Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Bare der var regler for venskaber

Jeg finder aldrig ud af det relationelle

Nu er det sket for mig igen: Jeg har mistet en ven, fordi jeg igen har gjort det forkerte, fordi der mangler regler for det rigtige.

Historien er

En tidligere medpatient var for kort tid siden indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup og senere overflyttet til Brøndbyøstervej. Jeg besøgte hende på begge adresser. Hun havde det virkelig dårligt og var meget psykotisk.

Jeg satte mig ind i, hvordan man er pårørende i den situation, og jeg prøvede at gøre det rigtige, som fx er, at man ikke skal forsøge at rive mennesket ud af psykosen ved at påpege “vildfarelserne”. Så når hun sagde, at Putin havde en dobbeltgænger, at Mette Frederiksen lige havde været i USA for at tale med Joe Biden mv., talte jeg hende ikke imod men fandt metoder til at bøje af og føre samtalen et andet sted hen.

Efter udskrivelsen skulle hun til Glostrup, hvor man har samlet alle bipolare patienter. Hun turde ikke selv tage bussen, så jeg fulgte hende både ud og hjem, selvom det var en værre rejse, hvor vi stort set så hele Vestegnen.

Jeg forærede hende en iPad Pro, jeg havde stående og ikke brugte mere. Jeg sørgede for, at den kom på hendes netværk, hvilket var ret besværligt, da hun ikke vidste, hvem udbyderen var og ikke kendte adgangskoder til noget som helst.

For mange opringninger

Forleden kom jeg til at tænke på, at det egl. var længe siden, jeg havde hørt fra hende. For at “holde de sociale forbindelseskanaler vedlige” ringede jeg til hende om eftermiddagen og lagde en telefonbesked. Da hun ikke ringede tilbage, blev jeg bekymret for, om hun var indlagt igen. Derfor ringede jeg igen om aftenen; lagde ingen besked. Og igen næste formiddag; lagde ingen besked. Jeg blev mere og mere bekymret og fandt situationen underlig.

Endelig ringede hun op, og vi førte en temmelig indholdsløs og overfladisk samtale lige til slutningen.

Den sluttede med, at bare fordi hun ikke tog telefonen, behøvede hun ikke at være indlagt. Og det er selvfølgelig rigtigt. Der var ingen grund til bekymring. Hvor skulle jeg vide det fra? Og herudover var det lige rigeligt, at jeg havde ringet tre gange.

Det var det

Naturligvis har hun ret til at sige fra.

Jeg er bare tilbage ved, at jeg igen, igen har opført mig forkert i “det relationelle”, og at jeg simpelthen ikke kan regne ud, hvordan jeg skal bære mig ad, når jeg ikke bare kan følge min intuition/fornemmelse for, hvad der nok vil være rigtigt.

Gider man ikke tale i telefon, hvilket er en menneskeret, kan man jo tage telefonen og sige, at man ikke gider, at det ikke passer lige nu, at man er i færd med noget andet el.lign. Man kan sende en e-mail med det indhold. Man kan sende en SMS med det indhold. Mulighederne er legio.

Jeg orker ikke gættelegen og den velkendte følelse af, at jeg ikke ved, hvordan man har venner. Jeg orker ikke den velkendte fornemmelse af at skulle svømme i hajfyldt farvand.

Heldigvis findes der nu til dags adskillige metoder til at lukke folk ude af ens liv: blokering på telefon, e-mail og Facebook.

Det har jeg gjort. Det var det.

Det med detaljerne

Når den autistiske hjerne har svært ved det med det sociale, skyldes det trangen til detaljer. Når man har trang til detaljer og dermed også til forudsigelighed, så passer det bare ikke særlig godt med det sociale, hvor man skal kunne afvige fra en plan, som ingen kender.

Men os med detaljerne har andre styrker:

  • Hvem kan slægtsforske uden detaljer?
  • Hvem kan lave hjemmesider uden detaljer?
  • Hvem kan læse korrektur uden detaljer?
  • Hvem kan skrive softwareguides uden detaljer?

Disse eksempler er fra mit eget liv. Andre vil have mange andre eksempler.

Her har jeg vist endnu ikke gjort noget forkert

I morgen skal jeg heldigvis noget, jeg (tror), jeg kan finde ud af: Jeg skal besøge min fars ungdomskæreste, som jeg vist endnu ikke har trådt over tæerne uden at ville det.

Jeg skal have hevet gamle billeder og breve ned fra den øverste hylde, scanne og printe, de billeder jeg ved, hun så gerne vil have.

Jeg finder aldrig ud af det relationelle


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

10 Svar
  1. Mette
    Mette siger:

    Kære Hanne. Som en såkaldt velfungerende kvinde med mange dybe og gode venskaber igennem /ange, mange år vil jeg bare erklære mig enig med de andre. Ud fra beskrivelsen lyder det ikke som om du har gjort noget som helst “forkert”. Det lyder til, at din tidligere veninde er svært syg i perioder og det gør også hendes måde at reagere på anderledes end de fleste. Jeg synes, at du lyder omsorgsfuld og empatisk, Hanne. Jeg har været anonym læser igennem perioder og havde du boet i Jylland, havde jeg inviteret dig på kaffe. Du har så mange dejlige særinteresser, skæve vinkler på tingene og en grundighed med detaljer, som er fantastisk. Jeg kunne ønske for dig, at du kunne få 1-2 gode venner, der er ikke er så svært syg som din tidligere veninde. De vil også have bedre forudsætninger for at indgå i en venskabsrelation med dig. Alt det bedste til dig Hanne.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      Kære Mette!

      Tusind tak for din ekstraordinært søde kommentar. Den varmer helt ind i bagerste nyre.

      Det er rigtigt, at min – nu tidligere – veninde i perioder er svært syg. Jeg var ikke klar over, eller har bare aldrig været opmærksom på, at man så måske også reagerer anderledes end de fleste.

      Jeg ville vældig gerne tage imod invitationen til kaffe, men der er jo lidt langt fra Hvidovre.

      Psykologen sagde også, at jeg var lidt “skæv”, og det har jeg vænnet mig til med årene. Jeg har altid været det. Det skønne ved ASF-diagnosen er, at så har man papir på, at man kan tillade sig at være lidt sær, hvilket i parentes betyder at være noget særligt (det er i hvert fald min tolkning).

      Du må have en dejlig dag!

  2. Kenneth
    Kenneth siger:

    Hej Hanne!

    Hende kan du roligt droppe som ven. Du har overhovedet intet forkert gjort. Du har vist kærlig omsorg og bekymring for et andet menneske. Og det har du gjort på fornemste vis.

    Kærligste hilsener,
    Kenneth

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Kenneth

      Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Tak for din søde kommentar. Det er jeg glad for, at du mener – og giver de foregående ret i. Ja, jeg har gjort det så godt, jeg kunne, og mere kan man vel egl. ikke forlange? Men når man ikke kender reglerne, og konstant bliver i tvivl om, hvorvidt man tager fejl, fordi der ikke er regler at læne sig op ad, synes jeg, det bliver utrolig svært. Jeg bliver meget usikker på min egne handlinger. Men så har jeg jo sådan nogle dejlige læsere …

      Kh.
      Hanne

  3. Charlotte
    Charlotte siger:

    Efter mine “regler” er det da hende, der gør noget forkert. Ikke at tage kontakt i lang tid, og så blive tøsefornærmet over at du riger tre gange over to dage. Der er mange i min omgangskreds, der ville have ringet – og skrevet – meget mere end det. Så jeg er enig med de forsgående. Det er altså ikke dig …

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Tusind tak – også til dig!

      Så har vi de samme “regler”. Men for pokker hvor jeg synes, det er svært at navigere uden “regler”. Selvfølgelig er jeg ikke så dum, at jeg tror, der findes “Bekendtgørelse af lov om regler for venskaber”, men jeg ville bestemt profitere af en sådan. I det aktuelle tilfælde gik jeg jo to dage og tænkte, at jeg nu igen havde fejlet. Men så er det dejligt at have sådan nogle skønne læsere.

  4. Glennie Jensen
    Glennie Jensen siger:

    Jeg kan ikke med min bedste vilje se, at du har gjort det mindste forkert. Du har ydet en pæn stor indsats for at hjælpe i forbindelse med hendes indlæggelse. Som jeg læser din beskrivelse, ringer du så efter et stykke tid for at høre, hvordan det går. Der er ikke tale, om at du kimer hende ned i dagevis, men derimod om helt almindelig (venne)omsorg. Og – som du selv er inde på – kunne hun jo have skrevet til dig, hvis hun ikke lige orkede en egentlig samtale….

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Glennie

      Tak – også til dig.

      Der er selvfølgelig det, at man beskriver sig selv i det bedste lys, men jeg har virkelig beskrevet det, som det udspandt sig.

      Jeg synes jo heller ikke, jeg gjorde noget forkert, og derfor nåede jeg til konlusionen “Det var det”. Men det skal man selvfølgelig passe på med, for så kan man blive vældig ensom, og det har jeg jo heller ingen interesse i.

      Men pyh ha – jeg synes virkelig, “det relationelle” er indviklet. Jeg giver snart op.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.