Indlæringskurver

Jeg går og filosoferer en del over indlæringskurver for tiden, og anledningen er mit nye job.

Jeg ville ønske, at min indlæringskurve var stejl, men den viser sig at være flad og langstrakt. Frustrationen over at være ny og ude af stand til at klare mig selv blomstrer, og i mine sorteste stunder er jeg angst for ikke at ‘bestå’ prøvetiden. Fyringen fra det gamle job ligger dybt i mig, og jeg ser atter dagpengehelvedet for mig. Jeg er bange for ikke at være god nok.

Heldigvis har jeg min gode terapeut i Lænken. Hun tog brodden af det hele i mandags ved at overbevise mig om, at situationen nu er en helt anden en dengang jeg blev fyret. Nu er situationen, at jeg pludselig skal være ekspert i et system, som jeg ikke engang selv har været bruger af. Jeg sidder og modtager spørgsmål fra meget dygtige administratorer, der kun henvender sig til os, når de selv har afprøvet alle muligheder, og de har arbejdet med systemet i årevis. Jeg har været der fem uger.

Inden jeg startede, forventede jeg, at der ville være flere henvendelser, der var ens; at man kunne gruppere dem og løse ti ens sager og så gå videre til de næste ti ens sager, men sådan er det ikke. Endnu har jeg ikke haft to sager, der var ens. Det gør det svært at lære. I mit gamle job med mTID var der rigtig mange ens henvendelser og de kunne grupperes. Jeg var verdensmester i systemet og kunne stort set besvare henvendelserne uden at åbne mailen. Jeg skal huske mig selv på, at jeg ikke blev udfordret og at jeg dybest set kedede mig.

Jeg har meget brug for feed back, og det vil jeg efterspørge, når lejligheden byder sig. Jeg har brug for at tage brodden af min usikkerhed og at få at vide, at jeg arbejder godt nok. Forleden dag fik jeg ros for mine svar til brugerne, og det blev jeg rigtig glad for. Min forgænger i jobbet holder øje med, hvad jeg foretager mig, og det skal jeg lige vænne mig til. Jeg er ikke vant til at være overvåget; på den anden side er jeg heller ikke vant til at være ny.

RejsUd, som systemet hedder, er meget komplekst og kan rigtig mange ting; derfor er der også rigtig mange ting, der kan gå galt. Jeg tror, der vil gå et år, inden jeg er helt inde i systemet.

Da jeg gik hjem i går, lå der kun to sager, og det var jeg rigtig godt tilfreds med. Min kollega holdt fri og jeg skulle klare mig selv, og det er jeg altid usikker over. Nu bliver det dejligt på mandag at kunne vise, at der kun ligger to sager. I går prøvede jeg også en ny metode til indlæring, og den vil jeg introducere min kollega for og foreslå, at vi afprøver: Gennemgang af en mængde sager fx fem, hvor jeg noterer ned, hvad der skal gøres og at jeg så selv prøver mig frem med at løse dem og selv får hands on på systemet. Det vil gøre, at jeg ikke hele tiden skal ‘forstyrre’ med spørgsmål og at jeg selv får lov at sidde og rode med svarene.

Jeg glæder mig vanvittigt, til jeg kan klare mig selv og til at kunne komme om morgnen, tænde min computer og så bare arbejde i en lind strøm. Det kan være afslappende at arbejde på den måde. Lige nu er situationen, at jeg spørger om hver eneste sag.

I må undskylde denne rodede post, men jeg har brug for et sted at gøre af mine frustrationer.

Loading comments...