I mani

Nej bare rolig

Bare rolig jeg er ikke i mani, men et par oplevelser de seneste dage har fået mig til at fortælle om, hvordan det er at være i mani – eller i hvert fald at prøve at fortælle om det. Måske giver det mening for jer, der læser med?

Sådan kan det beskrives

Jeg har været i uerkendte manier i store dele af min karriere fra 1990 – 2013. Jeg kunne arbejde 50 – 70 timer om ugentligt, og mine arbejdsgivere var selvfølgelig begejstrede, for de fik, hvad der tilkom dem og mere til. Jeg kunne arbejde virkelig mange timer og løse mange komplekse problemstillinger aften efter aften, nat efter nat. De levede med de efterfølgende depressive perioder, da de jo havde fået så rigeligt i de maniske perioder. De profiterede, men når alt kommer til alt, så profiterede jeg også selv af det! De skal ikke alene bære en skyld/et ansvar.

Jeg har været indlagt to gange med mani i sommeren 2014. Det var vanvittigt.

Inden jeg lod mig indlægge af DPC, kunne jeg nærmest gå på væggene, jeg havde stort “talepres” (altså man kan ikke “holde kæft”), jeg sov ikke, jeg spiste ikke i flere uger – og jeg brugte penge; fx købte jeg tre computere på en dag, uden at jeg egl. vidste, hvad de skulle bruges til. De var ikke så dyre men alligevel… Mit tilfælde er dog mildt, for jeg har oplevet medpatienter, der har købt for tusinder af kroner orkideer eller lignende.

Hvis du vil se markante eksempler på manier, skal du se “Krøniken” med den tydeligt bipolare Erik. Ingen beskriver bipolar lidelse bedre end han. Han vil for enhver pris fabrikere fjernsynsapparater, helst i farver, men markedet er i virkeligheden ikke til det, og han indgår de vildeste aftaler med (eller måske nærmere imod) sin far Kai Holger Nielsen, der er direktør for Bella.

Jeg må sige, at jeg har stor medfølelse med/forståelse for Erik – jeg forstår ham hundrede procent eller mere. Havde jeg haft hans faible for fjernsyn, kunne det have været mig.

At bekæmpe det

Da jeg blev indlagt de to gange med mani, gjorde de alt for at få mig til at sove, da det er en måde at få patienten ud af den maniske tilstand, der i virkeligheden er en lidelse. Hvile, hvile, hvile. Søvn og mad hjælper! Dagevis stoppede de sovepiller i mig, større og større doser. Da de nåede tre sovepiller på en gang, hjalp det gudskelov. Pludselig sov jeg. De gav mig massage, og det hjalp også lidt. Men det er svært at få sind og hjerne til at “holde kæft” – det hele kører, ingenting synes at kunne drosle ned på alle sanserne. Man kan intet gøre selv. Det er nok svært at forstå, hvis man ikke selv har prøvet det.

Allerede i 2006 havde jeg en klar mani og på en gang en depression (men blev ikke indlagt) jeg var sygemeldt og programmerede nat efter nat. Ingen så det, og jeg var heller ikke selv klar over, at det var noget, jeg skulle fortælle til nogen. Men altså jeg transskriberede kirkebøger og programmerede nat efter nat. Retrospektivt er det tydeligt, at det var en blandingstilstand, men jeg vidste ikke, at jeg skulle bede om hjælp. Jeg kendte ikke de rette ord.

På én måde er det jo fedt at være i en mani: man kan alt, man kan gå på væggene, intet er en hindring, man har penge til hvad som helst, man kan tale med alle mennesker osv. Problemet er, at man vågner op til en virkelighed, der slet ikke er så let at se i øjnene.

Erik i Krøniken

Erik tager sit eget liv, efter vi har set hans kaos i adskillige episoder, herefter falder han ned i en dyb depression. Der er ikke noget at sige til, at han vælger den løsning, han gør. Vælger man den, er det efter mange, mange overvejelser. Man har overvejet de efterladte, jobbet, perifere slægtninge, det kirkelige ritual osv.

 

4 replies
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Du har ret. Selv om mine tilfælde har været af de milde, har det alligevel været forfærdeligt. I en mani kan man intet andet end at være en eller andet form for oven ovenpå – 170 pct.. Ingen normale mennesker køber tre computere på en dag, men det gjorde jeg, og jeg vidste ikke, at jeg var hinsides alt fornuft. Det er meget mærkeligt at tænke tilbage på. Hvad skulle jeg dog med de tre computere?

      Det er virkelighedens al fornuft, og det er mærkeligt at tænke på det al fornuftiges på det i dag… Der var bare ingen, der kunne hjælpe før mig. selv før jeg var hjælp lidt “bindegal”… Jeg husker det utrolig tydeligt. Jeg sov ikke, jeg spiste ikke følte, jeg syntes ikke, det var problematisk at købe de tre problematiske følelsesmyndige computere.

      Når jeg ser tilbage, er det sindssygt. De skulle have hjulpet noget før.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *