, , , ,

Identitet

Identitet

Så nyt med ny identitet!

Vågner op til regn og slud, men det gør ikke noget. Jeg arbejder på at acceptere min nye identitet

Eftermiddagen skal alligevel fyldes med gode indendørs sysler:

  • Telefonsamtale kl. 13:00 med ‘Aktiv Patientstøtte’, som præsenterer sig sådan på sin hjemmeside: ‘Aktiv Patientstøtte tilbyder støtteforløb til patienter med kroniske sygdomme. Sygeplejerskerne er specielt uddannede i telefoniske støttesamtaler, hvor de støtter patienterne til at kunne leve et godt liv med sygdom.’
    • Der er tale om et forskningsprojekt i Hovedstadsregionen, hvor det ypperste formål er at undgå genindlæggelser. Jeg ved ikke, hvordan de har fundet frem til mig, men pludselig blev jeg kontaktet og spurgt, om jeg ville være med. Jeg sagde naturligvis ‘Ja’, da jeg gerne vil undgå indlæggelser.
    • Vi har haft to samtaler, og indtil videre er jeg ikke specielt imponeret, men det skal have en fair chance, så jeg ser tiden lidt an. Måske bliver det bedre med tiden?
  • Hjælp til Karen via Skype og TeamViewer: Hun vil gerne bygge en hjemmeside til sine slægtsdata med det program, jeg også selv bruger. Vi begyndte forleden aften, men alting drillede. Det er så længe siden, jeg satte mine egne sider op, at hukommelsen kommer på en hård prøve, og jeg ind imellem føler, jeg ikke er til megen hjælp. Det var imidlertid utrolig hyggeligt, så vi fortsætter kl. 14:00 og ser, om det går bedre der. Fyret kan jeg jo ikke blive længere 🙂

Ny identitet med tilbageblik

Jeg kan – trods alt – godt huske, at jeg har skrevet det før: Jeg forlader ikke bare en 32″ skærm og et hæve-sænkebord et eller andet sted i centraladministrationen. Jeg forlader en identitet, for arbejdet har været hele mit livsindhold. Jeg har knoklet, fra jeg var 14 år. Nu, hvor jeg er 57 år, er det slut.

Man kan være ond og sige, at jeg har været for fantasiforladt til at finde på andet og mere end at gå på arbejde.

Faktisk lavede jeg også andet end at gå på arbejde

Jeg har både skrevet og sagt mange gange, at jeg ikke lavede andet end at gå på arbejde, men jeg er kommet i tanke om, at det ikke er hele sandheden: i perioden fra 2003 til 2013 var jeg bidt af en gal slægtsforsker og gik vældigt op i det. Det var en hobby, der medførte mange glæder og mange ‘forbindelser’ til andre slægtsforskere. Vi havde det sjovt, men for mit vedkommende var noget af det præget af mani, når jeg ser det i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det kunne jeg bare ikke se dengang, og diagnosen ‘bipolar’ kom da også først i 2014.

Et eksempel på det maniske er, at jeg, sammen med en ven i Herning, etablerede et projekt, hvor vi ville organisere registrering af samtlige gravsten i Danmark. Gravstenene skulle fotograferes, oplysningerne på dem skulle indtastes i regneark, der skulle danne grundlag for hjemmesider, hvor data kunne søges frem sammen med billedet af stenen. Vi kaldte det for Dansk KirkegårdsIndeks (DKI), og du kan stadig se det her.

Nu skal jeg finde mig tilrette i et helt nyt liv og med en ny identitet

Jeg er spændt på, hvad det kommer til at indeholde. Allerede i aftes føltes det anderledes, da jeg gik i seng: Jeg kom til at tænke på, at jeg aldrig skal på arbejde mere. Det er ikke til at begribe; der går nok nogle uger, før det helt går op for mig, hvad det vil sige. Tænk at jeg selv kan disponere fra nu af…

Allerførst har jeg har en masse mennesker, jeg skal have sagt ‘Tak’ til for den hjælp og støtte, de har ydet i de forbandede år.

I aftes fik jeg skrevet til den farmaceut og overlæge fra Glostrup, som for et par år siden hjalp mig afgørende af med de værste bivirkninger af medicinen, og som i efteråret 2020 sørgede for, at jeg blev indlagt et par måneder på en afdeling for komplekse lidelser og fik igangsat vedligeholdelses-ECT hver 3. uge. Jeg fik skønne mails retur fra dem begge, og det var tydeligt, at de glædede sig sammen med mig.

Jeg har skrevet til min kommunale sagsbehandler, for han har været en sagsbehandler præget af ordentlighed og grundighed. Jeg kunne vældig godt lide ham, og det er min oplevelse, at relationen var præget af gensidig respekt. Og så har jeg vist nok haft den samme sagsbehandler gennem alle årene, og det er nok lidt af et særsyn.

