,

Import?

Lige da jeg begyndte på at slægtsforske (for fem år siden – gad vide hvad jeg egentlig lavede før ) var jeg så begejstret, når jeg fandt noget andre havde lavet, som jeg kunne forbinde til min egen slægt. Jeg skrev af fra Internettet, fra Family Search og importerede til tider en GEDCOM-fil fra andre. Det var især min farmors side (Frederiksborg Amt), jeg havde vanskeligt ved at få hul på, så det var jo skønt, at andre havde lavet en masse af forarbejdet.

Den tid er ovre nu. Det tager to minutter at importere, men det tager to år at rydde op!

Nu finder jeg gerne oplysninger på nettet eller via Lars Kr. Lundins gedcomp, men der kommer intet ind i min database, som jeg ikke har verificeret.

Jeg har en fil liggende fra en amerikaner, der også er efterkommer af Morten Pedersen Toustrup, men jeg har ikke engang fået den åbnet, for jeg ved, at 75 pct. af indholdet er afskrift fra min side, og de resterende 25 pct. er oplysninger, der ikke er verificeret, og som ikke har en kildeangivelse.

En dag, når jeg har tid til at verificere oplysningerne, tager jeg nok fat i filen, for jeg er egentlig ikke i tvivl om, at der er mange interessante oplysninger fra Hammerum Herred i den. Og så bliver der jo også lidt til den fælles database hos Arne Feldborg.

Jeg sender med helt ujævne mellemrum Arne Feldborg en opdatering, når jeg har tilføjet/ændret mange personer i Hammerum Herred og/eller Nørvang Herred. Han laver et kæmpe arbejde til glæde for så mange af os – og så synes jeg, at jeg også gerne vil bidrage lidt.

Apropos kilder:
Jeg undrer mig så tit over, at slægtshjemmesider er ret dårligt dokumenterede. Personligt foretrækker jeg, at mine kildehenvisninger ser således ud: KB, Brande, C449-1, kort 2 af 4, fol. 49, ve. nr. 2, for så kan andre kigge mig i (mikro-)kortene og jeg kan også selv let finde tilbage, hvis der er behov for at slå efter en gang mere.

Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at langt de fleste hjemmesideejere har deres oplysninger fra de primære kilder – men jeg kan ikke forstå, de ikke noterer kilden og viser den på Internettet. Det ville da være en god service overfor gæsterne på hjemmesiden.

Oprydning:

Da jeg skiftede fra Family Tree Maker til Legacy opstod der nogle umotiverede mellemrum i mine tekster. Det kan fx se sådan ud: “Sø ren dør i 1854, 84 år og Ane i 187 2, 79 år, men allerede i 1845 har den æ ldste søn Niels Sørensen, overtaget går den. Han var i 1843 blevet gift med Ellen Jensdatter fra Bannerhøj i Jordhøj. Deres to piger, Maren Kirstine og Ane Jensine blev født med tolv års mellemrum i 1845 og 1857.”

Jeg er i gang med at gennemgå min datafil fra ende til anden for at få ryddet op. Det er umanerlig kedeligt; men jeg kan altså ikke holde de mellemrum ud!

I samme moment kopierer jeg faddere ud i feltet ‘Dåbsnotater’, så de er lige ved hånden og ikke alene er godt gemt inde kildehenvisningsteksten.

Da jeg forlod Family Tree Maker havde jeg 3.338 personer – alt andet lige mangler jeg så “kun” at rydde op i 1.218 personer. Har besluttet at gennemgå minimum 10 personer pr. dag, og hvis jeg kan holde det, burde jeg være færdig engang i juni.

Og så skifter jeg i øvrigt aldrig mere slægtsforskningsprogram Men jeg synes også, at jeg har fundet det bedste for mig.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *