microsofts store opdatering til Windows 10 kaldet jubilæumsopdateringen. Den rummer en masse, som ikke interesserer mig, men der skulle vidst også være nogle nyttige ting. Af sikkerhedsmæssige hensyn er det vigtigt altid at være fuldt opdateret.

I dag har jeg så brugt ca. halvdelen af dagen på at få den installeret – og det er ikke lykkedes. Hver gang ender jeg med en fejlkode, der har noget med Defender at gøre. Jeg bruger ikke Defender med Kaspersky, så jeg forsøgte at afinstallere. Næh nej det kan man ikke. Sammen med fejlkoden kom der en besked om, at man kunne kontakte Microsoft Support, hvilket jeg gjorde. 1½ time i telefonen til Holland uden held.

I guder… det burde bare være at trykke på en knap eller to.

Så prøvede jeg i Facebookgruppen “Support PC og andet”, og den søde Martin stillede atter op. Han kunne heller ikke. Til sidst kom John med et link, og det prøver Martin og jeg så i morgen efter arbejde. Det skal simpelthen lykkes.

Heldigvis kører PCen alligevel, som den skal. Den er min livsnerve.

Opdatering den 8. august 2016: Martin prøvede endnu engang i går søndag, og sørme om ikke det lykkedes ham. Han brugte vel 1½ time via TeamViewer, som er etfantastisk værktøj. Jeg er så glad for, at det lykkedes, og jeg er så glad for at have en ven i nøden!

Løsningen var: Alle filer i C:\windows\softwaredistribution\download slettet. c:$Windows.~BT og c:$Windows.~WS foldere slettet, c;windows10Update folder slettet og så en ny installation

Præsten

Min dejlige præst har været her i dag. Tiden flyver, og vi når rundt om virkelig mange emner: Kirkehistorie, Donald Trump, Bipolar lidelse, terror, Kirkepladsen 3 og meget mere. Hendes besøg og arbejdet har for en stund fortrængt ensomheden, og det er jeg glad for. Bare det holder.

Jeg har tænkt på, at jeg – bortset fra kollegerne – udelukkende taler med professionelle aktører, der får deres penge for at tale med mig: Præsten, støttekontaktpersonen, lægen i DPC og kontaktpersonen i DPC. Jeg burde nok gøre et eller andet ved det, skabe nogle relationer og den slags, men det falder mig ikke sådan lige for. Og det har det i og for sig aldrig gjort. Det har måske ikke så meget med diagnosen at gøre. Egentlig trives jeg glimrende i mit eget selskab. Men det er måske ikke så sundt i længden, og jeg har ikke nogen at ringe til, hvis læsset vælter lørdag eftermiddag.

Vaskemaskinen

Forleden dag: Masser af snavsetøj ind i vaskemaskinen (en fin dyr Miele fra 2007), tænde, og to minutter efter bip bip bip med fejl F53. Jeg ringede til dem, og de kunne heldigvis komme allerede i dag. En eller anden ting inde i motoren var brændt af/sammen. Han var her en halv time, og regningen lyder på 1.700 kr. Jeg synes, det er mange penge, men jeg blev da glad, da han sagde, at der var mange år i den endnu.

Budget og støttekontaktpersonen (SKP)

I umindelige tider har jeg gået som katten om den varme grød for at få revideret budgettet. Jeg har været bange for resultatet. Men jeg kom igennem alle posterne, og det ser bedre ud end forventet, så det var jo rart. Jeg har altid haft fint overblik over finanserne, men det er altså glippet de sidste par år.

Psykiatrifonden har en fin lille artikel om, at det at have kognitive vanskeligheder kan blokere for den mentale “startknap”. Det er så pokkers svært at komme i gang med ting og sager.

