,

Syrien: indpas i mit hjerte

Syrien: indpas i mit hjerte

POV havde ikke plads til denne

Så er det herligt selv at have at sted at publicere.

At leve i frygt og angst: retur til Syrien eller i udrejsecenter

Gennem en længere periode har jeg været med i nogle af de mest fremtrædende fællesskaber på Facebook, der har de 505 syrere, som kan få frataget den midlertidige opholdstilladelse og sendt til et udrejsecenter, da Danmark ikke har en udleveringsaftale med Syrien, i fokus. Fællesskaberne har tusindvis af medlemmer, og de vokser hver dag. Indimellem har jeg prøvet at kloge mig med lidt jura, når det var for svært at gennemskue, hvad de tænker i regeringskontorerne.

Onsdag den 19. maj 2021 er der store demonstrationer mod udvisningerne i en lang række byer landet over. Jeg tror, man kan sige, der har rejst sig en folkestemning, og at mange har svært ved at forstå regeringens hårde linje. Regeringen har ikke flertal alene, men kan nemt tælle til langt over de nødvendige 90, når de ser til højre i salen.

Imidlertid var jeg nødt til at melde mig ud af fællesskaberne, for hver eneste syriske skæbne havnede i mit hjerte; det er desværre ikke en farbar vej for en med et skrøbeligt sind.

Jeg identificerede mig med den frygt og angst, de mennesker – for det handler om mennesker – må føle. Hvad tænker de, når de lægger sig til at sove? Hvad er de sidste billeder på nethinden, inden søvnen overmander dem? Kan de overhovedet sove? Er det de udbombede kvarterer i Aleppo eller er det Assads fængsler, hvor man kun kan stå op (en slags oprejste kister)?

Jeg ved, hvordan man frygter fremtiden

Jeg forstod dem, fordi jeg selv en årrække har levet med en grusom angst for fremtiden. Alt var usikkert: arbejdsmarkedet, økonomien, boligen – alt det der skal være på plads, for at man kan tænke på noget andet, kaste sig over interesser eller måske endda være noget for sine venner.

Der er naturligvis stor forskel på et udrejsecenter, Assads fængsler og så frygten for fremtiden i et dansk velfærdssamfund. Jeg risikerede ikke en enkeltbillet til Damaskus eller en busbillet til et udrejsecenter, men det er heller ikke det, angst handler om. Der skal ikke sondres.

Den eksistentielle angst

Det handler om en eksistentiel angst for, hvad der skal blive af en. Selveste eksistensen og overvejelserne om, hvorvidt den skal opretholdes? Flygtningene har næsten kun muligheden for at gå under jorden eller søge asyl i et af nabolandene. Der har allerede været beretninger om unge, der er ”forsvundet”, og ingen aner hvorhen. Den mulighed har man ikke som pæredansk. Vores samfund er – på godt og ondt – for velreguleret og gennemregistreret til det. Kan man ikke se eksistensen i møde, er der kun en vej, men den er ikke nem.

Har man ikke mulighed for at være her længere, kan man overveje at takke af for denne gang. Det er bare ikke så let. Faktisk er det uhyre svært at tage livet af sig. Jeg har prøvet. Senere fortalte en psykiater mig, at man skulle tage mindst 100 sovepiller, men jeg havde kun 30. Derudover er de farligste stoffer taget ud af de almindeligste Benzodiazepiner, så det er ikke engang sikkert, 100 er nok.

Bor man i Københavnsområdet, er det heller ikke så let at finde et træ at klynge rebet op i. Træerne i Vestskoven er formentlig for unge og dermed uegnede. De holder ikke til vægten.

Min sidste og mest ”velegnede” idé var at tage en færge en frostklar vinternat og hoppe ud, når vi var i rum sø. Man dør formentlig forholdsvis hurtigt af kulde.

Nu er jeg på den anden side af alle disse frygtelige tanker, sover godt og ser ingen mærkelige billeder, inden søvnen indfinder sig. Men jeg venter heller ikke på en afgørelse fra Flygtningenævnet, der stadfæster eller ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse. Man er så skrøbelig, når man ligger der under dynen!

Flygtningenævnet er et uafhængigt kollegialt domstolslignende forvaltningsorgan. Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asyl-relaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, jf. udlændingelovens § 53 a.


Flygtningene fra Syrien, der går en uvis skæbne i møde, har optaget mig længe. Du kan læse mine tanker om flygtningene her.