, , , , ,

Diverse hvor jeg vandt over ASE

Diverse hvor jeg vandt over ASE

Madglad

Diverse hvor jeg vandt over ASE

  1. Det er søndag – derfor billedet!
  2. Det er lykkedes at partere en frisk røget makrel på 400 gr, uden at noget af vægten var fordelt på mere end fem ben.
  3. Denne uge røg der lige et kilo parmesan med i kasserne. Muligvis ikke så godt for “projekt vægttab”, men af og til må jeg gerne “synde”, og en klods ost er vel ikke det værste?

De sidste fire

Min lokale Kvickly har en vældig vestibule, hvor der dels stinker af indisk fastfood, dels altid står påtrængende repræsentanter for alt muligt.

Forleden dag var det Hjerteforeningen, der antastede mig. Jeg plejer altid at starte med at sige til de typer, at jeg ikke vil købe noget, og det gjorde jeg også her. Ih næh hun var helt altruistisk. Hun ville blot fortælle mig om risikofaktorerne, men jeg afbrød hende ved at sige, at jeg er i risikogruppen, og det ved jeg ganske udmærket. Men hun ville alligevel gerne give mig forskellige serviceoplysninger. Hun skulle bare bruge min fødselsdato og de sidste fire i CPR-nummeret, som skulle tastes ind på en iPad, godt nok blindt. Men de vil jo ikke være “blinde” i det øjeblik, de anvendes. Jeg spurgte, hvad hun skulle med dem. Det var så noget med koordination med sundhedsvæsen og politi…

Mit svar var selvfølgelig nej, og jeg må sige, at min tillid til Hjerteforeningen faldt drastisk. Hvad komme mine sidste fire cifre dem ved?

Cowboyland – slut på føljetonen

ASE erkendte, at de havde rådgivet virksomheden forkert. Det vil sige, at jeg har fået de frister, der fremgår af funktionærloven. Jeg er naturligvis tilfreds med, at virksomheden har tænkt sig at overholde gældende lovgivning. Virksomheden oplyser, at jeg er den eneste, der er ansat under funktionærloven, og at jeg har fået meget bedre betingelser end de øvrige, og at det har stillet virksomheden ringere. Jeg undrer mig, men jeg må hellere tie stille, selvom jeg egentlig ikke bryder mig om bare at hytte mit eget skind og lade andre sejle i deres egen sø, når jeg ved, det er ulovligt. Jeg er normalt mere solidarisk end som så.

Med kort og kompas – visuospatiale forstyrrelser

Topografisk desorientering: Termen omfatter både evnen til personlig topografisk orientering, dvs. at finde vej i velkendte omgivelser og til at orientere sig på landkort eller arkitekttegninger. Kilde: En lærebog.

Jeg er virkelig, virkelig dårlig til at finde vej, og de 51 ECT-behandlinger har bestemt ikke gjort det bedre. Jeg har nul fornemmelse af, hvor jeg er.

Lige p.t. er det lidt af et cirkus for mig at at finde de to km fra Farum station til arbejdspladsen. Jeg bruger selvfølgelig Google Maps og drejer til højre og til venstre, som “damen” befaler. Problemet kommer, når hun af og til siger fx “gå mod nordøst”. Hvordan i alverden skulle jeg vide, hvor nordøst er? Den første dag gik jeg 50 pct. længere, end jeg skulle. Dagen efter fandt jeg ud af, at min iPhone faktisk har et indbygget kompas. Så med kort og kompas kan jeg finde vej til min arbejdsplads. Jeg håber, det bliver bedre.

Med kugledyne

Jeg har vovet at sige mange tak til en fin invitation til Nordjylland i Store Bededagsferien sammen med dejlige mennesker, som jeg kender ret godt. En af de ting, der var medvirkende til mit “ja tak”, var, at jeg kan tage min kugledyne med, da de har bil. Det er første gang i mange år, jeg vover mig ud på den slags ekspeditioner. Spændende projekt!

God søndag!

Hold nu op…

Nørreport Station

Jeg gik fra arbejde kl. 14:00, hen i Irma på Nørrevold og dernæst ned til (ikke på) skinnerne ved Nørreport Station. Her traf jeg Christopher, der er søn af en af præsterne i Hvidovre Sogn. Han går i 2. g på latin-græsk linjen, og vi talte om hans tanker om fremtidigt studievalg. Han er så sød, velformuleret og tænksom, så vi fik en god snak om, at han evt. ville læse jura. Det kunne jeg ikke lige anbefale. Han kiggede hele tiden på mig og jeg på ham. Han ville da have set, hvis nogen stod bag mig og lynede lynlåsen op og huggede pung og telefon.

Da vi endelig kom ind i toget, måtte jeg konstatere at min pung og min iPhone var væk. Yderlommen stod åben. Det må være sket på stationen, men jeg aner ikke hvordan.

Besværligheder

Jeg har nu brugt flere timer på at kommunikere med banken for at spærre kort (uproblematisk), YouSee for at spærre forbrug på telefonen (besværligt) og Politiet (stort set muligt).

Forsikringen – hvad kræver de? Kan kontante penge erstattes? Hold nu (kæft) hvor er det besværligt. Alt burde være så simpelt – det er det bare ikke.

Fx har politiet både behov for både IMEI-nummer (15 cifre der er en entydig identifikation af telefonen) og Serienummeret (også en masse cifre). I følge oplysningerne hos YouSee burde disse tal fremgå af kontoen hos YouSee, men det gør de ikke. Firmaet har verdens mest elendige og uoverskuelige hjemmeside, så måske er det bare fordi, jeg ikke kan finde dem? De foreslår fx, at man ringer til dem… Øh ja, hvordan gør man lige det, når telefonen netop er stjålet? Oplysningerne burde fremgå af købskvitteringen for telefonen. Jeg har styr på mine kvitteringer, da jeg altid scanner dem til en særlig mappe, men oplysningerne fremgår ikke af kvitteringen fra Humac, hvor jeg købte min iPhone 6.

Enhver ved, at Politiet.dk ikke interesserer sig for tyveri af kontanter og telefoner, men hvorfor pokker skal det så være så pokkers besværligt? I disse elektroniske tider burde det nemt at ordne den slags. Det er det bare ikke!

Find my iPhone

Der er også noget, der hedder “Find my iPhone” til Apple-dimser, der kan vise, hvor en Apple-dims befinder sig. Min iPad viser, hvor min min iPad befinder sig… Ja tak men hvor befinder min iPhone sig? Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke har installeret denne tjeneste på telefonen, men selvfølgelig kan jeg komme i tvivl.

Den søde og dejlige ven Rene Rigensborg fra “Support PC og andet”, har ledt mig gennem junglen til at få et nyt password til AppleID. Nu burde det være sådan, at næste gang telefonen bruges, skal der også bruges en ny kode. Jeg tør ikke helt tro på det – og jeg undrer mig over, hvordan helt almindelige brugere finder ud af den slags. Jeg kan i hvert fald ikke. En af de ting, jeg synes er utrolig forvirrende, er at bekræftelseskoder sendes til telefonen… jamen den har man jo ikke mere.

Christ – dette her har jeg taget mig timevis. ØV – jeg har ikke rigtig hverken tid eller lyst til sådan noget.

Aber dabei

Jeg har været rigtig glad for vores HR-chef Sune Lyng, der nu vender tilbage til forsvaret Dansk Industri. Han har gjort så meget for mig, og han var den første, der så mulighederne frem for begrænsningerne i mig.

Jeg besluttede derfor at give ham en gave bare fra mig og ikke “bare” som en del af den fælles gave fra huset. Jeg fandt en meget dejlig bog om kunst i perioden fra 1890 – 1920, “Drømmetid – fortællinger fra Det Sjælelige Gennembruds København”.

Det var en sand brydningstid. Drømmetids forfattere dykker ned i perioden og fanger de mange facetter af 1890´er-stemningen – fin de siècle. Deres kapitler tegner et levende og kalejdoskopisk billede af et fascinerende årti op mod århundredskiftet. Byen voksede udad, kunstnerne kiggede indad og satte drømme i spil, mænd og kvinder dyrkede nerverne, forlystelseslivet blomstrede, politikerne førte udmattelseskrige, man udvandrede til det forjættede land Amerika og polarforskerne søgte ud i de yderste egne.

Der er mange smukke billeder i bogen, og jeg har den også selv. Det er ikke en bog, man læser fra side et og frem, men en man bladrer i og læser lidt her og lidt der. Dybest jeg vidste jo ikke, om han var interesseret i hverken kunst eller historie – men det jeg ved er, at vi har en eller anden for form for forbundethed qua medlemskabet af Mensa, så jeg gættede på, at jeg muligvis ville ramme rigtigt.

Han blev rigtig glad, syntes at jeg ramte rigtigt. “Godt set” sagde han, og så var jeg faktisk glad. Det er altid dejligt at ramme rigtigt. Vi har haft en forbundethed, som jeg kan ikke kan udtrykke via den store fælles afskedsreception. Derfor jeg har hjulpet via en lille særskilt gave.

,

Mobil

Jeg har faktisk vidst det længe, men har bare ikke orket at gøre noget ved det. Min samlede telefoni- og internetløsning er for dyr, blandt andet fordi jeg stædigt har holdt fast i at have min fastnettelefon og fordi jeg ikke har vidst, hvordan jeg ellers fik mit internet, som er min kontakt med omverden.

Jeg gik ind i 3-butikken på vej hjem fra arbejde, fordi jeg ville give mig selv en iPhone 5 som en slags tillykke med det nye job. Ekspedienten spurgte til min nuværende løsning og priserne på den (i alt 500 kr. til TDC for fastnet og internet og og 279 kr. til 3 for mobilen).

Han skruede et tilbud sammen på alt i alt 179 kr. pr. måned med fri tale til alle numre og med 5 GB download og det kommer jeg aldrig i nærheden af. I de 179 kr. er også min nye fremtidige internetforbindelse på maks 200 Mb downloadhastighed og 2 i uploadhastighed. Routeren fik jeg med hjem uden beregning. Jeg håber, jeg kan finde ud af at installere det selv, men det skulle være bare at sætte stikket i (men det siger de altid).

Nu kan jeg opsige mit dyre abonnement hos TDC og glæde mig over at spare 600 kr. pr. måned. Og så bliver jeg ægte mobil med kun et telefonnummer. Det havde jeg da aldrig drømt om. Men telefonregninger er ‘kedelige’ at betale, så de skal reduceres mest muligt.

Og hvordan gik det så med iPhone 5? Den skal bestilles via hjemmesiden sagde han, hvis jeg vil benytte mig af de 1.000 kr., jeg har i bonuspoint (fordi jeg er sådan en trofast kunde og bare har ladet pointene summe op hele tiden). Jeg skifter ikke mobil andet end når det er nødvendigt og så ved særlige lejligheder som denne.

Så hjem og på 3’s hjemmeside. Deres nye hjemmeside viser sig ikke at kunne håndtere bonuspointene, så jeg skal ringe til deres kundeservice på mandag. Suk, nu havde jeg lige sådan et godt indtryk af 3

, , ,

Til Sapa fra Hanoi via Lao Cai

En lille Update til jer skrevet på iPhone, så det vil skorte på stor lyrik.

Hanoi er i den grad blevet motoriseret; der er næsten ingen cykler mere, men millioner af scootere i en endeløs strøm, hvor jeg de første fire timer næsten ikke tør krydse gaden. Men pludselig kommer følelsen “det er fedt!”

Jeg rejser med Topas i en gruppe på 12, og allerede i flyet til Singapore har vi sludret lidt. Alle er super søde og alle hjælper hinanden med alt.

Halvandet døgn i Hanoi og så har jeg også fået nok byliv – havde helt glemt min gamle konklusion: Asien larmer! Det passer mig glimrende, at vi den 24-12 kl 20 tager nattoget de 280 km nordpå til Lao Cai. Viet Nam railway uddeler generøst nissehuer, og vi hygger og snakker til kl 22. I køjen til kl 5, hvor der er hvid the (smager dejligt -slet ikke af the), og vi bliver hældt af på Lao Cai.

Morgenmad et dejligt sted med mulighed for at få lidt vand i hovedet og en tandbørste i kæften. Det er tid at sende jer derhjemme en glædelig jul-SMS, men julen er surrealistisk her. Måske er det sådan jeg skal gøre: tage hele den fine december hjemme og så rejse, før det går løs?

Vi startede med at køre op og se grænse til Kina blive åbnet kl 7. Vietnameserne løb alt hvad deres små ben kunne holde med højtbelæssede cykler med kul, grøntsager og andre varer for at blive dagens første og måske at gøre den bedste handel i dag.

Videre til et fascinerende marked hos hmong-stammen (14 mio. mennesker i Vietnam tilhører en Hill-Tribe). Alskens varer faldbydes; jeg nøjes nu med 12 clementiner til 10.000 Dong (3 kr).

Vi kører længere ud i ingenmandsland og starter to timers vandring til madpakke-stedet. Her er så smukt og grønt, solen skinner gennem disen og vi skulle så alligevel have haft solcreme på; men vi kommer lige fra Danmark og har glemt konceptet Sol!

Efter frokost en dejlig bådtur på floden. Jeg elsker at blive transporteret fra punkt A til punkt B og bare sidde at kigge ud på sceneriets.

Chaufføren henter os efter at tolv danskere har tømt endnu et lille sted helt for alt, hvad der ligner kaffe. Vi kører to timer op i bjergene ad smukke serpetinerveje med risterasser til begge sider. Der er 1600 højdemeters forskel og pludselig er det både mørkt og koldt.

I Sapa har vi det mest fantastiske hotel og et bad og rene sokker mv gør underværker. Fantastisk vietnamesisk mad og ditto kaffe – og en bæogpost skrevet med skælvende fingre (kulden) og jeg er klar til at ønske godnat på denne første juledag 2009. God jul derhjemme. De næste to dage byder på Mountainbike – gad vide hvordan det vil gå?