Jeg blev “sparket” i gang af min SKP, da en af de ting, hun skal hjælpe med er at udfylde et ansøgningsskema til kommunen om støtte til tandbehandling. Jeg kan slet ikke overskue det skema. Jeg har haft det fremme nogle gange, men jeg kan simpelthen ikke, og jeg forstår det ikke. Sådan har jeg ved Gud aldrig før haft det med et dokument. Så det var fint, at hun sparkede til mig. Og hun har også udstukket opgaver til næste tirsdag. Det er rigtig fint. Jeg skal dokumentere udgifterne i et væk – men det er jo selvfølgelig et rimeligt krav fra kommunens side.

14 replies
  1. Pia
    Pia says:

    Der er enlige mennesker og ensomme mennesker, og det er der stor forskel på. Personlig kan jeg godt lide at være alene, og trives fantastisk i mit eget selskab. (min familie kalder mig mærkelig) På jobbet trives jeg nu på 28. år ved at sidde mutters alene, uden en eneste arbejdskollega i samme hus. Vi er alle forskellige, men jeg håber du finder det du ønsker dig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Du har helt ret i, at der er forskel på “enlig” og “ensom”. Enlig har jeg altid været og har haft det fint med det. Ensomheden er noget nyt, og det kan man også kalde at være ufrivilligt enlig. Lige p.t. går det faktisk vældig godt, nærmest som om, jeg har fået styr på det. Men alligevel kunne det være rart, at gå i biffen med en eller ringe sammen lørdag eftermiddag.

      Svar
  2. LS ☆
    LS ☆ says:

    Håber det er lykkedes med Windows 10? 1,5 timer i tlf til Holland *suk* Men godt at pc kører uanset. Online fællesskaber er også en slags social kontakt, er det ikke? 😉

    Svar
    • LS ☆
      LS ☆ says:

      Og endda helt uden at skulle ordne hår og tage pænt tøj på (eller bare komme ud af nattøjet) 😀 😀

      Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ LS

      Jeg har haft en af de skarpe fyre fra Facebookgruppen til at assistere via TeamViewer. Han kunne heller ikke. – Det ville egl. også have undret mig, for man skal jo bare trykke på nogle knapper, og det kan andre vel ikke gøre bedre end mig… Så indtil videre går jeg med uforrettet sag. En eller anden foreslår det der kaldes en “ren installation” altså starte forfra med Windows 10. Det har jeg godt nok ikke så meget mod på.

      Jo du har egl. ret i, at Cyberspace/Online fællesskaber også er en form for social kontakt. Sådan har jeg ikke tænkt på det tidligere. Nu vil jeg bryste mig af at være social 🙂

      God weekend.

      Svar
          • Martin Østerberg
            Martin Østerberg says:

            Det var ikke sådan ment….jeg skal ikke klappes på skulderen eller bekræftes på nogen måde, men da jeg nu så tråden synes jeg bare den var lidt ufærdig….;-)

          • Stegemüller
            Stegemüller says:

            @ Martin

            Jeg klapper dig gerne på skulderen. Du er hammerdygtig, så sød og så hjælpsom. Jeg glæder mig til at møde dig over en kold Weissbier et eller andet sted.

