Jeg blev husket og fejret på bedste vis
Så blev jeg 60 år …
Jeg blev husket og fejret på bedste vis
Topbilledet i dag forestiller min gave til mig selv: en “Odyssey G7 on Intel UHD Graphics 750″ fra Samsung. Størrelse: 43” (dvs. tommer) som i menneskesprog svarer til: bredde 98,5 cm og højde 56 cm plus centimeterne til foden. Som det ses, kan jeg nu have fx både Thunderbird (mailprogram), FileZilla (FTP-program), Legacy (slægtsforskningsprogram) og en kirkebog åben på en gang. Det er utrolig lækkert.
Udstyret må desværre lige en tur ned til GladTeknik, da mus og skærm ikke arbejder optimalt sammen, og jeg kan simpelthen ikke finde en indstilling, der får dem til det. Det er som om, musen “dør” lidt eller i hvert tilfælde “får sit eget liv” Jeg har eksperimenteret med forskellige Hz på skærmen (fra dens maksimale 144 Hz ned til den gamle skærms 60 Hz), men det hjælper ikke – og jeg har ikke forstand på hardware. Så det må de tage sig af.
Jeg havde en dejlig dag. Den var lige, som jeg foretrak den: Opmærksomhed uden at være for meget.
Jeg spiste frokost med min veninde hos “Bistronomi“. Jeg havde valgt stedet, da jeg havde fået det anbefalet, fordi de er søde at skrue ned for musikken, når man siger, man har en eller anden form for autisme og er lydfølsom. Og de var virkelig søde til at skrue ned. Maden var vældig god, og vi kommer begge gerne der igen.
Hilsner på Facebook
Jeg fik utrolig mange hilsner på Facebook, og det var skønt at blive husket. Jeg var slet ikke klar over, hvor rart det er. Fra nu af vil jeg selv hver dag tjekke fødselsdage og sende en hilsen, hvis der er nogle, jeg kender, der har fødselsdag. Det betyder faktisk noget.
Der kom hilsner fra mennesker i psykiatrien, noget (tæt) biologisk familie, mennesker jeg kender fra slægtsforskning, læsere af min hjemmeside, mennesker jeg har debatteret med på Facebook osv. Det var virkelig overvældende dejligt! Mit fysiske netværk er ikke så stort, men mit virtuelle netværk er enormt. Tak til jer alle.
Telefonsamtale
Dagen i dag vil byde på en telefonsamtale med en anden veninde, så vi lige kan “evaluere” lidt. 60 år er trods alt et lidt “skarpt hjørne”, uagtet dagen i dag føles ganske som i forgårs.
Hun spurgte på e-mail, om jeg gik og gjorde status over det forløbne decennium og lagde planer for det kommende?
Hrm tjah bom bom … Jeg ved ikke rigtig. I virkeligheden glæder jeg mig dagligt over livet og glæder mig over at være til. Det er nyt for mig, men har nu varet i to og et halvt år, dog med et to måneder langt intermezzo i sommer, så jeg er ved at have vænnet mig til det. Men jeg tager ikke hverken livet eller glæden for givet. Jeg håber, jeg vil fortsætte med at være taknemmelig. Det er ikke en selvfølge at have det godt.
Mit liv har været meget op ad bakke. Jeg satser på at blive ca. 90 år, og til den tid vil jeg forhåbentlig kunne sige, at så har en tredjedel været godt. Så kan man ikke forlange mere.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Tak for dine fine beskrivelser af livet med Asperger. Dit opslag om “Aspergers syndrom i praksis” hjalp mig til bedre at forstå min søn på 45 år.
@ Bente Christa
Velkommen til. Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Det er så dejligt, når man skriver og gør sig umage med noget, der kan bruges af andre; det er jo sådan set det, der er idéen.
Uh, jamen tillykke, ja deter en stor dag 🙂 Godt du blev tilbørligt fejret. Måtte du få mange fødselsdage mere.
@ Charlotte
Du skal have mange tak.
Ja, jeg håber på en del flere …. men man kan jo aldrig vide.
Stort tillykke også herfra med den runde dag i går!🇩🇰 Dejligt, du blev fejret, og havde en hyggelig dag.
@ Glennie
Tusind tak skal du have!
Det var en virkelig dejlig dag.
Da jeg ikke er vant til så megen udadvendt aktivitet, gik jeg glad, træt, udmattet og tilfreds i seng kl. 21:30 🙂