Jeg er træt af spam
Svindel og humbug på nettet
Jeg er træt af spam
Internettet har uden tvivl revolutioneret den måde, vi kommunikerer, arbejder og lever på. Men med den digitale frihed følger også uundgåelige udfordringer, og en af de mest irriterende og potentielt farlige er spam. Spam, eller uønsket digital kommunikation, har eksisteret lige så længe som internettet selv og har udviklet sig til at blive en konstant plage for brugere verden over.
Lige i øjeblikket, synes jeg, det går helt amok med det daglige antal spammeddelelser i min indbakke. Herunder er et billede af den dedikerede spam-papirkurv fra de seneste par dage
Det er alt sammen forsøg på phising. Det vil sige, at svindlerne forsøger at franarre mig kontooplysninger, hvilket ikke er videre svært at gennemskue.
- Jeg har ingen udlæg hos nogen som helst sygeforsikringer, så jeg venter ingen refusioner
- Jeg har ingen forretninger med One.com
- Jeg har ingen Spotify-konto, og venter da slet ikke noget fra KundenService.
Svindlerne sender kun alt det skrammel, fordi nogle falder i fælden. Ellers ville de jo ikke bruge tid og kræfter på det. Det må altså kunne betale sig.
Det er ikke kun de mindre opmærksomme brugere, der er i risiko. Spam har udviklet sig til at blive mere sofistikeret og overbevisende, og selv den mest forsigtige bruger kan falde i fælden, hvis de ikke er på vagt.
Noget du aldrig må gøre
I mange fup-e-mails står nederst, at du kan afmelde mails fra denne afsender. Det må du aldrig gøre, for så ved svindlerne, at du er et virkeligt menneske, og at du er i live. Og så bliver det bare endnu værre.
Filtre i mit e-mailprogram
Jeg bruger “Thunderbird” som e-mailprogram, og der kan man opsætte diverse filtre, som kan hjælpe med at sortere skidtet fra. Filtrene er ganske velfungerende og sørger for, at meddelelserne går direkte i papirkurven. Nederst ser du et eksempel på de seneste tilføjelser til blokeringslisten. Problemet er, at det ikke er tilstrækkeligt at blokere e-mailadresser, for svindlerne skifter dem konstant ud.
Jeg er i stedet begyndt at blokere ud fra tekster i emnefelter og selve meddelelserne – og det fungerer bedre. De to nyeste skulle gerne fritage mig for tilbud fra diverse “ukrainske kvinder”, der sikkert aldrig har set Ukraine.
En anden mulighed er at blokere e-mailadresser ud fra landekoder fx “.ru”, så man slipper for skrammel fra Rusland, men her kan man godt få for meget med. På et tidspunkt havde jeg fået opsat så mange filterregler, at de på en eller anden måde konfliktede med hinanden, og også reelle e-mails blev fanget. Og så måtte jeg begynde forfra …
Hvis du selv vil prøve blokere ud fra landekoder, har du måske brug for at vide, hvad de forskellige landekoder betyder. Øverst på min liste herunder står fx “.mv” (det er selvfølgelig vigtigt at få punktummet med), og på denne liste over landekoder til domænenavne er det hurtigt at finde ud af, at det står for Maldiverne, som jeg ikke venter e-mails fra, så de kan roligt ryge i papirkurven.
Skriver du til nettet, må du forholde dig til “digitale afbrydelser”
Lige i øjeblikket læser jeg bogen “Den digitale læsers hjerne – en skriveguide til fagfolk” af Kresten Bjerg, 3. udgave. Og selvom jeg ikke længere henhører under kategorien “fagfolk”, er bogen alligevel til stor inspiration.
Noget af det, Kresten Bjerg skriver om, er de “digitale afbrydelser”, som vi som skribenter er nødt til at forholde os til. En digital afbrydelse er fx, at du ser, at der ankommer en e-mail, også selvom den ryger i papirkurven, og det har betydning for måden, vi skriver til internettet på. Teksterne skal være kortere og der skal være mange afsnit, for ellers kan hjernen ikke samtidig håndtere de digitale afbrydelser.
Stressfaktoren
Konstante afbrydelser og forsøg på svindel kan være stressende over tid. Når man modtager 10 – 20 spammails pr. dag, afbrydes man 10 – 20 gange i det, man er i gang med. Når der er tale om svindel-mails skal man 10 – 20 gange dagligt være forsigtig og tænke over, hvilke links man klikker på, tage stilling til om de er potentielt farlige mv.
Jeg har købt mig til en løsning, idet jeg bruger sikkerhedsprogrammet “Bitdefender”, der med det samme farer op, hvis jeg klikker på et potentielt farligt link. Et potentielt farligt link vil typisk være et link, der fører et andet sted hen, end det udgiver sig for at gøre.
Afsluttende bemærkninger
Internettet er fantastisk, og i dag kan vi næppe forestille os tiden før det. Og det er vigtigt at sige, at det ikke er et farligt sted at færdes. Du skal bare opmærksom og årvågen.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg får ufatteligt mange spammails for øjeblikket (langt over 50 om dagen) overvejende fra “damer, der tilbyder ydelser”, men også fra falske Norton, OneCom, streamingtjenester, pakkeleveringsordninger osv.
Jeg har sat mit mailprogram op til ikke at komme med notifikationer om nye mails – faktisk er alle mine programmer sat op til ikke at notificere, for jeg vil ikke udsætte mig selv for de digitale afbrydelser. Jeg tjekker min post et par gange om dagen, når det passer mig. Jeg tjekker også mit spamfilter, for af uransagelige årsager sorterer det ind i mellem relevante mails som spam. måske et ud af ti fra en bestemt modtager, som jeg korresponderer meget med, ryger i spamfilteret.
Thunderbird er et godt postprogram synes jeg også, og sorteringen virker upåklageligt set fra min lille plads. Det er meget værre, når services og firmaer, man har bedt om mails fra og lavet fine filtre, så de ender det rette sted, pludselig skifter e-postadresse flere gange om måneden. Så opsiger jeg gerne mails fra dem.
@ Charlotte
50 om dagen … du milde kineser; så skal jeg da ikke klage.
Det er en god idé at slå notifikationer fra. En af årsagerne til, at jeg ikke har slået dem fra i Thunderbird er blandt andet kommentarerne på hjemmesiden, hvor jeg har en naiv forestilling om, at mine læsere har større lyst til at kommentere/være i dialog, hvis I får et nogenlunde prompte svar. Og det kan jeg kun levere, hvis jeg får notifikationerne. (Af en eller anden mærkelig årsag, ryger notifikationer om nye kommentarer pludselig i papirkurven. Jeg må have opsat nogle regler, der karambolerer …)
Ja, Thunderbird er virkelig godt. Jeg har brugt det siden 2006, og faktisk sender jeg dem et lille beløb (30 kr.) hver måned, da jeg gerne vil bidrage til deres fortsatte eksistens. Det er vigtigt, at Google ikke dominerer alt. Du kan slippe uden om det med de nye e-mailadresser ved at sortere efter indhold og/eller meddelelsesteksten.
Jeg modtager af en eller anden grund næsten udelukkende spam mails fra de såkaldte ukrainske kvinder, som meget gerne vil lære mig nærmere at kende….Det generer mig nu ikke så meget, det drejer sig kun om 6-7 stykker om ugen og de bliver prompte slettet.
@ Glennie
6 – 7 stykker pr. uge er da bestemt til at leve med, og så fra de der “lækre” kvinder … Det kan gå an.
Jeg skal se, om jeg kan finde ud af Erics tip om cPanel. Jeg har været ved at kigge på det, men jeg er lidt bekymret for at få “ham” (de virkelige e-mails) til spam.
Om det hjælper, ved jeg ikke, men på mailserveren (via cPanel) kan du “skrue” på (in)tolerancen og vistnok også bede serveren slette de mails, den identificerer som spam, så de slet ikke når frem til din indbakke. Det øger selvfølgelig risikoen for, at ikke-spam smides væk, men det er jo en afvejning af godt humør versus røde knopper.
Jeg har bedt min mailserver være en tand mere ugæstfri end standard, men har endnu ikke bedt den slette mails på mistanke, da det er ret beskedent, hvad jeg modtager af spam – velsagtens 5 om ugen i gennemsnit.
@ Eric
Mange tak for tip. Det var jeg ikke klar over, og det skal straks prøves, da jeg har cPanel. For jo – jeg er ved at få røde knopper og foretrækker at være i godt humør!