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    For nu at rage uklar med en hel masse, velmenende mennesker: Nej, du skal ikke være ked af, at du ikke umiddelbart føler for at rende ud og lave en hel masse sociale relationer. Du er åbenbart en enspænder, det er sådan du er, og det kan man ikke uden videre lave om på. Hvis man ikke begynder at vandre op og ned ad væggene, når man er overladt til sit eget selskab, er det også helt OK, og det gør du jo ikke. Når tingene brænder på for dig, er det jo din sygdom, der melder sig på banen, og den slipper du ikke af med, blot ved at have flere sociale kontakter. Faktisk så har du jo brug for professionel hjælp i det tilfælde. Så hvis jeg var dig, ville jeg tage det ganske roligt. Mange af os er ikke voldsomt sociale dyr, det er jeg heller ikke selv. Jeg sætter stor pris på de ganske få mennesker, der er i mit netværk, men jeg tror faktisk, jeg ville få meget svært ved at overskue et større netværk med de forpligtelser, det giver at vedligeholde sådan et. Møder man nogle mennesker, hvor begge parter mener, det kan være givende at opretholde kontakten og udbygge bekendtskabet til et venskab, så er det da dejligt, og man skal bestemt være åben for den mulighed. Jeg tror til gengæld ikke meget på at gøre noget andet for at opnå det. Fx gå til sport eller aftenundervisning, hvis målet er at få nye venner. At man så kan være heldig at møde nogle ved sådan nogle aktiviteter er en sidegevinst. Men jeg tror også, man skal være realistisk. Hvis man ikke har en stor vennekreds, når man står midt i livet, så får man det nok ikke, og det kunne godt være, fordi man i virkeligheden hverken har lyst til det eller brug for det. Det skal så heller ikke være noget, man er ked af eller skammer sig over. Når jeg harper lidt løs på det her tema, er det fordi jeg selv er blevet præsenteret for mange terapeutiske tiltag, hvor det blev krævet, at jeg skulle gå ud og skaffe mig en gevaldig masse samkvem, ‘kvem, tror jeg, det skal hedde fra nu af, og jeg har indset, at det ikke er, aldrig har været og heller ikke kommer til at være noget for mig.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Tak for et helt igennem befriende indlæg.

      Ja jeg er en enspænder, og det har jeg været, lige fra jeg var barn. jeg var ikke så meget for at have nogen med hjem og legede helst alene. Det kan jeg huske allerede, fra jeg gik i børnehave. Og nej, jeg går ikke på væggene 🙂

      Du har fuldstændig ret i, at når læsset vælter, er der behov for professionelle, og alverdens kontakter ville ikke kunne afværge det. Når man er en enspænder, kan det være svært at forklare andre, at man faktisk har det fint med det.

      Jeg talte meget med psykologen om ensomhed, og jeg har læst meget om det på Psykiatrifondens hjemmeside. Denne artikel om psykisk sygdom og ensomhed (de følges ofte ad) er rigtig god: http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp/taenk-dig-staerk/ensomhed/kigger-huller-i-luften.aspx Fra en anden artikel har jeg bidt mig fast i følgende: “Nogle gange er det lettere at skabe kontakt til andre, hvis kontakten eller venskabet ikke er det primære mål.” Det lyder for mig helt rigtigt, og så vidt jeg forstår dig, synes også du, at dette lyder fornuftigt. Da jeg havde betalt mit kontingent for medlemskab af EL, kom jeg i tanke om, at det muligvis kunne medføre noget kontakt, og det er jeg åben for

      Når man er ensom eller bare enspænder, er det altid som om, man skal lave om på dette. Det svarer lidt til det med, at alle synes, man skal gå en tur som en slags mirakelkur.

      Jeg har stadig dog stadigvæk den følelse, at det ville være rart at have en at ringe til lørdag eftermiddag eller have en at gå i biffen med.

      Svar
      • Henny Stewart
        Henny Stewart says:

        Tjah, jeg må som djævelens advokat nødvendigvis stille spørgsmålet: Hvor mange af disse respondenter har gennem hele deres liv fået ørerne tudet fulde med, at de skal gå ud og skaffe sig noget ‘kvem?

        Og nej, der er sandelig ikke noget i vejen med at have en at gå i biografen med eller ringe til lørdag formiddag, og jeg håber, du finder sådan en person inden alt for længe.

        Svar
        • Stegemüller
          Stegemüller says:

          @ Henny

          Næh du har vist ret i det med ‘kvem 🙂 Det er jo svært at være enspænder og introvert (gennem hele livet) uden at blive betragtet som meget sær. Hvis man så har en høj IQ, bliver det bare endnu værre, så er man faktisk en særling.

          Jeg har en meget fin mailven i Bodil. Vi skriver lange gode, eksistentielle mails et par gange om ugen, og det hygger jeg mig meget med.

          Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *