Jeg bliver vanvittig af mine naboer

Jeg bliver vanvittig af mine naboer

Bose Noise Cancelling Headphones 700

Jeg bliver vanvittig af mine naboer

I mange år har jeg ikke hørt mine naboer. Pludselig hører jeg dem konstant tale sammen, og det er de samme mennesker. Jeg bliver vanvittig.

Det værste er, når de skændes til kl. 01:30. Der kan jeg sende dem en SMS (jeg har prøvet at ringe kl. 00:15, men de tager ikke telefonen). Jeg beder dem simpelthen fortsætte “samtalen” i et andet rum, der ikke støder op til min seng; men når de bare taler sammen, kan jeg jo ikke sige noget. Det har folk ret til, uden at nogen kan “brokke” sig. Når de skændes, kan jeg stort set høre, hvad emnet er.

Audionova

Jeg har ofte læst, at andre med Autisme bruger en form for hovedtelefoner, så jeg har søgt med Google efter den bedste løsning.

Mange anbefaler formstøbte ørepropper fra Audionova, der også har en afdeling her i Hvidovre. Foretagendet virker seriøst, så dem ringede jeg til og fortalte om mit problem, og at jeg har behov for fuldkommen stilhed; jeg vil ikke høre noget som helst. Jeg talte med en utrolig venlig kvinde, der var ærlig og sagde, at deres produkt ikke vil være en løsning. Hun anbefalede i stedet Bose QC35, som jeg også har læst positive anmeldelser af fra andre autister.

Bose

Dem ringede jeg også til, for jeg vil ikke bruge så mange penge uden at være sikker på, at det er en reel løsning. Jeg har selvfølgelig prøvet ørepropper fra apoteket. Jeg har købt de bedste/dyreste, der skulle tage støj op til 36 decibel, men de tager kun toppen. Jeg kan stadig høre nabokonen.

Bose QC35, som mange er glade for, er udsolgt og produceres ikke igen foreløbig.

Jeg bliver vanvittig af mine naboerVi talte længe frem og tilbage og han stillede gode uddybende spørgsmål. Jeg følte mig virkelig i gode hænder. Hans anbefaling lød derefter på Bose Noise Cancelling Headphones 700. De koster en formue og det er langt over budgettet, men jeg må gøre et eller andet, inden jeg springer ud af vinduet i desperation og for at få det til at holde op. Jeg bor godt nok kun på 1. sal, men det er nok alligevel ikke sundt.

Bose har 90 dages fri returret. Efter 90 dage vil jeg helt sikkert vide, om det er en løsning, der vil virke for mig. Jeg har betalt 110 kr. for ekspreslevering, for dette skal stoppe nu.

Sansesensitiviteten øges

P.t. er det som om sansesensitiviteten øges og jeg ved ikke hvorfor. Jeg har planlagt at vende det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, når jeg ser hende igen. Men hvad skal hun egentlig stille op? Hun kan lytte og stille spørgsmål. Vi kan have en dialog, men den løser jo ikke problemet. Måske kan hun have en viden om, hvorfor det p.t. bliver værre?

Støj

Det værste er klart støjen:

  • Når overboen fx tager bad, hører jeg vandets rislen i al den tid, det varer.
  • Naboerne taler eller skændes.
  • Hvis jeg selv kommer til at lægge det runde låg fra Alfi-kanden forkert, så det ligger og ruller frem og tilbage, bliver jeg (også) vanvittig. I mit eget hjem er jeg “in control” og kan bare stoppe det.
  • Det er mange år siden, jeg har været i biografen, for jeg hører kun folks raslen med deres slikposer.
  • Jeg kan ikke gå på cafeen på Hvidovre Torv, for støjniveauet er enormt.
  • Den lokale føtex har otte meter til loftet og ingen støjdæmpning. Det er som om, al lyd farer op i loftet og dernæst ned i hovedet på mig. Jeg kan ikke handle dér.
  • Den lokale Coop har en reklame-TV-skærm ved deres default-kasse. Sælgerstemmen tager nærmest bo i mig. Jeg har undersøgt, om der skulle være kabler, der er til at flå ud, men det synes ikke at være tilfældet.
  • Jeg skal altid sidde i en stillekupé.
  • Jeg er allergisk over for folks halve telefonsamtaler og har også registreret, at mange nu til dags “taler til telefon” og ikke “taler i telefon”. Så kan man høre 2 * ½ samtale.
  • Opdatering den 6. marts 2023: Jeg har fået nyt køleskab, som jeg (også) er ved at blive vanvittig af. Hver gang kompressoren kører, lyder det som slagregn på vinduerne. De første to dage kiggede jeg faktisk ud for at se, om det virkelig regnede så meget. Det var tørvejr.
Lugt