Jeg har skrevet til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, som jeg også har haft lige siden 2014 (var det vist). Hun glædede sig også sammen med mig. Det gør alle. Det er dejligt.

Det er endnu for tidligt at fremture med planer for, hvad jeg vil bruge al den frie tid på, for jeg skal først forstå, at den frie tid er blivende og at det ikke bare er midlertidigt. Der er dog én ting, der har bidt sig fast, og det er at blive frivillig ‘dansklærer’ i Ungdommens Røde Kors. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at bruge nogle timer på hver uge. Når dønningerne lige har lagt sig lidt, ringer jeg til dem og får en snak. Jeg mener, jeg er kvalificeret, men jeg har også tænkt på, at min ‘sprogbehandling’ muligvis er for gammeldags til, at de kan bruge mig. Men det må de jo finde ud af.

Jeg beklager, at dette blev lidt langt, men jeg har så mange – gode – tanker at dele med mine læsere.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

6 Svar
  1. Mia Gerdrup
    Mia Gerdrup siger:

    Jeg lærte dig at kende som en meget aktiv og super dygtig slægtsforsker. Du gjorde et stort, stort arbejde og hjalp mange mennesker – praktisk og med inspiration. Og med hensyn til Dansk Kirkegårdsindex, så bruges det stadig!! Der er kommet nye kirkegårdssider til siden, men du var med fra starten. Og dit kirkegårdsindex bruges sandelig stadig flittigt – jeg fandt et gravsted til min slægtsforskning så sent som i forrige uge 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Mia

      Tusind tak for alle dine pæne ord her til morgen.

      Hvor er jeg glad for, at DKI stadig bliver brugt. Leif Sepstrup og jeg lagde mange kræfter i at få det op at køre dengang. Nu sørger jeg bare for at holde siderne kørende og opdaterede af hensyn til sikkerhed mv.

      Hvor er det dejligt at høre, at du fandt noget, du kunne bruge på siden!

  2. Jørgen Carlsen
    Jørgen Carlsen siger:

    Tak for dine hilsener via Messenger. Og for at du gør opmærksom på, at du nu er kommet til vejs ende arbejdsmæssigt.
    Det er længe siden jeg har læst hvad du har skrevet, ligesom det er længe siden jeg har læst hvad andre bloggere har skrevet. Men nu har jeg læst dine 3 sidste indlæg.
    Konklusionen om at din arbejdsevne er uforenelig med en tilknytning til arbejdsmarkedet er for mig at se indlysende. Sådan tror jeg det har været længe, og mon ikke jeg tidligere har givet udtryk for det på en eller anden måde.
    Det er uhyre let at forstå det er en lettelse, men også at den nye identitet lige skal have lov at danne sig. Den har du sikkert ikke forberedt dig så meget på, men lettelsen og fritagelsen for at skulle deltage i alt muligt må hurtigt give dig en god fornemmelse. Sådan må det være når arbejdsevnen grundigt er opbrugt før pensionsalderen.

    Det er godt at høre du er corona-vaccineret. Det venter jeg på, og det har jo vist sig det er lidt uhensigtsmæssigt at vente at det sker på et bestemt tidspunkt, det sker når sker!

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Tak for at du har brugt tid på at læse nogle af mine seneste indlæg! Og mange tak for din som altid gode kommentar.

      Ja det er helt rigtigt, at det længe har været indlysende, at min arbejdsevne og tilknytningen til arbejdsmarkedet ikke havde sammenhæng¨, og det har både du og mange andre læsere længe gjort opmærksom på, men jeg har ikke villet indse, at I havde ret. For 100 år siden er jeg opdraget med, at man skal arbejde til man segner, og det har jeg så forsøgt på.

      Ja jeg tror også, den gode fornemmelse af frihed vil komme relativt hurtigt. Jeg har gennem de seneste tre måneder forsøgt at forberede mig lidt på den nye identitet, men har ikke turdet gøre det fuldt ud, da jeg har følt mig i et ‘limbo’, hvor jeg ikke har vidst, hvilken vej pilen pegede.

      Ja det er ikke helt nemt med den vaccinationskalender, der hele tiden opdateres. Du har ret i, at det sker, når det sker. Det er nok det klogeste, man kan sige om det.

      Nu må I begge have en god weekend.

  3. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Jeg tror, at det kun er en fordel med et lidt konservativt sprogsyn, når man skal hjælpe folk med at lære dansk. Konservatisme i denne henseende er efter min mening lig struktur, og struktur er en gave, når man er ved at lære noget. Så kan man altid slappe tøjlerne siden hen og begynde at skrive og tale lige så dårligt dansk som flertallet af danskere.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.