Vi skal bevare Irma

Irma: Butik 135 på Kongelundsvej

Som studerende har man typisk adskillige studenterjobs. Jeg har vasket op hos Frelsens Hær, tørret gamle i numsen, været forskningsassistent på Københavns universitet osv. Nogle af mine bedste studenterjobs var hos Irma fra 1981 til 1984.

Butik 135 var ikke så stor, men (eller måske “derfor”?) vi havde styr på den. Vores kundegrundlag var det nærliggende “Amagerkollegiet” plus folk fra de røde huse, der blev bygget lige over for vores butik. Kundegrundlaget var vel ikke enormt, men det løb rundt alligevel, fordi alle kunder var velkomne uanset hvor meget eller hvor lidt, de købte for.

Vi var fire faste medarbejdere. Fru Larsen og fru Jensen havde været der i mange herrens år, og de var så søde og omsorgsfulde over for mig, der var en lidt “forpjusket fugleunge” på 17 år med en baggrund, der ikke er værd at nævne. Fru Jensen havde sommerhus på Tunø. Bestyreren hed Kjeldsen og hun var hamrende dygtig til at få sin butik til at løbe rundt, og hun gik højt op i, at der altid var rent og pænt og “rettet af” (dvs. at stille varerne frem forrest på hylderne i snorlige rækker samtidig med, at man tjekkede datoer). Jeg synes ikke, jeg husker flaskedrenge; jeg mener, at vi selv tog os af flaskerne. I hvert fald har jeg stillet mange ølflasker i kasser og lugtet af øl bagefter.

De er for mig indbegrebet af Irma: Primært omsorg over for kunderne men bestemt også over for hinanden. Dengang lukkede vi klokken 14:00 om lørdagen, men hvis jeg gerne ville til koncert på “Femøren” sammen med de øvrige kollegianere, fik jeg altid lov at gøre kassen op lidt før, så jeg kunne nå det. Dengang talte man kassen op manuelt, og en kollega talte efter. Kassen skulle stemme, og det gjorde min også altid.

Vi åbnede kl. 9:00, men vi mødtes altid lidt før, fordi det var rart at drikke et par kopper kaffe sammen i det mikroskopiske køkken. De andre havde været der hele ugen og kunne tilbuddene udenad. Jeg lærte dem af tilbudsavisen.

Min grøntafdeling på Søborg Hovedgade

Jeg blev student i 1983 og startede ret hurtigt med at have ansvaret for grøntafdelingen på Søborg Hovedgade. Det havde jeg i et år, inden jeg startede på Københavns universitet.

Jobbet krævede en god fysik, for der skulle flyttes mange kilo/tons kartofler for at få det til at løbe rundt. Det var tungt arbejde, og det var ikke så frygtelig intellektuelt udfordrende; det mest udfordrende var overblikket over, hvad der var på tilbud hos kollegerne, så jeg kunne afpasse mine egne bestillinger til det.

Havde Verner Landvogt, som også blev min ven sammen med hans kæreste Søren, fx røde bøffer på tilbud, skulle jeg selvfølgelig sørge for at bestille flere bagekartofler og flere hvidløg til hvidløgssmørret. Tingene skulle hænge sammen, når kunderne skulle kunne udnytte tilbuddene. Det er også omsorg for kunderne.

Min nuværende Irma på Gammel Kongevej

Jeg bor i Hvidovre, hvor der desværre kun er en KO-OP i form af en “Kvickly”, men jeg kommer i Distriktspsykiatrien på Gammel Kongevej 33 og lige overfor ligger Danmarks bedste Irma.

Som hovedregel er det en lille vietnamesisk kvinde, der bemander kassen. Er der mere end tre i kø, ringer hun to gange (faktisk ved jeg ikke, om det gøres sådan nu; men det gjorde vi i min tid), og så åbner de en kasse mere. Der kunne min såkaldte “Quickly” lære en del.

Jeg har ofte talt med hende, og derfor ved jeg, at hun i sommer var i Vietnam og var på toppen af det højeste bjerg, der hedder “Fansipan”. Hun gik ikke selv til toppen, men det gjorde jeg for en del år siden. Da hun var der, var der overskyet. Da jeg var der, var der skyfrit, så jeg gav hende et par billeder.

Hun ved om mig, at jeg kommer “fra den anden side af gaden” og af og til ikke er lige så hurtig til at pakke mine varer ned, som de øvrige kunder. Det får hun på en eller anden måde mingeleret, så jeg ikke føler mig som røven af fjerde division. Det er også omsorg for kunderne.

I den butik behøver man ikke selv tjekke datoer. Det sørger medarbejderne for, og man må vel også sige, at det er medarbejdernes opgave – ikke kundernes. I min KO-OP skal man altid selv tjekke alle datoer for ikke at betale fuld pris for alt det gamle plus bonen, for tilbudsvarer er ofte ikke kodet rigtigt ind i kassen. Hver gang der er fejl, og man gør opmærksom på det, skal kassemedarbejderen ringe til en kollega og spørge om kunden har ret … herefter kan man gå hen i kiosken og stå i kø endnu en gang, og der få sine penge tilbage.

Da jeg var i Irma var mantraet “Kunden har (næsten) altid ret”. Det er mit gæt, at det fortsat gælder i den kæde.

Brev til Alfred Josefsen

Læs gerne denne artikel, hvor Alfred Josefsen fortæller om, hvad han gør for at redde vores kæde.

Jeg har netop skrevet dette til Alfred:

Kære Alfred Josefsen

Jeg tillader mig at skrive til dig i din egenskab af tidl. adm. direktør for Irma.

Jeg har netop læst artiklen fra finans.dk om dine forsøg på at redde vores Irma, hvor jeg selv var ansat i starten af 80’erne.

Oprindeligt er jeg jurist og har en baggrund med statslig økonomistyring gennem 30 år. Nu nøjes jeg med at have “en god pen”.

Her har du mine foreløbige artikler om Irmas eventuelle lukning: https://stegemueller.dk/tag/irma-dk/

Hvis jeg kan hjælpe med noget, er du altid velkommen til at kontakte mig enten telefonisk eller pr. e-mail.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller
(Tidl. butik 135 på Kongelundsvej og Søborg Hovedgade).

---

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.