Jeg har også registreret en øget sensitivitet over for lugt:

  • Når jeg skal til stationen og det er varmt i vejret, har den lokale “Slikland” døren åben. Jeg kan næsten ikke holde ud at gå forbi al den sødlige stank. Heldigvis er det kun 10 – 15 meter.
  • GLS-pakker afleveres i ovennævnte biks. Det er et mareridt at få dem hentet.
  • Der er kommet (endnu) en fastfood-ting på vejen til/fra Coop. Jeg må gå over på den modsatte gade for ikke at skulle passere den.
  • Biografen stinker af popcorn og slik. Jeg har altid troet, at man gik i biografen med henblik på at se filmen; men jeg tager nok fejl.

Det kunne være interessant med kommentarer til artiklen fra andre autister eller fra fagfolk. Om jeg i det hele taget har sådanne læsere, ved jeg ikke.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

11 Svar
  1. Glennie Jensen
    Glennie Jensen siger:

    Jeg føler virkelig med dig. Jeg har selv i perioder døjet med støjende naboer, og været lige ved at blive vanvittig af det. På et tidspunkt investerede jeg i et par speciallavede ørepropper til 800 kr, som jeg ikke synes hjalp ret meget. Dels kunne jeg stadig høre musikken komme bragende ned fra overboens teenagebørn, dels syntes jeg ikke ørepropperne, var rare at have i ørerne. Og det generede mig også, at de almindelige lyde, man ikke har noget imod var væk.
    Pt er jeg så heldig at have ret stille naboer til alle sider, men skulle jeg igen få problemet, ville jeg overveje de hovedtelefoner, du skriver om . Spændende om de lever op til forventningerne.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Glennie

      Tusind tak skal du have. Ja du har så sandelig også haft problemet. Det lyder helt forfærdeligt.

      På en måde synes jeg, det er helt urimeligt, at man ikke kan være i sit eget hjem, der bør være ens bedste base, uden at ens liv dirigeres af totalt tilfældige naboer. Man skal nærmest føle sig heldig, hvis støjende naboer ved en tilfældighed skiftes ud med stille naboer. Huslejen er den samme!

      Mine hovedtelefoner fra Bose kom i går, og jeg er allerede glad(ere). Jeg glæder mig til nærmere afprøvning. Ind til videre kan jeg fortælle, at de er rare at have på. Ørekopperne er dejligt bløde, og hovedbøjlen generer ikke, da vægten er minimal.

  2. Pernille Lærkedal Sørensen
    Pernille Lærkedal Sørensen siger:

    Prøv at læse bogen “Med på en lytter” af Annette K. Nielsen.

    Den handler blandt andet om forfatterens overfølsomhed overfor lyde i hendes omgivelser, og hvordan hun har fået et mere normalt forhold til lyde.

    Mvh Pernillee

  3. Lone Ebbesen
    Lone Ebbesen siger:

    En tanke: når man bor til leje, er der en udlejer og et husregelsæt.
    Har du talt med din udlejer om det? Han må kunne henstille done naboer til at være mindre støjende.
    Står der ikke noget om husorden i din (og deres) lejekontrakt om opførsel?
    I nogle opgange er der sat en seddel op om, hvornår der fx må larmes.
    Ang. stillekupeer, så synes jeg, det er godt, at de findes. Jeg vælger dem altid, hvis jeg rejser alene, og er man i god tid, kan man næsten selv bestemme hvor man vil sidde.

    PS! Hvorfor bliver mit navn mv. aldrig gemt, selv om jeg sætter flueben – hver gang? Måske fordi jeg næsten altid skriver fra iPad?

    • Lone Ebbesen
      Lone Ebbesen siger:

      Og ang. GLS får du ikke ved bestilling af varen mulighed for at vælge flere afhentningssteder? Jeg synes altid der er et væk af muligheder.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Lone

      Nej, jeg har ikke talt med udlejer, idet husordenen næppe indeholder forbud mod at folk taler sammen. Det har de da ret til; jeg synes det er så evident, at jeg ikke engang har gidet at finde min lejekontrakt frem. Jeg kan “brokke” mig (men det er jo ikke brok) over skænderierne efter 00:00. Man kan heller ikke sige, at de larmer. De lever jo bare normale liv.

      Næh, din iPad bør også kunne huske data, du beder den gemme. Hvis du browser med fx Safari, vil det være en god idé at tjekke indstillingerne for den browser, for det må logisk set være den, der laver noget “ged”. Er det problemløst på andre sider?

      Om GLS: Det er der garanteret, men det er sikkert langt pokker i vold, og den nærmeste mulighed er tre minutters gang væk. Så må jeg på en eller anden måde overleve i de otte minutter, det tager dem at finde min pakke. (Og det er da lykkedes ind til videre).

  4. Berit
    Berit siger:

    Jeg tror, du bliver glad for din investering. Jeg har selv ekstremt højlydte og støjende naboer og købte for et par år siden i et par støjdæmpende hovedtelefoner – mine er dog af mærket Sony. Det var ubetinget den bedste investering nogensinde! Allerede da jeg prøvede dem på i butikken, blev jeg overvældet af glæde over at kunne slukke for al baggrundsstøj og kunne næsten ikke vente med at komme hjem og få dem på.

    Jeg bruger mine mange timer hver dag. Det krævede lidt tilvænning at have dem på; og jeg kunne stadig godt ønske, at der eksisterede en model til større ører. Jeg prøver også at huske at flytte bøjlen lidt ind imellem, for den giver en fordybning oven på hovedet, når den sidder samme sted altid. De er især gode til at fjerne de dybeste lyde, som er dem, der går mig mest på. Men selv om de ikke helt kan fjerne de mest gennemtrængende råb og skinger maskinstøj, så betyder det alligevel meget at få skruet ned for det. Og langt det meste lyd forsvinder fuldstændig. Det er som at trykke på en mute-knap – næsten magisk!

    Mine kan holde opladning til cirka to dages brug, men jeg oplader dem som regel hver nat.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Berit

      Mange tak for din gode kommentar.

      Hvor er jeg glad for at læse, at “Det var ubetinget den bedste investering nogensinde!”. Åh hvor jeg glæder mig til de kommer. Du skriver også “Det er som at trykke på en mute-knap” – ja for søren, det lyder som den rene magi.

      Det er et helvede med støjende naboer. Jeg har nærmest overvejet at flytte for at få det til at holde op; jeg bor bare godt og billigt og har slet ikke lyst til at flytte.

      Jeg har fået to mails fra UPS om, at de er på vej og at de kommer i dag. Det er ret imponerende, eftersom jeg først bestilte i går.

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Da sansesensitiviteten bliver værre og værre, har jeg drøftet det med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Måske larmer det køleskab slet ikke? Måske er det mig, der er noget galt med? (Det er selvfølgelig svært at forestille sig/mig). […]

  2. […] af mine læsere anbefalede bogen “Med på en lytter”, i en kommentar til min første artikel om at blive vanvittig af naboerne. Bogen er skrevet af videnskabsjournalist Anette K. Nielsen, og fås paradoksalt nok også som […]

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.