, , ,

Min tur

Min tur

Endelig skete det

Min tur9:29 ringede telefonen fra # 20 85 58 59 – altså et helt igennem dansk nummer.  Jeg skyndte mig at tage den. Det var mennesker med den tydeligste indiske accent, faktisk så tydelig at jeg dårligt kunne høre det bagvedliggende engelsk.

Endelig blev det min tur til at irritere svindlerne. Jeg har glædet mig længe.

Ring aldrig tilbage

I supportgruppen får vi tit spørgsmålet “Er det farligt at have taget telefonen?”. Det korte svar er, at nej det ikke er farligt at tage telefonen; men man skal under ingen omstændigheder ringe tilbage til nummeret. Martin Østerberg har skrevet lidt om det her.

Målet

Mit mål var at spilde deres tid og penge længst muligt. Det er sådan lidt nørdleg, men jeg bliver aldrig så god som Tove på 72, der hittede på nettet for et par år siden. Hendes højdespringer er 1 time og 16 minutter.

Først var det den indiske dame, der oplyste mig om min computers ID-nummer, som til orientering er 00c04fd7d062 🙂 Googler man det nummer, er der masser af hits med nøgleordet “Computer repair scam!” Nogle af henvisningerne fortæller, at det er farligt at tage telefonen. Det er noget eklatant sludder!

Damen ventede tålmodigt på, at jeg fik startet min computer. Jeg sagde til hende, at det var en gammel XP-maskine, så det tog lidt tid, ca. fem minutter. Men det gjorde ikke noget, hun havde masser af tid. Jeg lagde telefonen og gik ud for at lave morgenkaffe. Da kaffen var færdig og skænket op, vendte jeg tilbage til hende.

Jeg blev stillet om til en mandlig “Senior Consultant”, som talte fint engelsk, og som fortalte, at “The hackers are sitting on your machine”. Og at de udførte kriminelle aktiviteter fra min maskine identificeret med det pågældende ID. Jeg spurgte lidt til, om det var farligt? Jo for søren det var meget farligt.

Han spurgte, hvad jeg havde på skærmen, og det var jo nemt nok: Mailprogrammet. Dernæst kom vi til tastaturet, hvor han gerne ville vide, hvilken tast, der sad til højre for den venstre CTRL. Jeg har en Windowsknap, men jeg sagde, at det var Mac-tasten med “museumssymbolet” (jeg aner intet om Mac).

Obskure webadresser

Dernæst begyndte han at nævne en hjemmeside, jeg skulle gå ind på. Desværre var jeg så dum ikke bare at skrive adressen ned på en lap papir, så jeg kunne være med til at advare andre. Nå men jeg sagde til ham, at jeg aldrig besøgte hjemmesider, som jeg ikke kendte til. Han blev virkelig sur og sagde, at hvis jeg ikke gjorde, som han sagde, ville hackerne ødelægge min maskine, og jeg kunne jo bare prøve at slukke den, så ville jeg kunne konstatere, at jeg ikke kunne tænde den igen. Jeg replicerede, at det var OK, når det var en gammel XP-maskine, for så ville jeg bare købe en ny. Så smed han røret på.

Jeg holdt dem i 17 minutter.

, , ,

MobilePay og ID

MobilePay

Systemet er genialt og nemt at have med at gøre. Fx vil min psykolog helst have betalingen ad den kanal, for så er der et eller andet, der er meget lettere for hende, og det vil jeg naturligvis ikke stå i vejen for.

Del alle dine oplysninger – tak

I dag dukkede billedet til højre op på skærmen. Scan venligst sygesikringskort, NemID og pas, idet du har beskyttet navn og adresse. Og det har jeg udelukkende for at undgå telefonsælgere og tåbelige reklamer. Det er ikke fordi, jeg har gamle kærester, der løber mig på dørene. Det kunne da ellers være hyggeligt nok.

Hvis jeg ikke allerede i min supportgruppe havde set, at det ikke er fake, havde jeg  ikke turdet at sende de oplysninger afsted. Det strider mod al god og forstandig opførsel på nettet. Man må da aldrig give disse oplysninger væk. For at være ekstra sikker, tjekkede jeg deres hjemmeside, og den er god nok.

At scanne eller ej

Jeg fandt alle dokumenterne frem og startede med passet. Efter 25 forsøg lykkedes det. Der er nogle streger, man skal holde sig indenfor, og det var da ikke nemt – for mig.

Næste trin: indtast navn og adresse som det fremgår af sygesikringsbeviset. Det gik fint, selvom jeg hader de bittesmå taster og bruger mere tid på at rette fejl end på at skrive. Herefter: scan sygesikringsbeviset. Når jeg holdt scanneren henover beviset, klikkede telefonen (kameraet?)  lystigt, og det lød som om, den/det tog 35 billeder. Ingen af dem blev til noget. Måske fordi de slet ikke eksisterede.

Jeg overgav mig og ringede til supporten, som dukkede op 20 minutter senere. Han forklarede noget om, at man kunne klikke på krydset og ad den vej i stedet få lov at tage et billede. Det kryds kunne jeg simpelthen ikke finde nogen steder. Min tålmodighed rækker heller ikke til den slags, blandt andet fordi jeg skal stå med en lup for at se alle de bittesmå bogstaver, som man skal rette sig efter.

Idet jeg skulle ud til frokost, pakkede jeg det hele sammen i håbet om, at mine værter var mindre fummelfingrede end jeg. Men næh nej. Det gik ikke dem en snus bedre. Og det var jo på en eller anden måde rart.

Ny opringning til supporten, der ret hurtigt sagde, at dokumenterne kunne scannes på almindelig vis i en scanner og så uploades på denne hjemmeside. Det kunne han da for pokker have sagt allerede i formiddag. Så gik der tid med det… Det er også titlen på et af Tøsedrengenes store hits, som udkom i 1984.

, ,

OrdLejr = WordCamp

WordCamp

Jeg har faktisk meldt mig til “OrdLejr”/WordCamp i den kommende weekend. Nu har jeg studeret programmet nøjere, og det er gået op for mig, at otte af oplæggene foregår på engelsk, og det er mit “teknisk-engelsk” ganske enkelt ikke godt nok til.

Jeg kan sagtens kommunikere på engelsk med diverse supportere på software mv., men der foregår det også i mit tempo. Der kan jeg sidde og smage lidt på ordene, og stavekontrollen fange stavefejlene. Jeg kan sagtens rejse rundt i verden og kommunikere, men der vælger jeg jo også bare de ord, jeg kan. Men derfra, og så til at få noget ud af et oplæg på engelsk om diverse teknik, er der langt. Jeg bliver hjemme. Det er ærgerligt, for jeg havde faktisk glædet mig til at være sammen med 67 andre “WordPressere” og få en masse tips og tricks om det at “gå bagom” WordPress.

Testside

Det er sådan set ikke nyt, men jeg har fået opdateret min test-side af bloggen, så den også rummer det nye design. Det kunne også kaldes backup. Nu har jeg et sted at “lege”, inden jeg gør noget “farligt”. Jeg har altid backup, men legepladsen er lettere at gå til, hvis noget går galt. Og så er det selvfølgelig en herlig udfordring at få det til at fungere.

Google Drive

Det backupværktøj (BackupBuddy), jeg bruger, tilbyder at sende backuppen til fx Google Drive, og når den er gemt der, kan filen på serveren/webhotellet slettes. Mine backupfiler er ca. 1 GB store, så der er penge at spare ved at sende dem til Google Drive. Det burde være nemt at sætte op, og det lykkedes også fint, på den side jeg er webmaster for, men på min egen side måtte jeg give op. Til sidst overtalte jeg supporten til at gøre det for mig. I går virkede det, men i dag…? Den slags skal være 100 pct. stabilt, så jeg henvender mig igen. Jeg har købt support for et år, og det har jeg til sinds at udnytte. Det er nemlig ret så dyrt.

, ,

Svartider

Flere “klager”

Flere har sagt/skrevet til mig, at svartiderne (altså den tid, det tager at vise/hente siden) er blevet forringede efter det nye design er kommet til.  Jeg har checket med Michael fra Nemprogrammering.dk. Han har installeret dette design/theme (Enfold) hos mange kunder uden at have hørt om problemet. Så vi burde kunne frikende Enfold.

Søren Larsen skriver fx: “Da du havde dit tidligere design kørende besøgte jeg jævnligt din blog, men efter dit skift er der efterhånden langt imellem, får når det tager det meste 15 sek at loade din side og efterfølgende 5-10 sek at åbne et indlæg…”

Flere tests

Her til formiddag er der lavet mange forskellige målinger af flere forskellige hjælpsomme mennesker vha. den gratis tjeneste Pingdom.

Jeg får selv hele tiden resultater med 2 – 3 sekunder, og det er rigtig fint. Men flere læsere får omkring 10 – 15 sekunder. Der er ikke rigtig nogen rød tråd i de forskellige resultater, der måske også hænger sammen med brugerens egen downloadhastighed og brugerens browser. Søren Larsen må fx nøjes med fem Mbit, mens Henny har ultrahurtigt bredbånd – det har jeg forresten også selv med 300/60 hos YouSee.

Michael foreslog, at det kunne skyldes, at kaldene måske var foretaget samtidig med et backupjob. Men den kører kl. 15:00 til ca. 15:40, så det er i hvert fald ikke den, der er synderen.

Snak med cHosting

Jeg tog en “snak” med min udbyder/host cHosting om problemet, som de faktisk godt kunne se. I parentes bemærket kunne min tidligere udbyder Meebox aldrig se problemet.

Morten skrev “Jeg kan godt se den ikke loader for hurtigt på første besøg. Jeg har slået “Compress All Content” til under “Optimize Website”. Du burde opleve en forbedret loadtid, det sker dog ikke med det samme.” Nu er jeg spændt på, om det så også virker. Der er jo ikke noget så irriterende med lange svartider, og det gør, at man ikke gider besøge siden en anden gang. Det ville jeg jo være ked af.