Jeg takker dagligt for mit liv i luksus

Jeg takker dagligt for mit liv i luksus

Tænk at …

Jeg takker dagligt for mit liv i luksus

Dagen er startet med at skrive en lang mail til min nye halvsøster. Vi lærer hinanden at kende pr. mail, og det er rigtig fint. På søndag tager vi til et sted vores far holdt af, og som hun gerne vil vise mig. Bagefter spiser vi en god frokost i pågældende by.

  • Tænk at kunne bruge to timer på at skrive en mail (jeg er ikke så hurtig men temmelig pedantisk), at have lyst til at fortælle, mulighed for at lade mig føre med af associationer og kunne tillade mig af og til at køre ud ad en tangent.
  • Tænk at der kun sjældent skal sættes et vækkeur. Ovre er den tid, hvor jeg sad på kontoret før 8 og til efter 01 (og jeg mener 01) … Store dele af mit arbejdsliv var drevet af mani (og ærekærhed) kan jeg se her retrospektivt.
  • Tænk dagligt at kunne lave det, der lige den dag rubriceres som “det sjoveste”, alias det jeg den dag har mest lyst til.
  • Tænk at kunne købe den sublime specialbyggede PC til en pris andre kunne købe 8 – 10 plasticmaskiner for hos Elgiganten. Den skal kunne køre 16 timer i døgnet uden afbrydelser. Jeg vil have det bedste af det bedste, og jeg køber ikke dyre biler, nyt køkken, sommerhus, rejser mv.
  • Tænk hver måned at have et lille overskud, der kan spares op. Er der noget til rest, når jeg dør, har jeg regnet forkert. Alligevel er det rart med en reserve til den dag, vaskemaskinen drager sit sidste suk. Der skal være til at købe en ny Miele uden at spørge banken, om de også mener, det er et godt mærke.
  • Tænk at jeg ikke behøver gøre rent eller pudse vinduer.
  • Tænk at føle mig “rask” efter de syv forbandede år fra 2014 – 2021.
  • Tænk at jeg har en fantastisk kontaktperson i Distriktspsykiatrien, og at det har været den samme i alle otte år.
  • Tænk at min præst gider komme og tale med mig hver tredje uge og vende store og små eksistentielle tanker. Selvom jeg er hendes “sognebarn”, har hun ikke længere forpligtelser overfor mig i hendes egenskab af hospitalspræst på psykiatrisk afdeling. Hun var storartet de værste år. Hun siger så pænt, at det var en nem opgave. Hun kunne bare sige det samme som ugen før, for jeg havde jo alligevel glemt det.
  • Tænk at jeg nu kan ændre psykologen til min sparringspartner.
  • Tænk at nogen ser min profil på LinkedIn og ønsker et samarbejde.
  • Tænk stadig at kunne noget, selvom jeg officielt ikke kan noget længere.
  • Tænk ikke at være fra Syrien og vente på brevet, der sender mig i udrejsecenter, når jeg ikke kan rejse “hjem hvor jeg kom fra” i 2015, selvom Danmark og Ungarn mener, der er vældig sikkert i Damaskus og omliggende egne.
  • Tænk ikke at være flygtet fra krigen i Ukraine; den krig i Europa jeg ikke troede skulle komme i min tid. Krig måtte da være et punkt, vi var forbi efter USSRs fald i 1991. Vi måtte være færdige med at slå hinanden ihjel.
  • Tænk at kampen er ovre.
  • Tænk at livet (omsider) er herligt.

Listen kunne sagtens blive længere. Der er nok at være taknemmelig over. Og det er jeg dagligt.

Jeg rydder op i døde – og levende

Jeg har sat gang i det store oprydningsprojekt i “de dejlige data”. Det er mestendels de døde.

Der er også et par levende, der nu (forhåbentlig – hvis det virker og jeg har gjort det rigtigt) ikke længere kan tilgå min hjemmeside, finde mig på Facebook, ringe eller sende e-mails. Det er mennesker, der uden større taknemmelighed har trukket alt for store veksler på mig, eller hvor det er mig, der i årevis har været i rollen “jeg kontakter”, og hvor et “samarbejde” har betydet, at det var mig, der arbejdede. Det gider jeg ganske enkelt ikke længere.

Jeg deler gerne ud af den viden, jeg selv har arbejdet mig til om fx TNG; jeg hjælper gerne; jeg forklarer gerne, og jeg gør det ganske gratis, men når der eksempelvis er sendt/modtaget 140 e-mails og afholdt otte online-møder af minimum en times varighed i en periode på syv måneder, uden at den anden fx får den fikse idé, at “jeg kunne da også lige sende en lille buket med Interflora”, så gider jeg ikke længere. Jeg orker ikke, at jeg pludselig skal løse alle problemerne eller at forklare, at man først skal læse det, der står på skærmen.

Så kommer blokade-knapperne i brug. Jeg siger det bare.

0 Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.